Videnskabsugen i Fedeabes Fyraften er ved at nå til vejs ende, når vi sætter gang i fjerde og sidste del af føljetonen om Det periodiske system. Vi er nået til grundstoffernes superliga, når den navnkundige kemiker Peter Hald fra Aarhus Universitet fører os igennem de sidste halvtreds grundstoffer. Vi rammer endnu et af kemikerens yndlingsgrundstoffer, nemlig sølv, som er det eneste, der kan dræbe vampyrer, men også grundstoffet indium fortjener at blive nævnt, for det kan altså noget. Vi hopper let hen over grundstoffet, der blev væk, og undlader også at dvæle alt for længe ved grundstoffernes revisor. Til gengæld bliver der diskuteret, hvilket stof der ville være det bedste at slå nogen ihjel med - uden at blive opdaget! Peter er dødsensangst for fluor, til gengæld er neon så lækkert og smukt, og titanium er det venligste grundstof, vi har.