Forløber

Forløber

By Vores Tid - Nationalmuseets mediehusSociety & CultureHistory
Download on the App Store

Forløber episodes

  • E11. Krigsforbrydelser i Ukraine: Under Anden Verdenskrig begik danskere krigsforbrydelser i Hviderusland.
    Under 2. Verdenskrig blev der begået forfærdelige krigsforbrydelser i de tyske kz-lejre. En af disse var den såkaldte ”Jødelejr” i den hviderussiske by Bobruisk. Her var forbryderne ikke kun tyske, men også danske. Fra 1942-43 var op mod tusind danskere fra Frikorps Danmark udstationeret i lejren.

    Under den nuværende krig i Ukraine taler man også om krigsforbrydelser. D. 23. maj i år er den første dom for krigsforbrydelser givet til en russisk soldat, ved retten i Kiev. Hvordan var danske soldater indblandet i krigsforbrydelserne i Bobruisk, og hvad kunne drive dem til at udføre så bestialske handlinger? De spørgsmål kaster museumsinspektør ved Frøslevlejren, Dennis Larsen, lys over, når han fortæller historien om danskerne i ”Jødelejren” i Bobruisk.

    Vært og tilrettelægger: Nikolai Sørensen, historiker
    Medvirkende: Dennis Larsen, museumsinspektør ved Frøslevlejren

    Podcasten er produceret af Vores Tid - Nationalmuseets mediehus.
    34 min
  • E10. Regenters selviscenesættelse: I 1600-tallet forfulgte kongen hjorten i timevis og tog selv livet af byttet
    I 1600- og 1700-tallet var de danske konger mestre i at iscenesætte sig selv, bl.a. ved at gå på jagt. ’Parforcejagten’ var en voldsom jagt: Et enormt entourage forfulgte én enkelt hjort rundt i Nordsjællands skovlandskab til den segnede af udmattelse. Herpå stak kongen hjorten i hjertet. I dag fremstiller regenter sig på et hav af forskellige måder, nogle stadig ved jagt. Vladimir Putin har f.eks. ladet sig fotografere på hesteryg og på jagt, i bar overkrop med en riffel i hænderne. Hvordan iscenesætter regenter sig selv, og hvorfor var den, til tider livsfarlige, parforcejagt så vigtig for de enevældige konger? Få spørgsmålene besvaret, når museumsinspektør på Museum Nordsjælland, Kristoffer Schmidt, fortæller historien om parforcekongen selv, Kong Christian 5.

    Vært og tilrettelægger: Nikolai Sørensen, historiker
    Medvirkende: Kristoffer Schmidt, museumsinspektør på Museum Nordsjælland

    Podcasten er produceret af Vores Tid - Nationalmuseets mediehus.
    32 min
  • E9. 2. Verdenskrig: Desperate bådflygtninge risikerer livet på Øresund
    I 1943 flygter danske jøder fra den nazistiske besættelsesmagt ved at krydse farvandet mellem Danmark og Sverige i fiskekuttere og robåde. Over 7.000 personer når til Sverige, men andre drukner i forsøget. Siden 2018 har migranter fra Afrika og Mellemøsten begivet sig ud på den engelske kanal i overfylde gummibåde for at komme fra Frankrig og ind i Storbritannien. 1. og 2. maj i år begav atter 350 migranter sig ud på kanalen. Hvordan føles det at få revet livet op med rode og være nødt til at begive sig ud på farefulde sejlture i små, skrøbelige både? Lyt med, når museumsinspektør på Dansk Jødisk Museum, Signe Bergman Larsen, fortæller historien om familien Fischermann, som roede ud på Øresund i en overfyldt robåd natten mellem d. 7. og 8. oktober 1943.

    Vært og tilrettelægger: Nikolai Sørensen, historiker
    Medvirkende: Signe Bergman Larsen, museumsinspektør på Dansk Jødisk Museum

    Podcasten er produceret af Vores Tid - Nationalmuseets mediehus.

    30 min
  • E8. Skal flere aftjene værnepligt? I 1970’erne sagde hver 5. nej og blev sendt i militærnægterlejr
    I 1917 vedtages militærnægterloven, som gør det muligt at blive militærnægter i Danmark, hvis man af samvittighedsgrunde ikke ønsker at udføre militærtjeneste. I løbet af 1900-tallet stiger antallet af militærnægtere, og i 1972 vælger 20 % af den indkaldte årgang at sige nej til værnepligt. I 2022 kræver flere danske partier flere værnepligtige i Danmark. Spørgsmålet er, om flere værnepligtige også vil føre til flere militærnægtere. Hvorfor valgte man at sige nej til værnepligten i 1930’erne og 1970’erne, og hvordan har livet været på de dertil indrettede militærnægterlejrer?

    Lyt med når museumsinspektør på Museum Silkeborg, Marianne Gjørtz Hougaard, fortæller historien om militærnægterne i Kompedallejren.

    Vært og tilrettelægger: Nikolai Sørensen, historiker
    Medvirkende: Marianne Gjørtz Hougaard, museumsinspektør på Museum Silkeborg

    Podcasten er produceret af Vores Tid - Nationalmuseets mediehus.
    32 min
  • E7. Russisk invasion: Tre gange det er sket i historien - og oprørere gik på barrikaderne
    24. februar 2022 rykker russiske tropper ind i det selvstændige og demokratiske land Ukraine og starter en invasion af landet, der koster menneskeliv og sender tusinder på flugt. Vi tager afsæt i Ruslands invasion af Ukraine og finder et historisk perspektiv. Det er nemlig ikke første gang, at Rusland har invaderet nabolande for at sikre kontrollen og skabe en modvægt i magtbalancen over for Vesten.

    Ved daggry den 4. november 1956 invaderer Sovjetunionen Ungarn, og omfattende kampe bryder ud i Budapest. Ungarns nye ministerpræsident, Imre Nagy, vil indføre demokratiske reformer og trække Ungarn ud af militæralliancen med Sovjetunionen – Warszawapagten.

    Den frihedstrang bliver for meget for Sovjetunionen, som med sin invasion knuser oprøret over få dage. Omkring 2.000 ungarere bliver dræbt mens 200.000 flygter ud af landet.

    I 1968 gentager historien sig i Tjekkoslovakiets hovedstad Prag, hvor landets nye leder, Alexander Dubček, indfører reformer. Også det bliver for meget for Sovjet, der igen skrider til militær invasion.

    Den sovjetiske jernnæve-politik bliver kaldt Brezjnev-doktrinen, efter den daværende sovjetiske leder, Leonid Brezjnev. I parentes bemærket var Brezjnev født i Ukraine!

    I begge tilfælde viste historien, at kun så længe den rå magt blev anvendt, kunne landene holdes under sovjetisk kontrol. Da Sovjetunionens sidste leder, Michail Gorbatjov, i 1989 opgav Brezjnev-doktrinen og satte landene fri, søgte de mod frihed og demokrati.

    Hør historien om oprørene i Ungarn og Tjekkoslovakiet.

    Vært: Jacob Frische
    Medvirkende: Iben Bjørnsson, museumsinspektør fra Koldkrigsmuseum Stevnsfort, der er en del af Museum Østsjælland
    Tilrettelægger: Jacob Frische

    Podcasten er produceret af Vores Tid - Nationalmuseets mediehus.
    34 min
  • E6. Kaos på hospitalerne: Den spanske syge bragte sygeplejerskerne i knæ
    I oktober 1918 modtager Bispebjerg Hospital omkring 500 patienter, som alle er smittet med den spanske syge. Sygeplejerskerne løber for at følge med, men bukker selv under for smitten, som spreder sig blandt dem. I 2022 er de danske hospitaler presset af stigende coronasmitte, høje indlægningstal, og et personale, som ikke føler sig hørt af en regering, der opfordrer sygeplejerskerne til at yde en ekstra indsats. Hvordan blev de danske sygeplejersker påvirket, da den spanske syge rullede ind over Danmark? Og hvad kan datiden fortælle os om vores egen nutid? Lyt med, når historiker og speciallæge i samfundsmedicin, Hans Trier, fortæller historien om sygeplejerskerne under den spanske syge.

    Vært: Jacob Frische.
    Medvirkende: Hans Trier, historiker og speciallæge i samfundsmedicin
    Tilrettelægger: Nikolai Sørensen

    Podcasten er produceret af Vores Tid - Nationalmuseets mediehus.
    35 min
  • E5. De sidste Esbjergfiskere
    I løbet af 1970-80’erne udfordres fiskerne fra Esbjergs enorme fiskerflåde, da EF’s nye regler for fiskeri begrænser fiskernes adgang til at fiske. Mange fiskere presses helt ud af erhvervet. Fra 2022 reduceres torskekvoten i den vestlige Østersø med 88 procent af EU’s fiskeriministre, hvilket vil medføre en betydelig mindskning af fiskernes fangster. Mange fiskere frygter i dag for deres fremtid.

    Hvad er det egentlig for en maritim kultur, der atter presses af regler og kvoteringer? Og hvad fortæller kvoteringerne os om vores brug af naturens ressourcer? Lyt med, når museumsinspektør ved Sydvestjyske museer, Søren Byskov, fortæller historien om livet på havet ud for Esbjerg Havn i løbet af det 20. århundrede.

    Vært: Jacob Frische
    Medvirkende: Søren Byskov, museumsinspektør ved Sydvestjyske museer
    Tilrettelægger: Nikolai Sørensen

    Podcasten er produceret af Vores Tid - Nationalmuseets mediehus.
    30 min
  • E4. Tryghed i nattelivet med morgenstjerner og stokkeprygl
    Den 1. september 1781 udbryder voldsom tumult på et værtshus i København, som efterfølgende spreder sig til gaderne og fører til sammenstød mellem byens befolkning og byens vægterkorps. En af vægternes hovedopgaver var at holde ro og orden i nattelivet. 14. november 2021 fremlægger den danske regering sit udspil ”tryghed for alle danskere”, som ved 12 konkrete tiltag bl.a. skal gøre nattelivet tryggere. Hvem besidder retten til at regulere nattelivet, kan det overhovedet reguleres, og hvad skete der da vægterne forsøgte sig, den skæbnesvangre efterårsaften i 1781? Hør med når professor ved SAXO-instituttet på Københavns Universitet, Ulrik Langen, fortæller historien om Vægterkorpset.

    Vært: Jacob Frische
    Medvirkende: Ulrik Langen, professor ved SAXO-instituttet på Københavns Universitet
    Tilrettelægger: Nikolai Sørensen

    Tak til Ebeltofts Vægterlaug og Bjørn Helmer fra Ebeltoftnet.dk for brug af vægtersangen

    Podcasten er produceret af Vores Tid - Nationalmuseets mediehus.
    33 min
  • E3. Afliv dyrene: Også i 1700-tallet satte magthaverne ind over for inficerede dyr
    I november 1780 er danske kvægbønder vidne til, at kvægpesten atter engang strømmer ind over Danmark. Kongen befaler, at alle smittede kvæg skal slås ihjel for at forhindre yderligere smitte. I november 2020 er danske minkavlere vidne til, at en ny mutation af covid-19 spreder sig blandt deres minkbestande. Statsministeren giver instruks om, at alle mink skal aflives for at forhindre mutationen i at sprede sig. Hvordan forholdt man sig for 300 år siden, når sygdomme og epidemier bredte sig over landet? Og kan vi lære noget af at fordybe os i historien om 1700-tallets kvægsyge? Lyt med, når lektor ved SAXO-instituttet på Københavns Universitet, Bo Fritzbøger, fortæller historien om kvægpesten.

    Vært: Jacob Frische.
    Medvirkende: Bo Fritzbøger, lektor ved SAXO-instituttet på Københavns Universitet.
    Tilrettelægger: Nikolai Sørensen

    Podcasten er produceret af Vores Tid - Nationalmuseets mediehus.
    27 min
  • E2. Virksomheder udsat for hackerangreb: Også vikingerne brugte afpresning
    Vikingekongerne Olav Tryggvason og Svend Tveskæg spreder død og ødelæggelse langs den engelske sydkyst, og standser ikke, før de får penge fra den engelske konge. Over tusind år senere, i november 2021, rammes vindmøllegiganten Vestas af et såkaldt ”ransomware-angreb”, hvor hackere låser virksomheders filer, og kræver løsepenge for at låse filerne op. Kan der tegnes en lige linje fra vikingernes såkaldte ”Danegæld” til nutidens hackerangreb? Og hvad er egentlig historien bag vikingernes velorganiserede afpresningsmetode? Lyt med, når museumsinspektør ved Nationalmuseet, Peter Pentz, fortæller historien om Danegælden.

    Vært: Jacob Frische
    Medvirkende: Peter Pentz,arkæolog og museumsinspektør ved Nationalmuseet
    Tilrettelægger: Nikolai Sørensen

    Podcasten er produceret af Vores Tid - Nationalmuseets mediehus.
    26 min

About Forløber

From the publisher's feed

Hvert sekund bliver der skrevet ny historie, men hvordan hænger nutidens og fortidens historier sammen? Hvad er egentlig forløberen? I Forløber går vi bag om det vi oplever lige nu, og giver dig det…