på anden del af min rejse rundt i israel for at møde nogen af landets palæstinensere fra familier, der ikke flygtede/flyttede/blev fordrevet fra deres hjem i 1948. her skal i møde repræsentanter for mindretallene i mindretallet: en israelsk druser og en kristen palæstinensisk israeler.
man overser nemlig tit at selvom over 750.000 mennesker flygtede under krig og uroligheder i forbindelse med statens oprettelse, var der omkring 160.000 palæstinensere, der blev i landet, som fik israelske statsborgerskab og i dag udgør en femtedel af israels befolkning.

meeting representatives of the non-jewish minorities citizens of israel: druze rafiq halabi, daliat el-carmel and christian julliet kahawaji of jaffa

man overser tit at omkring 160.000 palæstinensere ikke flygtede i 1948. de blev, fik israelsk statsborgerskab og udgør i dag en femtedel af israels befolkning. jeg har talt med repræsentanter for det store mindretal: her er tre af dem, de er alle muslimer, derudover ikke er enige om meget…

israel blev en uafhængig stat d.14. maj 1948, og fylder 70, men en del af prisen betalte de over 750.000 palæstinensere der flygtede under krig og uroligheder i forbindelse med statens oprettelse. de og deres efterkommere, har siden levet som flygtninge i israels nabolande.
15. maj markerer de Nakba, den palæstinensiske landflygtighed – katastrofen.


interviewing representatives of the arab palestinian minority in israel - a minority representing every fifth israeli:
meet mk ahmad tibi, samah salaime of wāħat as-salām - newe shalom and jamal majadleh of baqa al-gharbiyeh

de har ikke haft det let ved at vokse op i udkantsdanmark, som halv-danskere. de følte sig anderledes, fordi deres fædre er anderledes. mørkere. fremmede. indvandrede fra en tid, hvor det endnu ikke var et begreb, man kendte. slet ikke i bramming i vestjylland eller i den fynske landsby vissenbjerg. ingen kunne udtale deres navne. til gengæld fik de masser af øgenavne.
mød den 32 årige sanne cigale benmouyal og 27 år gamle jotam kristoffer confino. de er begge halvt danske og halvt israelske. de er begge journalister. og de er begge i israel for at møde og udforske deres israelske identitet et sted, hvor den er en del af det almindelige gadebillede. samtidig møder de det danske, der er en væsentlig del af dem selv, men som de tidligere havde svært ved at mærke, fordi der blev peget så meget fingre af dem.
en samtale om at vokse op og leve med blandet identitet. noget flere og flere af de kommende generation vil komme til at gøre

herbert pundik tager imod akkompagneret af fuglesang i haven i tel aviv og taler om israel dengang og nu i anledning af, at 70 år er gået siden, han satte ud med 39 andre unge danske jøder for at kæmpe for oprettelsen af den stat, der skulle være det ultimative svar på og afslutningen af antisemitismen - idag indrømmer han, at det var en naiv tanke

i bakspejlet betragter han også drømmen om at få lov til at være med til at opbygge verdens eneste fungerende socialistiske demokrati og beklager, at man ikke tidligt forstod, at de jødiske flygtninge ikke var alene i landet, der med sin oprettelse førte et andet folk i landflygtighed

han opremser israels mange succeser, kalder landet et mirakel samtidig med at udtrykker sin dybfølte frygt for, om den jødiske stat har en fremtid som både en demokratisk og en jødisk stat

for trettende gang bliver en alternativ mindehøjtidelighed afholdt i tel aviv på den officielle mindedag for de faldne i kampen for den jødiske stat. det alternative består i at dagen bliver markeret af israelere og palæstinensere sammen – i dyb respekt for de personlige tab også den anden side har måttet lide i konflikten.
aftenens hovedtaler er forfatteren david grossman, der siger:
israel er stadig ikke et hjem. israel blev oprettet for at det jødiske folk - der aldrig har følt sig hjemme noget sted i verden - endelig skulle have et hjem, men selv efter 70 år er israel stærk, måske endda en fæstning – men det er stadig ikke et hjem

israel is a fortress, but not yet a home, says david grossman in his memorial day speech to israelis and palestinians

livet i gaza er en langsom død, forklarer den 23 årige muhammad shehada, og det er grunden til at tusinder af unge hver uge deltager i den såkaldte 'tilbagevendelsesmarch' langs grænsen til Israel, også selvom det måtte være med livet som indsats
de første tre ugers march, protest, har kostet 34 mennesker livet og har såret flere tusinde
marchen er planlagt til at vare 6 uger ferm til 15. maj - nakbadagen, der falder sammen med 70 året for israels oprettelse

gaza youth wants out. according to the 23 year old muhammad shehada live in gaza is a slow death. that is the reason thousands of youth are participating in the 'march of return' demonstrations along the israeli border despite the death toll - now standing at 34 lies - and thousands of wounded by israeli soldiers
the march will continue till may 15 - the nakba-day
also marking 70 years since the creation of the state of israel

langt de fleste syrere er trætte og vil bare have krigen, volden, sulten, og bombningerne til at holde op
krigen i syrien er på mange måder afgjort, regimet har vundet. spørgsmålet er kun om assad selv bliver ved magten, siger den israelske menneskerettighedsaktivist og syrienforsker elizabeth tsurkov, der er tilknyttet tænketanken the forum for regional thinking
hun taler dagligt med tusinder af syrere på sociale medier og fortæller, at de, der har været aktivister, ikke vil kunne blive boende under assads fortsatte regime. det ville være farligt.
men der er mange neutrale syrere, der ikke har deltaget aktivt på nogen side, de hader alle parter - både regimet og oppositionen. de vil kunne blive boende under et fortsat assadregimet, så længe de ikke siger noget højt


Syrians are tired - most people just want the war to stop

den israelske forfatter etgar keret skriver korte historier fra dagliglivet - altid med et tvist, der sender læseren ud på en længere rejse i menneskesjælens forunderlighed
jeg skriver for at blive trøstet og finde menneskelighed, og måske ville jeg ikke søge det, hvis alting omkring mig var i orden. det virtuelle, det spekulative og fiktionen, der kommer frem, når man skiver, ville jo ikke være så interessant, hvis det var ting, man mødte hver dag, siger han blandt andet og konkluderer at:
skriveprocessen er lige så risikofyldt som at blive skudt levende ud af en kanon, man kan brække halsen på det, men som bonus får man muligheden for at se livet fra en helt ny vinkel.

lørdag syttende februar viser den jødiske filmfestival i københavn en usædvanlig film om, af og med etgar keret

http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Film.aspx?filmID=v1030076

da godt 3000 polsk-jødiske flygtninge kom til danmark i 1969, var min far, isi foighel, formand for dansk flygtningehjælp. i sine erindringer 'jura er ikke nok' beskriver han, hvordan regeringen dengang åbnede landets porte for de forfulgte og, hvordan han oplevede det som en personlig opgave at hjælpe de, der i polen blev udelukket af samfundet, fordi de var jøder, begynde et nyt liv i danmark - LYT her til hvad han skrev

den polske instruktør marian marzynski var en af dem, der kom. han lavede dengang en film om sin immigration, ”brev fra st. Lawrence til polen”.
nu har marzynski skabt en ny film på baggrund af ”brev fra st. lawrence til polen”.
filmen hedder ”skibet/hatikvah”, og kan ses på københavns jødiske filmfestival 2018 i cinematequet i københavn onsdag d. 21. februar kl 16

biletter:
http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Serie.aspx?serieID=15533

restauranten shafa i jaffa, holder nordøstafrikansk fest for at støtte deres eritreiske ansatte og vise solidaritet overfor regeringens udvisningspolitik.
israel vil udvise omkring 38.000 afrikanske asylansøgere. de skal hjem til afrika, men da de fleste afrikanere i israel er flygtet fra eritrea og sudan, kan de ikke vende tilbage til deres egne lande. derfor har israel indgået aftaler med rwanda og uganda, om at tage imod de afrikanere, som israel udviser. de der ikke vil det, bliver fængslet og arrestationerne er begyndt.
regeringens politik har affødt protester fra asylansøgerne selv og fra israelske intellektuelle, forfattere og rabbinere, der er rystede over de associationer udvisning af flygtninge vækker.

israeli civil society, authors, rabbis and intellectuals have begun protesting the government policy of deporting african asylum seekers at the bar-restaurant shafa in jaffa the owners have chosen to show their protest against the threat of deportation by throwing an eritrean party for their asylum seeking employees and their friends