HEIDI VANDRER - samtaler fra stien

En læge sagde en sætning til mig:

“Du skal forberede dig på, at du ikke kan vandre sådan længere.”

Og i det øjeblik opstod spørgsmålet:

Hvis jeg ikke kan vandre – hvem er jeg så?

I denne episode fortæller jeg om identitet, stroke, vandring og frygten for at miste det der giver livet mening.

Det er en ærlig fortælling om:

– at føle sig valgt fra

– at finde en ny vej

– og om viljen til at tage ét skridt mere

Selv når stien ændrer sig.

Hvorfor stopper vi os selv?

Ikke fordi vi ikke kan.

Ikke fordi vejen er umulig.

Men fordi tvivlen nogle gange larmer højere end modet.

I denne episode taler jeg om den indre modstand.

Den stemme der siger “lad være”.

Den der får os til at vente lidt længere… og lidt længere.

Men jeg har lært noget på mine vandringer.

Modet kommer ikke først.

Det kommer efter det første skridt.

Efter min stroke skulle jeg lære det igen.

Langsomt.

Usikkert.

Skridt for skridt.

Og hver gang jeg spørger mig selv:

Hvad er det værste der kan ske?

Så er svaret næsten altid det samme:

Du falder.

Du rejser dig igen.

I denne episode taler jeg om:

– hvorfor vi spænder ben for os selv

– hvordan naturen kan lære os at finde ro igen

– og hvorfor “gør det alligevel” nogle gange er den vigtigste beslutning vi kan tage.

Hvis du selv står et sted i livet hvor du tøver…

så håber jeg denne episode føles som en stille hånd på skulderen.

Du er ikke færdig.

Du er i gang.

Der findes sorger, man ikke altid får lov til at have.

Sorg over et barn, man aldrig fik.

Sorg over dem, man elskede – og måtte give slip på.

I denne episode taler jeg om Bolette, Alfred, Bertram og Charlie Bandit, som stadig går ved min side.

Om kærlighed, der ikke kan måles.

Om frygten for ikke at være nok.

Og om det spørgsmål, der kan ramme dybt:

“Dur jeg ikke som mor?”

Det er en fortælling om at elske igen, selvom man ved, hvad kærlighed kan koste.

Om at give slip uden at svigte.

Og om vandkanten – stedet hvor jeg finder ro, når ordene slipper op.

En stille episode.

Med pauser.

Med plads til tårer.

Og med respekt for den sorg, der ikke kan sammenlignes.

Lyt, hvis du selv bærer på noget,

der ikke altid bliver forstået.

Om at tro, at vi har tid nok – og opdage, at vi kun har nu.

Om modet der først kommer, når vi bevæger os.

Om at leve større, vildere, blødere.

Om billeder, kærlighed, sorg, hjernetræthed, og alle de små skridt, der gør et menneske levende igen.

Det her er episoden, der prikker til dig.

Den der river lidt i sjælen.

Den der får dig til at rejse dig og gøre noget – for dig selv, for dit liv.

Hvis du har ventet på et tegn… så er det her.

“Den her episode er den sværeste og den vigtigste, jeg nogensinde har optaget.

Jeg taler om en krop, der blev voksen som 9-årig.

Om smerter, blødninger, fertilitetskampe og den dag jeg sagde farvel til rugekassen og æggebakkerne.

Jeg taler om den kunstige overgangsalder som 31-årig… og den rigtige, der ramte som en hormon-tsunami oven i en hjerneskade.

Jeg taler om hustru-snebolde, lavabomber, indkøbspose-dramatik og hvorfor Morten er en helgen.

Og jeg taler om det, kvinder så længe har tiet om.

Hvis du kæmper – så er du ikke alene.

Hvis du elsker en der kæmper – så er du velkommen.

Vi går den her vej sammen.

I denne episode læser jeg et brev til min mamma.

Den mamma jeg mistede en uge efter, jeg blev gift med min eneste ene.

Det her er en fortælling om kærlighed.

Om sorg.

Om det vi ikke fik sagt.

Og om det vi stadig kan sige.

Det er ikke en episode om at “komme videre”.

Det er en episode om at være i det, og turde sige sandheden –

både den stille og den svære.

Hvis du har ét menneske i dit liv, som du bærer noget usagt overfor – så er den her til dig.

En fortælling om kroppen, skammen og stemmen indeni – Grumme.

Om spejlbilleder, sår og tilgivelse.

Om den dag vinden tog sorgen - og jeg begyndte at se på mig selv med mildhed.

Jeg går ikke for at blive tynd.

Jeg går for at blive fri.

Fri til at være Heidi.

Fri til at være nok.

Min krop, mit kaos – af Heidi Vandrer

I dette afsnit går jeg helt ærligt til stålet.

Om barndommen, der lærte mig at klare mig selv.

Om angsten, der følger med på stien.

Om kærligheden, der både holder mig fast – og sætter mig fri.

Og om hvorfor jeg ikke er stærk.

Bare stædig.

Næste uge kommer der ikke et nyt afsnit,

for jeg vandrer fra Jernhatten til Aarhus.

Du kan følge turen på Instagram og Facebook 💚

Der er noget mærkeligt ved at bære på noget, som ingen kan se.

Jeg har haft en stroke. Jeg lever med hjernetræthed, smerter og dage, hvor alt i mig larmer – selvom jeg smiler udadtil.

I denne episode går jeg ind i det usynlige. Ind i tvivlen, vreden og sårbarheden. Men også ind i lyset, håbet og naturens stemme.

Jeg fortæller om de nætter, hvor jeg næsten gav op –

og om mødet med et fremmed menneske, der ændrede alt.

Om vinden ved Väneren, der tog pusten fra mig, og om Vesterhavet, der mindede mig om, at livet altid bevæger sig.

Det her er en episode om at fortsætte, selv når ingen kan se, hvad du kæmper med.

Om at finde styrke i fællesskabet, og om naturen, der altid taler – hvis vi tør lytte.

Jeg håber, du går lidt med mig i dag.

Der findes øjeblikke, hvor alt står stille.

Hvor kulden bider, frygten sniger sig ind, og du tænker: “Det her klarer jeg ikke.”

Men du gør det alligevel.

Episode 4 af Heidi Vandrer – samtaler fra stien

handler om Roktdalen, bjørne, sne, humor – og om at finde et lille lys i mørket.