Langfredag er en mørk dag, derfor lod vi mørket få lov til at være i kirkerummet. Ikke som en form for kulisse, men som en måde at mærke noget af det, der skete Langfredag – hvor det blev mørkt midt på dagen. Vi tændte kun de små fakler (lys i kirkebænkene) – som en påmindelse om, at der også dengang var fakler i mørket.

Vi stod ved foden af korset. Så smerten. Så kærligheden.

Langfredag konfronterer os med korsets gåde – at Gud selv går hele vejen ind i mørket, lidelsen og skammen, og bærer verdens skyld. Ikke for at undgå det – men for at tage det på sig, og for at føre det ind i Guds nåde.

I prædikenen dykker vi ned i denne dybe virkelighed:

At Gud lader al vores skyld ramme ham.

At vi aldrig selv kan overvinde afstanden – men at Jesus gør det for os.

Lyt med her, og tag del i den alvor og det håb, der mødes Langfredag.