Vi taler om, hvordan livet på den mest fantastiske vis kan forandre sig på et splitsekund. Hvordan tilværelsen kan tage en drejning, som vi ikke i vores vildeste fantasi havde kunnet forestille os. Mennesker, vi møder. Situationer, vi lige pludselig står i. Ting, vi får sagt JA til. Og så lige pludselig sker der de vildeste ting. En slags dominoeffekt af begivenheder, som passer lidt for godt sammen til at være en “tilfældighed”.
Når vi oplever synkronisitet - situationer, hvor tingene bare falder i hak på en helt forunderlig og fantastisk måde - så kan vi have svært ved at begribe det.
Der kan derfor gå lang tid, hvor vi flakker lidt rundt - hvor den nye vej i livet endnu ikke er “trådt til” - og hvor vi stadig kan ryge tilbage på den “gamle” vej.
Men så en dag, så skifter vi for alvor spor i livet. Så er vi klar til at forlade den gamle sti og bevæge os videre af nye veje. Når det sker, kan man sige, at vi har trykket på “opdaterknappen”. Nu er vi landet i det nye sådan for alvor og bevæger os videre ad livets vej med dette nye udgangspunkt.
Den her oplevelse af, at livet kan vende 180 grader, og at tingene kan falde i hak på den mest vilde, fantastiske og magiske måde - det indgyder så meget håb. Det er håbets essens.
Vi taler også om “effortlessness” - oplevelsen af, at der er fuld medvind på cykelstien/at alle døre åbner sig, så man nærmest snubler ind over dørtrinnet - og, hvordan vi begge har oplevet det fra begyndelsen og hver eneste dag siden vi påbegyndte vores podcast-samarbejde.
Der sker vilde ting, når man stiller sig frem. Når man melder sig på banen for at bidrage med det, der ligger ens hjerte nærmest. Det kan godt kræve tilløb, førend man er klar til at indtage scenen, fordi det kan være meget sårbart, at stå der med sit hjerte forrest.