Da Lærke Nielsen er 12 år gammel, mister hun sin far. Lærke mener, at vi som samfund skal lære at tale højt om død og sorg, og fortæller om hvorfor, det er så vigtigt at aftabuisere emnet. "Jeg krammer kisten. Og jeg kan huske, jeg slet ikke kunne give slip på den, fordi det føltes så endegyldigt. Jeg tænkte, at hvis jeg giver slip nu, så er det som om, jeg går med til det." Lærke deler sin historie fra dagen, hvor hendes far pludselig var væk. Hun fortæller om at give ham det sidste kys på hans kolde pande, om øjnene rettet mod hende til begravelsen og om ugerne, månederne og årene efter, hvor hun langsomt lærte at leve med sin sorg.