LITT TALK

LITT TALK

By Litt TalkArtsBooks
Download on the App Store

LITT TALK episodes

  • Sebastian Nathan: Litt Talk

    Med sine to digtsamlinger er den unge digter Sebastian Nathan uden tvivl en af sin generations mest særegne og lovende stemmer.»Sebastian Nathan skriver digte med den mest diskrete suverænitet.« lød det fra Informations begejstrede anmelder i kølvandet på Nathans seneste digtsamling ENGLE (Gads, 2024), der ligesom debuten HONEY MOON (Amulet, 2021) er blevet hyldet bredt af anmeldere, priskomiteer og almindelige læsere. Med sommetider tranströmersk lethed taler digtene om en genkendelig nutid på vej op ad Tagensvej, rundt om en blank sø med en ven eller helt alene, at se op og ane en fnisende engel, en ræv i natten. Nathan beskriver et ungt liv udspændt mellem venner og kærestesorger, mellem det fælles og det ensomme, mellem virkelighed og drøm, fortvivlelse og håb.For sine bøger har Sebastian Nathan modtaget både Politikens Litteraturpris og Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris. Han har netop fået tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

    28 min
  • Liv Strömquist: Interview

    Med den ene satirisk-filosofiske bog efter den anden spidder den prisvindende og måske største svenske tegneserieskaber, Liv Strömquist, samfundsånden og stiller os irriterende gode spørgsmål om hvem vi er: Har vi i jagten på det gode liv mistet kontakten til selve livet? Hvad er kærlighedens vilkår, når man som Leonardo DiCaprio kan date så mange supermodeller uden at forelske sig i en eneste? Hvad er kvindekønnet for en størrelse og har vores kultur det egentlig så mærkeligt ambivalent med det? Sidstnævnte spørgsmål er omdrejningspunktet for Strömquists gennembrudsværk, KUNDSKABENS FRUGT (2015), som den britiske avis The Guardian kårede til en af årets bedste bøger. Liv Strömquist er aktuel med ORAKLET TALER, der udkom på dansk sidste år. ORAKLET TALER undersøger vores store besættelse af selvoptimering, lykke og den evige jagt efter at blive bedre udgaver af os selv. Strömquists bøger er oversat til mere end 20 sprog og hun har for sit store arbejde netop modtaget den prestigefyldte franske orden Ordre des Arts et des Lettres. På LITT TALK 2026 var Liv Strömquist i samtale med sin danske oversætter, Kamilla Löfström.

    43 min
  • Karoline Stjernfelt: Litt Talk

    »En ny stjerne er født« skrev Jyllands-Posten for 10 år siden af Karoline Stjernfelts debut og fik ret. Debuten var første bind i den kritikerroste trilogi I MORGEN BLIVER BEDRE, der har høstet masser af stjerner, priser og ikke mindst læserhjerter. Trebindsværket er på én og samme tid kærlighedsfortælling, historisk roman og psykologisk thriller. Med både poetisk og satirisk streg får vi billeder og fortælling af en hæsblæsende tid i Danmarkshistorien: 1770’ernes politiske og romantiske trekantsdrama mellem Struensee, dronning Caroline Mathilde og Kong Christian VII. Resultatet er en overvældende fortælling om ungdom og uskyldstab, om drømme og længsler, om storhed og fald – og en tro på at i morgen bliver bedre.Med sit arbejde har Stjernfelt brudt en glasvæg, der ellers findes mellem tegneserier og litteratur.

    30 min
  • Jens Christian Grøndahl: Litt Talk

    »Det er en velsignelse at have en forfatter som Jens Christian Grøndahl.«Sådan lød det i Informations anmeldelse af 2025s basker af en bog, AT VELSIGNE ET LIV, der samtidig markerede Grøndahls 40 års jubilæum som forfatter. Grøndahl har siden debuten KVINDEN I MIDTEN (1985) haft et udestående med romanen og altid eksperimenteret med dens form, dens tid og dens fortællere. Og lige siden det store folkelige gennembrud, kærlighedsromanen LUCCA (1998), har Jens Christian Grøndahl været bredt anerkendt som en af landets helt store fortællere, der igen og igen finder nye måder at undersøge livets helt store temaer: ensomheden, kærligheden, erindringen og eksistensen selv. Med romanen AT VELSIGNE ET LIV (2025) er det livets pludselige omslag og mødet med den anden, naboen, næsten, som bearbejdes med Grøndahls altid sansemættede sprog og sirlige mønstre på tværs af tid, sted og vores individuelle vilkår som mennesker.

    33 min
  • Lea Korsgaard: Litt Talk

    INDEN ÅRET ER OMME (2025) tager sit afsæt i den ganske enkle opgave, som forfatter og journalist Lea Korsgaard sætter sig for: Hun vil se alle de danske sommerfuglearter inden året er omme. Og hvorfor egentlig? Det er hun selv ikke helt sikker på, men for den, der læser bogen, står det klart: For at genfortrylle sit forhold til naturen og fortælle os andre om de vidunderlige væsener, sommerfuglene er, deres plads og vigtighed i kunst, kulturhistorie og økosystemer. INDEN ÅRET ER OMME bliver på den måde en slags naturdannelsesrejse for Korsgaard (og læseren), der fra begyndelsen ikke rigtig ved noget om sommerfugle, bare at det er værd at se dem og lytte til hvad de kan fortælle os om livet og landskaberne omkring os.INDEN ÅRET ER OMME blev hyldet af samtlige anmeldere i landets dagblade, der bl.a. skrev: »Mageløs og voldsomt livsbekræftende« (Information).Lea Korsgaard, der desuden er chefredaktør på mediet Zetland, har tidligere udgivet andre anmelderroste og prisnominerede bøger som DEN DER RÅBER LYVER (2017) og ORGASMELAND (2014).

    37 min
  • Sofie Isager Ahl: Litt Talk

    Digter og antropolog Sofie Isager Ahl har fem anmelderroste bøger bag sig, der ad forskellige veje undersøger menneskets forhold til jorden. Hun debuterede med digtsamlingen NABOPLANTER (2018), der blev udråbt til at være blandt Årets Vigtigste Litteratur i Dagbladet Information. Bogen beskriver med stor økologisk følsomhed arbejdet i marken, med planterne og de måder de påvirker os og hinanden på. »Jeg har lyst til at forære bogen til alle, jeg kender« skrev Politikens Kim Skotte og gav fem hjerter til hybridværket REGENERATION (2023), der ligesom samtalebogen LYSBØNDER (2024) handler om den regenerative landbrugsbevægelse, om at miste sproget i lyset af krisen og om at genskabe betingelserne for ens eget liv og andres.I 2026 er Sofie Isager Ahl aktuel med digtsamlingen ELEGIER OVER JORDEN, der genfortæller historien om dødsrigets dronning, Persefone – datter af landbrugsgudinden Demeter. Persefone er gravid og må vende tilbage til jorden for at føde, en langstrakt og smertefuld fødsel. Digtene sammenvæver mytologi, fødselshistorie og klimakrise i en klagesang over jorden, der munder ud i lys og i nyt liv.

    29 min
  • Amalie Langballe: Interview

    Amalie Langballe (f. 1972), der modtog BogForums Debutantprisen i 2019 for sin debutroman FORSVINDINGSNUMRE, har endnu engang taget både læsere og anmeldere med storm med sin seneste bog, den historiske kærlighedsroman ELSKENDE. Historiens fortæller er en adelskvinde, der af sin mand sendes til den pestramte hovedstad midt i sommerheden, hvor hun skal arbejde på byens førende horehus, under den mystiske madame Viola. ELSKENDE er en bog, der drypper af kropsvæsker og begær, og fortæller en original historie om krop, om magt, om det frastødende og det frastødte, og om den hemmelighed, kærligheden også kan være.

    Amalie Langballe interviewes af Kamilla Löfström.

    31 min
  • Niels Frank: Litt Talk

    Niels Frank (f. 1963) har et stort og anmelderrost forfatterskab bag sig og har siden debutdigtsamlingen ØJEBLIKKET (1985) udgivet prisvindende bøger – romaner, essaysamlinger, oversættelser. Med sine seneste to bøger er Niels Frank måske mere aktuel og læst end nogensinde. De to selvbiografiske bøger – FANDEN TAGE DIG fra 2022, indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, og sidste års DET SLUTTER HER – kredser begge om søsteren Elin, der blev slået ihjel af sin mand. Med grundighed og en rå præcision fortælles historien om mordet og søsteren, som samtidig bliver en historie om familie og om at arve en skæbne, om sorg og vrede, og om hvorfor mænd dræber kvinder.

    30 min
  • Cecilie Lind: Litt Talk

    Cecilie Lind (f. 1991) har siden debutdigtene ULVEN ÅD MIN EYELINER (2010) begejstret både kritikere og læsere med sine sære, sært smukke og til tider også monstrøse bøger, hvad enten digtsamlinger eller romaner. I 2022 udgav Cecilie Lind romanen PIGEDYR, der følger Sara, som ikke ved om hun er stærk eller svag, smuk eller grim, god eller ond, men hun forstår sig på tab og magt. Det er en fortælling om at være fikseret på pigekroppen og det lillepigede, om den magt og afmagt der følger med, når man er en pige. PIGEDYR vandt Kritikerprisen og blev desuden nomineret til DR Romanprisen, Politikens Litteraturpris, Jyllands-Postens Litteraturpris og Montanas Litteraturpris. I år er så udkommet den dystre og fabelagtige roman BRISTEFÆRDIG, der nu kredser om bevægelsen fra pigedyr til moderdyr. Hun, Ellen, har en affære, bliver gravid, men sendes efter fødslen hjem fra hospitalet uden barnet. Der står i hendes journal, at hun har fået fjernet en tumor, at hun lider af vrangforestillinger og tror hun er mor. Men Ellen ved at hun er det, så hun tager tilbage på hospitalet og flygter med barnet. BRISTEFÆRDIG er en klæbrig og monstrøs roman om ungdom og moderlig kærlighed, om at besidde og om at ofre sig selv for et nyt liv.

    30 min
  • Samtale om klassikere (Andreas Harbsmeier, Simon Pasternak og Simon Fruelund)

    Simon Fruelund modererer en samtale mellem Andreas Harbsmeier og Simon Pasternak. Emnet er at udgive kendte og ukendte klassikere til en ny tid.


    Andreas Harbsmeier er forlagsredaktør og driver det danske forlag A MOCK BOOK. Tidligere på året modtog A MOCK BOOK Politikens Frit Flet-pris for den store indsats for litteraturen og for en udgivelsespraksis, der er orienteret mod nye måder at se verden på, nye måder at tænke og tale om verden. Som redaktør på A MOCK BOOK har Andreas Harbsmeier udgivet sci-fi-klassikere som Frank Herberts DUNE-serie, Ursula K. Le Guins ORDET FOR VERDEN ER SKOV og Kim Stanley Robinsons FREMTIDSMINISTERIET, samt den belgiske nobelprismodtager Maurice Maeterlinck og helt store naturtænkere som Robin Wall Kimmerer og Amitav Ghosh.


    Simon Pasternak er forfatter, manuskriptforfatter og forlagsredaktør, og en central skikkelse i dansk litteratur de sidste årtier. Simon Pasternak er mangeårig redaktør og forlagschef for Gyldendal Skønlitteratur.


    48 min

About LITT TALK

From the publisher's feed

Podcastudgaven af Vallekilde Højskoles litteraturfestival - Litt Talk - med litterære foredrag, oplæsninger, panelsamtaler og meget mere.