Er et idealsamfund en utopi? - Ideen om en ny og bedre verden har levet lige siden vor forfædre begyndte at drømme om paradis. I middelalderen opstod tanken om Slaraffenland, hvor mennesker kunne leve uden bekymringer. Kloge folk tegnede kort over det forunderlige land, der efter sigende skulle ligge ved floderne Eufrat og Tigris i det nuværende Irak.

          Den engelske jurist, statsmand og forfatter Thomas More (1478-1535) skrev en bog, der var en fiktiv rejseskildring til idealsamfundet Utopia. Han bragte for første gang den ide på banen, at en ny og bedre verden var noget, som vi selv måtte arbejde på at bygge op. Thomas Mores Utopia bygger på to forbilleder fra antikken, nemlig Platons Staten og Lukians En sandfærdig historie.

          Oprettelsen af den kommunistiske Sovjetunion og fristaden Christiania kan også ses som forsøg på at skabe et idealsamfund.

          Også ifølge Martinus må vi selv arbejde med at opbygge dette idealsamfund. Men det er ikke noget, man blot kan beslutte for at gøre, det er ikke et viljesspørgsmål, det er et udviklingsspørgsmål. Ting tager tid!

          Det, der i dag hindrer menneskene i at oprette et idealsamfund, er således deres iboende dyriske eller egoistiske natur. På det nuværende udviklingstrin er det således endnu ikke muligt at lave et idealsamfund, for det jordiske menneske er som sagt et sfinksvæsen, halvt dyr og halvt menneske. På den ene side har vi dyriske og egoistiske tendenser, på den anden side har vi humane og altruistiske tendenser.

          Mange mennesker siger, der har altid været krig, og der vil altid blive ved med at være krig. De mener, at det er en utopi at tro, at det engang vil lykkes menneskene at lave et idealsamfund.

          Martinus derimod siger, at skabelsen af et sådant idealsamfund er uundgåeligt, for i kraft af udviklingens lovmæssigheder kan han påvise, at udviklingen usvigeligt sikkert fører frem til skabelsen af et rigtigt menneskerige på jorden. Det kan ikke mislykkes; skabelsen af et idealsamfund omfattende hele vor planet er et obligatorisk trin i den videre udvikling.

OT023. Kærligheden - Eventyrets slutfacit. MCK 06.07.2018

https://d3ctxlq1ktw2nl.cloudfront.net/staging/2025-3-20/398711457-44100-2-35bdf70d2c506.m4a

2. Udgave af "Martinus og den ny verdensmoral" er udgivet af forlaget Scientia Intuitiva. www.martinusshop.dk

En videnskabeliggjort kristendom

Martinus anså ikke blot sit værk for at være en åndsvidenskab, en kosmologi eller et evigt verdensbillede, men han mente også, at det var en videnskabeliggjort eller intellektualiseret kristendom. Poetisk sagt er kærligheden eventyrets slutfacit.

December 2004 blev Det Tredje Testamente - Den intellektualiserede Kristendom udgivet på BORGEN 23 år efter Martinus bortgang.

          Kristendommen har måske nok i sit begynderstadium været en religion, men den vil ifølge Martinus blive til en videnskab, ja til selve verdensvidenskaben, der vil samle hele verden. Den vil forene religion og videnskab, og den vil forene hjerte og hjerne samt Østens og Vestens tænkning. Når de evige analyser kommer ind i kristendommen vil man se, at kærligheden er eventyrets slutfacit. Det hele går op eller passer med kærligheden og uendeligheden, og da vil kristendommen blive til videnskab og ikke længere være en tro, mente Martinus. Kærligeheden er lyvseventyrets slutfacit.

          Denne kærlighedens videnskab vil påvise, at alt i sit slutfacit bekræfter det bibelske ord, “alt er såre godt”. Martinus mener altså, at det er rigtigt, der hvor man i Bibelen efter skabelsen af hele verdensaltet lader Gud udtale: “Se, alt er såre godt”.

          Martinus satte sit værk i relation til Bibelens to tidligere testamenter ved at give sin samlede åndsvidenskab titlen Det Tredje Testamente, idet han anså sit arbejde for at være en fortsættelse af kristusmissionen. Martinus angav, at hans værk Det Tredje Testamente var identisk med den intellektualiserede, udødelige kristendom, som skulle blive menneskehedens kommende livsfundament og danne grundlag for den ny verdensmoral.

Talsmanden den hellige ånd

Martinus var af den opfattelse, at denne ny åndsvidenskab var den Sandhedens Ånd eller Talsmanden den hellige Ånd, der skulle komme i forbindelse med Kristi forudsigelse af kristendommens kommende livsfornyelse:

          “Men Talsmanden, den hellige Ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alle ting, som jeg har sagt jer.” (Joh. 14,26).

          “Jeg har endnu meget mere at sige jer, men I kan ikke bære det nu. Men når han, Sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de kommende ting skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer.” (Joh. 16,12-15).

 Det eneste fornødne og den varige fred på jorden

Hvad gik Martinus’ arbejde egentlig ud på? – Et af svarene kan man finde i forordet til den første bog, som Martinus udgav i 1932, nemlig i første bind af hovedværket Livets Bog (LB1–LB7).

          Da de jordiske mennesker ikke har den samme erfaring og viden, står de på forskellige trin i deres udvikling fra mørket til lyset. Men på et vist trin i denne udvikling bliver det uomgængeligt at tilegne sig et absolut sandt kendskab til livets mening, til tilværelsens dybeste love og evige grundprincipper, for at kunne opnå den absolutte lykke eller den fuldkomne skæbne. For det jordiske menneske uden kosmisk bevidsthed vil tilegnelsen af et sådant kendskab faktisk være “det eneste fornødne”. (LB1 stk. 6).

          Martinus havde selv med sin kosmiske bevidsthed oplevet disse livets evige love og principper, og med dette sit førstehåndskendskab til sandheden eller den evige visdom, følte han det som en pligt at gøre denne viden tilgængelig til gavn og glæde for almenheden. Hele Martinus’ værk er således et resultat af pligtfølelse. (LB1 stk. 7).

Meditationen der udløste bevidsthedsudvidelsen

I 1921 arbejdede Martinus som kontorist i mejeriet Enigheden, hvor han hørte om en ny interessant bog med åndelige emner, som en ældre kontorist Ove Hubert, havde læst. Da Martinus havde sikret sig, at de nye åndelige retninger også havde noget med bøn at gøre, blev han interesseret i at låne bogen, og en dag i februar 1921 blev han inviteret hjem til bogens ejer Lars Peter Larsen (1879-1948), der senere tog navneforandring til Lars Nibelvang. Igennem de næste syv år blev Lasse Martinus’ daglige samtalepartner og ven. (Martinus som vi husker ham, Zinglersens Forlag 1989).

Ved deres første møde siger Nibelvang til Martinus: “Det eneste råd, jeg mener at kunne forsvare at give Dem med på vejen, er den sidste store lærer Bhagavan Ramakrishnas ord: Fæst din tanke fast på Gud, og alt skal blive vel med dig!” – Inden han forlod mig, lånte jeg ham et par små bøger med hjem; jeg tror det var Bhagavad Gita og Ved Mesterens Fødder. Og så gav jeg ham anvisning på de mest elementære regler for meditation; fordi jeg følte, at jeg stod over for en meget fremskreden personlighed, som muligt i en nær fremtid vilde opnå alt, hvad jeg forgæves havde søgt i en lang årrække. (Lars Nibelvang, dagbog, 1925).

Martinus fortæller selv, at han ikke fik læst bogen til ende, og at det eneste, han huskede af den smule, han fik læst, var dette, at bogen foranledigede ham til at meditere på Gud. Da Martinus nogle år senere begyndte skrive sine bøger, kunne han hverken huske bogens titel eller forfatter.

Da Nibelvang og Martinus ikke rigtigt kunne huske, hvilken bog det var, der havde foranlediget Martinus til at meditere på Gud, har det lige siden været lidt af et mysterium. Før 1921 findes der meget få teosofiske bøger på dansk med anvisninger på, hvordan man mediterer på Gud. Selv mener jeg nu, at løsningen på mysteriet er den danske oversættelse af den tyske bog, Meditationen. Ein theosophisches Andachtsbuch nebst Anleitung zur Meditation, skrevet af Hermann Rudolph (1865-1946) og udgivet på Verlag der theosophischen Kultur, Leipzig, 1912. Den autoriserede oversættelse, Meditation. En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation, er er lavet af teosoffen Werner Blædel og udgivet af J.S. Jensens forlag i 1913. (Se www.bibliotek.dk og denne bogs stk. 2.19).

Lige efter den store bevidsthedsudvidelse var Martinus af psykiske årsager helt forhindret i at læse bøger. Han mente ligefrem, at åndelige kræfter forhindrede ham i at læse bøger, fordi hans kommende livsværk ikke skulle være influeret af andres meninger og opfattelser. Martinus skulle være et levende bevis på, at man kan komme til den højeste viden igennem sig selv.

Hvordan virker giftige tanker som had, vrede og bitterhed ind på helbredet?

Enhver sygdom har ifølge Martinus to stadier: årsagsstadiet og virkningsstadiet (Kosmos 5/1997).

Årsagsstadiet findes ikke på det fysiske plan, men på det psykiske eller mentale område. Her har alle sygdomme ifølge Martinus deres oprindelse. Årsagsstadiet kendetegnes ved en længere periode med fejltænkning, der efterhånden udvikler sig til en konkret sygdom. Når symptomet mærkes, og det gør ondt, er det for sent, for da er sygdommen allerede en realitet. Virkningsstadiet er det samme som symptomstadiet. Spredt i litteraturen giver Martinus kun enkelte eksempler på årsagen til konkrete sygdomme.

Martinus skriver blandt andet: “Det er farligt at have onde tanker eller være vred og bitter og genere andre mennesker, og det er ikke blot en ydre fare, men også en indre fare, fordi de enkelte tankearter er livskræfter, der virker ind på de særlige organer i os. Vi kan have tanker, der virker direkte på hjertet og giver dårligt hjerte. Det kan komme, uden at man er klar over det, ved at man har hadet i årevis og stadig er bitter og bliver vred ved næsten ingenting. Man kan have tankearter, der virker på maven og skaber mavesår, andre virker på hjernen, så man til sidst bliver åndssvag, mens andre igen kan ødelægge muskulaturen og huden osv.” (Kosmos nr. 7/1992).

Som tidligere nævnt overskygger tyngdeenergien fordøjelsesområdet, og følelsesenergien gennemtrænger og gennemsyrer tilsvarende kirtler, lunger, hjerte- og karsystemet. Mange hjerte-, kar- og lungesygdomme skyldes, at tyngdeenergien (eksplosionsenergi eller aggressionsenergi) fejlagtigt er trængt ind i følelsesområdet. Mennesket er blevet meget forfinet i forhold til dyret, og det kan ikke i større omfang tåle den tyngdeenergi eller sprængstofenergi, som dyret betjener sig af.

Martinus forklarer: “Den forfinede sjæl har forfinet dets fysiske legeme, forædlet dets blod og gjort nervesystemet overordentlig følsomt og sart. En sådan organisme tåler ikke alt for mange hidsigheds- eller raserianfald uden at blive stærkt forgiftet. En sådan mental foreteelse kan derved i længden ikke undgå at blive en underminerende belastning af hjertefunktionen” (LB2 stk. 296).

Martinus nævner ofte hjertesygdomme i forbindelse med for meget tyngdeenergi, men ellers har han kun skrevet lidt om årsagen til de specifikke sygdomme. Men det generelle er, at det er mangel på næstekærlighed, der får tankepartiklerne ind i forkerte områder, og det er kærlighed, der sætter tingene rigtigt på plads. Vist kan mennesker blive helbredt af healere og på hospitaler, men det hjælper ikke så meget, hvis de fortsætter med de tankemønstre, der har fremkaldt sygdommene. Den sluttelige løsning er, at menneskene må blive opmærksomme på at lære at tænke rigtigt.

I samme grad, som vi lever usundt, er vi med til at forringe vor sundhedstilstand. For at forebygge mod sygdomme må man have positive tanker. Man må have den nødvendige søvn og hvile, vi må indtage den sundeste mad og drikke, og vi må søge at undgå de dødbringende nydelsesmidler, alkohol, nikotin og narkotiske stoffer.

Martinus skriver: “Vi må undgå de for den psykiske livsoplevelsesevne dødbringende tankearter såsom vredesudbrud, hævn- eller forfølgelsestanker over for vore medvæsener, løgnagtighed og bagtalelseslyst og andre selviske tankearter. Den absolut sunde åndelige ernæring for mennesket er alle uselviske tankearter. De er lige så fysisk og psykisk livgivende, som de selviske tankearter er fysisk og psykisk dødbringende for mennesket. De fleste indre organiske og kroniske sygdomme stammer fra fejlagtige og dermed giftige tankearter” (LB6 stk. 2026).

OT026. Martinus >Hovedværk er Livets Bog i syv tykke bind og Ole Therkelsen fortæller Det Tredje Testamente og det betydning i et foredrag afholdt i Martinus Center Klint, Odsherred den 01.07.2018.

Kosmisk kommunisme. Kapitel 4 i Livets Bog 1

1. Et internationalt verdensrige under skabelse, er på en måde Martinus’ store politiske manifest. Det samme emne tages desuden op i Livets Bog 4, hvor han anvender begrebet “kosmisk kommunisme” og siger, at “kommunismens evangelium” i virkeligheden er Det Nye Testamente. (Se LB4 stk. 1434).

Martinus skriver: “Jesus af Nazareth, ophavet til “Det Ny Testamentes” kerneideer, er således verdens største og første “kommunist”. Hans væsen eller væremåde udgør billedet eller modellen, efter hvilken det jordiske menneske skal forvandles fra at være “det falske forretningsprincips” slave til at være “det ægte forretningsprincips” geniale udøver, der kulminerer i “hellere at give end at tage”, og i kraft af hvilken guddommelig væremåde al udslettelse af de materielle værdiers samfundsskadelige ophobninger til fordel for en total samfundsmæssig økonomisk ligevægt imellem alle stater såvel som imellem individer vil blive praktiseret.” (LB4 stk. 1333).

2. De tolv punkter for jordmenneskets opfyldelse af det store kærlighedsbud

Her citeres Martinus’ tolv punkter fra Livets Bog 1, stk. 117:

1. Alle former for uselviskhedens sejr over selviskheden. (Fællesinteressens sejr over privatinteressen).

2. Skabelsen af en international demokratisk verdensstyrelse.

3. Alle landes afrustning til fordel for oprettelsen af et internationalt upartisk verdenspoliti.

4. Udvikling af et internationalt åbenlyst – ikke hemmeligt – højeste lov- og retsvæsen, der repræsenterende videnskabens ypperste væsener på åndelige såvel som materielle områder, kan være kvalificerede til at kende forskel på “abnorme handlinger” og “forbrydelser”, – kender udviklingens gang og tilværelsens evige love og dermed være en garanti for absolut ret og retfærdighed for alt og alle.

5. Afskaffelse af private individers besiddelse af værdierne til fordel for verdensstatens tilegnelse af disse.

6. Afskaffelse af penge til fordel for indførelse af et individs personligt ydede arbejde som eneste betalingsværdi og kvitteringen herfor som eneste betalingsmiddel for samme person.

7. Oprettelse af et for hele verdensstaten fælles barndoms-, alderdoms- og sygdomsfond på basis af afdrag fra arbejdskvitteringerne.

8. Udnyttelse af maskinerne til forkortning af den materielle arbejdstid til fordel for studiedage og åndsforskning.

9. Afskaffelse af al voldspolitik og blodsudgydelser.

10. Afskaffelse af tortur-, prygle- og dødsstraffe til fordel for kyndige internerings- og opdragelsesforanstaltninger.

11. Udvikling af vegetariske næringsmidler, sundhed og legemspleje, sunde og lyse boligforhold.

12. Udvikling af åndsfrihed, tolerance, humanitet og kærlighed til alle levende væsener, til mennesker og dyr, til planter og mineraler. (LB1 stk. 117).

OT027. Foredrag af Ole Therkelsen i Bodø, Norge om. Martinus’ eventyrlige liv og hans kosmologi eller åndsvidenskab også kaldet Det Tredje Testamente. 1.      Hvem er Martinus?

Livet er eventyrligt. Når vi ser ned igennem årtusinderne, ser vi, at der en gang imellem med store mellemrum fødes et helt usædvanligt geni, en profet eller en verdensfornyer. På denne vor skønne, gule, grønne og blå planet har vi efter min mening i vor tid haft besøg af en sådan eventyrlig person i form af Martinus (1890-1981). Han blev født uden for ægteskab i den lille by Sindal i Nordjylland, hvor han tilbragte sin barndom og den første del af sin ungdom. Derefter arbejdede Martinus på forskellige mejerier rundt omkring i provinsen, indtil han som 30-årig fik sine kosmiske evner. I de sidste 60 år af sit 90-årige liv skabte han i kraft af sine kosmiske analyser en helt ny kosmologi eller videnskab, kort agt et helt nyt verdensbillede – Det Evige Verdensbillede (DEV).

OT028. Spørgetime med Ole Therkelsen i Bodø, Norge, om Martinus’ liv og hans værk Martinus Kosmologi eller Åndsvidenskab: Det Tredje Testamente

Er udviklingen retningsbestemt?

Udviklingen er ligesom alle andre fænomener i naturen underlagt bestemte naturlove, der bevirker, at den faktisk er som en ensrettet gade. Udviklingen kan kun gå i en retning, nemlig fremad og opad. Al udvikling er baseret på akkumulerede erfaringer. Erfaringsmassen kan kun vokse, og derfor er udviklingen ensrettet, den kan kun føre frem til fuldkommenhed. Lokalt set kan det se ud som udviklingen går tilbage, når man har gjort fejltagelser, men det er netop erfaringerne af konsekvenserne af fejlene, der fører udviklingen frem. Desuden udvikler man sig, hver gang man har trænet eller øvet sig. – Ifølge Martinus er ordet “øvelse gør mester” en kosmisk sandhed. Hver gang man har oplevet eller erfaret noget, har man udviklet sig.

Resultatet eller essensen af al øvelse og erfaring koncentreres i nogle mikrokosmiske og supermikrokosmiske energistrukturer, som Martinus kalder talentkerner, der udstationeres i den evige del af væsenets struktur, således at resultatet af erfaringer overlever kroppens undergang. (DEV2 stk. 17.4). Emnet med talentkerner og udvikling er hovedtemaet i min bog “Martinus, Darwin og intelligent design”. (Borgen 2007, Scientia Intuitiva 2015).

Når et menneske har fået tilstrækkeligt mange krigserfaringer vil det ikke i krig mere. Selv om det kunne se ud som om, at udviklingen gik baglæns, så er krig alligevel vejen til fred.

Menneskene vil ikke alene blive mætte af krig, de vil også blive mætte af at opleve virkningerne af den dyriske og egoistiske væremåde. Denne erfaringsdannelse bevirker, at egoismen i virkeligheden bliver vejen til humanitet, ligesom sygdom er vejen til sundhed.

Man kan ikke kritisere dyrene for at være egoistiske, dyrets selvopholdelsesdrift er en guddommelig anordning, der bevirker, at alle dyr kæmper for at overleve i det ubønhørlige dyrerige, hvor tilværelsen er en alles kamp mod alle.

Men i velfærdssamfundet vil kulturmenneskene efterhånden kunne leve uden den for dyrene så nødvendige selvopholdelsesdrift, og efterhånden vil den blive afløst af en human drift eller en trang til at hjælpe de svage. Det er denne erfaringsbaserede gradvise udvikling af humaniteten, der danner den naturlige basis for etablering af det fuldkomne humane verdensrige på jordkloden.

OT029. Sund mad og sunde tanker er et foredrag fra Bodø den 01.06.2018 afholdt af Ole Therkelsen, Martinus Institut.

Sygdommens årsagsstadium og symptomstadium

Enhver sygdom har ifølge Martinus to stadier: årsagsstadiet og virkningsstadiet. (Kosmos nr. 5/1997).

Årsagsstadiet findes ikke på det fysiske plan, men på det psykiske eller mentale område. Her har alle sygdomme deres oprindelse. Årsagsstadiet kendetegnes ved en længere periode med fejltænkning, der efterhånden udvikler sig til en konkret sygdom. Når symptomet mærkes, og det gør ondt, er det for sent, for da er virkningen eller sygdommen allerede en realitet. Virkningsstadiet er altså det samme som symptomstadiet.

Mentale elektriske kortslutninger opstår ved en vanemæssig fejlagtig indgriben i den normale og automatiske livsudfoldelse. Hvis tænkningen er baseret på vrede og bitterhed, jalousi og misundelse, skuffelse og sorg, pessimisme og sortsyn, selvmedlidenhed og martyriumsfornemmelser, giver det negative, mellemkosmiske, elektriske impulser, som ikke alene svækker psykens og organismens funktion, men også talentkernerne for organdannelse i kommende liv. For eksempel kan talentkernerne for dannelse af en normal og funktionsdygtig hjerne beskadiges. Nydelse af alkohol, nikotin og narkotika, tilvænning til perverse seksuelle nydelser, virker også ligesom negative og fejlagtige tanker nedbrydende på de normale elektriske sanse- og tankeimpulser, og det virker også alt sammen nedbrydende på talentkernerne. (LB6 stk. 2160-2163).

I skæbneelementet kan der også dannes talentkerner, der ligefrem koder for dårlige vaner og forkerte tankemønstre, som så bliver overført til kommende liv.

Martinus: “Enhver tilbøjelighed, enhver karakteregenskab, enhver dyd eller last er rodfæstet i dette skæbneelement”. (LB2 stk. 326).

Hvis et menneske fødes med dispositioner for psykiske lidelser og sindssyge, skyldes det altså ifølge Martinus en vanemæssig fejltænkning i tidligere tilværelser. Ved en permanent, fejlagtig, viljemæssig indgriben i det normale tanke- og bevidsthedsliv skabes de mentale kortslutninger, som efterhånden fører til en beskadigelse af talentkernerne for normal livsførelse. (Læs om elektriske kortslutninger i bevidstheden i LB6 stk. 2160-2163).

Martinus: “Med næstekærligheden i sind og væremåde forsvinder den dødbringende tankespekulation, igennem hvilken man dygtiggør sig til at se “splinten i sin broders øje” uden nogen sinde at ville se “bjælken i sit eget øje”. Med fjernelsen af denne skævhed i den daglige livsopfattelse har man fundet alle sygdommes og mørke skæbners medicin nr. 1. Kun igennem den går vejen tilbage til livet. For kærlighedens strålende solskin må lidelsernes domæne vige.” (Unaturlig træthed, Bog 16C, kap. 11).

Martinus:

Den største lægedom er sand kristendom eller næstekærlighed

OT031. Rejsen gennem dødsriget er et foredrag af Ole Therkelsen i Bodø Norge. Temabog 1, Gennem døden blev udgivet af Martinus institut i 2022. Forholdet mellem jeget og det afsjælede legeme

Titlen på kap. 170 i bogen Bisættelse er “Jegets forhold til dets afsjælede, fysiske legeme eller lig”. Her skriver Martinus, at liget normalt bliver opfattet som en slags ligegyldig materie, som man bare skal skaffe sig af med. Men liget er i virkeligheden ikke et lig, for det rummer en stor kraftkoncentrering pga. de levende mikroindivider. Selv om den afdøde er helt frigjort og ved den begyndende nedbrydning oplever liget som en ydre verden, er der stadig varme følelser for den krop, som har givet den pågældende så mange oplevelser både i medgang og modgang og i sorg og glæde. Den afdøde er derfor ikke uberørt af, hvad der sker med liget. Nogle afdøde kan ved en speciel form for clairvoyance direkte følge med i, hvad der sker med liget, men selv om de fleste afdøde ikke direkte kan følge med i, hvad der sker på det fysiske plan, kan de alle gennem mikroverdenens samlede astrale eller overfysiske liv indirekte følge enhver proces, der sker i liget. (Bisættelse, kap. 170).

Man er således ikke færdig med sit fysiske legeme, når man dør. Der består stadig en særlig kærlighedsforbindelse eller sympatisk forbindelse mellem jeget og legemet. Ligesom ved ligbrænding vil man efter døden også opleve en skærsildspine på det åndelige plan ved at opleve sit kære legeme blive læderet eller gå i forrådnelse.

Hvis man skænker sit lig til videnskaben, må man være opmærksom på, at efter endt dissektion på hospitaler og universiteter bliver ligresterne sendt til forbrænding. Det at skænke sit lig til videnskaben er således i sidste ende ensbetydende med ligbrænding.