Mennesker og medier

Mennesker og medier

Download on the App Store

Mennesker og medier episodes

  • Mennesker og medier: Fotograf-fup underminerer troværdighed
    I over 20 år snød en freelancefotograf danske medier med billeder af bl.a. en hovedløs lille havfrue, royal vanvidskørsel og en spektakulær fangeflugt. Men fotografen havde selv arrangeret begivenhederne, afslører ny DR-dokumentar. Hvorfor ingen fattede mistanke, hvordan noget lignende undgås og hvad snyderiet betyder for troværdigheden diskuterer tidligere B.T.-chefredaktør Arne Ullum, DR-nyhedschef Thomas Falbe og journalistik-professor Mark Blach-Ørsten.
    Ballade på TV2: En dokumentarudsendelse om sexisme og overgreb på TV2 er blevet stoppet. Begrundelsen er ifølge nyhedschef Jacob Kwon, at tv-stationen ikke kan lave troværdig journalistik om sig selv. Og protester fra 157 navngivne medarbejdere vil næppe ændre beslutningen.
    Bag aflåste døre: I otte store artikler har han skrevet om livet som teenager på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit B204 i Glostrup. Fredag i sidste uge blev han hædret med dansk journalistiks fornemste pris, Cavlingprisen. Politiken-journalist Anders Legarth Schmidt fortæller om at være flue på væggen, om at vinde tillid og om sin egen drivkraft.
    Presseetik skal skærpes: Der er brug for bedre kildekritik og flere nuancer, når store skandaler og afsløringer ruller. Mediejurist Vibeke Borberg og statistiker Hjarn Zernichow Borberg dykker i ny bog, "Medierne sætter dagsordenen", ned i bl.a. kontroversielle dokumentarudsendelser. Og de advokerer for en modernisering af presseetikken.
    25 år med netmedier: Var det en forbigående dille eller fremtidens platform, da Jyllands-Posten og DR som de første danske medier lancerede hjemmesider på internettet i begyndelsen af 1996? Udbredt skepsis mødte det, der i dag er en selvfølgelighed.
    Skriv til [email protected].
    Vært og producent: Kurt Strand.
    55 min
  • Mennesker og medier: Sexchikane-anklager fælder "Mr. News"
    Han føler sig dømt i et "juridisk parallelsamfund" for 18 og 20 år gamle anklager om sexchikane og overgreb. Interview med den nu forhenværende TV2-vært Jes Dorph-Petersen om selv at komme på forsiden, om magtesløshed og om risiko for at #MeToo endnu en gang fuser ud.
    Medie-mistro: Journalister og fotografer fik smadret udstyr, da Trump-tilhængere onsdag stormede Kongressen i Washington. Deres tillid til "mainstream"-medier er i bund. Hvorfor? Det diskuterer Informations chefredaktør Rune Lykkeberg og Berlingskes udlandsredaktør Birgitte Borup.
    Nåede ikke toget: Tv-dokumentarist Jeppe Kirk kom for sent til lyntoget, der forulykkede på Storebæltsbroen 2. januar 2019. I denne uge stod han bag en DR-dokumentar om ulykken. Interview om at være usædvanlig tæt på historien, om at få overlevende til at medvirke og om at undgå tårevædet følelsesporno.
    Opvarmning til medieforhandlinger: Mere støtte til lokal- og regionalmedier, regulering af techgiganter og begrænsning af TV2-regioners aktivitet på nettet. Det er nogle af hovedpunkterne i nyt udspil fra de private medier. Louise Brincker, direktør i Danske Medier, uddyber.
    Stjerner skal sælge podcast: Mads Steffensen skal lave "monopol" for Podimo, Oprah Winfrey har kontrakt med Apple og Prince Harry skal styrke Spotify. Podcastleverandører går fra niche-business til storsatsninger på lyd.
    Skriv til [email protected].
    Vært og producent: Kurt Strand.
    56 min
  • Mennesker og medier: Corona-bekymrede vælgere blæser på minkskandalen
    Kommentatorer, lederskribenter og politiske modstandere var ikke i tvivl, da #minkgate rasede i november: Vælgerne vil straffe regeringen. Hvorfor meningsmålinger viser det stik modsatte, diskuterer tidligere Venstre-spindoktor Jesper Kraft og journalist Lars Olsen, forfatter til bøger om det delte Danmark.
    Bag om Støjberg: I over tre år har den tidligere udlændingeministers ulovlige adskillelse af unge asylpar trukket overskrifter i medierne. To journalister som har fulgt sagen tæt, Carl Emil Arnfred fra Politiken og Ulrik Dahlin fra Information, fortæller om vedholdenhed og stædighed. Og om modspin og benspænd.
    Aarhus' puls: Fem nye indbyggere, 10.970 fodgængere på Strøget og 471 tons affald brændt af. Dugfriske tal fylder nyt lokalsite hos Jyllands-Posten, som med samkøring af data bringer såkaldte realtime-nyheder. En af journalisterne bag sitet perspektiverer sammen med medieforsker Lars Kabel.
    Væk med værten: Lytte, ikke afbryde og prøve at forstå... Reglerne er enkle i det norske debatprogram "Einig", hvor en tv-vært nøjes med at sætte i gang og derefter blander sig mindst muligt. Konceptet blev præsenteret i denne uge på international 24timers-konference om fremtidens journalistik.
    Året der gik: Ingen folkemøde, nul EM-fodbold og spørgsmål, der ikke blev stillet. Til gengæld masser af corona-breaking, #MeToo-skandaler og amerikansk præsidentvalg i de danske medier, som ved årsskiftet tålmodigt venter på regeringsudspil til et nyt medieforlig.
    Skriv til [email protected].
    Vært og producent: Kurt Strand.
    55 min
  • Mennesker og medier: Hvad skal vi med DR?
    Besparelser i DR på næsten en milliard er annulleret med ugens finanslovsaftale. Om det er godt eller skidt, er private mediers lederskribenter uenige om. For hvad er det, DR skal? Og ikke skal? Debat med opinionsredaktør Palle Weis, Jyllands-Posten, chefredaktør Peter Orry, Jysk Fynske Medier og mediekommentator Lasse Jensen, Information.
    Sexisme-stop: Støt, grib ind og rapportér. Dét er en af mange opfordringer i et nyt kodeks mod seksuelle krænkelser i mediebranchen. Men hvad er betydningen for indholdet og mediebrugerne? Journalistforbundets formand Tine Johansen forklarer og perspektiverer sammen med Producentforeningens direktør Jørgen Ramskov.
    Vaccine-propaganda: Løftede pegefingre, hvidkitlede læger og opfordring til samfundssind er blandt ingredienserne i statslige epidemifilm fra 1940'erne og 50'erne. Forskningsleder Lars-Martin Sørensen fra Det Danske Filminstitut fortæller om datidens smittefilm. Og hvad de kan bruges - eller ikke bruges - til i dag.
    Mediestorm afblæst: "Den danske sang er en ung blond pige" var i 2018 centrum i en mediestorm om krænkelser på CBS i København. Nu, to år efter, viser det sig, at ingen var krænket. Og at det hele egentlig blot var et skvulp i et identitetspolitisk glas vand.
    Smittetal: Hvad kan det bruges til, når aviser dagligt skriver om antal smittede uden at sætte dem i forhold til, hvor mange der er testet? Ikke meget, men måske er forklaringen ret enkel: Journalister er talblinde.
    Skriv til [email protected].
    Vært og producent: Kurt Strand.
    55 min
  • Mennesker og medier: Spekulation i racismemotiv bag drab?
    Da to mænd i denne uge blev idømt hver 14 års fængsel for et brutalt drab i Nordskoven ved Rønne, blev der spekuleret i racistiske motiver. Især i DR's dækning, som i følge medierådgiver og tidligere TVA-journalist Flemming Platz er "ubegavet" og baseret på "sladder og rundhyl". Han debatterer mediernes rolle med redaktionschef Casper Walbum Høst, DR, og chefredaktør Øjvind Hesselager, Bornholms Tidende.
    Grove beskyldninger: Da en gymnasieelev i december sidste år blev kaldt "ugidelig" i et debatindlæg af en klassekammerat i Berlingske, skete det anonymt. Hurtigt blev hun dog genkendt, og nu - næsten et år efter - har Pressenævnet kritiseret avisen for "utilstrækkelig sløring". Men gør det bare ondt værre, at der således igen er fokus på sagen? Og hvilken forskel gør kritikken? Diskussion med gymnasieelevens mor og mediekritiker Jacob Mollerup.
    Lukket land: På niende år raser borgerkrisen i Syrien, og det er fortsat svært for vestlige medier at komme ind i landet. Til gengæld går det relativt godt for syriske medier, som bl.a. dokumenterer brug af kemiske våben mod civile - diskuteret på international konference i denne uge. Status på det syriske medielandskab med Rune Friberg fra International Media Support.
    Tegneren og offeret: En ærefuld og årlig titel i mediebranchen, Svikmøllens yndlingsoffer, tilfaldt i denne uge Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm. Men hvad synes han selv om titlen og æren? Og hvilke overvejelser har satiretegner Jens Hage gjort sig med sin skarpe pen?
    Skriv til [email protected].
    Vært og producent: Kurt Strand.
    55 min
  • Mennesker og medier: Skræmmende høje smittetal?
    Giver det mening, når medier dagligt rapporterer om antal nye covid-19smittede? Er journalister og fotografer ukritisk faldet for minkavlernes tårer? Og hvad er mediernes andel, når tilliden til regering og myndigheder falder? Status på ugens coronadækning med DR's nyhedsdirektør Sandy French , Politiken-chefredaktør Anne Mette Svane og Jan Schouby, chefredaktør, Århus Stiftstidende.
    Dansk tv-streaming vokser: Trods Disney+ nylige entre i Danmark og trods stærke seermagneter hos Netflix, er der ikke søvnløse nætter hos TV2Play. Især dansksproget fiktion, reality og gode grin hitter - samtidig er flere live-tv via streaming-app'en. Sune Roland, TV2Plays indholdschef, forklarer og perspektiverer.
    Skinger tone: I tv, radio og på sociale medier er store dele af den offentlige debat en råbekonkurrence. Ingen lytter til modparten, siger tidligere SF-folketingsmedlem Özlem Cekic, som i næste uge sætter punktum for en danmarkstur med bedre debatkultur som mål. Hun diskuterer konkrete forandringer med journalist Cathrine Gyldensted, aktuel med bogen "Blev du klogere?"
    Skriv til [email protected].
    Vært og producent: Kurt Strand.
    55 min
  • Mennesker og medier: "Mink-Mogens" og de ministersultne journalister
    Der var for længst dømt "dead man walking", da Mogens Jensen onsdag gik af som fødevareminister. Men hvad betyder det, når alle mediers dækning peger samme vej? Og hvilken indflydelse har de politiske kommentatorer og analytikere? Diskussion med Føljetons Lars Trier Mogensen, Kristeligt Dagblads Henrik Hoffmann-Hansen og TV2's Troels Mylenberg.
    Nyheder på mobilen: Når gymnasielever vil ha' sidste nyt om coronaen, tjekker de Facebook, tv, hjemmesider og Instagram. Især influencere på Instagram har voksende nyheds-betydning, viser ny SDU-undersøgelse. Journalistisk lektor Camilla Mehlsen forklarer og perspektiverer sammen med B.T.-influencer Anders Hemmingsen med over en million følgere.
    Mistro til medier: Hverken aviser, tv eller radio er der megen fidus til blandt "De gule veste" i Frankrig. Alligevel var de etablerede medier - sammen med Facebook - afgørende for gennemslagskraften, da oprørsbevægelsen fik fodfæste for to år siden. Interview med kultursociolog Mads Christoffersen, aktuel med bogen "De gule veste har ordet".
    Skriv til [email protected].
    Vært og producent: Kurt Strand.
    55 min
  • Mennesker og medier: #minkgate; snorksov "den fjerde statsmagt"?
    Beslutningen var ikke til forhandling, da regeringen i sidste uge forlangte aflivning af alle mink i Danmark og samtidig lukkede Nordjylland. Men hvorfor stillede ingen kritiske spørgsmål? Hvorfor gik der fem dage, før medierne vågnede? Og hvad betyder det, at der nu lugtes ministerblod? Diskussion om mediernes kontrollerende rolle med Børsens nyhedsdirektør Nikolaj Sommer og chefredaktørerne Karl Erik Stougaard fra Nordjyske, Mette Østergaard, Berlingske, og Michael Dyrby, B.T.
    Udskudt medieudspil presser DR: Stik mod forventning bliver det tidligst midt i 2021, at ny medieaftale falder på plads. Dermed kan DR tvinges til at gennemføre planlagt sparerunde i en tid, hvor nye streamingtjenester som Disney+ vinder terræn. Interview med DR-generaldirektør Maria Rørbye Rønn.
    Shitstorm anno 1995: Store overskrifter, bunker af læserbreve og politisk benspænd skabte voldsom blæst om en 552 kilometer lang, lysende fredsskulptur langs den jyske vestkyst for 25 år siden. Kunstneren bag skulpturen - som skulle markere 50-året for befrielsen - Elle-Mie Ejdrup Hansen reflekterer over mediernes magt og rolle på aktuel udstilling i Viborg og i ny bog.
    Skriv til [email protected].
    Vært og producent: Kurt Strand.
    55 min
  • Mennesker og medier: Det splittede USA; hvad er mediernes rolle?
    De hører ikke de samme nyheder, læser ikke de samme aviser og dyrker sociale mediers ekkokamre. Amerikanerne er splittede, også efter præsidentvalget. Og en enorm opgave venter ikke mindst de etablerede medier. TV2NEWS-chefredaktør Ulla Pors, Informations chefredaktør Rune Lykkeberg og professor og medieekspert Claes de Vreese fra universitet i Amsterdam diskuterer og perspektiverer.
    Twitter-politik: Flere og flere nyheder er baseret på tweets fra politikere. Og selv om Donald Trump nok har verdensrekorden, er også danske politikere flittige på det sociale medie. Derfor er der brug for "mådehold og omtanke" på redaktionerne, konkluderer lektor Mette Mørk og centerleder Roger Buch fra Journalisthøjskolen i en analyse af Twitter-nyheder.
    Undertrykte meninger: "Free Observer" hedder et nyt netmedie, som fra en nordkøbenhavnsk forstad vil give stemme til holdninger, der ikke får plads i de etablerede medier. Især corona-håndteringen fylder meget, men hvad med fakta og risiko for misinformation? Interview med Observer-stifterne Martin Juncher og Carolina Simonsen.
    Annonce-stunt: Nye Borgerlige har skabt debat med planer om annoncer med Muhammed-tegninger fra Charlie Hebdo. Men det franske magasin siger nej til at bruge tegningerne, og annoncerne er nu opgivet. Alligevel fik Pernille Vermund og partifællerne fuldt udbytte af annonceplanerne.
    Skriv til [email protected].
    Vært og producent: Kurt Strand.
    55 min
  • Mennesker og medier: Forsvarsløs mod anonyme kilder?
    Næsten to uger efter sit farvel ved Københavns tidligere overborgmester Frank Jensen stadig ikke, hvem kilderne til en afgørende artikel i Jyllands-Posten er. Heller ikke, hvad de konkret anklager ham for. Men det er ikke vores ansvar, siger avisens chefredaktør Jacob Nybroe, som afviser, at det gik for stærkt med at publicere artiklen.
    #Metoo-selvransagelse: I Sverige gik det for stærkt, og det var ikke i orden at lade 39 anonyme kilder beskylde en mand for overgreb. Det erkender Åsa Linderborg, tidligere kulturchef på nordens største avis, Aftonbladet, og medansvarlig for artikler, der fældede manden, som senere begik selvmord. I ny bog reflekterer hun over mediernes "afsindige magt".
    Hvad skal vi med nyhederne? Spørgsmålet bliver stillet af bogaktuelle Rasmus Kleis Nielsen, direktør på det anerkendte Reuters Institute for the Study of Journalism i Storbritannien. For selv om nyheder leverer information, fortællinger og skaber fællesskaber, er de presset og i gang med en radikal forandring.
    Skriv til [email protected].
    Vært og producent: Kurt Strand.
    54 min

About Mennesker og medier

From the publisher's feed

Journalistik, etik og tendenser i mediernes maskinrum. Perspektiv, analyse og baggrund på ugens mediehistorier. Kritiske, konkrete og kontante interview med mediernes magthavere.