Mennesker og medier

Mennesker og medier

Download on the App Store

Mennesker og medier episodes

  • Mennesker og medier: Smitte-hetz mod somaliere?
    Efter den seneste uges voldsomme corona-spredning bliver medier kritiseret for at udskamme aarhusianere med somalisk baggrund. Men er det udskamning at videregive fakta? Og hvilken betydning har det, om etnicitet bliver nævnt eller ej? Det diskuterer skoleleder Rani Hørlyck fra Søndervangsskolen i Aarhus med Århus Stiftstidendes chefredaktør Jan Schouby og Berlingske-chefredaktør Tom Jensen.
    Historisk trekantdrama: Der er fiktion baseret på fakta, dokumentariske klip og uforløst kærlighed i den premiereaktuelle "Vores mand i Amerika. Filmen om Danmarks USA-ambassadør Henrik Kaufmann, som under Anden Verdenskrig gav amerikanerne ubegrænsede baserettigheder i Grønland. Instruktør Christina Rosendahl og historiker Bo Lidegaard - forfatter til en ny Kaufmann-biografi - om muligheder og fristelser, når virkeligheden overgår fantasien.
    Hedebølge i tv: Temperaturerne er højere på TV2 end på DR1, når vejrudsigterne i disse dage varsler mere sol og varme. Og begge tv-stationer lover bedre vejr end aviserne. Men der er en go' forklaring... Vejrværterne Per Christiansen fra TV2 og Søren Jacobsen fra DR1 åbner dørene til de meteorologiske maskinrum i Odense og Aarhus.
    Vært og producent: Kurt Strand.
    55 min
  • Mennesker og medier: Skjult kamera med demente Else
    Et klip med en 90-årig kvinde hængt op over sin seng har den sidste måned skabt store overskrifter. Klippet er fra dokumentaren "Plejehjemmene bag facaden", som efter ophævelse af fogedforbud blev vist på TV2 forleden. Men er det i orden at filme med skjult kamera - også selv om de pårørende har sagt ja? Debat med TV2's nyhedsdirektør Mikkel Hertz, mediejurist Vibeke Borberg og FOA-formand Mona Striib.
    Ny chefredaktør i Aalborg: "Vi skal være en stemme, der høres", lyder det fra Karl Erik Stougaard, som fra 1. september er ny chefredaktør på NORDJYSKE medier. Hans første opgave er en ny, digital strategi. Og så vil han - trods store nedskæringer på redaktionerne - binde læserne tættere sammen i et dækningsområde, der strækker sig fra Skagen i nord til Hobro i syd og fra Hanstholm i vest til Læsø i øst.
    YouTube presser musikere: Strid om betaling har fjernet næsten al dansk musik på verdens største videoplatform. Men hvad striden egentlig handler om, er der forskellige svar på hos YouTube og Koda, som administrerer komponisters og sangskriveres rettigheder. Begge parter vil gerne forhandle og lave en aftale, og hvordan det skal lykkes, giver Kodas mediedirektør Kaare Struve sit bud på.
    Skriv til [email protected].
    Vært og producent: Kurt Strand.
    55 min
  • Mennesker og medier: For lidt fakta i racisme-dækning?
    En gammel Shubidua-sang, fortidige statuer og nutidige krænkelser præger den seneste tids mange artikler, indlæg og indslag efter George Floyd-drabet i USA. Men hvor er gravergrupperne, hvor er fakta og hvorfor så mange "synsninger", der ikke gør os klogere? Fagbladet Journalistens redaktør Christian Lindhardt retter generel og skarp kritik mod medierne. Han mødes i debat med Mette Østergaard, chefredaktør på Berlingske, og Jacob Kwon, nyhedschef TV2.
    Tæt dialog: Ikke kun Kulturministeriet, men også Statsministeriet spillede vigtig rolle, da DR og TV2 i begyndelsen af coronakrisen marts fik en ulovlig ordre om kun at lave nyheder. Det viser en aktindsigt i forløbet, som desuden er blevet grundigt gransket i et samråd i Folketingets kulturudvalg i denne uge. Aktindsigten viser også, at både DR og TV2 forsynede regeringen med detaljerede programplaner, da de fik grønt lys til delvis genåbning midt i april.
    Mega-overdrivelser: Medierne fokuserer for meget på politikernes privatliv, integrationsproblemer og politiske magtspil. Til gengæld skal medierne "tage sig sammen" i klimadækningen. Vurderingerne kommer fra de 18-29årige i ny måling fra TrygFonden, der viser store generationsforskelle. Forskningschef Anders Hede uddyber og fortolker.
    Stor historie i lille billede: Der blev klappet og jublet, da Informations Sarah Hartvigsen Juncker blev hyldet for Årets Pressefoto. Billedet - som nu kan ses på genåbnede udstillinger - er taget, da Mette Frederiksen sagde undskyld til Godhavnsdrengene i august sidste år. Og det er, som statsministeren sagde ved prisoverrækkelsen, et eksempel på, at billeder kan sige mere end tusindvis af ord.
    Agurketid intakt: Selv om en af årets traditionelt store sommerbegivenheder - nøgenløbet på Roskildefestivalen - er aflyst, er der vanen tro udsigt til reportager og interview om giftige alger i badevandet, stikkende myg på sommerhusterrasserne og dræbersnegle i køkkenhaverne. Vejret, prisen på is og bedste minigolfbane kan også være blandt årets agurk-kandidater.
    Send bidrag til [email protected].
    Vært og producent: Kurt Strand.
    55 min
  • Mennesker og medier: Benhård pressestyring med godbidder og mailsvar
    En fed luns var der til dagbladet Børsen, da finansministeren forleden gjorde klar til at præsentere en ny milliardfond. At nyhedsbidder serveres til udvalgte medier, er ikke nyt. Men tendensen er tiltagende - og det gælder også ministersvar på mail, hvor journalister ikke kan stille opfølgende spørgsmål. Hvad medierne kan stille op, diskuterer Børsens nyhedsdirektør Nikolaj Sommer med Berlingskes virksomhedsredaktør Simon Bendtsen.
    Lokaljournalistik på landevejen: Med en lille campingvogn på slæb har Bornholms Tidende været på rundtur til fem byer på klippeøen for at møde sine læsere. Flere vil gerne have mere vedholdende og kritisk journalistik. Men den slags koster, og derfor skal politikerne prioritere flere midler til de lokale medier, når forhandlinger om ny medieaftale begynder til efteråret. Reportage og interview i Tejn med chefredaktør Øjvind Hessselager.
    Nej tak til nyheder: 16 procent af mediebrugerne i Danmark undgår ofte nyheder. En tredjedel kommer tit i dårligt humør. Og seks ud af ti synes, at der er for meget konflikt... Ny, repræsentativ undersøgelse som offentliggøres fredag, giver medierne en del at tænke over. Svar på titale fra Politiken-chefredaktør Anne Mette Svane og DR-redaktionschef Mads Vesterby Damm.
    I fængsel for kritisk journalistik: I adskillige år har Maria Ressa, chefredaktør på oppositionsmediet Rappler i Filippinerne, været vant til chikane og benspænd. Men nu truer en fængselsstraf på op til seks år for en otte år gammel historie om narko og trafficking. Klip fra tidligere interview med Ressa og aktuel perspektivering med Lars Bestle fra International Media Support i København.
    "Borgen" på Netflix: "DR skal tænke sig rigtig godt om", opfordrer kulturminister Joy Mogensen efter at det statsejede mediehus har lavet aftale med streamingtjenesten Netflix om en ny sæson af dramaserien "Borgen". Den nye sæson vil nemlig kun i begrænset omfang være tilgængelig på DR's egen streamingplatform.
    Skriv til [email protected].
    Vært og producent: Kurt Strand.
    55 min
  • Mennesker og medier: Polariserede medier
    De amerikanske medier afspejler polariseringen i samfundet og fungerer som de rene ekko-kamre - senest er en redaktør fyret for at bringe et debatindlæg, der ikke var i overensstemmelse med avisens linje - analyse og rapport fra et USA på kogepunktet, hvor journalister ikke er fredede.
    Det er med handsker, mundbind og jævnlige temperaturmålinger Europakorrespondent Anna Gaarslev pløjer sig igennem Italien og rapporterer fra genåbningen af det Europæiske land, der var først og hårdest ramt af Corona - et traumatiseret land, kalder hun det - hør hendes overvejelser og betragtninger.
    'Det Perfekte Offer' - er et menneske, der er utroværdigt, og derfor kan misbruges uden risiko - men en journalist har troet på de psykisk udfordrede kvinder og har lavet en prisbelønnet podcast-serie, der afslører katastrofale svigt i systemet.
    Mennesker og Medier med alternative folkemøder og provinsens råb om hjælp.
    Skriv til [email protected].
    Vært: Lene Johansen.
    55 min
  • Mennesker og medier: Når billeder skaber historien
    "Jeg kan ikke trække vejret", lyder det igen og igen på optagelsen af de sidste minutter i George Floyds liv. Billederne har ført til voldsomme uroligheder overalt i USA, men selv om de dokumenterer, hvad der skete, overskrider de måske også en grænse for, hvad medier skal bringe? Diskussion om etiske overvejelser med Informations billedredaktør Sigrid Nygaard, Berlingskes udlandsredaktør Ida Ebbensgaard og Søren Pagter, som leder fotografuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
    "Det er genialt, det der": De ved ikke, hvad der sker undervejs. De må være forberedt på det utænkelige. Og de skal holde det hele kørende i mindst 90 minutter... Tre af dansk tv's ikoniske fodboldjournalister - Svend Gehrs, Flemming Toft og Carsten Werge - er aktuelle med en næsten 300 sider lang rejse til minderige kampe, store stjerner og uforglemmelige kommentatorspor.
    Mediemedvind i Mellemøsten: Coronaen har skabt efterspørgsel på uafhængige og troværdige nyheder flere steder, bl.a. i Jordan, Libanon og Tunesien. Samtidig udvikles nye digitale løsninger, som stimulerer frie medier i lande, der traditionelt har ondt i pressefriheden. Interview med Michael Irving Jensen, leder af mellemøstaktiviteterne i International Media Support.
    Ugens pause: 20 sekunder tøvede Canadas premierminister Justin Trudeau, da han blev bedt om en reaktion på Trumps håndtering af uroen i USA. Og det blev en pause af den slags, som mange journalister drømmer om, fordi tavse sekunder ofte er et bedre "svar" end de ord, der kommer ud af munden på en interviewperson.
    Skriv til [email protected].
    Vært og producent: Kurt Strand.
    55 min
  • Mennesker og medier: Sidste nyt fra den urbaniserede middelklasse
    De mangler basal viden om erhvervslivet, de kan ikke læse et regnskab, men er til gengæld vilde med "Date mig nøgen" på TV2 Zulu. Karakteristikken gælder journaliststuderende, som ifølge JP/Politiken-direktør Stig Ørskov i alt for høj grad dyrker storbyernes kultur og livsstil. Han mødes i diskussion med Trine Nielsen, rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, om evnen til at dække "samfundsbevægelser langt væk fra de velplejede og ressourcestærke hipsteres vandingshuller".
    Fejl-ordre til public service-stationer: Formelt var det forkert, da DR og TV2 i marts blev pålagt at hjemsende medarbejdere og nøjes med nyhedsproduktion, er erkender kulturminister Joy Mogensen efter kritik. TV2-direktør Anne Engdal Stig Christensen fortæller, at hun straks gjorde opmærksom på, at ministeriet ikke kunne blande sig i programlægningen. DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn protesterede ikke, og der blev heller ikke lavet en juridisk vurdering af ordren fra Kulturministeriet.
    Dygtigt spin: Når Venstres Inger Støjberg konsekvent siger "barnebrude" i den aktuelle kommissionsundersøgelse af lovbrud i hendes tid som udlændingeminister, er det godt tænkt. Ordet er "rytmisk godt", siger retoriker Knud Lindholm Lau - og uanset om det ender med rigsretssag eller ej, er det formentlig dét, som bliver husket om ti år.
    Digital succes i Sønderborg: Det er en go' historie, når en ny butik åbner, når det går godt for fjerkræfabrikken og når detailhandelen er ved at være på niveau med tiden før coronaen. Onlinemediet SønderborgNYT kan nemlig bedst li' positive overskrifter, for "vi er er en del af det lokale økosystem", fortæller ejer og administrativ altmuligmand Michael Kjær i interview på kanten af Alssund.
    Lave lyttertal: "Hvad vil ministeren gøre, hvis der stadig er nul lyttere om et halvt år?" Dét var ét af stribevis af spørgsmål til kulturminister Joy Mogensen, da hun onsdag var i samråd i Folketinget om Radio Louds lytterfiasko. Men også processen, som førte til lukning af Radio24syv, blev der boret i.
    Skriv til [email protected].
    Vært og producent: Kurt Strand.
    55 min
  • Mennesker og medier: Politisk armslængde-princip inficeret af virus
    Da store dele af Danmark lukkede i marts, måtte også DR og TV2 skære i sendeplanerne. Det skete efter direkte ordre fra Kulturministeriets departementschef, som dermed gik videre, end lovgivningen tillader. Mediejournalist Lasse Jensen har gennemgået forløbet, som hverken Kulturministeriets, DR's eller TV2's ledelser har lyst til at uddybe og diskutere.
    Jyder og fynboer indtager Sjælland: Der blev skrevet mediehistorie, da Danmarks næststørste aviskoncern, Jysk Fynske Medier, for nylig rykkede over Storebælt med køb af Helsingør Dagblad og en række ugeaviser. Det lokale mediemarked er i hastig forvandling, hårdt presset af svind i annonceindtægterne. Patrick Arendal Fahlström fra Infomedia og Mediascale.dk diskuterer og perspektiverer sammen med Jysk Fynske Mediers bestyrelsesformand Per Westergaard og redaktør Mette Lyhne fra Herlev Bladet.
    Pressefrihed beskæres i ly af coronaen: Tyrkiet er ét blandt flere lande, som har indskrænket mediers mulighed for at rapportere om virusudviklingen. Pressefriheden var i forvejen begrænset, og det har flere gange ramt tidligere Cumhuriyet-chefredaktør Can Dündar. Han bor nu i Berlin, hvorfra han sender uafhængige nyheder til tyrkerne på Radio Özgür.
    Et spøgelse i kulissen: Mens Instrukskommissionen graver sig ned i mulige lovbrud i den såkaldte barnebrude-sag, popper ordet "tamilsag" op fra mediernes arkiver. Dramatiske overskrifter er i vente i weekenden, når sagens hovedperson, Venstres næstformand Inger Støjberg, skal afhøres.
    Skriv til [email protected].
    Vært og producent: Kurt Strand.
    55 min
  • Mennesker og medier: Det digitale Corona-liv
    Aldrig har så mange kommunikeret så meget på et utal af platforme som i de seneste måneder. Coronaen har accelereret et online-liv, som kræver koncentration, karakterdannelse og kritisk tænkning. Det mener journalist og SDU-lektor Camilla Mehlsen, aktuel med bogen "Homo Furura - 7 kompetencer til en bedre fremtid". Hun uddyber og diskuterer med Ask Hesby Krogh, næstformand i "Digitalt Ansvar".
    Junk-news i valgkampe: Forureningen af den offentlige debat tager til, når der er valg rundt i verden. Samantha Bradshaw fra Oxford Internet Institute har kortlagt graden af misinformation i blandt andet USA, Tyskland og Sverige. Og fordi teknikken bliver mere avanceret, vokser mulighederne for at manipulere, advarede hun i en virtuel session på Nordiske Mediedage i Bergen forleden.
    Selvregulering på Facebook: Verdens største sociale medie har lavet en ekstern kontrolinstans, hvor blandt andre tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt skal tage stilling til kontroversielle opslag. "Smart udtænkt imagepleje", kalder Politikens chefredaktør Christian Jensen det nye initiativ, som han debatterer Facebooks nordiske policychef, Martin Ruby.
    Sociale medier for 100 år siden: Følelser, forenklinger og forhåbningerne præger plakater fra genforeningsafstemningen i 1920. Og plakaterne er på mange måder den tids sociale medier, siger leder af Plakatmuseet i Aarhus, Elsebeth Aasted Schantz i optakt til DR1-serien "Grænseland", som har premiere på søndag.
    Skriv til [email protected].
    Vært og producent: Kurt Strand.
    54 min
  • Mennesker og medier: Corona-nyheder med håb og løsninger
    Der er alt for lidt vægt på det, som kan tænde lys i det store corona-mørke. Det mener næsten en tredjedel af mediebrugerne ifølge en undersøgelse fra Syddansk Universitet. Adjunkt Lene Heiselberg forklarer, uddyber og diskuterer undersøgelsens perspektiver og konkrete eksempler med Ulrik Haagerup, leder af Constructive Institute i Aarhus, og Cathrine Gyldensted, som står i spidsen for et netværk for konstruktiv journalistik.
    Virus i DR: Flere danske film, mere fællessang og vild natur fylder på DR's tv-kanaler de kommende måneder. Til gengæld er udsendelser som "Gift ved første blik", "Den store bagedyst" og "Øen" udskudt. Coronaen tvinger dermed DR i retning af mere klassisk public service, som måske endda viser sig at være mere populær end ventet? Interview med mediedirektør Henriette Marienlund.
    Kritik af "mørklægningslov": Det er blevet svært for journalister og medier at holde ministre i ørerne. Adgangen til aktindsigt er markant forringet, siden en ny offentlighedslov blev vedtaget i 2013. Og der er brug for at genfinde "den rette balance", konkluderer Ytringsfrihedskommissionen i betænkning torsdag. Mediejurist Vibeke Borberg, medlem af kommissionen, uddyber kritikken.
    Nye stemmer: Omkring 60 unge har i de seneste måneder været bænket - først fysisk, siden digitalt - på Politikens debattør- og kritikerskole i Aarhus. Med konkrete værktøjer har de lært at formulere sig både mundtligt og på skrift. Og de er forberedt på, at det kan give knubs især på sociale medier at blande sig. Mohamad Alnabhan, Kirstine Bjerrum Voetmann og Nadri Abdi fortæller om at gøre sig gældende i den offentlige debat.
    Skriv til [email protected].
    Vært og producent: Kurt Strand.
    55 min

About Mennesker og medier

From the publisher's feed

Journalistik, etik og tendenser i mediernes maskinrum. Perspektiv, analyse og baggrund på ugens mediehistorier. Kritiske, konkrete og kontante interview med mediernes magthavere.