
Sign up to save your podcasts
Or


Marcus har fundet eksempler fra hele verden på lovgivning, der gør op med jagten på den endeløse vækst. 'Degrowth' lovgivning kaldes det. Vi gennemgår listen med alt fra jordnære eksempler som allerede findes til pioner-eksperimenter i Østrig og afslutningsvist abstrakte og radikale teorier for, hvordan verden kan indrettes anderledes - uden at hverken økonomier eller naturlige økosystemer kollapser.
Hvis du har på fornemmelsen, at vi konstant bliver udsat for greenwashing, tager du ikke fejl. Mange virksomheder siger et og gør noget helt andet. Og slipper af sted med det, men nu er NGO’er og aktivister begyndt at sagsøge ikke bare virksomheder, men cheferne personligt. Det er noget, som kan mærkes. En virksomhed kan ikke blive bange, men det kan chefen, når det er hans egen pengepung, der er i spil. Hør om nye, spektakulære sager.
Vi har besøg af Michael Andersen. Han har læst på INSEAD, er optaget af psykologi og filosofi, arbejder som konsulent med speciale i HR og IT-sikkerhed. Han holder foredrag og debuterer snart som protestsanger. Vi taler med Michael om, hvad tidens opskruede tempo gør ved vores nysgerrighed og evne til at tænke en ekstra tanke, hvilket i sidste ende påvirker vores relationer til chefen og alle mulige andre mennesker.
Vi gør opmærksomme på, at det i februar 2025 er kommet frem, at Michael Andersen efterforskes for misbrug af beskyttet titel. Man skal lytte til episoden med dette in mente. Og hvis man vil læse mere om efterforskningen, kan man gøre det hos Ingeniøren.
I denne episode taler vi om tilværelsens irrationelle element. Alt det som ingen nytte giver, men som forbinder os med hinanden og livet på jorden. Det at man gør noget, fordi det simpelthen er værd at gøre, ikke for at opnå noget ved det. Vi har fundet en bog fra 1957 og en emmyvindende film fra 2021. De er begge bjergtagende i deres langsommelighed og blik for livets magi. Man kan nemlig ikke opleve det irrationelle i højt tempo.
”Hvad laver du?” Arbejde er en stor del af vores identitet. Man vil gerne kunne være stolt af sin arbejdsplads. Det betyder noget at være en del af en succes, som fx Novo Nordisk. Men hvad sker der, hvis ens arbejdsplads ikke betaler skat, er ligeglad med klimakrisen eller presser medarbejderne ud over deres grænser? Altså hvis man ikke kan identificere sig med sin arbejdsplads længere. Vi undersøger om en ny tendens er under opsejling.
Vi taler med Maria Flora Middelboe Andersen. Hun er 33 år og en sjælden ildsjæl, som forandrer verden uanset, hvor hun er. Da hun opdagede, at de certifikater på grøn strøm, hun havde brugt sin sparsomme SU på at købe, ikke gav en kilowatt-time mere grøn strøm, gik hun i aktion. I dag arbejder hun på at ændre systemet sammen med andre i virksomheden Reel. Det er mennesker som hende, der giver håb for fremtiden.
Bruttonationalproduktet, BNP, lyder som verdens kedeligste emne, men det er vildt dramatisk. Bobby Kennedy talte i 1968 om, hvor katastrofalt et mål BNP er. Han blev skudt. Herhjemme har debatten været fraværende. Her er BNP gud, men nu har Københavns Universitet beregnet, hvor galt det står til i Danmark. Det handler om 250 mia. kr., men det går under mediernes radar. Vi opruller dramaet, som afgør vores fremtid.
Vores liv er bygget op om en bestemt fortælling: Mere er bedre. Flere ting gør os mere lykkelige, får os til at føle os mere sikre, giver mere status. Flere ting, flere følgere på SoMe og flere likes er det synlige bevis på vores succes. Et nyt projekt ”The Week” vil engagere os i at gøre op med den altomfattende Illusion. Mosteren har deltaget og fortæller begejstret om sine oplevelser. Sandheden: Mere er kun bedre, når der ikke er nok.
Argumenter mod klimakampen. Den offentlige debat er fyldt med lobbyister og debattører, som taler imod, at vi skal gøre noget ved klimaforandringer. I dag gennemgår vi nogle af indvendingerne. Vi undersøger, hvordan man bygger en effektiv manipulation op, så sagesløse mennesker tror på det. Historien er fyldt med eksempler på, at vi tror på en bestemt historie, indtil vi opdager, at vi er blevet taget ved næsen. Bagefter er det bare latterligt.
Vi taler med Søren Ejlersen om det moderne liv, hvor vi sidder bag en skærm på kontoret og i skolen fjernt fra den konkrete virkelighed. Søren er en ildsjæl, der bringer den sanselige virkelighed tilbage i menneskers liv igennem haver, hvor skolebørn dyrker grøntsager og laver mad. Igennem haver på virksomheder, hvor medarbejderne kan gå tur og holde møder imellem grønsagsbede, frugttræer og vilde blomster. Og få hjemmedyrket mad i kantinen.
From the publisher's feed