Lauren gør status over sit liv og dvæler ved barndomsminder om sorgløse frikvarterer og en julekoncert, der ændrede alt. Og hvis i dag virkelig var Laurens sidste svingtur i manegen vi kalder livet, har hun været glad for at have været menneske - at have nået at være både barnet, der gyngede og den voksne, som skubbede til den.

Charlie plejer kun at græde, når han er alene. Men for nylig fældede han tårer foran andre, da han var til terapi med sin far. Patrice derimod græder altid i mørket, og det gjorde han også i nat. Hør om disse samt Josephines og Mathias’ nyligste tårer.

I Patrices hjem er der rod på alle ledige overflader. Det flyder overalt med lærreder, malingartikler, musikudstyr og to gamle mannequiner; det er fordi kreativiteten er blevet hans terapi. Og når man som Patrice har været væk på de fleste stoffer i Danmark på samme tid, skal der mere end en flot solskinsdag til at få ham til at føle noget. Hør hvordan Patrice har lært at finde ekstasen igen, denne gang i den sobre vildskab og spontanitet i livet, i kunsten og i samtalen.

I Spanien står et hus Charlie selv har tegnet i et 3D-program, da han var 14 år gammel. Lige siden da har han elsket og viet sit liv til digital 3D-kunst. Charlie har også bygget møblerne til sit eget værelse - et værelse i en lejlighed i Sydhavnen, han har gjort til sit hjem, med højt til loftet og langt væk fra en presserende skilsmisse. Hør Charlie gøre status over sit liv og sætte ord på det mærkelige forhold mellem at være virkelig lykkelig for, endelig at flytte hjemmefra, men samtidig også at være ked af, at det ikke gik at bo derhjemme.

Mathias er ikke bange for at indrømme, at han har brug for andre mennesker - særligt sin partner. Mathias anfægter faktisk den stigende insisteren på selvstændighed i samfundet. Han lever i et meget symbiotisk forhold med sin forlovede, og skammer sig ikke over det. Og når han en dag skal dø, håber han, at det sidste han vil se, er deres første møde.

Josephine elsker at lave kunstværker af tekstil - blandt andet har hun undstillet en blød hybenrose-skulptur på 3 1/2 meter, og et kæmpe, anatomisk hjerte, som hun har efterladt på Testrup Højskole. I dag gennemgår hun sit liv med os. Blandt andet hendes år på handelsskolen som hun fortryder, fordi de såede en grundtvivl i hende, der slog rødder og stadig sidder i hende i dag. Men samtidig med, at Josephine følte sig mindre og mindre, begyndte hendes kunst at vokse sig større og større.