I dette afsnit af en snak om hestetræning har jeg inviteret en af mine tætteste samarbejdspartnere, og veninde, Susan Kjærgård fra Blue Berry Hill, til en snak om de tanker det har sat igang at følge med i spring, dressur og military under det netop afsluttede OL. Vi bruger en del tid på at diskuterer det menneskelige aspekt i det at deltage i en sport, hvor dyr spiller en central rolle. Vi stiller spørgsmålstegn ved, om det er muligt, uden skrappe regler lavet til at beskytte hestene, at holde eget ego i skak, når presset er på sit højeste.

Det er så vigtigt at vi begynder at tage hestenes oplevelse i betragtning, når vi vælger at bruge dem i konkurrence og ridning i det hele taget. Vi kommer også omkring de ting vi ser som positive tegn, og hvordan man med dem in mente, kan bringe sporten tilbage på sporet, så vi måske kan få lov at beholde muligheden for at bruge heste i konkurrence.

Derudover snakker vi om det alt overskyggende behov der er, for at hestemennesker lærer at identificere tegn på smerte, konfliktadfærd og stress hos hestene, så vi ikke længere belønner disse med medaljer, jubel og ros. Til sidst diskuterer vi det etiske forsvarlighed ved hestetræning, hvor vi understreger, at hvis vi ikke kan træne heste med blidere udstyr og mindre pres, så skal vi slet ikke træne dem.