Bag dagens, og årets, sidste låge i "Juletræningstanker" gemmer Susan Kjærgård fra Blue Berry Hill sig endnu engang, og sammen runder vi julekalenderen af med en samtale, som på sin egen måde får samlet op på flere af de vigtige pointer og tanker fra julekalenderen.

Vi taler om hvorfor det er vigtigt at forstå principerne bag læringsteori og ikke bare se det som regler. De grundlæggende principper hjælper os med at forstå hestens adfærd, strukturere vores træning og justere, når noget ikke virker. Om hvorfor læringsteori og klassisk konditionering ikke er "noget abstrakt", men noget der allerede påvirker hesten – uanset om vi er bevidste om det eller ej.

Vi taler om, hvor afgørende det er at kunne læse hesten. At se signalerne, før konflikten opstår. At turde ændre vores tilgang, når det vi gør, ikke hjælper – også selvom det er det, vi altid har gjort. Og om hvordan små justeringer ofte kan skabe store forandringer, hvis de tager udgangspunkt i hestens oplevelse.

Samtalen bliver også en refleksion over udviklingen i hesteverdenen. Selvom det ikke altid føles sådan, så er der sket meget. Bevidstheden om etik og velfærd er vokset, ikke mindst fordi sociale medier har gjort det umuligt at kigge væk. Det er f.eks. tydeligt når man ser kommentarsporet på grimme videoer på nettet. Men der er stadig langt igen – og især hvis vi kun rydder op i overfladen og ikke tør tage fat i de grundlæggende strukturer.

For mig har denne julekalender været præget af én ting frem for alt: Taknemmelighed. Taknemmelighed for alle jer, der har lyttet med. For gæsterne. For samtalerne. Og for det fælles værdigrundlag, som igen og igen er dukket op: ønsket om at gøre det bedre for hestene at være heste.

Bag dagens låge i "Juletræningstanker" har jeg endnu engang besøg af Randi Frost, og samtalen i dag blev både varm, håbefuld og samtidig ret skarp.

Vi starter med noget af det, Randi har været allermest glad for ved at lytte med på julekalenderen: At høre så mange forskellige hestemennesker, med vidt forskelligt afsæt i hesteverdenen – men med et tydeligt fælles værdigrundlag. Et fælles ønske om mere for hestene. At de bliver set og hørt. At deres basale behov bliver taget alvorligt. At de bliver beriget – og har et liv, der er værd at leve.

Derfra bevæger vi os ind i noget, der igen og igen viser sig at være helt centralt: 👉 Det nytter ikke kun at ændre reglerne for rideskoler, børn og dem med mindst erfaring, hvis vi samtidig lader dem, der sætter tonen, gå fri. Dem man ser op til. Dem der definerer, hvad der er "normalt". For hvis forbillederne ikke ændrer praksis, holdning og etik – så flytter reglerne i sig selv meget lidt.

Vi taler også om rideskolebørnene. Om hvorfor det alligevel er afgørende, at vi håndterer dem anderledes, end mange af os selv blev mødt. At de lærer at sætte ord på, hvad ponyerne fortæller dem. At de lærer at handle hensigtsmæssigt på det – og at lytte både til ponyen og til deres egen intuition og deres egne grænser.

Og så runder vi et emne, der fylder for rigtig mange, men som ofte bliver fejet lidt til side: 👉 At være en bange eller utryg rytter. Hvor vigtigt sproget er her. At vi ikke bare siger "tag dig sammen" eller "det går nok". Men at vi anerkender, hvad det egentlig er, der sker i kroppen. Hvad man reagerer på. Hvorfor utrygheden opstår. Og hvad man konkret kan gøre for at tage hånd om den – uden skam.

Det blev en samtale om kultur, ansvar, børn, forbilleder, sprog og mod. Og om hvorfor forandring starter både oppefra og nedefra og at ingen af delene kan stå alene.

Bag dagens låge i "Juletræningstanker" gemmer Iben Melgaard fra Melgaard Equestrian sig endnu engang, og i dagens afsnit gør vi noget lidt andet: Iben deler sin top 3 over det, hun har set allermest af hos sine kunder i 2025.

Det er ikke trends. Det er ikke teorier. Det er helt konkrete problematikker fra virkeligheden – og de siger noget vigtigt om, hvor hestene (og vi) ofte bliver udfordret.

Det første punkt er rehabilitering. Heste, der er meldt "fit for fight" af dyrlægen efter længere tids skade og ro, men hvor ejeren efter få uger i genoptræningen sidder med en klar fornemmelse af, at noget stadig er off. Hvad er det, vi overser? Husker vi hvor hårdt det er for hestens krop at stå skadet, og hvad kan vi selv gøre for at holde hestens krop sund, og måske næsten gøre den bedre igennem en skades periode.

Andet punkt er de dårlige hove. Hvordan hovproblemer meget hurtigt kan forplante sig op i resten af kroppen og skabe kompensationsmønstre, spændinger og nedsat trivsel, eller den anden vej rundt, udfordirnger i kroppen der kommer til udtryk i hovene. Vi ved godt hvor vigtige hovene er for hestene, og samtidig så er vi nok desværre blevet lidt for vant til at kigge på hover med dårlige vinkler, så vi ikke altid ser problemerne.

Det tredje punkt et emne, der har været talt rigtig meget om på forskellige tidspunkter, men som måske har haft lidt for lidt opmærksomhed igen. Sædstrengsadherancer og arvæv efter kastration hos vallakker, og de problemer det kan give for den enkelte hest – både i bevægelse, komfort og adfærd.

Det er et afsnit, der virkelig understreger, hvor vigtigt det er at tage ejerens mavefornemmelse alvorligt, og hvor komplekst hestens krop i virkeligheden er. Og igen bliver det tydeligt: Rengående ikke nødvendigvis er det samme som "Fit for fight"

Bag dagens låge gemmer ejer af Melgaard Equestrian, Iben Melgaard sig, og vi tager en snak om noget der fylder meget for Iben (og mig ) lige nu. Det at hører hvad hesten siger, og reagerer på det med omtanke og empati, og ikke med pres og manglende forståelse for hestens signaler. Samtalen kredser om det etiske ansvar: at lytte, når hesten siger fra, gerne inden den er nød til at begynde at råbe, og huske at langt de fleste adfærdsproblemer stammer fra fysiske udfordringer. Om hvor komplekst det kan være at diagnosticere smerte hos dyr, og hvorfor det er vigtigt at holde fast i sin intuition, hvis den fortæller en at noget ER falt. En hest er aldrig frædig udret, eller "tjekket i hovede og røv" der er altid noget man ikke har undersøgt, selvom man føler man har lavet alle prøver, scanninger og faglige vurderinger. Hvis hesten siger der er noget galt, så er der noget galt.

Noget af det vigtigste, vi lander på, er samarbejde. At ingen kan stå alene. At trænere, dyrlæger, terapeuter og foderkonsulenter, smede osv bliver nødt til at arbejde sammen – og turde udfordre hinanden – hvis vi vil hestene det bedste.

Det er et afsnit om kompleksitet, nysgerrighed og ansvar. Og om at tage hestens signaler alvorligt – også når de ikke passer ind i en enkel forklaring.

I dagens afsnit af "Juletræningstanker" har jeg besøg af Anitta Thusing, Level 3 Equine Hanna Somatics Educator – og en person, der gennem sit arbejde har haft enorm betydning for både mine egne heste og mange af mine elevers.

Det blev en samtale, der bevæger sig dybt ind i hestens nervesystem, stress og de spændinger, der kan sætte sig – ikke kun i kroppen, men i hele hestens måde at være i verden på.

Vi taler om, hvordan heste påvirkes af deres omgivelser og af energien fra mennesker omkring dem, og hvorfor det ikke er ligegyldigt, hvilken stemning, intention og indre tilstand vi møder hesten med. Anitta deler, hvordan hun arbejder somatisk med heste, og hvordan små, meget præcise øvelser kan hjælpe hesten med at give slip på spændinger, som ofte ikke kan "rides væk" eller trænes væk.

Vi kommer også ind på sammenhængen mellem stress, nervesystem, fordøjelse og bevægelse – og hvorfor mange problemer først giver mening, når vi ser hesten som en helhed i stedet for som enkelte symptomer. Og så taler vi om noget, jeg selv har måttet lære på den svære måde: hvornår hesten egentlig siger "vent", og hvordan vores egen hastighed og intention kan gøre forskellen på modstand og samarbejde.

Det er en samtale om tålmodighed. Om at lytte – også når det er subtilt. Og om hvordan både heste og mennesker bærer rundt på spændinger, der først kan slippe, når de føler sig trygge nok.

I dagens afsnit af "Juletræningstanker" har jeg igen besøg af BBH-træner og Centered Riding-instruktør Matilde Dueholm, og vi dykker ned i nogle af de tanker som var dukket op ved Matilde imens hun havde lyttet med til de tidligere kalender låger. Vi taler bl.a. om hvor meget, og om, vi kan tillade os at sige "du skal" i træning, og om der er forskel på at sige det i træningen og f.eks. ifbm. smed, tandlæge eller dyrlæge. Hvornår er det nødvendigt, og hvornår bliver det for meget selv med blide signaler og indføling?

Vi vender også spørgsmålet om, hvorvidt vi kan komme helt udenom, at der nogle gange er gammel indlært adfærd, som hesten først skal igennem for at opdage, at den ikke længere er nødvendig og om det kan lade sig gøre uden at skrue op for presset.

Og så taler vi om et af de sværeste dilemmaer som underviser: Hvad gør vi, når vi ved, at vores tilstedeværelse uden tvivl gør én hests liv bedre, men hvor hestens samlede forhold ikke lever op til vores egne etiske grænser? Hjælper man den ene hest eller sender man et tydeligt signal, der måske kan hjælpe mange?

Det – og meget, meget mere – folder vi ud i dagens afsnit.

Bag dagens låge i "Juletræningstanker" gemmer fantastiske Camilla Stormont sig endnu en gang, og vi fortsætter den samtale, vi startede d. 11. december, så har du ikke hørt den endnu, vil jeg varmt anbefale at starte dér.

I dag dykker vi ned i nogle af de helt store spørgsmål, som mange af os går og tænker over, men som vi sjældent siger højt:

👉 Er heste egentlig helt unikke væsner… eller er de "bare" dyr som alle andre dyr? Hvad betyder det for den måde, vi omgås dem på? Og for den måde, vi forventer, at de skal kunne tilpasse sig vores verden?

👉 Og så tager vi fat i et emne, jeg ellers plejer at sige, at jeg egentlig ikke taler om: Nemlig om det overhovedet er okay at ride på dem. Kan ridning bidrage positivt til hestens liv? Er det værre eller bedre end f.eks. longering? Hvornår bliver ridning et overgreb og hvornår kan det være en kilde til fysisk og mental berigelse?

Camilla og jeg forsøger ikke at give endelige svar. Men vi prøver at stille nogle af de rigtige spørgsmål.

👉 Vi taler også om den evige diskussion: Kan man bruge negativ forstærkning uden at bruge positiv straf? Og hvad betyder det egentlig i praksis om det er det ene eller det andet?

Det er en samtale, der både rører ved det filosofiske, det praktiske og det etiske og som forhåbentlig giver plads til, at du selv kan mærke efter, hvor du står.

Bag dagens låge i "Juletræningstanker" gemmer Camilla Stormont sig, og i dagens samtale reflekterer vi blandt andet over hvad en god kollega er i hesteverdenen, og hvornår man måske skylder hinanden et "heads up".

👉 Hvad er godt kollegaskab egentlig? 👉 Hvornår bør vi tage fat i hinanden og sige "hey… det der?" 👉 Og hvem pokker har sandheden?

Vi taler om det ansvar, der følger med at være en del af et fagligt fællesskab — og om modet til både at blive klogere og at sige fra, uden at gøre det til en kamp om, hvem der "har sandheden".

For som Camilla så fint siger det: Der er mange veje til Rom. Den samme vej passer ikke for alle heste, alle mennesker eller alle situationer. Og hvis alle er glade, trygge og i udvikling — så er det som regel all good.

Men… 👉 hvis du siger, at du gerne vil til Rom 👉 og du bliver ved med at tage bussen til Nordpolen …så begynder det at blive en lille smule dumt.

Vi taler om den evige rejse, en hestetræner (i vores optik) altid bør være på: • Nysgerrighed fremfor stædighed • Udvikling fremfor fastholdelse • Integritet fremfor popularitet • Og lysten til at lære — også når det er ubehageligt For der er ingen af os, der nogensinde bliver "færdige" og vi har alle gjort ting vi ikke er stolte af, men forskellen er hvad vi så gjorde da vi lærte at det var en unsigtsmæssig adfærd.

Det er en samtale om faglighed, om menneskelighed og om at ville hestene det bedste — også når det betyder, at vi skal turde blive udfordret.

Bag dagens julekalenderlåge i "Juletræningstanker" har jeg endnu engang besøg af Helle Knudsen fra flokadfærd.dk, og i dag tager vi fat på et emne, som kan være både ubehageligt – og helt nødvendigt – at kigge ærligt på:

Berigelse… og hvor fattigt et liv mange heste i virkeligheden lever.

Som Helle så præcist formulerer det i samtalen, er hestehold i dag alt for ofte bygget op omkring spørgsmålet: 👉 "Kan vi det?"

Kan vi have dem i boks 20 timer i døgnet? Ja, det kan vi godt. Kan vi lukke dem ud på store, flade, kedelige folde uden variation? Ja, det kan vi godt. Kan vi fodre dem på en måde, der på ingen måde matcher deres naturlige behov? Ja… det kan vi også godt.

Men det, at vi kan, er ikke det samme som, at vi bør.

👉 Vi taler om, hvordan selv store græsfolde ofte er langt mere begrænsede i berigelse, end vi går og tror. Der mangler variation, udfordringer, valgmuligheder og stimulering af sanserne. Og så står vi tilbage med heste, der måske overlever – men som sjældent lever.

👉 Vi taler også om vores ansvar som mennesker. For hestens liv handler ikke kun om de 45 minutter, vi rider eller træner. Det handler om alle de resterende timer. Om sanseindtryk, bevægelse, nysgerrighed, social kontakt og muligheden for at udføre naturlig adfærd.

Og det hårde er dette: Rigtig mange rideheste i Danmark får ikke engang deres mest basale behov opfyldt – før vi overhovedet begynder at tale om berigelse.

Det blev en samtale, der udfordrer, provokerer lidt og forhåbentlig åbner for nye refleksioner omkring, hvad et godt hesteliv egentlig er.

Bag dagens julekalenderlåge i "Juletræningstanker" taler jeg med Helle Knudsen fra flokadfærd.dk om, hvad der fylder i hendes hesteverden lige nu.

Og vi rammer et emne, jeg ærligt må indrømme, at jeg ikke selv har haft særligt meget fokus på før – men som jeg efter samtalen er helt enig med Helle i kan være en kæmpe, overset guldmine:

👉 Staldejerens viden om din hest.

For den hest, du ser, når du er i stalden… …er ikke nødvendigvis den samme hest, som staldejeren ser.

Jeg ved det i hvert fald fra mine egne. Når jeg er der, ser jeg primært tre heste, der hænger ved leddet og holder skarpt øje med mig, indtil jeg gør noget med dem. Men min staldejer ser noget helt andet: flokdynamikker, pauser, konflikter, hvile, bevægelse – og ikke mindst alt det, der sker, når der er "fred fra mig".

👉 Et konkret eksempel: Jeg var i starten bekymret for, om Moz fik wrap nok, fordi jeg aldrig så ham spise, når jeg var der. Men staldejer kunne både fortælle – og sende videoer – af, at når jeg ikke var til stede, så var dynamikken en helt anden, og han spiste nærmest konstant.

Det ændrede min forståelse fuldstændigt.

👉 Men… Det kræver noget af begge parter: • En staldejer, der tør tage det ansvar, det er, nogle gange at vide bedre på bestemte områder • Og som tør give den viden videre på en ordentlig, brugbar og respektfuld måde • Og en hesteejer, der stoler på inputtet og kan rumme, at ens eget billede ikke altid er hele sandheden

Det er netop dét, Helle og jeg folder ud i dagens afsnit: Hvordan staldejere kan være en uvurderlig ressource for hestens trivsel – hvis relationen, kommunikationen og tilliden er der.