En af Henrik Pontoppidans ædende ironiske fortællinger om klassesamfundet har den ironiske satire helt fremme i titlen. ”Idyl” hedder denne beskrivelse af de såkaldt ”gode, gamle dage” ude på landet, hvor de velbjærgede bønder holdt af at se sig selv som godhjertede velgørere i forhold til det lokale proletariat.