Du kender måske ikke hans ansigt.
Men du kender helt sikkert hans stemme.
For siden slutningen af 1980’erne har Lars Thiesgaard lagt stemme til nogle af de figurer, der har fulgt generationer af børn ind i fantasien.
Grisling. Sorte Per. Don Karnage. Pumba. Scooby-Doo. Prins Erik. Bubbi Bjørn. Og flere hundrede andre karakterer.
Men vejen dertil var alt andet end lige.
Den begynder i Gråsten, hvor Lars vokser op som boghandlerens søn med bøger, historier, teater og en tidlig fascination af at træde ind i andre karakterer.
Som ung er planen egentlig at blive journalist.
Men først kommer han i militæret for at uddanne sig til sprogofficer og lære russisk. Midt i en hverdag med uniform, disciplin og lektier opdager han, at der mangler noget.
Teatret.
Så Lars træffer et valg. Han forlader sprogofficersuddannelsen og beslutter sig for at undersøge, om det, der indtil da havde været hans store passion, måske kunne blive hans levevej.
Lars ender hos den legendariske skuespiller Olaf Ussing.
Ussing ser noget i ham. Men han giver ham også en besked, som Lars aldrig glemmer.
Ussing siger til ham:
Hvis der er noget, du lige så gerne vil være som skuespiller, så skal du blive det.
Lars valgte skuespillet.
Det førte til skuespillerskolen, teatret og sidenhen ind i et lydstudie, hvor stemmen blev hans vigtigste instrument.
For hvordan finder man egentlig en stemme, der ikke findes endnu?
Hvordan giver man en tegnet figur følelser, personlighed og sjæl?
Og hvad sker der, når leg, håndværk og kreativitet får lov til at følges ad gennem et helt arbejdsliv?
Det taler jeg med Lars Thiesgaard om i dette afsnit af Skuret.
Velkommen indenfor i skuret.