Jeg skal til fest på fredag. Uden at jeg nødvendigvis helt ved hvorfor, har jeg en forventning om, at de andre ved festen ikke rigtig kan li’ mig. Det fortæller jeg mig selv i dagene op til festen. Derfor beslutter jeg mig også for en forsigtig strategi. Jeg beslutter mig for at holde mig for mig selv.Det oplever de andre gæster ved festen. Måske taler de lidt om det, og de tror, at jeg helst vil passe mig selv. De tænker derfor, at det nok er bedst, hvis de lader mig være i fred! Så det gør de. Hvorefter jeg går tidligt – og bekræftet – hjem fra festen: Hvad sagde jeg! De kan ikke li’ mig!

Næste gang er jeg endnu mere overbevist om, at de ikke kan li’ mig. Jeg gør mig derfor klar til endnu en fest som ham den kedelige. Hvis jeg overhovedet vover mig afsted – eller i øvrigt bliver inviteret.

Den gode nyhed er, at havde jeg i stedet et billede af mig selv som festens midtpunkt, kunne jeg ende som festens midtpunkt. En selvopfyldende profeti handler altså om, at forventninger til noget, der sker, i sig selv kan få det til at ske. Det kan være tilfældet, uanset om forventningen giver mening eller er meningsløs, er sand eller falsk, er baseret på en reel opfattelse af virkeligheden, eller den er grebet ud af luften.

Jeg har tidligere været inde på Robert Rosenthal. Hans eksperimenter viste, at menneskers indbyrdes forventninger kan udvikle sig til selvopfyldende profetier. Det er profetier eller forventninger, der vender – desværre kan man tilføje – begge veje. Har vi store forventninger til hinanden, vokser vi. Har vi lave forventninger til hinanden, kan vi ødelægge det for hinanden og forhindre, at vi udvikler det potentiale, vi er i besiddelse af.

Selvom vi ikke nødvendigvis kan blive, hvad vi vil, så har forventninger og overbevisninger en kraft i sig. Det peger dette eksempel på.

En gruppe på 84 kvindelige rengøringsassistenter, der arbejdede på syv amerikanske hoteller, deltog i et forsøg. Forskere på Harvard University undersøgte, hvor meget rengøringsassistenterne bevægede sig, og hvor mange kalorier de forbrændte, når de arbejdede. Forskerne konstaterede, at rengøringsassistenternes arbejde svarede til, at de jævnligt trænede i et motionscenter, og de levede derfor op til de amerikanske sundhedsmyndigheders anbefalinger for sund livsstil. Faktisk godt og vel.

De 84 rengøringsassistenter fik at vide, at de ikke alene passede deres arbejde, men at de faktisk også trænede samtidig. En kontrolgruppe bestående af rengøringsassistenter med det samme arbejde fik ikke entilsvarende information om træning. Efter fire uger konstaterede Harvard-forskerne, at gruppen, der var blevet informeret, mente, at de motionerede betydeligt mere end tidligere. Og der kunne måles en forskel: De havde tabt sig og sammenlignet med kontrolgruppen var deres blodtryk, fedtprocent, BMI og kolesteroltal forbedret.

Rengøringspersonalet havde fysisk ikke ændret noget som helst, og arbejdsopgaverne var de samme. Det eneste, der var ændret, var deres tanker – og dermed deres forventninger til effekten af arbejdet. Det skabte nogle ganske forbløffende fysiske forandringer.

Hvis vi forventer, at noget gør en forskel, kan forventningen i sig selv påvirke forløbet. Og anerkender vi den rolle og magt, vores egne forventninger har over vores liv, så kan vi få gavn af forskningens enkle teknikker, som kan øge vores fysiske og mentale sundhed.

Selvom man måske ikke skulle tro det, er jeg på ingen måde nogen fan af ordet “forventningsafstemning”. Faktisk synes jeg, at det er et af verdens kedeligste ord og det kunne for min skyld godt udgå af vores fælles vokabularium. Faktisk synes jeg, at det er både et kedeligt og måske ligefrem et farligt ord. Især hvis man tror, at når forventninger er afstemt, så er den hellige grav vel forvaret. For det behøver langtfra at være tilfældet. Selvom forventninger er afstemt, behøver det ikke forhindre, at det stadig eksisterer forventninger, som der ikke bliver talt om. Min erfaring i parforholdet er for eksempel, at det kan være tæt på livsfarligt at tro, at en forventningsafstemning er tilstrækkelig og at det så ikke er nødvendigt at overraske med noget andet, mere og bedre end det der er aftalt og ”afstemt”.

Walt Disney bliver ofte citeret for at have sagt: “If you can dream it, you can do it.” Den danske udgave er vel “Du kan, hvad du vil. ”Der er mindst tre ting galt med dét postulat. For det første var det ikke Walt Disney, der oprindeligt sagde det. For det andet er det noget vrøvl – præmissen er forkert. Uanset, hvor meget jeg drømmer, er det ikke ensbetydende med, at jeg i alle tilfælde kan realisere drømmen. For det tredje kan postulatet være med til at påføre vores børn (og for den sags skyld alle andre) en kæmpe og urealistisk byrde. Hvis vi kan, hvad vi vil, bliver logikken jo, at hvis man så ikke lykkes, så er det ens egen skyld. Var postulatet sandt, ville det betyde, at den eneste grund til, at min søn ikke spiller på landsholdet, eller min datter ikke danser i Den Kongelige Ballet, er, at de ikke vil det nok ...

Der er noget der tyder på, at vi ikke skal være bange for at stille høje forventninger til vores børn – og at det handler om den selvopfyldende profeti. Men hvordan gør man – sådan helt konkret?

Psykologen Robert Rosenthal opdagede et fænomen, som i dag er en lige så etableret sandhed i psykologien, som det er en uudnyttet omstændighed: Når vi mødes af høje forventninger, klarer vi os bedre, end hvis vi mødes af lave.

Forventningens glæde kan i nogle ganske særlige sammenhænge måles. I forbindelse med at jeg researchede til min bog om forventninger, talte jeg med Jakob Linnet. Han fortalte mig blandt andet, at afhængighed ikke kun handler om at vinde på rouletten, om at blive beruset af alkoholen eller om at få et rush af kokainen. Men i høj grad også om forventningen til gevinsten, beruselsen og rush’et. Det hænger blandt andet sammen med, at der for mange afhængige ikke længere er tale om nydelse, men netop om afhængighed.

Forventningens glæde kæder mange sammen med Søren Kierkegaard. For der findes en fortælling om, at Søren Kierkegaard inviterede sin forlovede, Regine Olsen, i Det Kgl. Teater for at overvære Mozarts opera “Don Juan”. Regine glædede sig og havde store forventninger til teaterturen. Men efter et par takter af ouverturen førte Kierkegaard hende ud af teatret, imens han sagde: ”Nu gaar vi, nu har du havt det bedste, ...

Mange kender til forventningen til nytårsaften. For nogen skal det være “årets fest”, og alle sejl sættes, og så fiser det alligevel ofte ud. Personligt har jeg mange gange kedet mig gudsjammerligt og utålmodigt ventet på, at klokken kunne slå midnat, så jeg kunne komme hjem i seng. Når man taler om, at forventningens glæde er den største, kan det betyde, at man glæder sig så meget til en kommende begivenhed, at forventningerne får en størrelse, hvor det nærmest kun kan ende som en skuffelse. Selve oplevelsen har ikke en jordisk chance for at leve op til forventningerne. Min erfaring er for eksempel, at de bedste fester ofte er dem, der er de mindste forventninger til. At forventningens glæde er den største, kan også pege på, at forventninger er med til at forme livet; glæden ved at forvente noget kan i sig selv være en væsentlig del af turen. Tiden med forventningen kan udgøre en del af oplevelsen og berige den.

Når vi tænker tilbage på en oplevelse – en tur i tivoli med ungerne eller en undersøgelse på hospitalet – så sammenholder vi oplevelsen med vores forventninger. Det sker mere eller mindre automatisk, bevidst eller ubevidst, rationelt eller irrationelt, men det sker. Det foregår i et enkelt regnestykke: Dét, du fik, minus dét, du forventede.Vi holder med andre ord det, vi oplevede op mod forventningen; det, som vi håbede på, og trækker de to størrelser fra hinanden. Regnestykket er centralt og umiddelbart enkelt. Det fine ved regnestykket er, at der kun er tre svarmuligheder – et nul, et plus eller et minus. Et nul: Jeg fik præcis dét, jeg forventede – hverken mere eller mindre. Et plus: Jeg fik mere. Og et minus: Jeg fik mindre, end jeg forventede. Jeg har altid været begejstret for regnestykket – ikke mindst fordi det er enkelt. Men selvom jeg altid har tilstræbt enkelhed, så har jeg med tiden også nået til en erkendelse af, at regnestykket muligvis er for enkelt. Vejen fra forventning til oplevelse kan være mere kringlet end som så, og flere andre faktorer er i spil ...