Ugens Sten - En livsfortælling

Han løsnede sit første skud som 36-årig, og siden 1965 er det blevet til mange jagter og medlemsskaber af jagtkonsortier bl.a. sammen med sin ven Klaus Rifbjerg.

Få en beskrivelse af en typisk jagtdag på Mineslund på Asnæs, hvor Steen Vedel har været jagtleder.

Steen synes Rifbjerg talte bedre end han skrev, og husker hans fantastiske taler bl.a. til jagtselskaber. Steen og forfatter Klaus Rifbjerg mødte hinanden i studentertiden, og forblev venner indtil Rifbjerg døde i 2015. Steen var uenig med Klaus politisk og religiøst, men de havde empati for hinanden, og Steen mindes hans totale nærvær. Fællesinteressen var jagt. Bl.a. jagter til Ronda i Spanien.

I hele Steens barndom havde hans mor konehjælp. Gifte kvinder, der gjorde rent hos andre fruer for at tjene en skilling. Fru Jørgensen, fru Frederiksen, fru Nilausen og endelig fru Henriksen, som var hos hans mor i 30 år. Via dem og besøg i deres hjem, fik han et indtryk af en anden livsform, som var langt fattigere end hans egen. Hans husker også damefrisøren som kom i hjemmet for at krølle morens hår. På et spritapparat blev krøllejernet lagt, og Steen var fascineret af processen med at lave de fineste bølger i håret.

Det var en katastrofe for Steens mor at blive enke i 1933. Hun giftede sig aldrig igen, men gjorde alt hvad hun kunne for at passe på sine to børn. Steen kom bl.a. ofte i seng ved mindste tegn på sygdom. Steen husker meget fra sin barndom bl.a. støvsugermanden

Det er både en vidunderlig og trist historie om Steen forældre. De fandt hinanden i 1930 som henholdsvis 34 og 32- årige på Vejlefjord Sanatorium. Her arbejdede mor Margrethe og far Erik var indlagt med tuberkulose. De udvekslede mange breve, og Steen læser op fra det første brev. Erik Vedel var ligesom sin bror viceadmiral Aage Vedel uddannet indenfor søværnet. Han sejlede på verdenshave og tog bl.a. en malajbjørn med hjem fra østen. Steen var to år, da hans far døde af tuberkulose.

Steen var 9 år, da Anden Verdenskrig brød ud. Hans mor græd den 9. april, kan han huske. Han husker også hans afdøde fars gode ven Kommandør Mørk, Mr. Dark, som arbejdede i efterretningstjenesten/modstandsbevægelsen. Han kom i deres hjem, hvor der blev holdt illegale møder. Befrielsen var en fest. Steens mor forsøgte at holde sammen på det hele, men hendes humør var præget af depressioner.

Steens bedstemor, Charlotte Vedel født Braëm, var den sidste i Danmark af slægten Braëm. Hun inspirerede Steen til at læse i en tidlig alder, og Steen har siden været en læsehest. Hun døde i 1942 og nåede lige at se sin søn Aage Vedel blive viceadmiral. Hendes kiste blev båret af seks søofficerer i fuld galla til familiegavestedet ved Hørsholm Kirke.

Agnete Vedel (f.1895) blev gift med grev Carl Ahlefeldt-Laurvig og fik seks børn, som er Steen Vedels fætre og kusiner. Greven forlod sin kone, og det tilgav tante Agnete ham aldrig. Et af børnene blev nazist under krigen. Hans Ditlev blev Oberstrumführer i Frikorps Danmark til stor fortrydelse for familien. Efter krigen dukkede hans enke op hos Steens farmor med et barn på armen.

Øverste chef for søværnet, Onkel Aage Vedel, var Steen Vedels store forbillede. Han var bl.a. årsag til, at Steen gik ind i søværnet. Efter at onkel Aage havde beordret flåden sænket i 1943 opfordrede han alle søofficererne til at tilslutte sig modstandsbevægelsen ligesom han selv. I krigens sidste år boede onkel Aage sjældent hjemme, da han var bange for at blive taget af tyskerne. Han overnattede bl.a. i en jordhule i Forstbotanisk Have i Charlottenlund. En hule der normalt opbevarede planter og redskaber. Her lå han med pistolen under puden, fortæller Steen.

I 1943 forlangte tyskerne, at alt hærens- og søværnets materiel skulle udleveres uden modstand. Det fik Steens onkel Aage til at iværksætte den største modstandsaktion under krigen. Han gav ordre til at sænke flådens skibe, da de ellers ville overgå til tyskerne. 32 skibe sank ved aktionen.