Konspirationsteorier fanger fantasien ved at levere simple forklaringer på komplekse hændelser, der ofte involverer magtfulde gruppers hemmelige, mørklagte planer.

Konspirationsteorier former den offentlige mening og påvirker vores adfærd - fra troen på, at månelandingen var et stort svindelnummer til påstande om valgsvindel.

Forskning har udforsket kognitive misforhold, sociale effekter og personlighedstræk for at forstå, hvorfor nogle af os tror på konspirationsteorier.

Men denne forskning overser subtile daglige effekter på konspiratorisk tænkning, som stress eller søvnkvalitet.

Vores forskning viser, at søvnkvaliteten spiller en afgørende rolle i troen på konspirationsteorier.

Psykologiske og sociale faktorer har effekt på troen på konspirationsteorier. Kognitive misforhold, som at se mønstre i tilfældig information, gør folk mere tilbøjelige til konspiratorisk tænkning.

Sociale effekter, blandt andet sociale normer, spiller også en væsentlig rolle. Personlighedstræk som narcissisme og en præference for intuitiv tænkning er i højere grad associeret med konspirationstænkning.

Selvom disse faktorer er veldokumenterede, supplerer vores forskning med endnu en afgørende faktor: Søvnkvaliteten.

Dårlig søvn kan øge kognitive misforhold og følelsesmæssig stress, hvilket gør folk mere tilbøjelige til at acceptere konspiratoriske forklaringer.

Søvn er afgørende for vores mentale sundhed, følelsesmæssige regulering og kognitive funktion.

Dårlig søvn er associeret med øget angst, depression og paranoia, som igen er associeret med troen på konspirationsteorier.

Søvn bliver dog kun sjældent diskuteret som forklaring på konspiratorisk tænkning.

Et studie viser, at søvnløshed, som er en klinisk lidelse, har effekt på den faste tro på konspirationsteorier.

Med udgangspunkt i dette forskningsarbejde undersøgte vores forskning, offentliggjort i Journal of Health Psychology, hvordan dårlig søvnkvalitet, en ikke-klinisk tilstand, påvirker troen på konspirationsteorier.

I det første af vores studier gennemførte 540 deltagere en standardiseret vurdering af deres søvnkvalitet, før de læste om branden i Notre Dame-katedralen i 2019.

Halvdelen af deltagerne læste en konspiratorisk version af hændelsen, der pegede på en mørklægning af, hvad der egentlig var sket, mens den anden halvdel læste en faktuel beretning, der pegede på en ulykke.

Resultaterne viser, at der deltagere med dårligere søvnkvalitet var markant mere tilbøjelige til at tro på konspirationsteorien.

Det andet studie, med 575 deltagere, udforskede psykologiske faktorer som depression, paranoia og vrede for at forstå, hvordan dårlig søvn bidrager til tro på konspirationsteorier.

Resultaterne bekræftede, at dårlig søvnkvalitet var forbundet med tro på konspirationsteorier, med depression som den stærkeste forbindelse. Med andre ord var øget depression med til at forklare, hvorfor dårlig søvnkvalitet er forbundet med konspiratorisk tænkning.

Selvom vores studie forbinder dårlig søvn og tro på konspirationsteorier, beviser det ikke årsag og virkning. Andre faktorer kan godt ligge til grund for begge.

For eksempel kan kronisk stress eller angst bidrage til både dårlig søvn og en øget modtagelighed for konspiratorisk tænkning. Forbedring af den mentale sundhed kan være lige så vigtig som bedre søvn.

På samme tid viser forskning i søvnmangel, at mangel på søvn kan forværre vrede, depression og paranoia. Det kan gøre folk mere sårbare over for misinformation, som vores forskning også viser.

Fremtidige studier kan for eksempel bruge kontrollerede eksperimenter til at undersøge, hvordan dårlig søvn bidrager til tro på konspirationsteorier og konspiratorisk tænkning.

Forskning viser, at akut søvnmangel øger angst og depression sammenlignet med normal søvn. Et lignende studie kan for eksempel teste, om alvorligt søvntab også øger troen på konspirationsteorier.

Troen på konspirationsteorier er ikke bare en harmløs kuriositet; den kan have alvorlige konsekvenser i den virkelige verden.

Troen på k...

Selv om der i dag eksisterer blot én menneskeart på planeten - gode gamle Homo sapiens - har vi historisk set delt planeten med en lang række andre menneskearter.

Nu tyder det på, at vi kan skrive endnu en art på vores fælles stamtavle, efter to forskere har foreslået en ny menneskeart:

Nemlig Homo juluensis (eller bare Juluren), groft oversat til 'mennesker med store hoveder', der levede i Østasien for omkring 300.000 år siden - indtil de forsvandt for omkring 50.000 år siden.

Forslaget om den 'nye' menneskeart baserer sig på fossiler, der blev fundet i Nordkina i perioden mellem 1976 og 1979.

Tidligere er disse fossiler blevet klassificeret som alt fra Homo erectus til neandertalere og Denisova - en anden menneskeart, der boede i Sibirien og Østasien indtil dens uddøen for omkring 25.000 år siden.

Men efter at have arbejdet på et nyt system til at organisere menneskefossiler bemærkede forskerne Xiujie Wu fra Det Kinesiske Videnskabsakademi og Christopher Bae fra Hawaii Universitet, at disse knogler ikke var helt ligesom de andre - og at der altså kan være tale om en hidtil ubeskrevet menneskeart.

Forskerne fremhæver blandt andet, at Homo juluensis havde en anderledes tandudvikling end andre menneskearter samt et større, bredere og stærkere kranium sammenlignet med for eksempel Homo erectus, neandertalere og moderne mennesker - og en langt større hjerne end andre mennesker, der levede på det tidspunkt (Homo sapiens inkluderet):

Forskerne regnede ud, at et Juluren-kranie var omkring 1.700 kubikcentimeter. Et moderne menneskes kranie er i gennemsnit blot 1.350 kubikcentimeter, og en neandertalers omkring 1.450 kubikcentimeter.

Den nye menneskeart stammer sandsynligvis - ligesom Homo sapiens og neandertalere - fra Homo erectus, fortæller Felix Riede, professor i præhistorisk arkæologi på Aarhus Universitet, da Videnskab.dk ringer for at spørge ind til den nye menneskeart.

Ifølge forskerne jagede Homo juluensis vilde heste og lavede stenredskaber, men "derudover mangler vi stadig data, der kan fortælle os, hvordan de har levet, hvordan deres adfærd har været, og hvad de har spist," siger Felix Riede.

Han tilføjer, at det i øvrigt ikke er en lille ting at kunne foreslå en ny menneskeart:

"Menneskefossiler er enormt sjældne, så det at definere en helt ny art vil være et karrieremæssigt højdepunkt for enhver palæoantropolog," fortæller professoren.

Han tilføjer, at det dog er sket før, at forskere har foreslået en ny menneskeart, som senere viste sig at høre til en allerede kendt art.

"Den palæontologiske artsdefinition afhænger af det materiale, vi har til rådighed," forklarer Felix Riede.

"Hvis vi inden for de næste år finder flere fossiler fra samme tid og sted, kan det vise sig, at Homo juluensis ikke er en særskilt art alligevel. Det ville ikke være første gang, en ny menneskeart bliver lagt i graven igen!"

Homo Juluensis føjer sig til et østasiatisk stamtræ, der de seneste år er vokset støt.

I 2003 blev det første gang foreslået, at Homo floresiensis - en menneskeart, der har fået kaldenavnet 'hobbitter', eftersom de havde en højde på blot lidt over en meter - havde levet på indonesiske øer, indtil for omkring 50.000 år siden hvor moderne mennesker dukkede op.

I 2019 og 2021 blev menneskearterne Homo luzonensis og Homo longi foreslået på baggrund af fossiler, man havde fundet i delvist Filippinerne og Kina. Dem kan du læse mere om i artiklerne herunder:

Men hvorfor dukker der netop nu så mange nye menneskearter op i Asien?

"En af de vigtigste faktorer er, at vi tidligere ikke har kigget grundigt nok, da der simpelthen ikke har været penge, ressourcer eller interesse for at lave det nødvendige arkæologiske arbejde," svarer Felix Riede.

Han peger på, at mange af de tidlige fund af nye menneskearter blev gjort af europæiske kolonimagter, som primært fokuserede på Østafrika og Europa, hvor neandertalere og de tidligste Homo sapiens levede.

"Men de seneste år er Kina og Australien begyndt at investere i arkæologi, og det har giv...

Forestil dig en dråbe vand. Inden i den er der flere milliarder vandmolekyler.

De er så små, at størrelsesforholdet mellem et vandmolekyle og en fodbold er omtrent det samme som mellem en fodbold og Jorden!

Molekyler er altså bittesmå. Og de bittesmå molekyler kan hjælpe os med at udvikle fremtidens teknologi. Hvordan vil jeg fortælle om i denne artikel.

For nok er molekyler små, men de har egenskaber, som minder lidt om os mennesker:

De er utroligt komplekse, fantastisk forskelligartede - og så kan de lede strøm, hvis du forbinder dem korrekt til to elektroder.

Netop den egenskab ligger til grund for forskningsfeltet molekylær elektronik. Og det har fået forskere verden over til at drømme om en fremtid, hvor molekyler fungerer som hjertet i elektroniske kredsløb.

De er nemlig mindre end de mikrochips og andre elektroniske komponenter, der bliver brugt i eksempelvis mobiler og computere i dag. Jo mindre komponenterne er, desto flere kan vi tilføje vores elektroniske enheder - og det betyder hurtigere, mere kraftfulde computere og smartphones!

Men der er udfordringer: En af de største er varme.

Tænk bare på, hvor varm din mobiltelefon bliver, når du lader den op. Hvis varmen ikke bliver ledt væk, kan det give problemer.

Så hvordan håndterer vi den varme, der opstår, når vi bruger molekyler som elektroniske komponenter? Svaret kan måske være tunge atomer.

I det følgende forklarer jeg, hvordan tunge atomer kan gøre molekyler bedre til at isolere varme - og hvad dét måske kan bruges til i fremtidens materialer.

I min forskning har jeg fundet ud af, at man kan indsætte tunge atomer i et molekyle for at reducere dets evne til at lede varme.

Faktisk har vi beregnet, at et bestemt molekyle - med det knap så mundrette navn MoMoNi(npo)(NCS) - kun leder varme med 8,3 pW/K.

pW/K står for picoWatt per Kelvin og angiver den mængde af varme, der bliver transporteret for hver grads temperaturforskel.

Det er ekstremt lidt - faktisk nær de laveste værdier, der er beregnet for molekylære systemer. Det peger på, at vi er på spor af en ny metode til at designe mere energieffektive molekylære systemer.

Vi vender tilbage til MoMoNi(npo)(NCS) om lidt. Først skal vi lige runde, hvordan molekyler grundlæggende leder varme.

Varmeledning i nanomaterialer, der består af molekyler, er nemlig lidt anderledes end i materialer, vi kender fra hverdagen.

Noget af varmeledningen sker ved varmestråling - hvis du nogensinde har set et rød- eller hvidglødende stykke metal, så har du allerede oplevet dette.

For nanomaterialer foregår en stor del af varmeledningen dog også som små vibrationer kaldet 'fononer'.

At kontrollere disse fononer er nøglen til mange teknologier. Men spørgsmålet er, hvordan vi kan gøre dét i systemer, der er så små, at de nærmest er usynlige for selv de mest avancerede mikroskoper?

Med vores viden om, at varme i molekyler primært ledes af fononer, blev vi nysgerrige på, om der mon kunne være nogle simple ændringer i molekylernes struktur, som kunne mindske varmeledningen - og her kommer min og mine kollegers forskning ind:

Ved hjælp af simple matematiske modeller og avancerede computermetoder kunne vi simulere, hvordan forskellige dele af et molekyles struktur påvirker varmeoverførslen.

På den måde får vi nogle konkrete pejlemærker og tommelfingerregler til at designe molekyler, så vi helt præcist kan kontrollere deres evne til at lede varme.

Vores beregninger viste, at lange kæder af tunge atomer fungerer som en slags 'varmedæmper', der bremsede fononernes transport gennem molekylerne markant (se faktaboksen nedenfor for mere info om fononer).

Lidt som hvis man gjorde en guitarstreng tungere, så den var sværere at sætte i svingning.

Inden vi kunne offentliggøre resultaterne, var vi dog nødt til at rådføre os med vores kollegaer, der står i laboratoriet.

Når man som computerkemiker opdager et system, der har interessante eller nyttige egenskaber, så er det enormt vigtigt.

Ellers kan vi let komme til at lave beregninger på molekyler, der al...

Det er eftermiddag. Øjenlågene er tunge. Det bliver stadig sværere at fokusere. Du lukker øjnene i en halv time, vågner op og føler dig dugfrisk og genopladet.

Men senere på aftenen vender og drejer du dig i sengen. Du undrer dig over, hvorfor du ikke kan falde i søvn.

Eftermiddagsluren, som ellers var så opkvikkende, er måske årsagen.

En lille middagslur har længe haft ry for at kunne booste koncentrationsevnen, løfte humøret samt forbedre hukommelsen og produktiviteten.

Men for en del af os kan det sabotere nattesøvnen.

En eftermiddagslur er et tveægget sværd.

I en ideel verden er det en god måde at genoplade hjernen, forbedre koncentrationsevnen og støtte vores mentale og fysiske sundhed.

Men en eftermiddagslur kan også få os til at føle os omtågede og desorienterede og gøre det svært at falde i søvn om aftenen.

Hele miseren ligger i at forstå, hvordan kroppen regulerer henholdsvis søvn og vågenhed.

De fleste af os oplever et naturligt dyk i vågenheden først på eftermiddagen, typisk mellem kl. 13.00 og 16.00.

Det skyldes ikke kun en lidt 'tung' frokost - vores indre kropsur, eller døgnrytme, skaber en cyklus af vågenhed og træthed i løbet af dagen.

Dykket i energi i løbet af eftermiddagen er en del af denne rytme, hvilket er grunden til, at så mange af os føler os døsige på dette tidspunkt.

Studier peger på, at en kort lur i løbet af eftermiddagen - ideelt efterfulgt af stærk lyseksponering - kan hjælpe med at modvirke træthed, booste koncentrationsevnen og forbedre vores kognitive funktion uden at forstyrre nattesøvnen.

En 'powernap' giver hjernen mulighed for lige at hvile sig, men luren skal være så kort, at du ikke er nået ned i den dybe søvn. Det gør det også lettere at vågne op og føle sig frisk.

Men pas på du ikke sover længe, for det kan det resultere i, at du vågner op og har der værre end før og er endnu mere træt, end før du lukkede øjnene.

Det skyldes 'søvninerti' - hvor vi føler os desorienterede og groggy, som følge af at vi vågner op under dybere søvnstadier.

Når en lur varer mere end 30 minutter, bevæger hjernen sig over i 'slow-wave'-søvn, som er den dybeste del af søvnen, hvilket gør det meget sværere at vågne op.

Studier viser, at vi kan føle os sløve og ugidelige i op til en time, hvis vi vågner op fra dyb søvn.

Det kan få alvorlige konsekvenser, hvis vi for eksempel forsøger at udføre sikkerhedskritiske opgaver, træffe vigtige beslutninger eller betjene maskiner.

Og hvis vi tager en lur for sent på dagen, kan den tære på 'opbygningen af søvnpresset', som er den naturlige følelse af træthed og behov for at sove, når vi har været vågne i lang tid, hvilket gør det sværere at falde i søvn om natten.

For nogle af os er en lur helt afgørende. Personer, som har skifteholdsarbejde, kæmper ofte med søvnrutinerne som følge af de skiftende vagtplaner.

En god lur før en nattevagt kan øge koncentrationsevnen og reducere risikoen for fejl og ulykker.

På samme måde kan folk, der jævnligt kæmper for at få nok søvn om natten - hvad enten det er på grund af arbejde, forældreskab eller andre krav - have gavn af en lur for at få et par ekstra timers søvn, der kompenserer for søvnunderskuddet.

Men det er en kortsigtet smutvej snarere end en holdbar løsning at tage en lur i stedet for at arbejde på at forbedre nattesøvnen. Personer, der lider af kronisk søvnløshed, bliver ofte rådet til helt at undlade at tage en lur, fordi det kan svække deres lyst til at sove om natten, hvis de sover i løbet af dagen.

Nogle grupper bruger en strategisk lur som et præstationsfremmende værktøj. Sportsfolk indarbejder en lur i deres træningsplaner for at fremskynde muskelrestitution og forbedre sportsrelaterede parametre som reaktionstid og udholdenhed.

Forskning peger også på, at personer i jobs, som kræver stor koncentrationsevne, fokus og opmærksomhed, som for eksempel sundhedsfagligt personale eller ansatte inden for luftfart, drager fordel af en kort, planlagt lur for at bevare koncentrationen og reducere træthedsrelaterede fejl.

NASA...

Vi forbinder ofte naturen med noget mildt og helende, men det er bestemt ikke altid tilfældet.

Gennem evolutionen har organismer kæmpet for deres overlevelse.

Om det er gøgeungen, der skubber andre fugles æg ud af reden, eller mikroalgen, der udsender toksiske kemikalier for at skræmme vandlopper væk.

Planterne er ingen undtagelse, snarere tværtimod. At være bundet til jorden stiller store krav til plantens evne til at forsvare sig, og det har tvunget dem til at udvikle et nobelprisværdigt kemisk beredskab.

En del af dette kemiske beredskab er udviklingen af toksiske stoffer, som for eksempel opiumvalmuens produktion af morfin eller alkaloidstoffet nikotin, der produceres i tobaksslægten (Nicotiana).

Med nikotin er planten beskyttet mod fjender, da stoffet virker som et højpotent insekticid. Det fungerer som en nervegift med kramper, lammelser og død til følge.

At vi ikke også falder døde om efter et sug på en nikotinrig cigaret, har ikke meget at gøre med, om vi er følsomme over for nikotin eller ej. Ser man på nikotin per kropsmasse, skal der faktisk meget mindre nikotin til, for at et menneske omkommer end et insekt.

Årsagen ligger delvist i, at vi er gigantisk store i forhold til insekter, og mængden af nikotin i en cigaret er lille, sammenlignet med når et insekt 'sætter tænderne i' et nikotinholdigt blad og overskylles af giftstoffet.

En blomstrende plante står over for dilemmaet af både at skulle skræmme sine fjender væk og samtidig tiltrække sine bestøvere.

Det nytter ikke noget at være så fuld af gift, at bestøvningen ikke sikres. Dette løses for eksempel ved at holde giftstofferne i de rigtige væv og sørge for, at den lækre, søde nektar er fri for diverse skadelige stoffer. Men det betyder ikke, at nektaren er helt fri for indhold af forskellige stoffer.

At være dødeligt giftig er et spørgsmål om dosis, og stoffer, der er giftige i store doser, er det ikke nødvendigvis i små. Det gælder også for insekterne. I nogle planter indeholder nektaren mindre koncentrationer af nikotin, og et studie har vist, at det faktisk virker attraktivt på humlebier.

I et forsøg blev humlebier præsenteret for valget mellem to forskelligt farvede kunstige blomster. En blå blomst indeholdt vand, og en lilla blomst indeholdt sukkervand.

De samme bier blev gentagne gange introduceret for disse to blomster, og over tid blev de bedre til at vælge den lilla, sukkerholdige blomst.

I et lignende forsøg tilsatte forskerne naturligt forekommende koncentrationer af nikotin til sukkervandet i den lilla blomst.

Man kunne tro, at det ville skræmme humlebierne væk, men tværtimod var bierne markant hurtigere til at genkende de nikotinholdige blomster og vælge dem frem for den blå, vandholdige blomst.

Evnen til at lære steg altså, og de mindre doser nikotin lokkede bestøvere til, lidt ligesom en pakke cigaretter lokker en ryger til. Store doser nikotin virkede afskrækkende, men mindre doser var direkte attraktive.

Hvad får bierne så ud af at være så ihærdige i deres tilvalg af nikotinen? Ikke meget konstruktivt, viser samme studie.

For snød man bien og byttede rundt på blomsternes farver, havde bierne, der spiste nikotinholdig nektar, svært ved at regne byttelegen ud. Bier, der fik sukkervand uden nikotin, var hurtigere til at løse forskernes bytteleg og valgte oftere de sukkerholdige blomster uanset farve.

Stillet over for valget vælger bier altså nikotinen, selvom det ikke gør dem godt. Måske kan cigaretrygere eller snusforbrugere relatere til dette.

Det er interessant, at nikotins evne til at virke afskrækkende eller attraktivt afhænger af dosis.

Biers tiltrækning til nikotin får dog en brutal klang, da nikotin har fungeret som skabelon for neonikotinoider, en gruppe pesticider, der anvendes massivt verden over.

Neonikotinoider ligner nikotin, og virkningen på bierne er derfor også tilsvarende. Her bliver doseringen igen højaktuel. I høje doser dræber neonikotinoider bierne. Men i doser man kan finde i nektar, hvor pesticiderne bruges, vælger bier su...

Da el-løbehjulet gjorde sit indtog verden over i slutningen af 2010'erne, tog det ikke lang tid, før det haglede ned over transportmidlet med kritik.

Ikke alene fyldte de på pladser, på gader, stræder og cykelstier, de stod pludselig også for en ganske pæn andel af de samlede skadestuebesøg som følge af trafikuheld.

Men er det egentlig noget iboende teknologisk i el-løbehjulene, eller skyldes det i virkeligheden brugernes adfærd? Et nyt svensk studie tyder på det sidste.

Det skriver Chalmers Tekniska Högskola i en pressemeddelelse.

De svenske forskere gennemgik data fra næsten 7.000 ture kørt på svenske udlejnings-el-løbehjul, herunder 19 episoder, hvor løbehjulet kørte galt, og 42 episoder, hvor det næsten kørte galt.

Forskerne fandt frem til, at hele 20 procent af de kritiske situationer var opstået, fordi rytteren med vilje havde skabt en farlig situation gennem skødesløs adfærd.

De identificerede også adskillige risikofaktorer. At køre på el-løbehjul med en hånd seksdobblede risikoen for at køre galt, mens brug af mobiltelefon eller det at køre i en gruppe tæt på tredobblede risikoen.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Accident Analysis and Prevention.

På toppen af et bjerg næsten 4.000 km fra Danmark finder man Nordic Optical Telescope (NOT), der er i høj kurs blandt nordiske astronomer.

Det store teleskop, der er bygget i 2,4 kilometers højde på den kanariske ø La Palma, kan nemlig bruges til en mangfoldighed af astronomiske observationer.

Professor Johan Fynbo fra Niels Bohr Institutet på København Universitet er en af de astrofysikere, der bruger Nordic Optical Telescope flittigt.

"Jeg elsker at observere. Det er vigtigt for mig at komme ned og opsamle data," siger han til Videnskab.dk og fortsætter:

"For tiden holder vi godt øje med T Coronae Borealis. Vi går og venter på, at den eksploderer, og det gør den snart. Så vi vil foretage mange flere observationer i løbet af foråret."

T Coronae Borealis er et system, der består af en hvid dværg - den kompakte rest af en udbrændt stjerne - og en kollapsende rød kæmpestjerne, der kredser om hinanden.

Gas bliver trukket fra den røde kæmpestjerne over på den hvide dværg, indtil trykket og temperaturen bliver så høj, at der antændes en enorm termonuklear eksplosion, der minder om en atombome, på den hvide dværgs overflade.

Sådan en eksplosion kaldes en nova. Den er voldsom, men ikke helt så ekstrem som en supernova, hvor stjernen rives fuldstændig fra hinanden og efterlader en neutronstjerne eller et sort hul.

Nogle novaer gentager sig med jævne mellemrum. For T Coronae Borealis går der knap 80 år mellem de gigantiske eksplosioner, hvor de seneste blev observeret i maj 1866 og februar 1946.

Derfor er astronomer ret sikre på, at den næste nova snart viser sig på himlen. Den vil tydeligt kunne ses med det blotte øje, for den vil sandsynligvis lyse lige så stærkt som Nordstjernen, en af de klareste stjerner på himlen.

Normalt kan T Coronae Borealis ellers kun ses i et teleskop, og astronomer som Johan Fynbo vil følge systemet, for at finde ud af hvad der sker i tiden lige op til nova-eksplosionen, og hvordan den udfolder sig.

Stjernesystemet befinder sig i vores egen galakse cirka 3.000 lysår fra Solsystemet, men Johan Fynbo bruger normalt NOT til at observere objekter, der er så langt væk, at lyset fra dem har været flere milliarder år om at nå frem til os.

Det kan for eksempel være de ekstremt kraftige energiudladninger, astronomerne kalder gammaglimt. Det er eksplosioner så kraftige, at de på få sekunder frigiver mere energi, end Solen gør det i hele sin levetid.

"Med NOT kan vi se supernovaer, der er mange millioner lysår væk. Men gammaglimt er så klare, at vi kan se dem på milliarder af lysårs afstand. 29. januar så vi for eksempel et, hvor lyset havde rejst i 10,5 milliarder år. På den måde får vi indblik i det tidlige univers," siger Johan Fynbo.

Ved at analysere de fjerne gammaglimt og kvasarer - ekstremt lysstærke galaksecentre - kan astronomerne finde ud af, hvordan forholdene var tidligt i universets historie, for eksempel hvordan fordeling af grundstoffer var dengang.

Hvis du vil blive endnu mere klog på NOT, og hvordan det er at arbejde der som dansk forsker, har Videnskab.dk skrevet denne reportage fra NOT: Portræt af et teleskop: Her kommer danske astronomer tættere på stjernerne.

Nordic Optical Telescope er et af de mange teleskoper, der er samlet på en bjergryg kaldet Roque de los Muchachos på La Palma. Heroppe er luften tør og rolig, og astronomerne er næsten altid oppe over skyerne, så der er frit udsyn til nattehimlen.

Teleskopet bruges også til at studere planeter, der kredser om andre stjerner end Solen, de såkaldte exoplaneter. Man kan ikke se planeterne direkte, men man kan følge, hvor de påvirker deres stjerner gennem deres tyngdekraft.

Med instrumentet FIES (Fibre-fed Echelle Spectrograph) er det muligt at måle, hvordan stjerner skiftevis bevæger sig imod og væk fra os, fordi planeterne trækker i dem. Det udnytter astronomer som postdoc Marcus Marcussen og adjunkt Mia Sloth Lundkvist fra Institut for Fysik og Astronomi På Aarhus Universitet.

"Vi bruger NOT til at følge ti stjerner igennem to år. Det er sæ...

De seneste måneder har en strid mellem prominente danske vaccineforskere udfoldet sig på avispapir og online.

I en ny artikel fra Weekendavisen kommer der nu mere brænde på det omstridte bål.

Avisen beskriver nemlig, hvordan vaccineforskeren Christine Stabell Benn i 2018 mistede bevillingen til at drive et grundforskningscenter i vacciner. Et center, hun havde været med til at oprette i 2012.

Ifølge bestyrelsen i Danmarks Grundforskningsfond skete det blandt andet, fordi "kvaliteten af forskningen ikke er tilstrækkelig" til at fortsætte bevillingen, og at "studierne var planlagte til at bekræfte de eksisterende observationer i stedet for at udfordre dem".

Det skriver Weekendavisen på baggrund af en aktindsigt.

Christine Stabell Benn er professor på Syddansk Universitet. Det samme er hendes mand, Peter Aaby. Sammen har de to gennem en række artikler i Weekendavisen været genstand for kritik fra fagfæller.

Stabell Benn og Aaby har ikke ønsket at udtale sig til Weekendavisens seneste artikel om lukningen af grundforskningscenteret. Men Stabell Benn har i flere opslag på LinkedIn svaret på kritikken i de øvrige artikler, som Weekendavisen har bragt.

Første artikel handlede om, hvorvidt parret bevidst har tilbageholdt resultater fra et studie af DTP-vaccinen mod difteri og stivkrampe.

I et opslag på LinkedIn har Stabell Benn sidenhen offentliggjort tallene. Her skrev hun, at studiet ikke kunne hverken "be- eller afkræfte effekter", og dermed måtte det nu "stå helt klart, at studiet med den meget lave dødelighed ikke kan levere 'afgørende resultater'".

I en opfølgende artikel i Weekendavisen blev et studie fra Aaby og Stabell Benn af en levende vaccine mod tuberkulose kritiseret for at 'jagte fund' i datamaterialet, der skulle bekræfte deres hypotese om, at de levende vacciner er gode for helbredet.

Forskerne forsvarede sig i et længere modsvar på LinkedIn, hvor de gik i detaljen med kritikken af deres forskning og dem, der var afsender på den.

Også her på Videnskab.dk har vi tidligere sat fokus på konsekvenserne af mæslingevaccinen, som deler forskerne på de to fløje i diskussionen.

Og nu ser det altså ud til, at den diskussion fortsætter. Spørgsmålet er, om de to lejre nogensinde vil komme til enighed, for som vaccineforsker Jens Lundgren pointerede til Videnskab.dk, er striden "et klassisk eksempel på to parter, som insisterer på at være uvenner og ikke snakker inden for samme ramme".

Selvom den danske astronaut Andreas Mogensen for længst har vænnet sig til et liv på Jordens overflade efter sin seneste rummission, kunne det alligevel til forveksling se ud, som om han er tilbage i rummet.

Nærmere bestemt på Månen.

Og det er da også der, hans tanker tilsyneladende er. For da Videnskab.dk møder ham til et arrangement i København om 3D-print i rummet, falder snakken hurtigt på hans nuværende opgave.

"Jeg arbejder på en virkelig, virkelig imponerende facilitet i Köln," fortæller han med julelys - eller, skulle man driste sig til at sige måneskin - i øjnene.

"Det er et center, vi har bygget og er i gang med at udvikle, som simulerer at være på Månen."

Og det er ikke så få ting, et kunstigt månelandskab skal kunne, hvis det skal fungere som træning for forskere, ingeniører og astronauter.

'Månecentret', 'Månen på Jorden' eller det mere officielle 'LUNA Analog Facility' - kært barn har mange navne.

Det 700 kvadratmeter store månelandskab, der er et samarbejde mellem European Space Agency (ESA) og Deutches Zentrum für Luft- und Raumfahrt (DLR) i Köln, åbnede i september 2024.

Og ifølge Andreas Mogensen, som ifølge DR blot er en af syv astronauter, der netop nu træner på månecentret, har det allerede været flittigt i brug:

"Vi har haft forskellige firmaer og universiteter, der har testet forskellige teknologier. For eksempel har virksomheden ispace, der er i gang med at sende en lander til Månen, testet landeren på vores facilitet."

En 'lander' er, hvad det lyder som: et fartøj, der er lavet til at lande på for eksempel Månen.

Området er dækket af et 60 centimeter tykt og 750 tons tungt lag kunstigt månestøv - lavet af bjergarten basalt - der ligesom rigtigt månestøv kan give problemer med især elektrisk udstyr, som man derfor kan teste i jordnære omgivelser.

"Vi har også køleelementer under støvet, så vi kan fryse det ned og simulere de skiftende temperaturer på Månen," forklarer Andreas Mogensen.

Helt ned til tre meter under laget af månestøv er der elementer til at øve sig i naturtro boringer på Månen og til at lede efter frosset vand.

Ifølge Andreas Mogensen skal der dog de kommende måneder installeres flere store elementer, som han og kollegerne kan bruge til endnu flere tests.

"Der kommer kransystemer i loftet, så man kan reducere sin vægt til en sjettedel og på den måde simulere Månens tyngdekraft," fortæller han og fortsætter:

"Vi får også en solsimulator, der gør det muligt at simulere en landing på Månens sydpol, hvor Solens lys kommer ind direkte fra horisonten. Og vi er ved at lave et hydraulisk system, så man kan hæve hele landskabet med op til 50 grader og øve sig i at køre og gå op og ned ad bakke."

Hvad arbejder du på lige nu?

"Lige nu hjælper jeg blandt andet med at forberede et månehabitat ved faciliteterne i Köln, hvor astronauter kan bo og simulere missioner. Det er SAGA Space Architects i København, der leverer det til os," svarer den danske astronaut.

Timingen for en ny 'træningsmåne' på Jorden er ganske passende - for hvis planerne holder, varer det ikke længe, før næste skridt i det NASA-ledede Artemis-program finder sted.

"Forhåbentlig bliver Artemis II-missionen sendt afsted til næste forår. Det er en testmission, hvor fire astronauter sendes rundt om Månen og tilbage til Jorden," forklarer Andreas Mogensen.

Derefter følger de næste Artemis-missioner, der skal placere mennesker på Månens overflade, og inden for 10-15 år er planen, at menneskeheden har fået sig en vaskeægte månestation, hvor astronauter kan bo og arbejde ligesom på ISS.

Men som Andreas Mogensen siger: "Der vil altid komme overraskelser og forsinkelser med den slags projekter."

Og for Artemis-missionernes vedkommende er der også kommet et par amerikanske jokere i spil.

For eksempel var et af NASA's erklærede mål, at Artemis-missionerne skulle sende den første kvinde og ikke-hvide person til Månen.

Det løfte er siden fjernet officielt som reaktion på Trump-administrationens dekret, der forbyder visse former for mangfoldighe...

En søjle af ild bryder det kulsorte arktiske mørke og lyser himlen op.

Det er 21. januar 1968. Et amerikansk atombombefly af typen B52 er netop styrtet ned ved Thulebasen i det nordlige Grønland. Med sig har det fire brintbomber. Hver eneste af dem er stærk nok til at fjerne en by som Moskva fra landkortet.

Men nu er de faldet ned med et fly på Indlandsisen.

Det er en både militær og politisk katastrofe. Frem til Thuleulykken har USA's atomvåben i Grønland været en statshemmelighed mellem USA og Danmark. Flystyrtet bryder tavsheden - og med tiden bliver det tydeligt, hvad der i virkeligheden er på spil.

Pilen peger bare ikke kun på amerikanerne. Den peger især på danskerne.

"Thuleulykken bliver en øjenåbner for grønlænderne i forhold til at se Danmark som en løgnagtig kolonimagt, der fører dem bag lyset i forholdet til USA," siger Kristian Søby Kristensen, seniorforsker i arktisk sikkerhedspolitik ved Københavns Universitet.

Eksemplerne på historiske bedrag af grønlænderne er mange. Det fremhæver både Kristian Søby Kristensen og videnskabshistorikeren Kristian Hvidtfelt Nielsen, som begge har beskæftiget sig indgående med trekantsdramaet Grønland-Danmark-USA under Den Kolde Krig.

Her deler de deres viden med Videnskab.dk i lyset af den aktuelle situation, hvor USA's præsident vil overtage Grønland og ikke afviser at bruge militær magt for at nå sit mål.

Vi fokuserer på tre historiske sager knyttet til det amerikanske militær i Grønland:

Tvangsflytninger af inuitter på grund af Thulebasen (Pituffik Space Base)

Thuleulykken med flystyrt og afsløringen af atomvåben i Grønland

Giftigt affald efterladt i Camp Century - en base skjult under isen

Tre møgsager, som alle er endt med, at amerikanerne stort set er gået fri, og Danmark har påtaget sig ansvaret.

Vi er i 1953. Anden Verdenskrig er slut, Den Kolde Krig er lige begyndt, og Grønland spiller en nøglerolle for amerikanerne i forhold til at beskytte sig mod Sovjetunionen.

USA har allerede bygget den militære base Thule Air Base på den nordvestlige del af øen. Det er den base, som i dag hedder Pituffik Space Base, og som den amerikanske vicepræsident J.D. Vance besøgte i marts 2025.

Under Den Kolde Krig giver militærbasen mulighed for hurtigt at sende fly og missiler mod de sovjetiske byer, hvis der udbryder krig. Thulebasen er USA's 'yderste forpost' mod øst, som Kristian Søby Kristensen fra Københavns Universitet udtrykker det.

Basen er bare ikke stor nok til at dække behovet, siger man, og i 1953 går USA derfor i gang med at udvide den.

Men der er ét problem:

Der bor nogle lokale inuitter i det område, som man vil bygge på. Folk skal altså flyttes - og det ender med at blive Danmark, som får det til at ske.

"Der er forskellige udlægninger af, hvordan de her flytninger foregår," fortæller Kristian Søby Kristensen, som har skrevet en videnskabelig artikel om forløbet.

"Men for grønlænderne bliver det klart tolket som tvangsflytninger, og sagen bliver kerneeksemplet på, hvor langt danskerne er villige til at gå for at tilfredsstille amerikanerne - at man er villig til at lyve og fortie over for grønlænderne."

I 1953 flytter danske myndigheder i alt 77 inuitter til nye boliger uden for den nye og større militærbase. Der er tale om det lokale inughuit-folk, som bor og jager i området - de bliver nu tvunget til at søge nye jagtområder.

De har reelt ikke noget valg. Danmark er på det her tidspunkt en kolonimagt i Grønland, og to år forinden har den danske regering indgået en forsvarsaftale med USA, som giver amerikanerne næsten ubegrænsede militære muligheder på øen.

Tvangsflytningen bliver ikke glemt af de påvirkede grønlændere. I 1990'erne begynder en langvarig retslig strid om erstatning fra den danske stat og om råderet over jagtområdet. Forløbet kulminerer med en højesteretsdom, som inuitterne taber i 2003.

Men selv i 2025 ser flere stadig sagen som et eksempel på danskernes bedrag.

"Det er stadig en smertefuld fortid for os, og måske en af grundene til, at der stadig er en st...