Der er almindelige stjerner, og så er der stjerner, der virkelig udfordrer astronomerne.

Przybylskis stjerne er en af disse udfordringer, fordi den er meget vanskelig at indpasse i de teorier, vi har, for stjerners opbygning og udvikling.

Stjernen har været kendt i mange år, og vi er selv blevet opmærksomme på den på grund af en roman, vi har læst her i sommer - mere herom senere.

Da stjernen første gang blev registreret af astronomerne i 1873, blev den behandlet som alle andre stjerner: Den fik et nummer, HD 101065, i et stjernekatalog og blev derefter hurtigt glemt, fordi der er så mange stjerner i Mælkevejen, at det kun er muligt at undersøge nogle få.

Vi skal helt frem til 1961, før den polsk-australske astronom Antoni Przybylski (1913-1985) så lidt nøjere på HD 101065, og i dag huskes han næsten kun for denne stjerne, som nu bærer hans navn.

En sådan undersøgelse omfatter, at man tager et såkaldt spektrum af stjernen, hvilket normalt giver et godt bud på stjernens type, fordi det kan bruges til at bestemme, hvilke grundstoffer en stjernes atmosfære indeholder.

Spektret viste, at det var en stjerne noget større og varmere end Solen, og man beregnede en afstand på cirka 356 lysår.

Stjernens alder blev anslået til 1,5 milliarder år, hvilket gør den til en ung stjerne - meget yngre end Solen, der har en alder på 4,6 milliarder år.

Men da Przybylski så nøjere på spektret, så han noget meget mærkeligt:

Der var meget lidt af de grundstoffer, som man normalt vil forvente at finde som jern (Fe) og nikkel (Ni), men til gengæld en overflødighed af grundstoffer, som man normalt ikke finder i en stjerne.

Naturligvis har man fremsat teorier om, hvorfor Przybylskis stjerne er så mærkelig, og en af teorierne omfatter ikke overraskende aliens.

At trække alien-kortet er dog med god grund ikke velanset blandt astronomer, hvor aliens først skal indrages, hvis alle andre forklaringer svigter.

Lad os derfor først se på nogle af de andre forklaringer:

Fejlmålinger af spektret.

Der foregår ukendte processer i stjernens indre, hvilket sender disse grundstoffer så højt op i atmosfæren, at vi kan observere dem med spektralundersøgelser - noget, som ikke foregår i andre stjerner

Przybylskis stjerne er efterhånden godt undersøgt, og det gør det usandsynligt, at der er mange fejlmålinger. Der er dog det problem, at nogle af disse grundstoffer kun er produceret i meget små mængder på Jorden.

Som eksempel kan nævnes, at der kun er produceret et gram af det syntetiske grundstof berkelium, og det gør det meget vanskeligt at måle spektrallinjer, så her er en mulig fejlkilde. Men denne fejlkilde er næppe nok til at gøre stjernen 'normal'.

Og indtil nogen kommer med et godt forslag til, hvad de 'ukendte processer' nærmere skulle være, kan vi ikke rigtig bruge den teori til noget.

Og så kom vi tilbage til den gode gamle teori om aliens. Det er ikke en teori, vi kan bevise, men i al sin enkelhed går den ud på, at nogle meget avancerede rumvæsener har valgt at forurene stjernens atmosfære med stoffer, som ikke kan produceres i stjernen.

Formålet skulle så være at fortælle til alle, der undersøger stjernen, at her bor der nogen, som behersker en meget avanceret teknologi - så teorien er, at Przybylskis stjerne er et slags fyrtårn, for dem som kan læse og forstå signalet.

Det er naturligvis denne teori, som har ført til, at stjernen nu er blevet anvendt i en roman, hvor vi første gang hørte om den.

Romanen hedder 'The Simulacrum' og er skrevet af sci-fi-forfatteren Peter Cawdron, der har skrevet flere romaner over temaet 'First Contact'. Han kan sin astronomi, og det kan man mærke i mange af romanerne - så hermed vores anbefaling, hvis man ellers læser science fiction.

Przybylskis stjerne er stadig et mysterium, men for nogle år siden var en anden stjerne, der gik under navnet Tabbys Stjerne, også et stort mysterium, hvor alien-kortet også blev trukket frem.

Tabbys Stjerne er i virkeligheden en dobbeltstjerne, hvor den ene stjerne er lidt større end Solen, og ...

Klimavenlige løsninger i landbruget kan have en bagside - især for dyrene.

Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse på baggrund af en ny rapport.

Når man forsøger at producere kød med en lavere CO2-udledning, sker det ofte ved at få dyrene til at vokse hurtigere eller føde flere unger. Det lyder måske smart for klimaet, men det kan gå ud over dyrenes velfærd.

For eksempel betyder større kuld hos svin, at flere smågrise skal deles om soens patter. Det medfører mere konkurrence, flere skader og højere dødelighed.

Hos slagtekyllinger er hurtigere vækst lig med lavere klimaaftryk, men det kan føre til smertefulde benproblemer og dårligere trivsel.

"Det ser måske pænt ud i klimaregnskabet, men dyrene betaler prisen," siger Emma Hvidtfeldt Jensen, postdoc ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab ved AU Viborg og en af rapportens forfattere.

Forskerne bag rapporten mener, at dyrevelfærd skal regnes som en lige så vigtig del af bæredygtighed som klima, miljø, økonomi og sociale forhold.

"Hvis vi kun går efter klimamålene, risikerer vi at ende i et spor, som samfundet og forbrugerne ikke accepterer," siger Emma Hvidtfeldt Jensen.

Derfor opfordrer forskerne til, at vi tænker dyrenes velfærd ind helt fra starten, når vi udvikler nye klimaværktøjer og produktionssystemer.

Hvis det ikke sker, kan konsekvensen kan blive, at man om få år må 'reparere' på dyrevelfærden, fordi de valgte løsninger har utilsigtede effekter, siger Lene Juul Pedersen, professor og sektionsleder ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab på AU Viborg, og medforfatter til rapporten og tilføjer:

"Vi har et vindue nu, hvor vi kan gentænke systemerne, før vi låser os fast på klimaværktøjer, der senere viser sig at skade dyrevelfærden."

Du har måske hørt udtrykket: hjemmet er det farligste sted for en kvinde.

Det skyldes, at langt størstedelen af al vold mod kvinder sker i hjemmet, ofte begået af en nuværende eller tidligere partner. Her, bag lukkede døre, udspiller volden sig i det skjulte, langt fra offentlighedens øjne.

Hvert tiende minut bliver en kvinde myrdet et sted i verden, oftest af en mand i en nær relation.

Det er i medierne blevet omtalt som en global krise, men i Spanien er det lykkedes at mindske antallet af partnerdrab på kvinder med 30 procent ved hjælp af en omfattende lovpakke og en strategisk bred indsats.

Måske er det det varme syd, Danmark skal kigge mod, i kampen mod kvindedrab.

Ifølge tal fra EU's institut for ligestilling er antallet af partnerdrab på kvinder i Spanien faldet fra 71 tilfælde i 2003 til 48 tilfælde i 2024. Det svarer til et fald på knap 30 procent.

"Der er ingen tvivl om, at Spanien har formået at knække kurven for partnerdrab, men udviklingen ser ud til at være fladet ud de sidste 12 år," siger Ingrid Soldal Eriksen, som er ph.d.-studerende ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet.

Selvom Spaniens resultater har fået megen omtale i de danske medier, peger hun på, at landet altså stadig har problemer med partnerdrab.

Alligevel mener hun, at Spanien har haft held med fuldstændig at gentænke deres tilgang til partnervold.

"Det er jo ganske fantastisk, og det bør vi lade os inspirere af i Danmark."

I modsætning til Spanien, er der i Danmark sket en stigning i antallet af kvindedrab.

2025 har indtil videre budt på 15 sager om kvindedrab. Den seneste blev fundet skudt på gaden i Odense i går. Halvvejs inde i året har vi altså allerede overskredet Justitsministeriets estimat af, at der i gennemsnit sker 13,4 kvindedrab om året.

"Den slags tal taler for sig selv. Det rejser spørgsmålet om, om vi gør nok," siger William Østerby Sørensen, der er ph.d.-studerende ved Department of Political and Social Sciences på European University Institute (EUI).

Han forklarer, at det er derfor, vi i Danmark er begyndt at se mod lande som Spanien, hvor man har en mere tydelig og samlet måde at bekæmpe vold mod kvinder på, med fokus på både ligestilling og forebyggelse.

Mens kvindedrab er ældgammel forbrydelse, var det først i 1996, at Spanien, som det første land i verden, begyndte at anerkende offerets køn som en skærpende omstændighed ved drab.

Spanien blev dermed en pioner i den juridiske anerkendelse af kønsmotiverede drab.

Det var et skridt i retning af at anerkende den særlige karakter af kønsbaseret vold mod kvinder.

Den spanske regering begyndte officielt at registrere partnerrelaterede kvindedrab i 2003, og allerede året efter, i 2004, så en ny lovpakke om vold imod kvinder dagens lys. På det tidspunkt var det den mest vidtgående lovgivning om kvindevold, man havde set i Europa.

Lovpakken blev koblet med en national handlingsplan, som omfattede alt fra fodlænker til oplysningskampagner.

Samtidig indførte Spanien specialiserede domstole til at håndtere sager om partnervold, fortæller Ingrid Soldal Eriksen.

Ifølge et spansk studie fra 2024, har oprettelsen af de specialiserede partnervoldsdomstole haft den effekt, at flere anmelder partnervold til politiet, men det har ikke haft nogenumiddelbart effekt på antallet af partnerdrab.

Ingrid Soldal Eriksen mener dog, at alene den øgede opmærksomhed på partnervold, som domstolene medførte, er positiv:

"Mørketallet for partnervold er stort, når man sammenligner med øvrig vold. Det betyder, at der er rigtig meget partnervold, som politiet ikke får kendskab til og derfor ikke kan handle på. Så jo mere partnervold, der bliver anmeldt, jo bedre chance har politiet og øvrige myndigheder for at gøre noget ved det."

I et studie af risikofaktorer for partnerdrab i Norge i perioden 1990 til 2012 fandt en gruppe forskere ud af, at der ved 70 procent af drabene havde været vold i forholdet inden. Det tyder på, at hvis flere anmelder vold, kan det hjælpe med at forhindre d...

For mange hundeejere er deres hunde en del af familien. Ud over lange gåture i regnvejr og blæst deler hunden vores selskab, livsstil, miljø og nogle gange vores (dårlige) madvaner.

Desværre deler vores firbenede venner også en lang række sygdomme med os, som kan være relateret til både livsstil, miljø og genetik. Det gælder også kræft.

Et studie har vist, at kræft er den hyppigste sygdomsrelaterede dødsårsag hos hunde i Danmark.

Risikoen for at udvikle kræft stiger med alderen: jo ældre en hund eller et menneske er, jo større er sandsynligheden for, at kræft bliver dødsårsagen.

Som dyrlæge er det slående at observere, hvordan kræft hos hunde i høj grad ligner kræft hos mennesker. Det rammer de samme organer og spreder sig på samme måde i kroppen.

Jeg forsker i kræft hos hunde, og jeg kan se, at lighederne ikke stopper der. Og dét åbner muligheden for, at hunde og mennesker også kan være hinandens bedste venner i kræftsammenhæng.

Vores forskning viser nemlig, at sygdommene er ensartet helt ned på det molekylære plan, når man kigger på de forandringer (mutationer), som forekommer i kræftcellernes arvemasse (DNA).

Vi finder altså præcis de samme DNA-forandringer i kræftceller hos hunde som hos mennesker.

For eksempel kan vi genfinde de samme mutationer i genet 'PIK3CA' i tumorceller fra hunde med mælkekirtel-tumorer som hos kvinder med brystkræft.

Også for knoglekræft har vi vist, at der er overlap i de gener, som er muteret i kræftcellerne hos hunde og mennesker.

Vi har også fundet andre overlappende mutationer mellem hunde og mennesker.

Eksempelvis i genet 'H3C3', som er muteret i lymfekræftceller fra hunde. Det ser ud til at have negativ betydning for hundenes overlevelse og evne til at respondere på behandling.

Samme tumor-mutation ser man hos unge mennesker med en speciel type hjernetumorer (gliomer). Også her finder forskerne dårligere overlevelse.

Menneskets og hundens arvemasse består af henholdsvis 3 og 2,5 milliarder DNA-basepar. Alligevel er det præcis de samme basepar, som er forandret i kræftceller gentagne gange i begge arter.

Det er ret vildt. Jeg blev overrasket, da jeg så det. Overrasket, fordi det betyder, at der er det samme på spil, når kræft udvikler sig i hunde og mennesker.

Og dén lighed åbner muligheden for komparativ forskning, hvor dét, vi lærer ved at forske i kræft hos hunde, også kan bruges i mennesker - og vice versa. Til gavn for hunde såvel som mennesker.

Når man tester ny medicin eller afprøver nye behandlinger, sker det i kliniske studier. Her finder man ud af, om en given (kræft)behandling har effekt og eventuelt bivirkninger.

Og hunde kan faktisk være med. Ikke som klassiske forsøgsdyr, men på linje med mennesker, hvis øvrige behandlingsmuligheder er udtømte.

Hundene får her mulighed for at modtage behandling, som ellers ikke er tilgængelig. Samtidig kan forskere eller virksomheder, som udvikler lægemidler, udvinde vigtig information omkring effekten af en given behandling.

Virker den? Hvor godt? Hvilke bivirkninger er der? Og hvor slemme er de?

Nogle kræftformer, eksempelvis knoglekræft (osteosarkom), er hyppigere forekommende hos hunde end hos mennesker.

Det betyder, at det kan være lettere at lave et klinisk studie i hunde med denne type kræft end hos mennesker.

Helt konkret bliver hundene rekrutteret fra et dyrehospital, hvor de ligesom mennesker på et hospital, er blevet udredt og har fået en kræftdiagnose.

Med ejerens tilladelse - og hvis man forventer en effekt, som kan give hunden et bedre liv - kan man teste ny medicin eller behandling.

Og det kan så i sidste ende komme både vores firbenede venner og os til gavn.

I de senere år er det blevet almindeligt med udvikling af præcisionsmedicin til behandling af kræft hos mennesker.

Det vil sige, at man målretter behandling mod eksempelvis specifikke DNA-forandringer, som spiller en vigtig rolle i at drive kræftsygdommen.

Kemoterapi rammer både de raske og de syge celler. Ved præcisionsmedicin er idéen netop kun at ramme de syge, muterede...

Ved den jyske østkyst er en række utrolige fund fra stenalderen blevet afdækket.

Blot otte meter under havets overflade har danske marinarkæologer fra Moesgaard Museum været på jagt.

Fundene afslører en kystboplads, som dateres til den del af stenalderen, der i fagsprog kaldes 'maglemosekulturen' og er en del af jægerstenalderen, som varede fra cirka 9500 til 6400 f.v.t.

Denne periode har ellers førhen været karakteriseret som værende en indlandskultur, altså en kultur, hvor de fleste mennesker levede i og omkring skovområder eller søer.

Måske kan disse fund fra Aarhusbugten være med til at nuancere billedet en smule.

"Vi har ikke fundet mange kystbopladser fra den her tid i Danmark. Det her er faktisk en af de ældste og mest velbevarede kystbopladser indtil videre," udtaler Peter Moe Astrup, marinarkæolog og museumsinspektør ved Moesgaard Museum, til Videnskab.dk.

"Førhen har man baseret de fleste arkæologiske tolkninger af Maglemosetiden på fund fra bopladser, som oprindeligt befandt sig langt inde i landet. Vi har gerne villet undersøge, om vi i virkeligheden har overset rigtig meget, fordi vi stadig ikke har fundet alt det, som oprindeligt fandtes ude langs kysterne, hvor der i dag er hav."

Marinarkæologen Peter Moe Astrup håber, at fund fra tidligere kystbopladser kan bidrage til en større forståelse af mennesker fra jægerstenalderens liv på kysterne.

"Udgravninger som disse giver os gode muligheder for at skabe klarhed om livet, der blev levet på kystbopladserne. Vi kan for eksempel undersøge, hvilke teknologier de brugte til at fange fisk eller jage sæler, og vurdere deres betydning i forhold til jagten i skovene. Det ved vi ikke så meget om, og det vil vi gerne undersøge."

Nedenfor kan du se nogle flere billeder af, hvad der blev fundet.

Jægerstenalderen er en overordnet betegnelse for den del af stenalderen, som fandtes, inden man begyndte at dyrke jorden for cirka 6.000 år siden. I jægerstenalderen steg temperaturen markant, og smeltevandet, der opstod på den baggrund, havde stor betydning for vandstanden.

"Der blev udledt enorme mængder smeltevand fra iskapperne i denne periode, og det betød faktisk, at vandstanden i perioder steg omkring to meter per hundrede år," forklarer marinarkæologen Peter Moe Astrup.

Stigende vandstand betød altså, at kystbopladser med tiden blev oversvømmet og derfor nu kan findes på havets bund.

Det positive ved denne dramatiske vandstigning fra en arkæologs perspektiv er, hvor velbevaret det arkæologiske materiale er sammenlignet med stenalderfund fra indlandet.

"Man skal forestille sig, at noget af det bearbejdede træ for 8.500 år siden endte ude i vandet foran kystbopladsen, hvor der ikke har været noget ilt, som kunne få træet til at rådne. Det betyder, at når vi dykker ned og graver det op, så er det, som om tiden har stået stille. Så velbevaret er det," fortæller marinarkæologen.

Vandstanden steg, og bopladserne blev med tiden oversvømmet. Det ved vi med sikkerhed. Men én ting, arkæologer stadig ikke helt ved, er indvirkningen, som vandstandens stigning har haft på stenalderfolkene ud fra et kort tidsperspektiv.

"Over et langt tidsrum så betød det selvfølgelig enormt meget for de her mennesker og samfund, fordi den stigende vandstand ændrede landskabet og levevilkårene fuldstændig," slår marinarkæolog Peter Moe Astrup fast.

"Inden for et kort tidsperspektiv, er det dog svært at vurdere, hvad for nogle konsekvenser det har haft for de her mennesker. Vi ved ikke, om menneskene levede tilstrækkeligt længe i de samme områder til at observere forskellene og mærke konsekvenserne. Det er svært at se, når man er 8.500 år tilbage i tiden."

"Vi ved derfor ikke, om de var tvunget til at flytte fra de oversvømmede bopladser, eller om de blot drog videre til et andet område, hvor der var flere dyr eller ressourcer."

"Vi håber med dette projekt også at kunne finde ud af, om menneskene opholdt sig på de samme bopladser i længere perioder, eller om opholdene måske var kortere og mere sæsonbestemt...

Verdens førende forening for folkedrabsforskere vurderer, at Israels ageren i Gaza opfylder de juridiske kriterier for folkedrab.

Det skriver flere medier, herunder DR og Reuters, om en ny holdningstilkendegivelse fra foreningen International Association of Genocide Scholars (IAGS).

Ud af foreningens 500 medlemmer stemte 28 procent, og 86 procent af dem stemte for en resolution om, at Israels politik og handling i Gaza møder den juridiske definition på folkedrab i artikel to i FN's folkedrabskonvention.

Israels udenrigsministerium kalder resolutionen for en skamplet og siger, at den er "udelukkende baseret på Hamas' løgnagtige kampagne".

Tidligere har Israel benægtet, at dets handlinger i Gaza udgør et folkedrab. I stedet kalder de det for et berettiget selvforsvar.

I Gaza hilser Hamas derimod resolutionen velkommen:

"Denne prestigefyldte akademiske holdning styrker de dokumenterede beviser og fakta, der er fremlagt for internationale domstole," siger Ismail Al-Thawabta, leder af Hamas' mediekontor.

"Resolutionen pålægger det internationale samfund en juridisk og moralsk forpligtelse til at træffe hurtige foranstaltninger for at stoppe forbrydelsen, beskytte civile og holde besættelseslederne ansvarlige."

Resolutionen fastslår også, at Hamas' terrorangreb på Israel 7. oktober 2023, som udløste krigen, udgjorde internationale forbrydelser.

"Dette er en definitiv erklæring fra eksperter inden for folkedrabsstudier om, at det, der foregår på jorden i Gaza, er folkedrab," siger foreningens præsident, Melanie O'Brien, professor i international ret ved University of Western Australia med speciale i folkedrab, til Reuters.

I resolutionen opfordrer IAGS Israel til øjeblikkeligt at sætte en stopper for de handlinger, der udgør folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden mod palæstinensere i Gaza.

Resolutioner fra IAGS har ikke en juridisk bindende virkning i sig selv. Det skal derimod ses som en fagligt funderet vurdering af situationen.

Juridisk er det op til Den Internationale Domstol (ICJ) at vurdere, om Israel har begået folkedrab i Gaza.

Få sendt blide chokbølger mod underlivet, og få en bedre seksuel sundhed.

Sådan lyder det fra flere alternative behandlere, blandt andre Maria Stigaard, som er blevet kendt i medierne som 'Testikelmassøren fra Mors'.

"Jeg har gode resultater i min klinik, og det er derfor, at folk kommer," udtaler hun til TV Midtvest om behandlingen med såkaldt 'shockwave-terapi'.

Terapiformen er også kendt under det videnskabelige navn 'Low-intensity shockwave therapy' (LISWT) eller 'Extracorporeal shockwave therapy' (ESWT), og den bliver ofte udråbt til at kunne udbedre alt fra rejsningsproblemer til vaginal slaphed.

Men passer det? Er der videnskabeligt belæg for at sige, at små chok fra lydbølger kan genoplive underlivet?

Nej, der er ikke stærk evidens for en god effekt af at få sendt chokbølger mod underlivet. En række kontrollerede studier har ikke fundet utvetydige tegn på en god effekt, og på grund af en for svag virkning har flere sexologiske klinikker i Danmark faktisk droppet behandlingen igen, efter man i første omgang tog den op.

Udviklingen fortæller en historie om, at man gennem forskning bliver klogere på forskellige behandlingers effekt, siger to klinikere til Videnskab.dk.

De to forskere, Videnskab.dk har spurgt, er:

Mikkel Fode, urolog, cheflæge og klinisk professor ved Københavns Universitet samt Herlev og Gentofte Hospital

Astrid Højgaard, gynækolog og cheflæge ved Sexologisk Center, Aalborg Universitetshospital

'Low-intensity shockwave therapy' (LISWT) er tidligere - og uden stor succes - blevet afprøvet på både Herlev Hospital og Aalborg Universitetshospital.

I 2010 indkøbte man på Herlev særligt udstyr, der kunne sende blide chokbølger ind i penis for at behandle rejsningsbesvær.

Men behandlingen blev hurtigt droppet igen, fortæller Mikkel Fode fra hospitalet.

"Problemet med de her 'shock'-bølger er, at de ikke virker. Til gengæld er det udstyr, man bruger til at sende dem afsted, både meget dyrt og tidskrævende at anvende," siger han til Videnskab.dk.

Noget lignende siger Astrid Højgaard fra Sexologisk Center i Aalborg. Her afprøvede man LISWT efter at have hørt om lovende resultater i mindre studier, men heller ikke her havde behandlingen nogen imponerende effekt.

"Det kan godt være, at pionerer er i stand til at vise gode resultater, men som forsker kigger man især efter effekten blandt de 'rugbrødsbehandlere', som tager metoden i brug - og her er der ikke mange positive tegn at komme efter."

På Herlev Hospital har Mikkel Fode været med til at lave et lodtrækningsforsøg, hvor nogle fik LISWT, mens andre ikke gjorde.

Men forsøget viste - som andre lignende forsøg - en mangel på solide resultater, fortæller han med henvisning til forskning på området.

"I omkring halvdelen af de studier, der er foretaget, ser man en beskeden effekt af behandlingen, mens man i den anden halvdel slet ikke ser nogen virkning - og så stor en forskel skal der altså helst ikke være i den her slags studier."

En væsentlig udfordring er, at folk godt kan mærke, om de får behandling eller ej, og derfor er der formentlig tale om en placeboeffekt i de positive studier, siger cheflægen.

Det samme gælder det potentiale, som shockwave bliver forbundet med hos kvinder.

Men hvad gør man så, hvis man har besvær med at få rejsning?

Her er to råd fra forskerne:

1. Tag piller med sildenafil eller tadalafil, populært kendt som Viagra. Pillerne er ikke længere patenterede og er derfor blevet langt billigere end tidligere.

2. Hvis tabletterne ikke virker, findes flere effektive behandlinger, som man kan tale med sin læge om, fortæller Mikkel Fode. Nogle af behandlingerne er beskrevet i denne artikel på dr.dk. En anden mulighed, som Videnskab.dk tidligere har beskrevet, er at dyrke motion.

Videnskab.dk har rakt ud til Maria Stigaard, som tilbyder 'shockwave-terapi' mod blandt andet erektil dysfunktion og impotens.

Hvad siger hun til forskernes udsagn om en manglende effekt?

"ESWT er et redskab, ikke en mirakelkur," svarer hun på mail.

"Når det ikke virker, h...

I over 300 år har museer, universiteter og private samlere verden over indsamlet, opbevaret og forsket i tusindvis af kranier og knogler fra inuit i Grønland. Og Danmark var særligt aktiv.

Motiveret af Grønlands status som dansk koloni blev der iværksat mange ekspeditioner til det kolde Arktis.

Her kunne Danmark nemlig udmærke sig i den internationale forskning gennem kontrol over landet.

Koloniseringen af Grønland er ikke kun en historie om politik og magt. Det er også en historie om, hvordan videnskab blev brugt til at definere og kontrollere inuit i Grønland.

Jeg forsker i, hvordan otte 500-år gamle grønlandske mumier kan lære os noget om både fortiden og fremtiden - og hvordan vi giver inuit retten til deres fortid tilbage.

Hvis der er noget, som vi har lært af fortiden, er det, at forskning ikke er neutral. Den er altid præget af den tid, den bliver lavet i - og af dem, der står bag.

I mange år blev forskning brugt til at styrke kolonimagter og til at fortælle en bestemt historie, hvor nogle mennesker blev set som vigtigere end andre.

Derfor er det vigtigt, at vi i dag stopper op og spørger os selv: Hvem får lov til at forske? Hvem bliver lyttet til? Hvilke historier bliver fortalt - og hvilke bliver ikke?

I mit ph.d.-projekt undersøger jeg, hvordan folk i Grønland forholder sig til forskning i mumier og skeletter fra inuit, og hvordan den viden bruges i dag.

Jeg vil gerne finde ud af, hvordan forskningen kan gøres mere relevant og meningsfuld for dem, det faktisk handler om - inuit i Grønland.

Det gør jeg blandt andet ved at lave interviews, spørgeskemaundersøgelser samt holde oplæg forskellige steder i Grønland og stille spørgsmål til deltagerne (læs mere om min metode i faktaboksen).

De arktiske ekspeditioner for 100-300 år siden fandt sted i en tid, hvor man delte mennesker op i 'racer' og mente, at nogle var mere udviklede end andre.

Mange forskere troede, at man kunne måle nogens 'race', intelligens eller ondskab gennem kraniets form (også kaldet frenologi, læs mere her).

Den slags idéer, som, vi i dag ved, er forkerte og diskriminerende, var dengang helt almindelige i videnskaben.

Det var en tid, hvor europæiske mennesker blev betragtet som normen, og alle andre blev set som noget 'andet', noget, der skulle undersøges og forklares.

Denne fortælling er en vigtig, men lidt glemt del af vores fælles historie mellem Danmark og Grønland.

Det er et emne, der længe har været svært at tale om. Måske fordi det kræver, at vi tør stille spørgsmål ved vores egen rolle i historien? Men netop derfor er det vigtigt at tage op i dag.

For det handler ikke kun om fortiden, det handler også om, hvordan vi forstår hinanden i nutiden, og hvordan vi viser respekt for dem, hvis historier og kroppe blev taget uden at blive spurgt.

At tale åbent om emnet er en måde at tage ansvar på og lære af den fortid, som er en del af vores fælles historie.

Danmarks Radios dokumentar 'Skeletter i skabet' (maj 2025) sætter fokus på netop denne debat ved at vise, hvordan kranier og knogler fra Grønland blev stjålet til Danmark, og hvad det betyder i dag.

Dokumentaren går tæt på historierne bag skeletterne og åbner for det svære, men nødvendige spørgsmål: Hvad gør vi med de mennesker, der engang blev brugt som forskningsobjekter uden deres efterkommeres samtykke?

Det er en samtale, der længe har trængt sig på, hvorfor jeg i mit nye forskningsprojekt Qilakitsormiut ('menneskene fra Qilakitsoq') prøver at forstå, hvad denne fælles fortid betyder i dag. Ikke bare for os forskere, men for befolkningen i Grønland.

I Grønland er der et stærkt ønske om at skabe forskning, der bygger på grønlandske værdier og behov.

Det kan man blandt andet se ved Grønlands nye og første biologiuddannelse 'SILA', hvor man eksempelvis tager på rensdyrjagt som en del af undervisningen.

Vi må derfor forholde os til, hvordan samfundet i Grønland i dag ser på deres forfædre og den videnskab, som behandler dem.

Et godt eksempel på, hvordan vores syn på fortiden har ændret sig, og hv...

Danske skolebørn skal ud og undersøge den danske jords sundhed i dette års Masseeksperiment 2025, hvor temaet er 'Jordsundhed'.

Dette års Masseeksperiment bliver arrangeret af det nationale naturfagscenter Astra og er verdens største 'student science'-projekt, skriver Masseeksperiment i en pressemeddelelse.

Det betyder, at 1.384 klasser fra 500 skoler i 96 af landets kommuner skal ud og grave og undersøge den danske jord fra uge 36 til uge 39.

Efterfølgende står flere af landets førende forskere klar til at modtage og analysere de jordprøver og datasæt, som de 30.000 skoleelever har indsamlet.

Blandt andet skal eleverne - sammen med forskerne - undersøge, om der er forskel på jordsundheden på skolernes legepladser, i skovbryn og i byparker.

Formålet med Masseeksperiment 2025 er at styrke børn og unges naturfaglige kompetencer ved at lade dem arbejde med samme undersøgelsesmetoder som forskere og på samme tid give de deltagende børn og unge mere viden.

"Man ved ikke, hvad jorden under vores fødder er for noget, før man har haft det mellem fingrene. Det motiverer eleverne enormt, når de anvender praktiske, autentiske metoder i naturvidenskabelige undersøgelser og samtidig oplever, at deres bidrag kan bruges i reel forskning," siger Lene Christensen, cand.scient og programleder for Masseeksperiment, i pressemeddelelsen.

Når skoleeleverne er færdige med at indsamle jordprøver, sendes de til forskere fra Aarhus Universitet, Aalborg Universitet samt Danmarks Tekniske Universitet, der står klar til at analysere jordprøverne, som hjælper forskerne med at identificere mønstre og tendenser i jordens egenskaber på tværs af Danmark.

Blandt andet kan forskerne på den måde undersøge tilstedeværelsen af problematiske stoffer som PFAS, pesticider og nitrat rundt omkring i det danske landskab.

"Det er de senere år blevet klart for os, at jordens sundhed er faldende både i Danmark og på globalt plan. Mange mennesker er ikke klar over, at over 95 procent af alle fødevarer bliver produceret på landbrugsjord, og derfor er det meget vigtigt at passe på jordens ressourcer," siger Mogens Humlekrog Greve, professor ved Aarhus Universitet, i pressemeddelsen.

"Der bliver på europæisk niveau igangsat et kæmpe arbejde for at få et overblik over jordens sundhedstilstand. De data, som eleverne indsamler, vil bidrage til at få det overblik. Vi vil faktisk være i stand til at udarbejde kort over elementer af jordens sundhedstilstand alene på baggrund af elevernes indsamlede data."

En samlet rapport over den danske jords sundhed - med jordprøver foretaget af 30.000 danske skolebørn - forventes klar til december.

Den største modeuge i Skandinavien, Copenhagen Fashion Week, er rundet af, og selvom branchen taler om kropsdiversitet og fedmeaktivisme, er det fortsat de syletynde modeller, der dominerer catwalken.

Catwalk-modellerne er endda tyndere, end de har været i årevis, ifølge modemagasinet Vogue.

Den tendens harmonerer dårligt med, at hver femte voksne kvinde i dag har en adfærd, der placerer hende i risikozonen for at udvikle en spiseforstyrrelse, som et nyt, landsdækkende studie fra Statens Institut for Folkesundhed viser.

Det er en fordobling på bare 20 år. Den største stigning er blandt voksne kvinder mellem 24 og 35 år, mens den mest udtalte risikoadfærd finder forskerne blandt de unge 16- til 24-årige.

Med 'risikoadfærd' mener man adfærd, der minder om symptomer på en spiseforstyrrelse, men i mildere grad. Det vil sige, at kvinderne endnu ikke nødvendigvis har en diagnose, men er i risiko for det.

Det er kvinder, der for eksempel svarer ja til spørgsmål som,

at de kaster op for at komme af med det, de har spist.

at de finder det ubehageligt at spise sammen med andre.

at de er bange for ikke at kunne stoppe med at spise, når de først er begyndt.

Camilla Hersom, direktør i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, mener, at resultaterne er alarmerende.

"Tallene i undersøgelsen er voldsomme. Selv hvis kvinderne ikke udvikler en decideret spiseforstyrrelse, så afspejler det jo stadig et problem," siger hun.

Bekymringen deles af Loa Clausen, professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, som har læst studiet for Videnskab.dk. Hun peger på, at de nyeste tal er fra 2023 - kort tid efter coronapandemien, som har haft store konsekvenser for mange menneskers mentale trivsel.

"Mange studier viser, at afmagt, ensomhed og dårlig mental trivsel steg i pandemien, og det kan have øget risikoen for at få spiseforstyrrelsessymptomer," siger Loa Clausen.

Nadia Micali, leder af Center for Spiseforstyrrelses- og Ernæringsforskning (CEDaR) ved Psykiatrisk Center Ballerup og professor ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet, støtter den forklaring.

"Nogle har en genetisk sårbarhed, og hvis de møder bestemte livsomstændigheder, for eksempel coronapandemien, kan det udløse en spiseforstyrrelse."

Hun bruger en metafor fra genetisk forskning til at forklare, hvordan det hænger sammen.

"Hvis man forestiller sig, at ens liv er som et glas, så bliver det fyldt op af forskellige belastninger. Hvis man allerede har en genetisk sårbarhed, så er glasset måske næsten fyldt fra starten. Og så skal der ikke så meget til, før det flyder over, og man begynder at udvise risikoadfærd."

Sociale og kulturelle belastninger som stress, isolation eller urealistiske idealer kan i nogle tilfælde være nok til at udløse en spiseforstyrrelse.

Camilla Hersom fra Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade peger netop på, at mange kvinder i dag er under pres fra mange sider i livet.

"Kvinder skal leve op til utrolig meget: De skal klare sig godt på jobbet, have gode relationer, måske børn, et pænt hjem, holde sig i form og se godt ud. Der er simpelthen så mange krav, og det skaber stress," siger hun.

"Når man er stresset, kan det give en følelse af kontrol at styre, hvad man spiser."

Professor Loa Clausen fremhæver, at corona-nedlukningerne betød markant mere skærmtid, og dermed mere eksponering for urealistiske kropsidealer på sociale medier.

"Vi var formentlig mere online. Det kan have øget eksponeringen for idealer om tyndhed og fået flere til at sammenligne sig selv ofte urealistisk," siger hun.

Men sociale medier kan ikke bære hele skylden, understreger professor Nadia Micali. Hun peger på, at sammenhængen også kan gå den anden vej.

"Man kan også vende det om og sige, at folk med spiseforstyrrelser måske bruger mere tid på sociale medier og søger efter bestemte billeder. Det er komplekst."

Stræben efter tyndhed er langt fra nyt. Idealet har dybe rødder i vestlig kultur, og det begynder tidligt.

"I Vesten er vi blevet fodret med...