Vink, vink!

To neuroforskere ved École Normale Supérieure i Frankrig har fundet mulige tegn på, at blæksprutter (Sepia officinalis og Sepia bandensis) kommunikerer ved at vifte med deres 'arme' mod hinanden.

Det skriver Phys.org.

Tidligere har det været dokumenteret, at blæksprutterne blandt andet kan skifte farve, og at de bruger deres arme til at konfrontere han-blæksprutter med.

Men at de tilsyneladende skulle bruge deres arme til at vinke til hinanden er ny viden.

Forskerne tog adskillige blæksprutte-eksemplarer i en tank for at observere dem, mens de interagerede med hinanden, hvilket forskerne dokumenterede på video.

Her fandt de fire vinkemønstre, der virkede ensartede, som de efterfølgende viste videoer af for andre blæksprutter.

Da forskerne viste videoen, reagerede blæksprutterne ved at gentage vinket. Men da forskerne vendte videoen på hovedet - og ændrede på de fire vink - reagerede de ikke lige så kraftigt.

Selvom blæksprutternes vinkeri er fanget på video, siger forskerne, at det kræver mere forskning for endeligt at kunne dokumentere, at blæksprutter kommunikerer på en eller anden måde gennem deres vinkeri.

Studiet er endnu ikke udgivet i et fagfællebedømt, videnskabeligt tidsskrift, men er gjort tilgængeligt som preprint på bioRix.org.

Vores store, forunderlige hav gemmer sandsynligvis på mange flere hemmeligheder endnu. For vi har faktisk kun udforsket et glimt af den dybe havbund.

I et nyt studie har forskere afdækket, at vi mennesker har afbildet 0,001 procent af dybhavsbunden. Det område svarer cirka til en tiendedel af Belgiens størrelse.

Det skriver NGO'en Ocean Discovery League i en pressemeddelelse.

Det vil sige, at 99,999 procent i det største økosystem, som ellers dækker 66 procent af Jordens overflade, ikke er blevet observeret endnu.

"Vi har brug for en meget bedre forståelse af havbundens økosystemer og processer for at kunne lave informerede beslutninger omkring ressourceforvaltning og -bevaring," siger Katy Croff Bell, der er hovedforfatter til studiet, i pressemeddelelsen.

Forskernes database bygger på 44.000 dykkerture til havbunden siden 1958, som er blevet foretaget på tværs af 120 lande.

Over halvdelen af ekspeditionerne er imidlertid sket inden for 200 sømil fra USA, Japan og New Zealand.

Det betyder, at forskning i havbundens økosystem ofte er baseret på en snæver stikprøve, som gør det svært at forstå og karakterisere et stort, globalt hav, skriver forskerne i studiet.

Alligevel er dybhavet nødvendigt for os i form af ilt, habitater til fisk og andre dyr samt ny medicin.

Studiet, der er udgivet i Science Advances, illustrerer derfor behovet for en "mere omfattende og international indsats" for at udforske havet, lyder det i pressemeddelelsen.

Når du løber maraton, bliver du ikke bare træt i benene. Din hjerne bliver også så sulten, at den begynder at æde af sig selv. Det lyder dramatisk - men det er faktisk en smart overlevelsesstrategi.

Det viser et nyt studie, der for første gang dokumenterer, at mængden af et særligt fedtstof i hjernen - myelin - faldt markant hos maratonløbere lige efter løbet.

Myelin fungerer som en isolerende kappe omkring nerveceller og er afgørende for, at signaler i hjernen og til musklerne overføres hurtigt og effektivt.

Men under ekstrem fysisk belastning som et maraton, hvor kroppen løber tør for energi, ser det ud til, at hjernen begynder at bruge noget af sin egen isolering for at holde systemet i gang.

"Man kan godt sige, at hjernen begynder at spise af sig selv, selvom det måske er at skrue lidt op for dramaet," siger Henrik Lundell, seniorforsker på Danish Research Centre for Magnetic Resonance for Hvidovre Hospital og lektor på Danmarks Tekniske Universitet, der ikke selv har været med i studiet, men som har læst det for Videnskab.dk.

"Myelin er en vigtig strukturel del af hjernen, men under ekstrem energimangel kan det tilsyneladende fungere som en slags reservetank," forklarer han.

Det er dog ikke en grund til at smide løbeskoene i skraldespanden. Effekten er nemlig midlertidig: Efter to måneder var myelinniveauet hos deltagerne tilbage på det normale.

"Hjernen danner hele tiden nyt myelin - også i hvile. Så det er ikke farligt i sig selv, men det viser, hvor hårdt kroppen og hjernen bliver presset under et maraton," siger Henrik Lundell.

Forskerne bag studiet, der er udgivet i det anerkendte tidsskrift Nature Metabolism, skannede hjernen på 10 maratonløbere før og 2 dage efter løbet.

De fandt, hvad der svarer til en 10-15 procent reduktion i myelinindholdet i bestemte områder af hjernen. Særligt dem, der styrer muskler og bevægelse.

Ved en skanning to måneder efter løbet var hjernen dog, som sagt, som før igen.

Forskerne brugte en særlig MR-skanning, der indirekte måler myelin ved at analysere signalet fra vandmolekyler i hjernen.

Ifølge Henrik Lundell er metoden, forskerne har brugt, dog ikke helt præcis, da den måler myelin indirekte ved at analysere signaler fra vand i hjernen.

Derfor kan man ikke med sikkerhed sige, at det udelukkende er myelin, der svinder ind efter et maraton. Forskerne bag studiet peger selv på, at det også kan skyldes ændringer i væskebalance, blodmængde eller andet.

Ved brug af særlige MR-skannere med meget højt magnetfelt, hvoraf den eneste i Danmark står på Hvidovre Hospital, kan man måle dele af stofskiftet direkte, fortæller Henrik Lundell, som tilføjer, at det kunne være et spændende alternativ til de metoder, der er brugt i studiet.

Det ændrer dog ikke ved, at seniorforskeren ser det nye studie som vigtig forskning:

"Det er en ny og spændende måde at undersøge hjernens stadige forandring på. Hvis vi kan forstå, hvordan hjernen håndterer en energikrise under ekstrem belastning, kan det måske hjælpe os med at forstå sygdomme, hvor myelin nedbrydes - som sclerose eller visse typer demens - eller hvordan det dannes, når vi vokser op og lærer ny ting," siger han.

Og så til det spørgsmål, du måske har siddet og tygget på: Betyder det, at man bliver dummere af at løbe et maraton?

Nej, det er der intet, der tyder på. Forskerne testede ikke løbernes kognitive evner, men ifølge Henrik Lundell er det usandsynligt, at man bliver 'dummere'.

"Jeg tror snarere, det er et udtryk for udmattelse. Når man er fysisk færdig, kan man også føle sig mentalt træt. Men det handler mere om midlertidig overbelastning end en skade - og er en god grund til at tage en velfortjent pause," siger han.

Det, der måske lyder som hjernens selvdestruktion, er i virkeligheden et billede på, hvor fleksibel og tilpasningsdygtig den er, tilføjer seniorforskeren.

På hvilken led skal et æg helst falde, hvis det skal lande uden at gå i stykker? Hvis du tænker, at det helst skal lande lodret med den spidse eller den stumpe ende først, er du ikke alene. Men det er ikke rigtigt.

Et hold forskere fra Irland, Israel og USA har undersøgt sagen ved at lade 180 hønseæg falde lodret eller vandret og se, om de smadrede. Og resultatet var tydeligt:

Der er størst sandsynlighed for, at ægget klarer faldet uden at knække, hvis det lander på siden.

Hvis du omvendt gerne vil slå hul på et æg uden at overanstrenge dig, er det smartest at lade det ramme med toppen eller bunden først.

Myten om, at et æg bedst kan holde til at lande lodret, er udbredt på internettet. Den findes også i vejledninger til skoleelever, der skal udføre æggefaldseksperimentet, hvor det gælder om at designe en konstruktion, der kan beskytte et æg ved fald fra en bygning.

Men det videnskabelige forsøg viste noget andet. Når æg bliver tabt fra en højde af otte millimeter, revner mere end halvdelen af dem, hvis de lander lodret - uanset om den stumpe eller spidse ende vender nedad. Når æggene lander på siden fra samme højde, knækker kun fem procent af dem.

Så er spørgsmålet, hvorfor det er sådan. Det spørgsmål forsøgte forskerne at besvare ved at trykteste 60 andre æg.

Her viste det sig, at et æg er mere eftergivende og elastiske, når man trykker på midten af ægget frem for enderne.

Det kan forklare forskellen, for når ægget kan give efter, når det lander på siden, kan det absorbere mere af energien i faldet. Så går det ikke så nemt i stykker.

Videnskab.dk har fået Ida Thøfner, der er dyrlæge og lektor ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet, til at læse forskernes artikel. Hun forsker i fjerkræ, og hun synes, at resultatet biologisk set giver mening:

"Ægget vælter om på siden, når det er lagt. Så giver det god mening at det mere deformerbart og kan tåle større påvirkninger fra fuglen, der ligger og ruger. Der er også mindre risiko for, at det går i stykker, hvis det ruller, for det ruller jo altid rundt på siden."

Hun påpeger også, at det jo ikke bare er hønseæg, der skal kunne holde til lidt af hvert.

"Nogle af de større ørnefugle lander direkte ned i reden med stor kraft. Her forestiller jeg mig, at æggene, der ligger på siden, skal kunne holde til en tung ørn, der lander i reden," siger hun.

Så er spørgsmålet, hvorfor så mange af os tror, at ægget er mest holdbart på den lange led.

Forskerne bag studiet har en hypotese om, at vores intuition fejler, fordi vi forveksler stivhed og styrke, skriver de i den videnskabelige artikel i tidsskriftet Communications Physics.

Et æg er stivest på den lange led - det giver mindre efter, når man trykker på det - men det betyder ikke, at det har større brudstyrke eller er mere modstandsdygtigt på den led. Tværtimod.

Men det kan vores hjerner have svært ved at forstå. Og så er det jo godt, at eksperimenter kan gøre os - og ChatGPT - klogere.

Med vanlig skråsikkerhed påstår ChatGPT, at et æg helst skal lande lodret, hvis det skal undgå at gå i stykker. Men det er ikke rigtigt.

Indien udførte natten til onsdag 6. maj 2025 et stort militær angreb mod Pakistan, hvor flere mål i den pakistansk-kontrollerede del af Kashmir-regionen og længere inde i selve Pakistan blev ramt.

Ifølge sikkerhedskilder blev der brugt præcisionsvåben, blandt andet droner, til de indiske luftangreb.

Selvom der stadig er stor usikkerhed om, hvad der præcist er sket, står det klart, at de to lande er tættere på en større konflikt, end de har været i mange år - måske årtier.

Vi har desværre set denne slags kriser før, og Indien og Pakistan har ad flere omgange været i decideret krig med hinanden - i 1947, 1965, 1971 og 1999.

Også i i 2016 og 2019 gennemførte de to lande angreb om hinanden, som dog ikke udviklede sig til decideret krig.

Konflikterne blev begrænset, fordi begge parter er atommagter, så en decideret krig vil være ekstremt farlig. Det lagde en form for bånd på begge sider, eller i hvert fald en vis forsigtighed.

Derudover var der også et betydeligt pres udefra - blandt andet fra USA - for at forhindre, at situationen løb løbsk.

Selvom det er muligt, at begge parter igen vil udvise samme mådehold som tidligere, ser det ud til, at presset fra andre lande er mindre denne gang.

I sådan en situation kan konflikten hurtigt eskalere. Og når det først sker, er det svært at få begge parter til at trække sig og vende tilbage til, hvor de stod før.

Indien hævder, at angrebet er gengæld for et dødeligt terrorangreb sidste måned på primært indiske turister i den stærkt militariserede Kashmir-region - et område, som begge lande gør krav på. Angrebet kostede 26 mennesker livet.

En gruppe kaldet The Resistance Front tog i første omgang ansvaret for angrebet, men trak senere udmeldingen tilbage, så der er en vis usikkerhed omkring, hvem der rent faktisk står bag.

Indiske kilder peger på, at Restistance Front-gruppen, som er relativt ny, er en forlængelse af den allerede eksisterende islamistiske militante gruppe Lashkar-e-Taiba, som i mange år har haft base i Pakistan.

Pakistan har afvist enhver involvering i terrorangrebet på turisterne. Men meget har tidligere peget stærkt på, at selvom den pakistanske regering ikke officielt har blåstemplet gruppernes operationer i landets territorium, så støtter dele af det pakistanske system eller militær dem - enten ideologisk, økonomisk eller på andre måder.

Ved tidligere terrorangreb i Indien er våben og andet udstyr blevet sporet tilbage til Pakistan.

Ved terrorangrebet i Mumbai i 2008 hævdede den indiske regering for eksempel, at de havde bevis på, at gerningsmændene blev instrueret over telefon af bagmænd i Pakistan.

Men indtil videre har vi ikke beviser, der knytter Pakistan direkte til angrebet på turisterne i Kashmir.

Indien har gentagne gange bedt Pakistan om at sætte en stopper for disse grupper. Selvom lederne indimellem er blevet fængslet, er de senere blevet løsladt igen - blandt andet den formodede bagmand bag Mumbai-angrebet i 2008.

Derudover har madrasaer (højere uddannelsessteder for islamiske lovstudier, arabisk sprog og Koranen), som længe er blevet anklaget for at rekruttere folk til militante grupper, stadig lov til at undervise i Pakistan - og kun med meget lidt statslig kontrol.

Pakistan hævder, at angrebene i Kashmir bliver udført af lokale kashmirere, der protesterer mod den indiske 'besættelse', eller af pakistanere, der spontant skrider til handling.

De to opfattelser stemmer tydeligvis ikke overens på nogen som helst måde.

Det er stadig uvist, hvor høj en pris parterne er villige til at betale ved at skrue op for konflikten.

Økonomisk set er der ikke meget på spil for hverken Indien eller Pakistan, hvis konflikten skulle eskalere, for der er nærmest ingen handel de to lande imellem.

Den indiske regering i New Delhi har formentlig vurderet, at landets hastigt voksende økonomi ikke vil tage skade af angrebene, og at andre lande fortsat vil handle med og investere i Indien.

Denne opfattelse er formentlig også støttet af en handelsaftale med Storbritannien, som blev i...

Forestil dig en ung mand, Jakob, der langsomt begynder at høre stemmer. Stemmerne siger ting, han synes er ubehagelige, og de bliver højere dag for dag.

Jakob føler sig fanget i sin egen hjerne, som om hans sind er blevet en slagmark. For Jakob og mange andre med psykose kan denne oplevelse være skræmmende og isolerende.

Psykose er en alvorlig psykisk tilstand, hvor man mister grebet om vores fælles virkelighed. Det kan være begyndelsen til udvikling af skizofreni, en lidelse der rammer cirka én procent af befolkningen globalt.

For nuværende kan vi ikke forudsige, hvem der vil få psykoser eller udvikle skizofreni, selvom der er en genetisk komponent.

I dag baseres diagnosen skizofreni udelukkende på samtaler med afdækning af symptomer, herunder psykotiske oplevelser, og stilles dermed først, når sygdommen er opstået.

Mange unge mennesker kan derfor gå længe med psykotiske oplevelser, som først bliver opdaget, når den unge synligt mistrives.

Der findes ikke nogen biologiske prøver, eller 'markører', som kan hjælpe med diagnosticering eller opsporing. Men i et nyt studie er vi potentielt kommet et skridt nærmere på at kunne opdage psykoser, før de rammer.

Vi har fundet en biomarkør - et biologisk signal i kroppen - der er til stede allerede ved den første psykose-episode.

Biomarkøren kan forhåbentlig lede os nærmere den egentlige årsag til, hvorfor psykose opstår.

Studiet er lavet i akademisk samarbejde med et dansk firma, som specialiserer sig i teknikker til at påvise disse markører indenfor forskellige sygdomme.

I det følgende vil vi fortælle hvad vi konkret har fundet ud af, hvordan vi har gjort, hvad det potentielt betyder, samt hvad vi endnu mangler svar på.

Glycocalyx er et tyndt lag af sukker- og protein-strukturer, der dækker den indre overflade af blodkarrets væg.

Tænk på det som en slags beskyttende tæppe, der holder blodkarrene sunde og forhindrer, at uønskede eller skadelige stoffer og celler slipper fra blodkarret og ind i vævet.

Glycocalyx findes i særlig grad som et ekstra tykt, beskyttende tæppe mellem blodkarret og hjernen og er med til at danne en 'blod-hjerne-barriere'.

Hos personer med psykose har vi opdaget, at disse glycocalyx-strukturer findes i højere koncentration i blodet end hos raske - altså, at de taber dem fra kar-væggen ud i blodet.

Det kunne indikere at 'tæppet' bliver tyndere, eller ligefrem hullet, og derfor giver nemmere adgang for uønskede stoffer ind til hjernen.

Dette fund, samt vores hypotese herom, stemmer overens med anden forskning, der hos patienter med psykose eller skizofreni, har målt en øget mængde af proteiner fra blod i cerebrospinalvæsken, og en øget mængde af proteiner fra hjernen i blod (se her og her).

Dette er tolket som indirekte mål for, at blod-hjerne-barrieren er utæt.

Hvad gjorde vi så, helt konkret?

I vores studie indsamlede og analyserede vi blodprøver fra patienter, der oplevede deres første psykose, og som endnu ikke var blevet behandlet med antipsykotisk medicin.

Vi indsamlede blod fra 47 patienter og sammenlignede med 49 raske kontrolpersoner. Vi brugte en teknik kaldet ELISA (Enzyme-Linked Immunosorbent Assay) til at undersøge mængden af glycocalyx-molekyler i blodet.

Ud af de 11 glycocalyx-markører, vi undersøgte, var tre specifikke markører betydeligt forhøjede hos personer med psykose.

Ved hjælp af avancerede maskinlæringsmetoder (machine learning models) kunne vi få en computer til at gætte, hvem der var patient, og hvem der var rask kontrol - udelukkende baseret på glycocalyx-markørerne fra blodprøven.

Modellerne kunne skelne patienter fra kontroller med 81 procent præcision. Den ramte altså rigtigt i fire ud af fem tilfælde.

Vores model kunne dog også klassificere raske mennesker som syge og omvendt (se mere i faktaboksen). Her er læger (heldigvis) langt bedre til at adskille patienter fra raske.

At læger er bedre til at undgå at klassificere raske som syge viser, at biomarkøren ikke kan stå alene.

Men i kombination med en læge eller psykolog, der effekt...

Den italienske klassiker 'cacio e pepe' består kun af tre ingredienser - pasta, osten pecorino og peber - men det er alligevel notorisk svært at opnå den perfekte, cremede konsistens.

For når man laver retten efter den traditionelle opskrift, skal man holde tungen lige i munden, når man bruger det stivelsesrige pastavand til at lave en homogen sauce, som klæber sig til nudlerne.

Det kan hurtigt gå galt, men frygt ej! For nu har et hold fysikere fundet en sikker måde at lave saucen på, så man undgår, at den klumper til.

Det fremgår af et nyt studie, som blandt andre The Guardian beskriver.

Man tager blot fem gram stivelse i pulverform (såsom majsstivelse eller kartoffelstivelse) og blander det med 50 gram vand.

Når det varmes op, stivelsen aktiveres, og blandingen bliver tykkere, kommer man 100 gram koldt vand ned i blandingen, hvorefter man blender det hele sammen med 200 gram pecorino og ristet peber.

Blandingen mikses så sammen med 300 gram kogt pasta, der er drænet for vand og afkølet en smule, så varmen ikke risikerer at destabilisere saucen.

Og så er du klar til at servere klumpfri cacio e pepe for dig selv og én, du har kær!

"En ægte italiensk bedstemor eller en dygtig kok fra Rom ville aldrig have brug for en videnskabelig opskrift til at lave cacio e pepe, men i stedet fæste sin lid til instinkter og mange års erfaring," skriver forskerne i tidsskriftet Physics of Fluids.

"Men for alle andre tilbyder denne guide en praktisk måde at mestre retten på," afslutter de.

Hvis du døjer med tørre øjne eller bruger kontaktlinser, er du formentlig vant til at købe den type af øjendråber, der går under betegnelsen 'kunstige tårer'.

Men har du nogensinde læst på indpakningen for at tjekke, om de kunstige tårer indeholder konserveringsmidler?

Det burde du, påpeger forskere, som Videnskab.dk har talt med.

Konserveringsmidlerne, som findes i cirka 40 procent af de kunstige tårer på markedet, indeholder nemlig giftige stoffer. Det kan på sigt skabe irritation i øjnene og svække den naturlige tårefilm, hvis man bruger dråberne hyppigt over en længere periode.

"Det her er virkelig blevet en kæphest for mig. Jeg tror ikke, der er særlig mange, der er opmærksomme på, om de her konserveringsmidler er i dråberne, ikke engang praktiserende læger," advarer professor i øjensygdomme Miriam Kolko.

Det har nu fået hende og en række kolleger fra Københavns Universitet til at råbe vagt i gevær i en forskningsartikel i Ugeskrift for Læger.

Videnskab.dk har spurgt professoren om råd til, hvad man kan gøre som forbruger og patient.

Forskerne fra Københavns Universitet kom på sporet af de problematiske tårer i deres arbejde med grøn stær.

"Grøn stær er en øjensygdom, hvor man bruger øjendråber til at sænke trykket i øjet. Mere end halvdelen af de her dråber har samme konserveringsmidler i sig som kunstige tårer, og det giver patienterne unødigt inflammerede øjne," fortæller Miriam Kolko, der er professor i øjensygdomme ved Københavns Universitet og overlæge på Afdeling for Øjensygdomme på Rigshospitalet.

"Det er helt paradoksalt, når disse patienter så yderligere anbefales kunstige tårer med konserveringsmidler, der kan forværre situationen," fortsætter hun.

Miriam Kolko og kollegerne foretog derfor flere undersøgelser af både øjendråber til behandling af grøn stær og sidenhen undersøgelser af de kunstige tårer, blandt andet ved at teste hvordan forskellige konserveringsmidler i øjendråberne påvirker celler i øjnene.

"Vi tog donorvæv og dyrkede nogle af de her celler i laboratoriet. Derefter tilsatte vi forskellige typer kunstige tårer til cellekulturerne. Det viste sig, at mange af cellerne døde, når de blev udsat for øjendråber, der indeholdt konserveringsmidler."

For nylig udgav hun sammen med kolleger et befolkningsstudie, der viser, at personer, der bruger kunstige tårer med konserveringsmidler, rapporterer flere øjengener end dem, der bruger ukonserverede kunstige tårer.

Hvor slemt er det for øjnene at bruge kunstige tårer med konserveringsmidler?

"Man risikerer, at tårefilmen bliver påvirket på en negativ måde, så man ikke får den smørende hinde, som beskytter øjnene," svarer Miriam Kolko, der også er stifter af Dine Øjenlæger, som blandt andet tilbyder behandling mod tørre øjne.

"Hvis den ikke fungerer ordentligt, kan det give både tørhed, rindende øjne, smerter, fornemmelsen af at have et fremmedlegeme i øjet, og det kan også påvirke synet."

Hun gør dog opmærksom på, at det især er noget, der kan ske, hvis patienter udsættes for konserveringsmidlerne flere gange dagligt over lange perioder, hvor de ophobes i øjet.

Men kan man overhovedet slippe for konserveringsmidler i de kunstige tårer?

Ja, for der er faktisk ikke nogen grund til, at der er konserveringsmidler i, påpeger Miriam Kolko:

"Konserveringsmidler har traditionelt været anvendt i øjendråber for at forhindre bakterievækst. Men i de senere årtier er teknologien blevet så avanceret, at man nu kan benytte filtre, som effektivt forhindrer bakteriel forurening. Derfor er konserveringsmidlerne reelt unødvendige."

Hun mener, at grunden til, at det stadig findes i mange kunstige tåreprodukter, er, at man ikke tidligere har været opmærksom på de skadelige virkninger.

"Jeg tror simpelthen ikke, at man har fantasi til at forestille sig, at der er unødvendige giftstoffer i øjendråber til kronisk brug. Man tænker, at det burde der være regulering af," siger hun.

Alligevel har der været opmærksomhed på problemet tidligere. I 2023 tillod Lægemiddelstyrelsen ikke læ...

Philippe Grandjean står ofte blandt træerne i de danske skove og spejder efter flagspætter og andre fugle.

Ikke hvilken som helst flagspætte, for det er vigtigt, at han får identificeret den rigtigt. Der er nemlig stor forskel på, om det er en lille, mellem eller stor flagspætte.

"Den mellemstore er meget sjælden, og den har en rød stribe oven på hovedet. Så den skal man lede længe efter, for at være sikker på at man identificerer fuglen korrekt."

Sådan har den 75-årige miljøprofessor det også med sin forskning. Han vil være sikker.

Det er sådan, han har afsløret, at vi er omgivet af kemiske stoffer, der kan påvirke vores helbred. Han er blevet kåret som æresdoktor, været redaktør på en række videnskabelige tidsskrifter. Og så har han vidnet mod industrien i retssager om fluorid, PFAS og kviksølv.

Derfor er han i nogle kredse også gået hen og blevet en kontroversiel figur, der deler vandene.

I industrien, hos myndigheder og blandt forskerkolleger er der nogle, som mener, at han går for langt, og i 2023 måtte han vinke farvel til sit job på Harvard efter mere end 20 år.

Men Philippe Grandjean går gerne langt for at gøre opmærksom på farlige kemikalier.

"Som forskere satser vi på, at vi skal finde sandheden. Vi videregiver nye aspekter af sandheden i håbet om, at andre kan nyde godt af dem."

"Men der er også nogle, der har en interesse i, at de nye aspekter ikke kommer frem, og ved hjælp af økonomi kan man styre meget forskning," fortæller han.

Derfor fortsætter han med at råbe op. Senest med sin helt nye bog 'Du er giftig. Og nogen vil skjule det'. Her er budskabet, at vi allesammen er omgivet af giftige kemikalier i en grad, der gør, at vi ikke ville blive godkendt som fødevarer.

Philippe Grandjean er klar over, at nogle måske vil blive skræmt af budskabet, men den risiko er han villig til at løbe.

"Når sandheden kommer frem, er der måske nogle, der vil blive ubehageligt til mode. Men hvad skal jeg gøre? Skal jeg holde sandheden tilbage til fordel for de enorme pengeinteresser, der er interesserede i at berolige folk på et falsk grundlag?"

Allerede som 23-årig tog han sin første kamp mod industrien og forskere, der var uenige med ham. Her advokerede han for, at der var brug for mere regulering af bly, som man dengang brugte i benzinen.

Han havde netop afsluttet lægestudiet, men havde i stedet valgt at gå forskningens vej, da han ikke kunne forstå, at de skulle lære en "en hel masse om at skære i folk og give dem piller", men ikke noget om forebyggelse, for eksempel i forhold til de farlige stoffer, som vi udsætter vores kroppe for.

Grandjean undersøgte, i hvilken grad bly påvirker menneskekroppen ved at se på knogler fra både stenalderen og nyere tid. I stenalderknoglerne fandt han ingen bly, men i de nyeste knogler fandt han derimod altid bly, og på den måde kunne han konkludere, at vi blev udsat for giftige og unaturlige koncentrationer af bly fra den benzin, som vi fyldte på vores biler.

Han beskrev sine fund, og opgaven blev sendt til bedømmelse hos to ældre professorer. Men ifølge ham, var de ikke spor interesserede i hans fund. Som han husker det, sagde de, at han ikke var andet end "en ungdommelig entusiast uden begreb om videnskab".

Men Grandjean endte med at få ret. I 1998 blev det forbudt at bruge bly i benzin i hele verden, blandt andet på grund af den forskning, som Philippe Grandjean var med til at lave som helt ung videnskabsmand.

Alligevel har fortidens brug af bly stadig konsekvenser, understreger han.

"Noget af det bly, vi i dag får i vores daglige kost, stammer fra dine forældre eller bedsteforældres personbiler. Og mine…"

Grandjean afbryder sig selv med en mild latter:

"Eller ja, nu kører jeg jo selv på cykel."

Eksemplet med bly viser hans ukuelige kamp for sandheden.

"Når nogen siger, bly er ufarligt - hvad baserer de det så på? Nåå, er der ikke lavet ordentlige undersøgelser af børn? Skulle vi så ikke tage at gøre det, inden vi træffer en beslutning, om hvorvidt vi skal udsætte os selv for det?" spørger...

En mumificeret østrigsk munk fra det 18. århundrede har formentlig fået forskere til at måbe.

Munken, der blev fundet i en kirkekrypt i St. Thomas am Balstenstein nær Donau-floden i Østrig, havde nemlig fået maven fyldt ud med kviste, træflis og stof gennem endetarmen, skriver forlaget Frontiers i en pressemeddelelse.

Den mumificerede munk menes at være en lokal præst ved navn Franz Xaver Sidler von Rosenegg, der døde på uforklarlig vis i 1746.

Men nu - godt og vel 280 år senere - ved vi, at det var tuberkulose, der kostede ham livet.

Det fremgår af et studie publiceret i tidsskriftet Frontiers in Medicine.

Det var i forbindelse med at afklare munkens dødsårsag, at forskerne gjorde det overraskende fund.

"Vores undersøgelse afslørede, at den fremragende bevaring (af munken, red.) kom fra en usædvanlig type balsamering," udtaler Andreas Nerlich, studiets hovedforfatter og mumieforsker ved Ludwig-Macimilians Universitet i München, ifølge pressemeddelelsen.

Den usædvanlige balsameringstype var altså at "fylde maven gennem endetarmen med træflis, kviste og stof og tilsætte zinkchlorid til intern tørring," uddyber hovedforfatteren.

Mumificering er historisk set sket ved at åbne kroppen gennem bugvæggen i maven.

Men eftersom den østrigske munks mave var intakt, fik det forskerne til at konkludere, at hans mave var blevet fyldt ud via hans endetarm, som forskerne også mente var bemærkelsesværdigt udvidet.