Sød ser den ud, den lille padde med det evige glade smil, der længe har været udrydningstruet.

Men nu er der heldigvis godt nyt, skriver Science News. En ny metode viser nemlig lovende resultater for de 50-1.000 vilde axolotl-padder (Ambystoma mexicanum), der endnu lever frit i naturen, og som måske nu kan blive til flere.

Bestanden har nemlig taget skade af, at deres naturlige vandområder er blevet forringet i tidens løb, hvilket har sat sine spor i antallet af nulevende, vilde axolotler.

Men ved at tage axolotl-padder, som er opdrættet i fangenskab, og placere dem i kunstige vandområder, kan man muligvis redde arten fra at uddø.

Forskerne tog 18 axolotler og placerede 10 af dem i en restaureret kanal syd for Mexico City og 8 i et kunstigt vandområde.

Efter 40 dage blev de indsamlet igen, og her kunne forskerne se, at de havde taget på i vægt, hvilket indikerer, at levestederne var egnede for padderne.

"Muligheden er virkelig, virkelig spændende," siger forsker Alejandra Ramos, der var med i projektet, til Science News.

"At axolotler opdrættet i fangenskab rent faktisk kan overleve i naturen.. Det er virkelig vigtigt for bevarelsen," afslutter Alejandra Ramos, der er professor ved Universidad Autónoma de Baja California i Ensenada, Mexico.

Det hele begynder med en sten. Eller rettere: Med de mineraler i sten, vi kan udvinde metaller fra.

Metaller er nemlig de grundlæggende byggesten i teknologierne bag vedvarende energiproduktion - lige fra vind- og vandkraft til solceller og de katalysatorer af metal, der bruges i både produktion og forbrænding af biobrændsel.

Desuden kræver højteknologiske produkter som eksempelvis smartphones og satellitter op imod 80 forskellige metaller med hver deres unikke egenskab.

Kort sagt: Uden minedrift bliver der ingen grøn omstilling og heller ingen digital fremtid.

Det er efterhånden velkendt, at Grønland har en enorm rigdom på diverse mineraler og dermed et kæmpe potentiale for minedrift. Det kan du se på kortet herunder.

Derfor er spørgsmålet om, hvem der har adgang til dem - og hvordan de skal udvindes - ikke længere kun et teknisk anliggende. Det er blevet politisk.

At det er blevet politisk, ser vi i præsident Trumps insisteren på, at: "jeg tror, vi får det (Grønland, red.) på den ene eller den måde".

Det handler ikke kun om Grønlands strategiske placering (herunder russisk og kinesisk adgang til farvandene) eller ønsker om et større territorie og flere strategiske militærbaser.

Det handler i mindst lige så høj grad om adgangen til mineraler - netop fordi kritiske mineraler og sjældne jordarter vil forme fremtidens teknologier.

Også i Ukraine har Trump haft fokus rettet mod at lave en mineralaftale, som netop er faldet på plads.

Når Trump er så interesseret, er det formentlig også, fordi Kina i dag har nærmest monopol på mange af de sjældne jordarter.

At USA formentlig kan få adgang til det hele i Grønland - militærbaser og de sjældne jordarter - uden en egentlig overtagelse af Grønland er ikke temaet her.

Jeg er geolog, ikke politolog, så denne artikel handler knap så meget om geopolitiske spil og kampe, men derimod om dét, spillet handler om, nemlig Grønlands begravede skatte:

Hvordan får man fat i de sjældne jordarter og de kritiske mineraler? Hvad er risiciene? Hvorfor er de så utroligt vigtige? Og kan man udvinde mineralerne bæredygtigt med respekt for lokalsamfundet?

Det øgede behov for minedrift skyldes i høj grad, at vi er blevet markant rigere over tid - og dermed også forbruger flere ressourcer.

Se på dig selv.

Er du omkring de fyrre år som mig, voksede du op i en verden, hvor satellitter, elbiler, vindmøller, bærbare computere og smartphones enten ikke var lige så komplekse og mangfoldige eller slet ikke var opfundet (smartphones).

Er du halvt så gammel som mig, har smartphones og bærbare computere formentlig været en konstant i din verden.

Og ser vi ud over vores egen næsetip, er der sket en ret vild udvikling. Først var det Kina, så var det Indien, og nu er hele det afrikanske kontinent på vej mod højere levestandard.

Dét sætter pres på klodens ressourcer - især på de kritiske råstoffer, som ofte er flaskehalse i udbygning af teknologiske løsninger.

Nutidens teknologiske produkter (computere, smartphones, elbiler, vindmøller etc.) er langt mere komplekse end tidligere og kræver et bredt spektrum af metaller.

Mange af disse produkter er så teknisk sammensatte, at de er næsten umulige at genanvende effektivt.

De indeholder nemlig en blanding af mange forskellige metaller, der er vanskelige at adskille - både teknologisk, og uden det bliver for dyrt.

I nogle tilfælde findes der endda slet ikke effektive metoder til at separere dem i stor skala.

Det betyder, at metallerne forbliver låst i produktet gennem hele dets levetid.

Vi er derfor nødt til konstant at hente nye metaller op fra jorden for at følge med den hastige vækst i eksempelvis smartphones, vindmøller og elbiler, fordi antallet konstant er stigende.

Desuden betyder den stigende grad af elektrificering af samfundet, at vi skal bruge langt mere kobber til ledninger end hidtil.

Det er ikke, fordi kobber er sjældent, men behovet er så omfattende, at minedriften simpelthen ikke kan følge med efterspørgslen i fremtiden. Derfor er kobber også kommet på listen o...

En amerikansk virksomhed ved navn VML har for nyligt hævdet, at man snart kan købe produkter, som er lavet af læderet fra Tyrannosaurus rex.

Men hvis du havde udset dig et par nye støvler eller en taske lavet af læder fra den store, kødædende dinosaur, så er der desværre dårligt nyt.

Det kan nemlig ikke lade sig gøre, fortæller flere dinosaurforskere til Live Science.

For det er ikke den ægte vare, lyder kritikken.

Virksomheden påstår at kunne fremstille læderet på baggrund af fossileret kollagen fra den forhistoriske kæmpe.

Kollagen giver struktur til hud og væv, og ifølge virksomheden vil det blive fremstillet ved at modificere cellerne med enten syntetisk eller kunstigt skabt DNA.

Men hvis det skulle være ægte dinosaurlæder, ville det kræve, at man var i besiddelse af DNA fra en Tyrannosaurus rex. Og det er noget, vi - endnu - ikke er i besiddelse af, fremgår det af artiklen.

Palæontologer har kun fundet kollagen fra Tyrannosaurus rex i dens knogler og ikke dens hud. Og det er som bekendt huden, man bruger til at lave læderprodukter.

Palæontolog i hvirveldyr ved University of Maryland Thomas Holtz Jr. kalder derfor virksomhedens påstand om T. rex-læder for vildledende.

"Det, virksomheden laver, lader til at være en fantasi," forklarer han til Live Science i en mail.

Mediet har forsøgt at få en kommentar fra virksomheden bag udmeldingen, men de er ikke vendt retur.

I Tyskland kalder de det sauerkraut, og det er også almindeligt i USA, hvor de putter det på hotdogs. I Alsace i Frankrig hedder det choucroute og bruges udbredt. Koreanerne er kendte for deres spicy version kaldet kimchi. Og i Danmark har vi vores egen udgave: Surkål.

Forskere har før vist fordele for helbredet ved i det daglige at spise en vis portion fermenteret mad. Og nu påviser et amerikansk forskerhold endnu en af de fordele:

"Nemlig, at den type mad bidrager til at forebygge en 'utæt' tarm, som sættes i forbindelse med udvikling af autoimmune eller inflammatoriske sygdomme, som rammer en stor del af befolkningen," lyder det fra professor i human metabolisme og forskningsleder Oluf Borbye Pedersen, Københavns Universitet og Gentofte Hospital.

Han har ikke haft med det nye amerikanske studie at gøre, men den danske professor er en af verdens førende forskere i tarmens mange mikroorganismer, som under ét kaldes tarmmikrobiomet, og har læst studiet for Videnskab.dk.

Selv siger de amerikanske forskere i en pressemeddelelse, at deres resultater viser, at "en lille smule sauerkraut rækker langt". Og derfor "burde vi overveje at inkludere disse fermenterede fødevarer i vores almindelige kostvaner og ikke kun som tilbehør til vores hotdogs," lyder det fra studiets sidsteforfatter Maria Marco, professor ved Institut for Fødevarevidenskab og Teknologi ved University of California, Davis, USA.

Forskerne foretog analyser af mere end hundrede forskellige stoffer, der findes i ekstrakt fra fermenteret kål. Analyserne viser, at ekstraktet indeholder stoffer, som man allerede ved, har sundhedsfremmende virkninger på tarmvæggens funktioner.

Forskerne testede også, om de fermenterede næringsstoffer i kål hjælper med at beskytte tarmceller mod inflammation (skade relateret til betændelse). I undersøgelsen sammenlignede de effekten fra rå kål, fermenteret kål og fra den flydende saltlage, der bliver tilbage efter gæringsprocessen, når man laver fermenteret kål.

Her fandt de, at den fermenterede kål hjælper med at beskytte tarmceller, mens den rå kål og saltlagen ikke gør.

Dog understreger Oluf Borbye Pedersen, der er kendt for at stå bag 'professorens grønne grød', at rå kål af enhver art er sundt, fordi det indeholder mange sundhedsfremmende stoffer.

"Det ville være ulykkeligt, hvis læserne begynder at fravælge råkost med forskellige kålarter," lyder hans pointe til dén del af studiets fund.

Det er altså specifikt den fermenterede kål, der viser sig at være i stand til at mindske eller helt forhindre skader i en 'utæt' tarmvæg.

Forskerne brugte i øvrigt en kunstig tarmvæg til forsøget. En tarmvæg, som de i forvejen havde sørget for, var blevet betændt ved at udsætte den for to proteinstoffer - såkaldte cytokiner, der fremkalder inflammation. Disse er kendt for at gøre skade på tarmvæggen, og de bliver typisk aktiveret i tarmen af en kost med meget ultraforarbejdet mad eller meget sukker, animalsk fedt eller salt.

"En 'utæt' tarmvæg - der opsuger uønsket tarmindhold og fører det over i blodet, hvor det fremkalder en inflammation - udgør en trussel for helbredet og ses hos mennesker, som over længere tid spiser usundt," fortæller Oluf Borbye Pedersen.

Forhøjet betændelse i kroppen er i tidligere forskning kædet sammen med en lang række sygdomme, herunder hjerte-kar-sygdom og depression.

Oluf Borbye Pedersen understreger, at det også allerede er kendt viden, at et hyppigt indtag af fermenteret plantemad er koblet til en række helbredsgevinster. Det har forskere vist i flere befolkningsstudier.

Netop derfor har fermenteret mad fået meget opmærksomhed i de senere år.

Men hvorfor det er sundt at inkludere mere fermenteret mad i kosten, er først i den senere tid blevet belyst, fortæller han. Her bidrager det aktuelle studie offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Applied and Environmental Microbiology med endnu en brik til billedet.

Men det er samtidig vigtigt at understrege, at det ikke kun er fermenteret kål, der er godt for os - det...

Mere end 114 millioner mennesker har set Netflix-serien 'Adolescence'. De er således kommet på fornavn med 13-årige Jamie, der bliver anholdt for at have dræbt en klassekammerat.

Det er en af de mest sete serier på streamingtjenesten nogensinde, og den britiske premierminister, Keir Starmer, har gjort det gratis for elever i folkeskolens ældste klasser at se serien.

Og så er Adolescence et godt eksempel på, hvordan en kompleks fortælling når bredt ud og skaber debat, både i de officielle medier og online.

Denne artikel kommer med et bud på, hvorfor serien er blevet så populær, og hvordan den gør os klogere. Artiklen bygger på min netop udgivne bog 'Digital Film and Television Culture'.

Spoiler alert: Hvis du ikke har set 'Adolescence', vil jeg anbefale dig at stoppe her og vende tilbage, når du har set den. For serien står endnu stærkere, hvis du ikke har læst om den på forhånd.

I 'Adolescence' følger vi teenageren Jamie Miller, som anholdes, fordi han brutalt har dræbt den jævnaldrende Katie Leonard med adskillige knivstik.

Selv om det handler om et drab, er serien hverken en krimi eller true crime. Den handler heller ikke om, hvorvidt Jamie gjorde det eller ej. Allerede i første afsnit bliver det klart, at han er drabsmand.

I stedet søger serien efter et motiv. Og det viser sig, at Jamie på sociale medier er en del af en kultur, som promoverer og legitimerer en giftig maskulinitet.

Allerede i det første afsnit, da politiet forhører Jamie og hans far på politistationen, ser vi på en overvågningsvideo, hvordan Jamie målrettet opsøger og overfalder Katie,

Faren bryder sammen, da han ser sin søn begå et mord og vender sig væk i afsky, men ender alligevel med at give ham et kram. Det er seriens styrke at vise en kompleksitet i karakterskildringen, hvor den chokerede far skal rumme, at hans teenagesøn beviseligt er drabsmand, og samtidig forholde sig til, hvordan det (også) er hans ansvar som forælder.

Hver af de fire afsnit viser forskellige aspekter omkring Jamies handling. Hvordan Jamie og drengene i klassen har en nedladende holdning til piger i skolen, og hvordan ondsindet indforstået mobning hersker mellem piger og drenge, også på sociale medier.

Vi ser, hvordan skolelæreren, politiet, psykologen og forældrene er koblet helt af, hvad der foregår online, og er ude af stand til forstå Jamies aggressive handling - og ikke mindst, hvordan det kunne komme så vidt.

Hvert afsnit er filmet som én lang indstilling, et 'one take' som følger karaktererne og skaber en intens stemning. Det betyder, at vi som tilskuere føler os fanget i den samme tid' som de fiktive personer og oplever den, som de gør.

På den måde bliver serien også et eksempel på en eksperimentel storytelling, som vi kender det fra populære ungdoms-tv-serier som 'Stranger Things' og 'Euphoria' til Oscar-film som 'Everything Everywhere All at Once' og 'Oppenheimer'.

Nedenfor kan du se en video (på engelsk), hvor det bliver forklaret, hvordan det var muligt at lave hvert afsnit i en éneste optagelse.

Når film og serier bliver så populære som for eksempel 'Adolescence', får de ikke kun omtale i de traditionelle medier. De bliver også åbent diskuteret i forskellige fora og fællesskaber online.

Et eksempel er tråde på platformen Reddit, hvor brugerne deler personlige oplevelser med eksempelvis serien 'Stranger Things'. Her skrives der om erfaringer med sorgarbejde og mobning.

Det ser vi også i 'Adolescence', hvor brugerne på Reddit deler deres egne oplevelser af serien og kritiske holdninger til problematiske rollemodeler som for eksempel den kvindefjendske Andrew Tate.

Film og tv-serier kan derfor gøre os klogere på verden og hinanden, fordi vi gennem den visuelle fortælling ser verden med andre øjne.

Samtidig kommer vi ind under huden på de fiktive personer og får indblik i deres motiver, svære valg og komplekse følelser:

I 'Adolescence' oplever vi verden fra Jamie og hans families perspektiv og deres omgivelsers forsøg på at forstå, hvordan det kunne gå så galt. Det bli...

En californisk søløve (Zalophus californianus), der er trænet til at følge takten fra en metronom, har slået mennesker i en rytme-dyst.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra University of California Santa Cruz, der står bag en ny undersøgelse publiceret i tidsskriftet Scientific Reports.

Undersøgelsen er en af de første, der direkte sammenligner menneskers rytmiske sans med et dyr. Og undersøgelsen antyder, at det at holde takten ikke er en unik egenskab for os mennesker.

Ronan, som den 15-årige californiske søløve hedder, blev trænet til at genkende og vippe med hovedet i takt med armen fra en metronom allerede som 3-årig.

Søløven Ronan har dog bevaret denne evne ind i sit voksenliv også.

Forskerne bag undersøgelsen vurderede søløven Ronans konsistens og koordinering i bevægelserne i takt til en tromme med 112, 120 og 128 slag i minuttet.

Samme undersøgelse blev udført på 10 bachelorstuderende i alderen 18 til 23 år.

Da forskerne analyserede deres fund, opdagede de, at Ronans tidtagning - eller rytmiske sans - samlet set var mere præcis og mindre skiftende end de menneskelige forsøgspersoners tidtagning var.

"Hun (Ronin, red.) er utroligt præcis," indleder Peter Cook, hjerneforsker ved University of California Santa Cruz og hovedforfatter på undersøgelsen.

"Nogle gange rammer hun måske takten fem millisekunder for tidligt, andre gange 10 millisekunder for sent. Men hun rammer den nærmest lige på kornet hver gang," tilføjer han ifølge pressemeddelelsen.

Ronans nøjagtighed sammenlignet med mennesker steg med tempoet. Ved et tempo på 128 slag i minuttet var Ronans gennemsnitlige tempo på 129 slag i minuttet, mens det gennemsnitlige tempo for de menneskelige forsøgspersoner var 116,2 slag i minuttet.

Efterfølgende blev Ronan belønnet med et særligt legetøj, der var fyldt med fisk og is.

Forskerne bag undersøgelsen understreger, at Ronan ikke er blevet overtrænet og forklarer samtidig, at eftersom tidtagningen kun blev foretaget hos én trænet søløve og ti mennesker, bør der laves flere undersøgelser, før der kan konkluderes noget mere generelt og endegyldigt.

NASA planlægger at anvende Den Internationale Rumstation (ISS) indtil 2030, men nu er der kommet tegn på, at rumstationen måske ikke holder så længe.

Et uafhængigt sikkerhedspanel under NASA har simpelthen en voksende bekymring for, om ISS kan holde endnu fem år.

Et af de alvorligste problemer er en lille, men vedvarende luftlækage fra det russiske Zvezda-modul, der også er det ældste modul på ISS, da det blev opsendt allerede i 2000. Det har dermed fejret 25 år i rummet.

Men det er faktisk ikke selve Zvezda-modulet, som er utæt.

Målinger viser, at luften lækker fra revner i en tunnel, der går under navnet 'PrK'. Den forbinder Zvezda med et andet modul, der bruges, når russiske rumskibe skal kobles til ISS. Lækagen blev første gang bemærket for næsten seks år siden.

"Den bagvedliggende årsag til disse revner er stadig uklar. De førende teorier omfatter træthed og miljøbetingede revner," lød det fra Richard Williams fra sikkerhedspanelet, der officielt hedder Aerospace Safety Advisory Panel (ASAP), under gruppens møde 17. april.

Han forklarede også, at de russiske og amerikanske partnere arbejder sammen om tests og afholder fælles tekniske møder. De forsøger primært at afbøde skaderne med "lappematerialer på kendte revner og begrænsning af PrK-trykcyklusserne for at forsøge at begrænse yderligere skader," opsummerede han.

Problemet er, at lækagen bliver stadigt større.

Således mistede ISS på den måde 1,7 kg luft hver dag, og det kan mærkes, når al luft skal fragtes op til rumstationen. Efter de nyeste rapporter er det dog lykkedes at nedbringe lufttabet, selv om der stadig tabes luft.

ASAP har klassificeret problemet i kategori 5, hvilket er den højeste værdi. Så det er skam noget, man tager alvorligt.

Russerne og amerikanerne er dog ikke helt enige om, hvor alvorlig situationen er.

Astronauten Bob Cabana, som leder ASAP, sagde på udvalgsmødet, at der ikke er nogen enighed mellem NASA og det russiske rumagentur, Roscosmos, om problemets alvor:

"Det russiske hold fortsætter med at søge efter og forsegle lækagerne, men de mener ikke, at et katastrofalt nedbrud af PrK (tunellen, der forbinder modulerne, red.) er realistisk," lød det fra astronauten.

NASA har modsat udtrykt bekymring over PrK's helhed og risikoen for et katastrofalt nedbrud.

"Russerne mener, at fortsatte operationer er sikre, men de kan ikke bevise til vores tilfredshed, at de er det, og USA mener, at det ikke er sikkert, men vi kan ikke bevise til russernes tilfredshed, at det er tilfældet," konkluderede Cabana.

Men som han også sagde: "Dette er et ingeniørproblem, og gode ingeniører burde være i stand til at nå frem til en løsning og blive enige om den."

Der er derudover mange andre problemer med ISS. De to vigtigste er:

Gammel teknologi og manglende reservedele

Problemer med forsyninger

Det skal bemærkes, at mange dele af ISS blev designet i 1990'erne. Nogle leverandører findes ikke længere. Og rumdragterne stammer helt tilbage fra 1970'erne. I 2024 forårsagede en af disse dragter en kølevæskelækage under en rumvandring, og missionen måtte aflyses af frygt for at gentage hændelsen med Luca Parmitano i 2013 (han druknede næsten, fordi hans hjelm begyndte at fyldes med vand).

ISS er meget afhængig af konstante forsyninger, selv om man naturligvis altid søger at have en reserve til uforudsete hændelser - men netop nu er lagrene ikke store. Så det var bestemt ikke en god nyhed, da man opdagede, at forsyningsrumskibet Cygnus under transporten til Cape Canaveral var blevet beskadiget - og det, selv om Cygnus var pakket godt ind i en container.

Resultatet er blevet, at Cygnus NG-22 nu er blevet aflyst. Hertil kommer, at et nyt, stort forsyningsrumskib kaldet Dream Chaser nu er udsat til sidst på sommeren, så forsyningssituationen er presset. Desuden har de russiske forsyningsrumskibe også deres problemer.

Så sent som november 2024 blev det ubemandede russiske fartøj Progress 90 opsendt med forsyninger til ISS, og da lugen blev åbnet, rapporterede besætningen om en '...

'Vuf-vuf.'

Et forskerhold af dataloger, AI-specialister og forskere i veterinærmedicin har i samarbejde med et hundetræningscenter fundet ud af, at kunstig intelligens er bedre end mennesker til at vurdere de kendetegn ved hundehvalpe, som gør dem til gode servicehunde, skriver Phys.org.

Forskerholdet bad en gruppe hundetrænere om at registrere hvalpe og voksne hundes egenskaber, i takt med at hundene gennemgik et træningsprogram for servicehunde. Disse data blev efterfølgende fodret til en række AI-modeller.

Tidligere har forskning vist, at der er mange forskellige træk hos hvalpene, der gør dem velegnede til træningen som servicehunde.

Men netop fordi der er så mange træk og på grund af de enkelte dyrs individuelle karakter, er det ofte mere gætteri end videnskab at finde de rette hvalpe til træningen for hundetrænerne.

Altså lige indtil forskerne lavede en række AI-modeller, der kunne forudsige, om hvalpene var egnede til rollen som førerhund for en blind person.

Efter et års test sammenlignede forskerne resultaterne fra AI-modellerne og fra de menneskelige hundetrænere, der var blevet trænet i at udvælge de bedste hunde.

Og her var AI-modellen altså mere præcis til at udpege hvilke hvalpe, der egnede sig bedst som servicehunde. En af de testede modeller havde endda en succesrate på 80 procent.

Forskerne har udgivet resultaterne i et nyt studie, der udkom i tidsskriftet Applied Animal Behaviour Science.

Kunstige sødestoffer bliver brugt i stadig flere fødevarer for at reducere sukkerindholdet uden at gå på kompromis med den søde smag. Men en stigende mængde forskning peger på, at sødemidler uden kalorier måske ikke altid er et mere sundt eller sikkert alternativ.

Så hvad er egentlig det bedste valg, hvis det gerne må smage sødt, men uden skadevirkningerne forbundet med sukker?

Kunstige sødestoffer blev oprindeligt udviklet som kemiske stoffer, der aktiverer den del af vores smagssystem, der opfatter sødme.

Ligesom sukker binder de sig til smagsreceptorerne i munden og sender et signal til kroppen om, at vi lige har indtaget en fødevare, som er rig på kulhydrater, og som nu skal omdannes til energi.

Når vi spiser sukker, aktiverer det også hjernens dopaminsystem - det område, der styrer motivation og belønning, og som er tæt forbundet til vores sukkertrang.

Fra et evolutionært synspunkt betyder det, at vi er 'programmeret' til at lede efter sukkerholdige fødevarer som en hurtig kilde til energi.

Problemet er bare, at for meget sukker er koblet til en lang række helbredsproblemer - for eksempel forstyrrelser i kroppens stofskifte, som kan føre til overvægt og diabetes.

Når det i stedet er kunstige sødestoffer, der udløser den søde smag, ser vi ifølge nylig forskning også tegn på forstyrrelser i stofskiftet - selvom sødestofferne tilsyneladende ikke aktiverer dopaminsystemet på samme måde, som sukker gør.

Et studie fra 2025 viser for eksempel, at deltagerne allerede efter to timer viste tydelige tegn på øget sult, efter at de indtog det stærkt sødende sødestof sukralose (svarende til mængden i to dåser sodavand).

Forskerne, som målte blodgennemstrømningen til hypothalamus - den del af hjernen, der styrer appetitten - så, at sukralose øgede aktiviteten i dette hjerneområde.

Studier viser også, at sødestoffer kan aktivere de samme neuroner som mæthedshormonet leptin. Over tid kan det betyde, at vores mæthedsgrænse flytter sig, så vi skal spise mere for at føle os mætte.

Det peger på, at kunstige sødestoffer faktisk kan gøre os mere sultne - og i sidste ende få os til at spise flere kalorier.

Men det stopper ikke ved en øget følelse af sult. Et stort studie, der løb over 20 år, fandt en tydelig sammenhæng mellem forbruget af sødestoffer og øget fedtophobning i kroppen.

Personer, der regelmæssigt drak store mængder kunstigt sødet sodavand (tre til fire dåser dagligt), havde næsten 70 procent højere risiko for at udvikle overvægt end personer, der kun drak meget lidt (cirka en halv dåse om dagen).

Studiet pegede også på, at denne sammenhæng var uafhængig af, hvor mange kalorier deltagerne indtog dagligt.

For at kontrollere for det gennemgik forskerne deltageres selvrapporterede oplysninger om deres kost og brugte en særlig ernæringsdatabase til at kontrollere oplysningerne.

Resultaterne tyder på, at kunstige sødestoffer i sig selv kan gøre kroppen mere tilbøjelig til at lagre fedt - uanset hvad vi ellers spiser.

Et andet studie publiceret i 2025 viser desuden en sammenhæng mellem dagligt forbrug af kunstigt sødede drikke og en øget risiko for type 2-diabetes.

Dog indeholder disse drikkevarer mange forskellige tilsætningsstoffer - for eksempel syrer, farvestoffer og emulgatorer og sødestoffer - så det er svært at sige, om det kun er sødestofferne, der er skyld i sammenhængen.

Bør vi så helt droppe sødestofferne? Tja, måske ikke. Der findes også studier, der viser, at man ved at udskifte sukker med kunstige sødestoffer på kort sigt kan reducere både kropsvægt og kropsfedt.

Flere studier har også vist, at indtagelse af kunstige sødestoffer ikke er associeret med udviklingen af diabetes eller endda med indikationer på diabetes, som niveauet af fasteglukose eller insulin.

Mange af disse studier er dog udført over relativt korte perioder (op til 12 måneder) og sammenlignede kun personer, der indtog kunstige sødestoffer, med sukker. Det betyder, at er er svært at vide, hvad vi skal gøre.

For at imødegå dette problem udsendte den britiske...

Et sted i det nordvestlige New Mexico - midt i kløften Chaco Canyon - ligger ruinerne af det imponerende bygningsværk Pueblo Bonito.

I århundreder var området det hellige centrum for de lokale befolkninger, inden det gradvist blev forladt i løbet af 1100-tallet.

Siden har flere af New Mexicos nulevende oprindelige befolkningsgrupper søgt efter flere konkrete beviser på, at de er efterkommere af de folk, der for knap 1.000 år siden boede i de imponerende bygninger.

I dag er det, med hjælp fra blandt andet DNA-forskere fra Københavns Universitet, lykkedes en af stammerne - Picuris Pueblo - at finde et endegyldigt bevis på, at de stammer fra det oprindelige folk i Pueblo Bonito.

"Forskere har igennem tiden bidraget til at udnytte og misbruge oprindelige folk, og det har gjort dem forståeligt mistænksomme," siger det nye studies førsteforfatter, Thomaz Pinotti, til Videnskab.dk.

"Så det er en stor ære, at Picuris-folket kontaktede Eske (Willerslev, forskningsleder, red.) og betroede os den her opgave," lyder det videre fra postdoc'en fra Københavns Universitet.

Forskningen udkommer i dag i det videnskabelige tidsskrift Nature.

For at bevise sammenhængen mellem det indfødte oldtidsfolk og den i dag blot 306 medlemmer store Picuris-stamme har man sammenlignet to sæt DNA: fra 16 individer begravet i Pueblo Bonito for op til 700 år siden og fra 13 af nulevende medlemmer af Picuris Pueblo.

Det er der i sig selv ikke noget banebrydende i, fortæller Mikkel Heide Schierup, professor i populationsgenetik ved Aarhus Universitet.

Han har læst studiet, som han ikke selv har været involveret i, for Videnskab.dk.

"Forskningen er godt udført. Det er sådan set ret simpelt, og resultaterne er klare. Men det er ikke det, der gør, at det bliver trykt i et så stort tidsskrift som Nature," slår han fast.

"Det, der gør det her så specielt, er, at det er gjort i omvendt rækkefølge: At det er et oprindeligt folk, der kontakter forskerne og tager del i forskningen - i stedet for, at forskerne kommer, indsamler prøver og tager af sted igen."

Thomaz Pinotti, der har stået for laboratoriearbejdet, fremhæver også selv først og fremmest samarbejdet med Picuris-lederne.

"De kontaktede os for at starte det her samarbejde med et meget klart mål. De var imponerende fremsynede. Krydsningen mellem oprindelige folks interesser og forskernes interesser er der, hvor jeg mener, at oldtids-DNA kommer mest til sin ret," siger han over en telefonforbindelse fra Albuquerque, New Mexico.

På et online pressemøde med flere af de involverede forskere, herunder Eske Willerslev og Thomaz Pinotti, sætter en af Picuris-stammens ledere - guvernør Wayne Yazza - ord på, hvorfor de kontaktede DNA-forskerne.

"Vi mente, at det ville være en fordel for vores samfund og vores stamme at tilpasse os moderne tider og søge vores rødder tilbage til Chaco (hvor Pueblo Bonito ligger, red.)," siger han efter at have indledt mødet med en bøn på Picuris' sprog.

Picuris Pueblos viceguvernør Craig Quanchello supplerer:

"Vi har altid fortalt vores egen historie (om forbindelsen til Chaco-området, red.). Vi har haft arkæologi, skrevne kilder og artefakter til at hjælpe os med at fortælle vores historie."

Alligevel har regeringen ifølge Quanchello overset og overhørt Picuris Pueblo, når det kommer til det hellige Chaco-område, hvor der blandt andet er kontroverser om olieboringer.

"Ved at bruge teknologi på en vestlig måde håbede vi, at de endelig ville lytte til os. Vi og vores ældre har altid vidst, hvor vi kom fra, men nu kunne vi (med oldtids-DNA, red.) bekræfte det på deres måde," siger han.

På et tidspunkt under mødet spørger en amerikansk journalist høfligt:

"Jeg er nysgerrig på, hvorvidt I overvejede at involvere og række ud til andre efterkommere - stammer eller nationer - i forbindelse med analysen."

Der er flere statsanerkendte grupper af oprindelige folk i Amerika, der ligesom Picuris står fast på at stamme fra Pueblo Bonito-folket.

Eske Willerslev og flere forskerne begynder at grine fora...