To mennesker går rundt på et kunstmuseum. Deres blikke falder på et kunstværk. De bliver hurtigt enige om, at værket må være abstrakt, for de kan ikke gennemskue, hvad det egentlig skal forestille.

Den ene begynder at se motiver af mennesker i stregerne. Det ligner, de slås. Det ligner, de dyrker sex. Men faktisk er de nærmest for deforme til, at personen tænker på dem som egentlige mennesker. Den anden ser en flod, der sender tankerne tilbage til barndommen.

Men det er slet ikke så underligt, at de har to vidt forskellige oplevelser af kunstværkerne, ifølge et nyt amerikansk studie.

Forskerne er nemlig kommet frem til, at vi oplever abstrakt kunst vidt forskelligt afhængigt af de dele i hjernen, der har at gøre med vores fantasi, hukommelse og selvreference.

"Når vi ser kunst, sætter vi os selv ind kunsten. Vi oplever en følelsesmæssig respons og fortolker værket ud fra vores egne subjektive baggrund," siger Elvira Brattico, der er hjerneforsker, og som har læst studiet, til Videnskab.dk.

Og det er særligt sandt for abstrakt kunst. Da forsøgspersonerne i studiet så figurativ kunst (se faktaboks) fik de en anden reaktion i hjernen.

"Når man kigger på den abstrakte kunst, er oplevelsen mere individuel," siger Elvira Brattico, der er professor på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.

Helt forenklet viser studiet, at to mennesker på et kunstmuseum ser de samme streger på malerierne. Det er altså ikke i deres synsfelt eller det såkaldte visuelle cortex, at de oplever maleriet forskelligt.

Det sker i hjernens højere lag eller 'default mode network' (DMN). Her tilskriver vi mening til de ydre indtryk, vi får - og propper vores egne erfaringer og fantasi ind i kunstværket.

Det lyder måske ikke så banebrydende. Men studiet støtter op om en kendt kunstteori kaldet 'The Beholders Share', ifølge forskerne bag.

"Det bekræfter det fænomen, at vi ser os selv i kunsten. Vi bruger vores følelser og fortolker på kunsten ud fra vores subjektive baggrund," siger Elvira Brattico.

Ifølge teorien er kunstværket nemlig ikke færdigt, når maleren slipper penslen. Det er beskueren, der færdiggør værket.

Teorien er særlig forbundet med den abstrakte kunst, hvor motivet i højere grad er op til fortolkning, og hvor det derfor ikke er indlysende, hvad beskueren kommer til at opleve.

Om man ser to mennesker, der slås, eller en flod fra sin hjemby, handler derfor i høj grad om beskueren.

I studiet deltog hele 59 forsøgspersoner. De gik ikke rundt på et museum, men lå på en briks med hjernescannere på hovedet, hvor de blev undersøgt med en teknik kaldet fMRI - 'functional magnetic resonance imaging'.

Teknikken måler ændringer i blodets iltindhold og afslørede, hvor i hjernen neuronerne var mest aktive under kunstoplevelsen. Ud over den data forskerne fik fra deres scannere, fik de også deltagerne til at besvare spørgsmål, mens de så på billederne.

"De finder, at der er større mulighed for mental hjerneaktivitet, når de kigger på abstrakt kunst," siger Elvira Brattico.

Det vil sige de dele af hjernen, der har at gøre med fortolkning, minder og personlig meningsdannelse.

Den figurative kunst sætter mere gang i de områder i hjernen, der har at gøre med at genkende objekter, scener og handlinger.

Elvira Brattico er enig med forskerne i, at årsagen må være, at den abstrakte kunst overlader mere fortolkning til beskueren. Hun understreger dog, at vi også har forskellige reaktioner på figurativ kunst - bare ikke i lige så høj grad.

Elvira Brattico mener generelt, at studiet er godt lavet og viser gode resultater. Hun mener dog ikke, at studiet giver det fulde billede af, hvordan vi i al almindelighed oplever kunst.

Det er nok de færreste, der ligger på en seng og kigger på kunst, mens de løser opgaver. Hun mener derfor, at oplevelsen for hjernen kan variere i den virkelige verden.

"De mangler flere af de elementer, man oplever under en æstetisk oplevelse," siger Elvira Brattico.

På et museum har vi også øje for alle mulige andre indtryk: De smukke m...

"Mange unge lider af migræne uden at få en diagnose, og jeg vil gerne hjælpe med at identificere dem, så de kan få behandling," fortæller Ema Sabitovic, der går i 3.g på Greve Gymnasium.

Hun deltager i år i finalen i Unge Forskere med et projekt, hvor hun har udviklet et screeningsværktøj, der skal opdage migræne tidligt blandt unge.

Netop nu, fra 27. til 29. april, dyster Ema Sabitovic og 99 andre unge finalister i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, som i år finder sted i Musikhuset Aarhus og Aarhus Congress Center.

Her kæmper de om titlen som Årets Unge Forsker 2025 efter at være blevet udvalgt blandt mere end 2.000 indsendte projekter.

I sit projekt har Ema Sabitovic videreudviklet screeningsværktøjet MSQ (Migraine Screening Questionnaire) og afprøvet det blandt unge for at opspore migrænetilfælde.

"Helt lavpraktisk består det af en række validerede spørgsmål, som kan afdække symptomer og stille en diagnose," forklarer hun.

Hendes håb er, at unge på ungdomsuddannelser via spørgeskemaet får øget viden om migræne, så de hurtigere kan blive henvist til egen læge for videre udredning og behandling.

Ideen til projektet opstod, efter Ema havde fået lov til at følge migræneforsker Rune Häckert Christensens arbejde på Rigshospitalet.

"Dertil har jeg en masse veninder, der lider af migræne, og jeg har set, hvor meget det hæmmer deres hverdag," fortæller Ema Sabitovic.

Migræne rammer omkring 16 procent af befolkningen i Danmark - op mod 800.000 personer. Mange ved dog ikke, at det er migræne, de lider af, fordi sygdommen ofte overses hos unge, forklarer hun.

Migræne koster også samfundet dyrt: Over 700.000 arbejdsdage går tabt hvert år på grund af migræne, hvilket svarer til en samfundsmæssig økonomisk byrde på mellem 1,6 og 3,6 milliarder kroner årligt.

"Det er en sygdom, der ofte begynder i ungdomsårene, så det giver mening at opspore den så tidligt som muligt," siger Ema Sabitovic.

Som en del af projektet gennemførte Ema Sabitovic et pilotforsøg på Greve Gymnasium. Her bad hun eleverne om at udfylde MSQ-spørgeskemaet - og tilføjede desuden spørgsmål om, hvorvidt de havde familiemedlemmer med migræne.

"Hvis man har migræne i familien, har man nemlig en forhøjet risiko for selv at udvikle sygdommen," forklarer hun.

I projektet foreslår Ema Sabitovic, at eleverne besvarer spørgeskemaet to gange - en gang i 1.g og igen i 3.g.

På den måde kan man undersøge, om der i mellemtiden er opstået migræne, og om der kan spores funktionelle forandringer i hjernen via fMRI-scanning (funktionel MR-scanning).

"Med fMRI kan man se, hvilke dele af hjernen der er aktive, og måske opdage tidlige ændringer hos unge med migræne," siger hun.

Vinderne af Unge Forskere kåres tirsdag 29. april. Men for Ema Sabitovic har det vigtigste været noget helt andet:

"Det er vigtigt for mig at sætte fokus på et problem, som ofte bliver overset," fortæller hun.

"Jeg glæder mig helt enormt meget til at fortælle om mit projekt og udbrede budskabet."

Øverst i artiklen kan du se en video med Ema, hvor hun fortæller mere om sit projekt.

Og hvis du er i nærheden af Aarhus, kan du i dag svinge forbi Musikhuset og møde finalisterne selv.

Asteroiden 2024 YR4 blev opdaget i december 2024. Først så det ud til, at den styrede lige mod Jorden, men så bevægede den sig væk.

Selvom risikoen for en kollision med Jorden er faldet, er sandsynligheden for et sammenstød med Månen til gengæld steget.

For nylig blev det meldt ud, at risikoen er mere end fordoblet, fra 1,7 til 3,8 procent, ifølge NASA.

Der er altså fortsat langt større sandsynlighed for, at den suser lige forbi Månen.

Men hvad betyder det for Månen og Jorden? Flere læsere har spurgt os, om en potentiel påvirkning af Månen ville få konsekvenser for os på Jorden, og om det vil få en effekt på Månens bane.

Asteroiden 2024 YR4 er på størrelse med en stor bygning, og den suser afsted med titusindvis af kilometer i timen.

Ifølge nuværende estimater er der en meget lille risiko for, at den rammer Månen 22. december 2032.

"Men selvom asteroiden har kraft nok til at skabe et formidabelt krater på overfladen, er den alt for lille til at have nogen effekt på Månens kredsløb," skriver Stephanie Werner, som er professor og forsker ved Center for Planetær Beboelighed ved Universitetet i Oslo.

"Jeg tror ikke på, at nogen af de kendte asteroider ville ændre Månens bane, fordi asteroidernes masse er for små i forhold til Månen," uddyber hun.

Der er asteroider, som er mange kilometer brede, hvilket er meget, meget større end 2024 YR4.

Månen er stor, massiv og er blandt de største måner i hele Solsystemet. For eksempel er den meget større end dværgplaneten helt i udkanten af Solsystemet, nemlig Pluto.

Werner påpeger, at Jord-Måne-systemet er meget stabilt. En del modeller viser dog, at Månens rotation muligvis blev ændret, når rigtig store asteroider tidligere har ramt overfladen, siger Stephanie Werner. Men denne asteroide er ikke så stor.

Påvirkningen vil ikke have effekt på Jorden, skriver astronom Jan-Erik Ovaldsen, som driver astronomihjemmesiden himmelkalenderen.com.

Men måske vi vil kunne se selve nedslaget, hvis det sker på den side af Månen, der vender mod os. Vi kan nemlig aldrig se Månens bagside fra Jorden.

"Jeg har ingen mulighed for at bedømme dette, men jeg kan se, at nogle astronomer mener, at nedslaget ikke vil kunne observeres med det blotte øje på grund af det skarpe lys."

"Andre siger, at vi nok vil kunne se et lysglimt selv ved højlys dag."

Det hænger sammen med, hvor nedslaget sker på overfladen. Enten sker det inden for skyggen på overfladen eller i det område, der er i sollys. Når der er fuldmåne, bliver hele Månens overflade oplyst af solen.

"På den estimerede nedslagsdato er måneskiven cirka 70 procent belyst. Foreløbige beregninger viser, at sandsynligheden for, at nedslaget vil ske i den oplyste del, er klart størst," ifølge Jan-Erik Ovaldsen.

Han påpeger, at der tidligere er blevet observeret nedslag i skyggen på Månens overflade som lysglimt. Et eksempel på et lysglimt kan ses i amatørvideoen af Månen fra 2023 nedenfor, i nederste højre hjørne.

"Hvis sandsynligheden for en kollision med Månen holder eller stiger, vil både professionelle observatorier, rumsonder og tusindvis af amatørastronomer følge nøje med."

Stephanie Werner mener, at asteroiden vil lave et nedslag, der er stort nok til at blive set med et godt amatørteleskop, hvis der rent faktisk sker en kollision, og hvis det sker på den side, der vender mod os.

Hun mener, at der desværre er større sandsynlighed for, at nedslaget sker på en del af Månen, som ikke er synlig fra Jordens overflade.

Så det er bare at væbne sig med tålmodighed: Vil sandsynligheden stige frem mod 2032? Eller vil 2024 YR4 forsvinde næsten ubemærket ind i Solsystemet igen?

Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

Snaps til påskefrokost, et glas vin til middagen og en pilsner til koncerten. Alkohol har længe været et middel, som vi mennesker har samlet os omkring i sociale sammenhænge.

Men nu mener forskere, at den mangeårige tradition muligvis ikke kun er forbeholdt os.

For i nyt studie har forskere delt videoer af vestafrikanske chimpanser (Pan troglodytes verus), der i fællesskab spiser en fermenteret frugt, der indeholder ethanol (alkohol).

Det skriver University of Exeter i en pressemeddelelse.

Tidligere forskning viser, at mennesker kan have indtaget alkohol helt tilbage til vores evolutionære historie, fordi det hjælper os med at styrke sociale bånd.

"Nu hvor vi ved, at vilde chimpanser spiser og deler alkoholiske frugter, lyder spørgsmålet: kunne de have lignende fordele?" siger Anna Bowland, der er hovedforfatter til studiet, i pressemeddelelsen.

Forskerne satte kameraer op i en nationalpark i Guinea-Bissau i Vestafrika. Her opdagede de ved 10 forskellige lejligheder, at chimpanserne mæskede sig i den fermenterede frugt Treculia africana.

Fordi chimpanserne ikke deler mad hele tiden, kan de fermenterede frugter have en særlig betydning, siger en af forskerne bag studiet.

Frugten blev testet, og den højeste alkoholprocent var 0,61. Selvom det er relativt lavt, spiser chimpanser frugt hver dag og kan derfor have indtaget meget alkohol - svarende til, at et menneske nipper til en letøl.

Forskerne mener dog ikke, at chimpanserne bliver fulde af frugten, da det ikke ville forbedre deres chancer for overlevelse. Samtidig vides det heller ikke, hvordan chimpanserne påvirkes af alkohol.

Det nye studie lægger sig op ad den såkaldte hypotese om den fulde abe, kaldet 'drunken monkey hypothesis' på engelsk.

Den går på, at mennesker og aber begge bærer en genetisk mutation, som opstod for omkring 10 millioner år siden, der hjælper dem med at nedbryde alkohol. Ifølge hypotesen er dette en evolutionær fordel, da det gør os bedre i stand til at spise gæret og overmoden frugt.

Derfor vil forskerne undersøge, hvorvidt chimpanserne bevidst labber frugten i sig.

"Hvis det er tilfældet, tyder det på, at menneskets tradition for at feste har dybe rødder i vores evolutionære historie," siger medforfatter Kimberly Hockings i pressemeddelelsen.

På Videnskab.dk har vi tidligere skrevet om, hvorvidt det kan passe, at dyr drikker sig fulde.

Dengang sagde professor Peter Sunde, at de ikke drikker alkohol for fornøjelsens skyld. Men at de formentlig har brug for sukkeret i ethanol, da det giver dem energi til at leve.

Studiet er udgivet i tidsskriftet Current Biology.

Priktest, patientjournaler og pisprøver. Det kan virke grænseoverskridende at dele sine sundhedsdata med videnskaben.

Men forskere har brug for vores personlige sundhedsdata for at blive klogere på, hvad der er sundt, usundt - og hvad der virker og ikke virker, når det kommer til vores alles sundhed.

Går du rundt med tanker om at dele dine sundhedsdata med forskere, så læs med her.

Når du siger ja til at bidrage til forskning, skal du først og fremmest have tillid til, at forskerne behandler data efter lovgivningen, forklarer Katrine Strandberg-Larsen.

Hun er professor i epidemiologi ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet og arbejder selv med data fra borgere i sin forskning.

Derudover er det vigtigt, at du læser den information, du får udleveret og sætter dig ind i, hvad du giver samtykke til.

"Værdien af data vokser med årene, og data kan blive brugt mange år frem," siger hun.

"Det kan være, at data, man giver nu, senere kan blive brugt til noget, man ikke ved, hvad er endnu - og det skal man være klar over og åben overfor," tilføjer hun.

Det system, vi har, er overordnet godt, og mange danskere har tillid til det og vil gerne bidrage med deres data, forklarer Claus Ekstrøm.

Han er professor ved Biostatistisk afdeling ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet og medlem af Den Nationale Videnskabsetiske Komite, der behandler ansøgninger om etisk godkendelse til forsøg i Danmark.

"Når man donerer sin data, skal man vide, hvad man deltager i, og man skal til hver en tid have mulighed for at melde sig ud," siger han.

Men det er en svær balancegang, hvor detaljeret information man skal give deltagerne på én gang, forklarer han.

"Får man stukket en otte-siders pjece i hånden, er det ikke sikkert, man får læst det hele eller forstår det hele, og så kan man senere blive overrasket over, hvad man har sagt ja til at deltage i," siger Claus Ekstrøm.

Det er også en god idé at sætte sig ind i, hvor data bliver opbevaret, og hvem der må bruge det, især i de tider vi lever i, forklarer Katrine Strandberg-Larsen.

Bliver data opbevaret i andre lande som Kina for eksempel, og må data bruges kommercielt eller udelukkende af forskere?

"Man skal gøre sig nogle overvejelser om, hvad det er, man støtter. Er det forskning eller virksomheder, der laver profit?" siger hun.

Der kan være nogle bekymringer, som ikke er relevante nu og her, men som måske kan blive det på sigt.

"Mennesker har tidligere været forfulgt på grund af deres race eller skavanker, og oplysninger om genetiske informationer kan i princippet misbruges som argument for forfølgelse af andre mennesker af en fremtidig ond statsmagt med forskruede holdninger," fortæller Claus Ekstrøm.

En anden bekymring kunne være, at forsikringsselskaberne får fat i ens genetiske profil og udnytter dem.

"Har man for eksempel større risiko for at udvikle cancer i en ung alder, kan forsikringsselskaberne justere forsikringspræmien efter det," siger Claus Ekstrøm, men understreger, at det i dag i Danmark ikke er tilladt for forsikringsselskaberne hverken at få eller bruge oplysninger som disse. Begge problemstillinger er derfor spekulative.

Claus Ekstrøm påpeger, at de fleste ikke har de her bekymringer og gerne vil bidrage til forskningen, og at det i fremtiden vil være normalt, at ens praktiserende læge har genetiske oplysninger på patienterne, så behandling bedre kan skræddersyes til den enkelte.

Som individ får du ikke nødvendigvis noget ud af at donere data, men når du donerer data til forskning, er du med til at skabe viden på samfundsplan om, hvordan vi lever. For eksempel hvordan kost påvirker vores helbred og livet på længere sigt.

"Det er den eneste måde, vi kan finde ud af, hvad der virker, og hvad der er sundt. Viden kommer fra gode metoder og valide data fra borgerne. Og helst så uselekteret som muligt," siger Katrine Strandberg-Larsen.

"Vi kan ikke lave den her slags studier uden borgerne, og deres tillid til, hvad vi gør med deres data, e...

For mere end 300 år siden forliste to slaveskibe ud for Mellemamerikas kyster, lyder historiske kilder. De to slaveskibe var danske og havde 840 afrikanere om bord.

Nu fastslår marinarkæologer, at de to skibsvrag på havbunden i Costa Rica var de to danske slaveskibe fra 1700-tallet.

Det skriver Nationalmuseet i en pressemeddelelse.

I 2023 udtog marinarkæologer fra Nationalmuseet og Vikingeskibsmuseet prøver af træ fra det ene skibsvrag og af mursten, som var en del af lasten for mere end 300 år siden.

Analyserne fra undervandsudgravningen i Costa Rica viser, at både murstenene og træet er danske.

"Det har været en lang proces, som jeg har været tæt på at opgive undervejs, men det er uden tvivl den vildeste arkæologiske udgravning, jeg har været med til," siger marinarkæolog Andreas Kallmeyer Bloch, der bidrog til udgravningen, i pressemeddelelsen:

"Det tilføjer to brikker til Danmarkshistorien, som har manglet."

Forskerne har bekræftet skibsvragenes ophav ud fra en såkaldt dendrodatering, hvor man har talt årringene i skibstømmeret.

Analyserne viser, at træet stammer fra den vestlige del af Østersøen og er fældet i cirka år 1690-95.

Derudover har marinarkæologerne fundet hollandske kridtpiber i skibsvragene, som dengang blev brugt på danske skibe, og som er dateret til begyndelsen af 1700-tallet.

De to danske slaveskibe 'Fridericus Quartus' og 'Christianus Quintus' sejlede afsted fra København i 1708 ifølge historiske kilder, hvor de forliste i 1710.

Fridericus Quartus blev sat i brand, mens Christianus Quintus fik kappet sit anker, og skibet forliste af branden. Men præcis hvor dette skete, har hidtil været uklart.

De to skibe vidner om et af de allermørkeste kapitler i Danmarkshistorien, som vi har skrevet om på Videnskab.dk.

I løbet af den danske slavehandel fra 1660'erne til starten af 1800-tallet blev cirka 111.000 afrikanere fragtet over Atlanten under umenneskelige forhold. De to slaveskibe, som nu er fundet i Costa Rica, sejlede til Guldkysten - i dag Ghana - hvor Danmark havde slaveforter.

Kristendommen har overordnet tre retninger: Katolicismen. Ortodoks. Protestantismen. Folkekirken (eller den danske folkekirke) er en protestantisk, evangelisk-luthersk kirke og det største kirkesamfund i Danmark.

Den romerskkatolske kirke, som har hovedsæde i Rom, er ikke bare det største af de kristne trossamfund - den er også verdens største trossamfund - med flere end 1,3 milliarder døbte katolikker.

Og disse 1,3 milliarder mennesker samler sig om én person: Paven. Frem til mandag 21. april 2025 var det pave Frans, som døde 88 år gammel. Han havde været pave siden 2013. På italiensk hed han Papa Francesco.

'Papa' kommer oprindeligt fra græsk og betyder 'far'. Paven er altså kirkens fader eller kirkens overhoved.

Det forklarer Hallgeir Elstad, der arbejder med kirkehistorie ved Universitetet i Oslo.

"Paven betyder meget for katolikkerne," fortæller Hallgeir Elstad.

Paven træffer mange beslutninger i den katolske kirke. Det er i bund og grund ham, der bestemmer, hvordan en god katolik skal opføre sig, og hvilke regler katolikkerne skal følge.

Paven bestemmer blandt andet, hvem der skal blive biskopper, og hvem der skal blive kardinaler. Det er vigtige roller i kirken.

Mens en præst ofte arbejder i én kirke, er en biskop ansvarlig for mange kirker over et større område.

Kardinalerne er medlem af en forsamling af katolske embedsmænd, som i rang står lige under paven. De bliver udpeget af ham, og de vælger hans efterfølger.

De er på en måde pavens hjælpere, og dem, som paven diskuterer vigtige beslutninger med.

Men paven træffer ikke kun vigtige beslutninger i den katolske kirke. Han er også ude for at diskutere verdens problemer med ledere fra lande rundt om i verden.

Der er sagt mange gode ord om pave Frans efter hans død, fortæller Hallgeir Elstad.

Hvordan er paven blevet så populær, selv blandt folk der intet har at gøre med den katolske kirke eller kristendommen?

"Han er kommet med vise ord og fredsbudskaber i en tid, hvor meget er usikkert og utrygt. Jeg tror, det betyder noget at have sådan en figur at samles om," siger Hallgeir Elstad.

Han var optaget af, at de fattige skulle have det bedre. Han var også bekymret for miljøet og klimaet. I stedet for en stor og dyr bil foretrak pave Frans at blive transporteret i en lille italiensk Fiat.

Han forstod ikke, at folk forbruger meget mere, end de har brug for.

Snart vil en ny pave blive udvalgt, men vi ved endnu ikke, hvem det bliver.

Efter begravelsen lørdag 26. april 2025 vil kardinalerne sætte sig ned i Vatikanet og foretage valget. Forsamlingen af kardinaler kaldes 'konklavet'. Der er 120 katolske kardinaler - så det kan tage sin tid at nå til enighed.

Kardinalerne stemmer fire gange om dagen, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den person, han ønsker som pave.

Stemmesedlerne bliver efterfølgende brændt - og røgen er synlig fra en høj skorsten i Vatikanet.

Hvis kardinalerne fortsat er uenige, bliver våd halm lagt i ovnen - så der kommer der sort røg fra skorstenen. Så ved folk, at en ny pave endnu ikke er valgt.

Men når de endelig bliver enige, brænder de tørt strå sammen med stemmerne. Så bliver røgen hvid, og jublen kan begynde.

Faktisk kan ethvert mandligt medlem af den katolske kirke vælges til pave, men der er oftest én af kardinalerne, der ender med at blive valgt.

Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

Da en gruppe britiske geologer strejfede omkring på en øde strand i det islandske vulkanlandskab, så de mange sten, der stak ud.

Stenene tog de med sig hjem. Og en analyse af de umage sten giver nu ny indsigt i en katastrofal istid, der - i geologisk tid - fandt sted for ganske nylig.

Stenene er fra Grønland. De er blevet fragtet til Island med et kæmpestort smeltende isbjerg for 1.400 år siden, ifølge et nyt studie.

Isbjerget begyndte at smelte og endte til havs i slutningen af en lille kort istid, der begyndte omkring 536 med den mytiske fimbulvinter og sluttede omkring 630 - og måske endnu senere ifølge det nye studie.

Men det er helt usædvanligt, at et isbjerg skulle flyde hele vejen til Island. Forskerne mener derfor, at den korte istid kan have været mere omfattende end forventet:

"Vores resultater understøtter ideen om, at klimaforandringerne på den nordlige halvkugle var mere alvorlige end tidligere antaget," skriver Thomas Gernon, der er professor ved Ocean and Earth Science på University of Southampton og medforfatter til studiet, til Videnskab.dk.

"Det kan have været en vigtig drivkraft for store samfundsmæssige forandringer, for eksempel masseindvandring af mennesker på tværs af Europa," skriver han.

En dansk biolog og miljøarkæolog er enig i, at den kolde periode formentligt har haft katastrofale konsekvenser - særligt for os på de nordlige breddegrader. Han forklarer, at beviserne for dens hærgen også pibler frem i dansk og skandinavisk forskning.

Den korte istid blev skudt i gang af 3 vulkaner, der i år 536, 540 og 547 gik i udbrud. Magma sprudlede fra Jordens undergrund op til overfladen. Med magmaen kom også kæmpestore askeskyer.

Askeskyerne påvirkede store dele af Jordens befolkning og havde voldsom betydning for plantning og høst af afgrøder. Sollyset kunne nemlig ikke penetrere asken, hvilket også fik temperaturen til at falde drastisk med omkring to grader på bare et par årtier.

"Det lyder måske ikke af så meget, men det var nok til at forårsage udbredte svigt af afgrøder, øget dødelighed blandt husdyr, en kraftig stigning i fødevarepriserne, hungersnød og pandemiske udbrud," skriver Thomas Gernon.

Til sammenligning er temperaturen i dag steget med halvanden grad sammenlignet med temperaturen før industrialiseringen, hvilket allerede har haft alvorlige konsekvenser.

Teorien om den korte istid i 500-tallet har eksisteret i noget tid, men blev bekræftet i 2016 med et Nature-studie, som forskerne i det nye studie fremhæver. Den er primært centreret omkring den nordlige halvkugle og gik formentlig værst ud over Europa og Asien.

Istiden kædes sammen den sorte død, som dræbte mange millioner mennesker i Europa og svækkede det østromerske rige gevaldigt.

Morten Fischer Mortensen, der er seniorforsker for Nationalmuseet, forsker selv i perioden omkring den kolde periode eller lille istid i en nordisk sammenhæng.

Han mener, at studiet er med til at slå endnu en tyk streg under, at der har været en markant kuldeperiode, som må have haft katastrofale konsekvenser som for eksempel stor hungersnød og høj dødelighed.

Arkæologerne i Norden har dog svært ved at finde de endelige beviser for det, da de ikke har fundet massegrave eller lignende, der er 1500 år gamle. Der er dog mange ting, der tyder på det.

For eksempel findes der færre beboelser i datidens Danmark, hvilket i hvert fald peger på, at nogle mennesker er forsvundet, forklarer han.

"Vi har også guldofringer på samme tid," siger Morten Fischer Mortensen.

Mennesker ofrede - formentlig i desperation - guld til guderne, lyder teorien. Håbet var, at guderne ville fjerne mørket på himlen - måske forårsaget af askeskyerne - og igen styrke deres høst.

"En stor del af de her begivenheder skyldes formentlig klimaet - i hvert fald har den medvirket," siger Morten Fischer Mortensen.

At pestens hærgen i Europa direkte skyldes istiden er Morten Fischer Mortensen mere påpasselig med at konkludere.

Men askeskyerne og kuldeperiodens hungersnød og ringe ernæring har heller ik...

Tænk, hvis vi kunne at se lige igennem huden og se muskler eller organer arbejde.

Det lyder som science fiction, men en gruppe forskere ved Stanford University var for nylig i stand til at gøre huden på levende mus optisk gennemsigtig - i hvert fald under visse lysforhold.

Gennembruddet har uden tvivl åbnet op for nye muligheder inden for biologisk forskning og medicinsk billeddannelse. Så hvordan gjorde de det, og vil det føre til, at mennesker en skønne dag kan blive gennemsigtige?

Når vi ser på et objekt, bliver lyset reflekteret fra det, så vores øjne kan se form og farver. Men det er noget andet med levende væv som hud, fordi det består af ting som vand, proteiner og lipider (fedtmolekyler), som alle bøjer lyset i forskellige vinkler.

Det betyder, at lyset bliver spredt af huden, hvilket begrænser, hvor dybt vi kan se ind i kroppen uden invasiv kirurgi.

I et forsøg på at omgå dette problem har forskere gennem årene udviklet mere sofistikerede teknikker til billeddannelse, som for eksempel to-foton-mikroskopi og nær-infrarød fluorescens.

Begge disse teknikker kræver ofte skadelige kemikalier eller virker kun på dødt væv. Derfor har målet været at finde en sikker og reversibel måde at skabe gennemsigtighed i levende organismer.

I studiet ved Stanford University gjorde forskerne brug af et ret overraskende middel: Farvestof til fødevarer.

Tartrazin, som har E-nummeret 'E 102', er et gult farvestof, der anvendes i fødevarer, blandt andet i chips, sodavand og slik.

Tartrazin har en helt unik egenskab: Når farvestoffet bliver opløst i vand og påført hudvæv, ændrer det måden, lyset interagerer med biologiske stoffer.

Svaret ligger i fysikken bag lysabsorbering og brydning, specifikt noget der kaldes 'Kramers-Kronig-relations', som beskriver lysets interaktion med faste stoffer på tværs af forskellige bølgelængder.

Tartrazin er i årevis blevet brugt i mikroskopi som en måde at farve visse dele af anatomien på for at gøre dem mere synlige, men det er aldrig blevet brugt på hele vævet hos levende dyr.

Ved at tilsætte tartrazin til vand og påføre det på væv fra bedøvede, levende mus, var forskerne i stand til at ændre vandets såkaldte brydningsindeks i vævet, det vil sige, i hvilken grad det bøjer lyset.

Brydningsindekset nærmer sig på denne måde brydningsindekset for lipider, så lyset kunne passere gennem musenes hud, hvilket fik dem til at se gennemsigtige ud.

Forbløffende nok var forskerne i stand til se dybe strukturer inde i musene, såsom blodkar og endda muskelfibre, i hidtil usete detaljer.

I et eksempel kunne de endda se tarmens bevægelser i realtid gennem den gennemsigtige mave.

Forskerne var i stand til at se så meget, uden at det tilsyneladende havde negativ effekt på musene; de var blandt andet i stand til at få musenes hud til at vende tilbage til den normale, uigennemsigtige tilstand, når farvestoffet blev vasket af.

Denne opdagelse kan måske vise sig at være revolutionerende. Forestil dig, hvis vi var i stand til at overvåge organernes funktion uden invasive indgreb eller se præcist, hvor en vene skal trække blod.

Det kunne også bane vejen for gennembrud i forståelsen af, hvordan sygdomme påvirker kroppen på et mikroskopisk niveau.

Selvom det hele lyder meget spændende, er der flere årsager til, at det er usandsynligt, at mennesker kan blive gjort helt gennemsigtige.

For det første er den gennemsigtighed, der er opnået i Stanford-studiet, tydeligvis ikke total gennemsigtighed.

Og selvom tartrazin gør lys i stand til at passere gennem væv, fungerer det bedst med specifikke bølgelængder af lys, hovedsageligt spektrummets røde og infrarøde områder.

Det betyder, at musene ikke er virkelig 'usynlige' eller gennemsigtige for det blotte øje ved normale lysforhold.

De er derimod gennemsigtige under specifikt billedbehandlingsudstyr designet til at fange dette fænomen.

For det andet påvirker denne gennemsigtighed kun de væv, hvor farvestoffet er påført, og selv da er det begrænset af, hvor dybt farvestoffet kan trænge ind.

...

Kvantemekanikken er den gren af fysikken, som beskriver, hvordan universets mindste byggesten opfører sig og interagerer.

FN har udnævnt 2025 til det internationale år for kvanteforskning og -teknologi. 2025 markerer nemlig, at det er 100 år siden, udviklingen af kvantemekanikken begyndte.

Jacob Wüsthoff Linder, som er professor ved Institut for Fysik ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet (NTNU), synes, det er fremragende, at kvantemekanikkens 'fødselsdag' bliver fejret.

"Det handler ikke kun om, at kvantemekanikken giver os en rigtig forståelse af, hvordan naturen fungerer, men også at det har ført til konkrete anvendelser," siger han.

Men hvorfor betragtes 1925 som kvantemekanikkens 'fødselsår'?

"Man kan måske argumentere for, at de første frø til den kvantemekaniske teori blev sået lidt tidligere i det 20. århundrede," siger Jacob Wüsthoff Linder.

Dengang blev der gjort opdagelser, der indikerede, at energi kunne opdeles i pakker, eller kvanter, uden glidende overgange.

Max Planck, Albert Einstein og Niels Bohr stod for en række vigtige bidrag.

"Men det er helt fint at sige, at der for 100 år siden virkelig blev fyret op under kvantemekanikken," siger Jacob Wüsthoff Linder, som tilføjer:

"En af de ting, der skete dengang, var, at Schrödinger-ligningen blev udviklet. Den er udgangspunktet for meget af det, der beskrives af fysik i kvantemekanisk teori."

Hvad fortalte denne ligning os?

Kvantefysikken bryder med, hvordan vi normalt opfatter verden, siger Jacob Wüsthoff Linder.

"Vi er vant til at tænke på ting som en fodbold eller et glas som noget fast eller som en sammensætning af mange partikler. I kvantemekanikken kan stof beskrives som bølger. Det er helt anderledes."

De mindste ting, som elektroner og atomer, opfører sig både som bølger og partikler.

"Schrödinger-ligningen beskriver de bølgeegenskaber, som stof eller masse har."

Det resulterer i nogle mærkelige egenskaber.

I den klassiske forståelse af fysik er universet forudsigeligt.

"Vi kan beregne meget præcist, hvor en partikel befinder sig til enhver tid, hvor den bevæger sig hen, hvilken hastighed den har, og så videre."

I kvantemekanikken er partiklernes egenskaber mere usikre.

"Hvis man for eksempel laver en fuldstændig perfekt måling af en partikels position, så man ved præcist, hvor den er, så kan man alligevel slet ikke bestemme, hvor hurtigt den bevæger sig, og hvor den er på vej hen," siger Jacob Wüsthoff Linder.

Det er Heisenbergs usikkerhedsprincip (også kaldt ubestemthedsprincippet).

"Alle egenskaber ved masser eller partikler kan ikke være entydigt bestemte ifølge kvantemekanikken."

Så hvordan har vores viden om elektroner, atomer og lys' mærkelige adfærd været til nytte i løbet af de sidste 100 år?

En af de første ting, kvantemekanikken blev brugt til, var lasere, fortæller Jacob Wüsthoff Linder. Igen var det Einstein, der var tidligt på banen.

"Han opdagede noget, der hedder stimuleret emission. Det er princippet, som en laser er baseret på."

Det var først i 1940'erne og 1950'erne, at man begyndte at undersøge, hvordan denne teori kunne omsættes i praksis. Teorien handler om, at elektroner i atomer kun kan have bestemte energiniveauer.

Hvis atomerne bestråles med lys med den helt rigtige frekvens, hopper elektronerne til et lavere energiniveau. De udsender så energi i form af lys med samme frekvens som den indsendte stråling.

"Det ender som en slags selvforstærkende effekt. Man bestråler et materiale med lys og skaber mere lys med præcis de samme egenskaber."

Laserlyset bliver intenst, monokromatisk og går i en skarpt afgrænset retning.

Lasere bruges i dag til mange forskellige ting for eksempel til at lave præcise målinger, behandle hud- og øjensygdomme og i militæret.

"En mere hverdagsagtig anvendelse er laserlys, der bruges til at scanne madvarer i butikker," siger Jacob Wüsthoff Linder.

Lasere bruges også i fiberkabler til at overføre datatrafik over internettet.

Den første transistor kom til verden i 1947. De blev kommercielt tilgæ...