Efter at vores gruppe af modige eventyrere flygtede fra byen Knuden, blev de vidner til en rædsel uden lige. Under deres flugt så de byen blive opslugt af et væsen kaldet frem fra en anden verden – en kraft så mørk, at selv skyggens væsner ville skælve. Langs deres vej henover tågen stødte de på en flok overlevende, men det stod hurtigt klart, at disse sjæle havde overlevet på den mest grusomme måde – ved at fortære deres egne. Rædslen og vildskaben i deres øjne fik vores helte til hurtigt at finde på en undskyldning for at komme videre.

Memekaanik, gruppens troldmand og måske mest besynderlige selskab, begyndte at opføre sig mærkværdigt efter deres flugt fra Knuden. Hans blik blev tomt og fjernere for hver dag, og noget mørkt syntes at krible bag hans øjne. De opdagede hurtigt, at han aldrig sov, som om han vogtede over noget skjult dybt i sit sind. En nat forsøgte Malcom, den kløgtige bard, at synge en melodi, en beroligende og ældgammel sang, som kunne bringe ro til rastløse sjæle. Sangen bredte sig som en tåge over gruppen, og langsomt, en efter en, sank de ned i en dyb søvn.

Men da de vågnede, befandt de sig ikke længere i luftballonen. Stedet, de var kommet til, føltes som en drøm eller en besynderlig mystisk verden. En tåge af minder, følelser og fragmenter af noget uforståeligt hang i luften omkring dem. Alt føltes skævt og forvrænget – som om de trådte rundt i nogen andens tanker og drømme. De stod midt i et sted, hvor logik og naturens love var blevet kastet bort. Men hvis dette sted var et sind, hvis sind var det så?