Den falske hydra er død, men Tuson hviler ikke. Minderne strømmer tilbage, sorgen hænger i luften, og mens nogle helte samles for at slikke deres sår, løfter byen sig igen. På dokken venter luftskibene – og med dem, nye valg.

Et hold drager mod månen for at hente sværdet, der kan presse tågen. Et andet bliver tilbage… men ikke for at hvile. For nu spores tågens oprindelse. Et gammelt kort, en gnomisk kapsel, og et bjerg i nord, hvor kulden skærer og svarene gemmer sig.

Gnufixia, Sonny, Sean, Alistair og Hellawig – B-holdet – har fået en ny mission. Tiden er knap, tågen bevæger sig, og kun én ting er sikkert: det her er ikke over.

En dør åbnes, og for første gang siden de bevægede sig ned under Tokaloc, står heltene samlet i det samme rum – Dorn, Kornstråle, Sonny, Malkon, Brious, Kælk og Gnufixia. Et rum, hvor minder bølger, blodet damper – og den falske hydra venter.

Kampen, der følger, er kaotisk, klaustrofobisk og knusende. For selv med syv mod én er det ikke nok, når fjenden har syv hoveder, evnen til at sløre sig selv i sindet – og til at vokse, hver gang man glemmer.

Men denne gang glemmer de ikke. Ikke allesammen. Og i skyggen af død og desperation, opstår heltemod, ofre… og måske – bare måske – en sejr.

Efter at have udfyldt ønskelister for døde søstre og sønner, har vores helte kun én opgave tilbage: Dronningen. Men hvad sker der, når man følger en plan baseret på løfter fra konger, man ikke stoler på, og gaver fra lig, der stadig taler?

Gruppen bevæger sig dybere ind i det mumificerede hierarki under Tikaloc. Med udmattelsen i kroppen, skyld i hjertet og en gnist af fornyet retning, begynder de at forstå, at der ikke findes nogen vej ud uden om mørket. Ikke alle gaver varer evigt. Ikke alle døre fører til frelse.

Med Hellawig’s død og hendes navn allerede begyndt at forsvinde fra hukommelsen, vågner gruppen op i det mørklagte rum under Tikaloc. Men noget er galt. Ikke kun følelsesmæssigt – men magisk. Minder forsvinder. Stemmer hvisker. Og noget i skyggerne forsøger at overbevise dem om, at hun aldrig har eksisteret.

For at beskytte sig mod glemslens forbandelse tyer de til desperate midler – men vil det overhovedet virke? En ukendt kaldur, en vildledende stemme og et glimt af noget velkendt bag en åbnet dør. Og der, midt i rummet, en person de kender – omgivet af ansigter, der langsomt glider ud af væggene.

Efter den desperate kamp under vandet kæmper vores helte sig endelig op i et glemt, mørkt tempel under Tikaloc. Men sejren har en pris: Hellawig er død, og selvom kroppen nu hviler iblandt dem, begynder hendes minde langsomt at forsvinde – som tåge, der glider væk i morgensolen.

Mens de sørger og forsøger at hvile sig i det fremmede rum, begynder virkeligheden at skride. Navne glemmes. Stemmer svinder. Og i hjørnerne af deres sind lurer følelsen af, at noget – eller nogen – stadig venter.

I denne episode trækkes vores helte ind i det uundgåelige mørke – i bogstaveligste forstand. En enkelt berøring ved en vandpyt i loftet har vendt verden på hovedet og suget dem ned i et mystisk, vandspejlsagtigt rør fyldt med uro, panik og… noget, der venter.

Uden retning, uden luft og uden synlig udvej kæmper gruppen mod et væsen, der bevæger sig som en drøm – eller et mareridt. Dets form skifter konstant mellem sten, fisk og skygge, og selv tankens kraft giver ikke svar.

Mens panikken breder sig og luften svinder, knækker troen på madamer, guder og hinanden. Nogle bliver trukket dybere ind, andre når overfladen – men ikke alle gør det i tide.

I mørket under Tikaloc er virkeligheden begyndt at slå revner. Vores helte har netop åbnet to sarkofager – og vækket to døde søstre til live. Eller næsten. De står nu over for et skræmmende valg: For hver af de døde kvinder tilbyder at opfylde deres vildeste ønsker… hvis blot de vil dræbe den anden.

Guld flyder. Muskler svulmer. Visdom skænkes. Og længsler bliver til virkelighed. Men for hvert ønske, der opfyldes, vokser tvivlen: Hvad er prisen? Hvem er de, der lover alt? Og hvad sker der, når hele familien – døtre, sønner, dronning og konge – kræver hinandens liv for at genvinde deres egen?

Et mægtigt sværd tilbydes. En trone lurer i mørket. Og midt i det hele står heltene – splittede mellem moral, fristelse og det større mål: at standse den falske hydra og redde Tuson fra tågens greb.

Vores helte befinder sig stadig under den svævende by Tikaloc – og i dette afsnit bliver det mere kaotisk end nogensinde. En labyrintisk tunnel kollapser omkring dem, gulvet forsvinder under fødderne, og gruppen kastes i frit fald ned i mørket. Da de vågner, er noget forandret.

Et mærkeligt, skævt rum fyldt med balsamerede kældur-figurer viser sig ikke kun at være et gravkammer – men måske også et sted, hvor sandheder kan vende tilbage. Minder fra tidligere oplevelser dukker pludseligt op. Den falske hydras forbandelse – dens sang – har mistet grebet for en stund, og gruppen husker pludselig det, de ikke burde kunne huske.

Samtidig opdager de, at noget underligt siver ud af statuerne – en sort, tjæreagtig substans med skimmel-lignende træk. En hemmelig mekanisme afsløres, og en dør åbnes, men hvad venter bag næste hjørne?

Efter at have overlevet mødet med spejlene og den forførende fare i Skyggeverden, vender gruppen tilbage til deres mission: at forsegle de sidste udgange under den svævende by Tikaloc – før noget ondt slipper ud. Men det er lettere sagt end gjort, når tyngdekraften vender, og gulv bliver til loft.

I et forladt og forvrænget værksted, hvor en stillestående vandpyt hænger i loftet som en mørk trussel, forsøger heltene at finde ud af, hvad der skjuler sig på den anden side. Ét dyk, og virkeligheden flår sig op: Vandet er dybt, forvirrende, og noget venter i det. Noget, der ligner både sten og væsen.

Mens panikken breder sig, og knuder bindes i både reb og relationer, sætter gruppen alt ind på at forstå – og overleve – endnu en del af Tikalocs mystiske indre.

Gruppen står over for en ny, forførende trussel i de spejlbeklædte gange under Tikaloc. Efter Sean Kronstråle forsvandt i skyggerne, bliver sandheden sværere at skelne fra illusionen. Spejlene viser ikke altid det, de burde – og nogle refleksioner har deres egen vilje.

En ukendt skikkelse træder frem, lokkende og smilende, men noget føles forkert. Hun taler direkte til sjælen og vækker en usikkerhed, der langsomt æder sig ind på gruppen. Hvem kan de stole på? Hvem er virkelig? Og hvad sker der, hvis de lytter for længe?