Stemmernes Tårn

Gruppen dykker dybere ned i Memekaaniks sind, hvor kaos og uforløste minder kæmper om deres opmærksomhed. Gennem deres rejse møder de et væld af bizarre og forvredne scener, der afslører glimt af hans liv og den smerte, han forsøger at glemme. Midt i dette virvar står én ting klart: Memekaaniks datter spiller en central rolle i alt dette. Han talte om hende tidligere – men hvem er hun egentlig, og hvilken forbindelse har hun til denne mentale fælde? I dette afsnit finder de sandheden om Memekaanik, men betyder det at de kan finde ud og komme tilbage til deres opgave - at finde en løsning på, Tågen over Tuson

Langsomt, stykke for stykke, er gruppen begyndt at forstå, at de befinder sig inde i Memekaaniks sind. Men hvorfor? Og hvordan er de havnet her? De vandrer fra rum til rum, hvert mærkværdigt og forvredet, som om de er afspejlinger af hans tanker, viden, erindringer, følelser og hvad der ellers hører til i et sind. Stedet føles som en labyrint, der leder dem dybere ind i Memekaaniks væsen. Men ét spørgsmål bliver stadig mere presserende: Hvordan slipper de fri af denne mentale fælde, før de selv bliver en del af den?

Da vi sidst forlod vores helte, befandt de sig i et surrealistisk rum af svævende klippestykker, hvor gargoiler med tomme blikke stirrer på dem. Dorn, beslutsom som altid, sprang mod et af klippestykker som hænger uden en gargoil, for at placere den gargoil, de havde fundet i det loftløse bibliotek, som det havde lykkes Alestar at formindske – men skæbnens terninger var ikke med ham denne gang og det er her vi taget tråden op...

Efter at vores gruppe af modige eventyrere flygtede fra byen Knuden, blev de vidner til en rædsel uden lige. Under deres flugt så de byen blive opslugt af et væsen kaldet frem fra en anden verden – en kraft så mørk, at selv skyggens væsner ville skælve. Langs deres vej henover tågen stødte de på en flok overlevende, men det stod hurtigt klart, at disse sjæle havde overlevet på den mest grusomme måde – ved at fortære deres egne. Rædslen og vildskaben i deres øjne fik vores helte til hurtigt at finde på en undskyldning for at komme videre.

Memekaanik, gruppens troldmand og måske mest besynderlige selskab, begyndte at opføre sig mærkværdigt efter deres flugt fra Knuden. Hans blik blev tomt og fjernere for hver dag, og noget mørkt syntes at krible bag hans øjne. De opdagede hurtigt, at han aldrig sov, som om han vogtede over noget skjult dybt i sit sind. En nat forsøgte Malcom, den kløgtige bard, at synge en melodi, en beroligende og ældgammel sang, som kunne bringe ro til rastløse sjæle. Sangen bredte sig som en tåge over gruppen, og langsomt, en efter en, sank de ned i en dyb søvn.

Men da de vågnede, befandt de sig ikke længere i luftballonen. Stedet, de var kommet til, føltes som en drøm eller en besynderlig mystisk verden. En tåge af minder, følelser og fragmenter af noget uforståeligt hang i luften omkring dem. Alt føltes skævt og forvrænget – som om de trådte rundt i nogen andens tanker og drømme. De stod midt i et sted, hvor logik og naturens love var blevet kastet bort. Men hvis dette sted var et sind, hvis sind var det så?

Heltene har nu forladt byen Knuden i de mystiske luftballoner, skabt af den excentriske urin-opfinder, Memekaanik. Under dem breder Tågen sig som et mørkt og dystert hav, og dybt nedenfor hærger et gigantisk kødmonster, der med glubske kløer og knasende tænder kaster sig over de skrigende beboere. Tågen truer med at opsluge alt, og hvis de ikke finder hemmeligheden til at standse dens udbredelse, vil hele Tuson blive fortæret af mørket.

I dagens eventyr følger vi en broget gruppe: halvdværgen Malcom, en hårdfør og stoisk skikkelse; Dorn, en elver af ædel byrd, klog og mystisk; gadebarnet Alastar, hurtig som en skygge og listig som en ræv; Grumsegnomen Hellarvik, kendt for sin evne til at håndtere sprængstoffer med et grin; og selvfølgelig Memekaanik, opfinder og gal videnskabsmand, hvis opdagelser ofte drypper af… tvivlsomme væsker.

Deres mål er intet mindre end legenden selv: en af de sagnomspundne Kelduers flyvende byer, der siges at svæve i en hemmelig vindsfære over skyerne. Men hvor gemmer den sig? De må rejse sydpå gennem tågen, kæmpe mod væsener fra mareridtets dybder og stole på hver eneste snuhed, intuition og viljestyrke, de besidder.

Vi er nået til det store finaleafsnit, hvor vores helte står overfor deres største udfordring: Sult, et kolossalt monster, der truer med at fortære hele byen. Alle deres veje har ledt til dette øjeblik. Vil de være i stand til at besejre væsnet, eller er Knuden fortabt? Men uanset hvilken vej det går, vil det ikke ændre noget for Tågen, der stadig hænger tungt over Tuson.

Dybt nede i kloakernes mørke står Brieost, Gnuflixia og Sonny overfor nogle virkelig grumme modstandere. Med Sean forsvundet tilbage til overfladen i sin jagt på Dorn, er de tre nu alene i denne farlige situation. Spørgsmålet er, hvordan de skal slippe ud af denne pinefulde knibe – og om de overhovedet kan.

Sean, Hellewick og Alastar kæmper sig vej opad i Ærkebiskoppens enorme villa, med loftet som deres mål i håbet om at finde Dorn. Bygningen skælver under en usynlig kraft, og som de nærmer sig loftet, vågner møblerne omkring dem til live, besat af en ondskabsfuld energi. Skjulte trusler vækkes, og det bliver tydeligt, at noget mørkt og farligt ulmer i skyggerne over dem. Hvert skridt mod loftet bringer dem tættere på både Dorn og den fare, der lurer i villaens hjørner.

Malmcom, Kælk og Tur træder nu ind i deres skæbnerejse, der måske vil ændre alt. Da vi forlod dem sidst, satte de sig til rette i Ægget, som den mægtige Golum bar i sine kolossale hænder. Med lynets hast flyver de nu mod Cosmos Universitet, stedet hvor svaret på Tågens gåde måske gemmer sig. Denne mørke Tåge har sænket sig over hele Tuson. Hele? Ikke helt, for spredt i skyggerne står lommer af modstand, som trodser dens dødbringende greb. Men hvor længe kan disse bastioner modstå mørket? Alt afhænger af denne rejse, en rejse mod himlens ukendte farer og håbets sidste gnist.

Vi fortsætter præcis, hvor vi slap. Hellewick og Alastar er endelig undsluppet fangekælderen og har nu forenet kræfter med Sean, der er fast besluttet på at redde Dorn. Han er overbevist om, at Dorn holdes fanget højere oppe i Æskebiskoppens dystre bolig. Men før de kan nå frem, må de finde en måde at bevæge sig ubemærket gennem det labyrintiske hus, hvis mørke kroge synes at vågne til live omkring dem. Noget føles forkert ved stedet, som om selve huset ånder og rører på sig – og det er ikke med gode hensigter. Der er kræfter i spil, de endnu ikke forstår.

Endnu en gang træder vores helte ind i skæbnens spil. Nogle søger det legendariske Cosmos Universitet, mens andre vovemodigt trænger dybt ned i Knudens dunkle kloaksystemer for at finde Ildens Herre. De resterende holder vagt over den forgiftede Floris Ivan, hvis skæbne hænger i en tynd tråd.

Sidste afsnit sluttede, da Sean modtog en ildevarslende besked om, at Dorn var i alvorlig fare, men ikke at finde ved deres tilholdssted. Sporet leder ham til et hus, han aldrig før har besøgt. Hvad han dog ikke ved, er at to af hans venner allerede kæmper for deres liv dybt nede i husets mørke fangekælder.