Dvalevant’n strækker sig ud foran dem: en uendelig, spejlblank frossen sø, hvor vinden bider, og stilheden hvæser. Heltene står på kanten af det ukendte – bag dem Suskaldskovens tåge, foran dem den forladte by Islæ.

Men turen over isen er ikke bare fysisk krævende. Det er som om selve søen lytter… bevæger sig… og hvisker. En forbandet kappe, en vision fra Gnistring og mørke stemmer i tågen gør hvert skridt tungt og utrygt.

Og da de endelig når frem til Islæ, virker byen alt andet end klar til at tage imod dem.

Vores helte bevæger sig ind i Suskald Skoven, et sted, hvor træerne synes at lytte, og hvor stierne vrider sig, når man vender ryggen til. Kulden bider, men det er ikke det eneste, der gør ondt.

Noget i mørket tester deres sammenhold, deres dømmekraft og måske deres værdighed. Ikke alt kan bekæmpes med stål og ild. Nogle gange må man tænke skævt… eller slet ikke tænke.

Følg Hellawig, Alistair, Kornstråle og Sonny i et af de mærkeligste og mest absurde afsnit til dato – hvor mørket i træerne måske ikke er det farligste…

Vinteren strammer sit greb, og heltene kæmper sig frem gennem den dybe skov nord for Nordrum, med en ny, relativ uhyggelig følgesvend ved deres side: Bob.

Men skovens stilhed bedrager. Noget skjuler sig mellem grantræernes skygger, hurtigt og nådesløst. Et angreb kommer uden varsel, og selv toppen af træerne er ikke sikker.

Mens sneen drysser, og nerverne flosser, bliver spørgsmålene flere: Hvem eller hvad jager dem? Og hvem fanden er Bob?

Efter at have forladt Nordrum og bevæget sig dybere ind i den sneklædte ødemark, støder vores helte på en tilsyneladende nødlidende lejr og en katteagtig mand, der bønfalder dem om hjælp. Men det hele er en fælde. Et bagholdsangreb. Og det, der ligner simple røvere, viser sig at være noget langt mørkere og mere foruroligende.

På en frossen bro over en buldrende elv bryder kampens tåge løs – bogstaveligt talt. Ildkugler flyver, torden slår ned fra himlen, og en ildkugle sætter verden i brand. Magien koger, stål møder stål, og overlevelse bliver en dans mellem liv og død

Heltene har forladt Nordrum og begivet sig nordpå, mod det isdækkede landskab og den frosne sø Dvalevat’n. Bag dem ligger byens damp og sidequests – foran dem venter kulden, ensomheden… og skygger i sneen.

Midt på en øde stenbro over en brusende elv møder de en katteagtig skikkelse, der råber på hjælp. En lejr er blevet overfaldet, siger han. Men noget føles forkert. Øjnene ser ét – mavefornemmelsen noget helt andet.

Vores helte er i den nordlige by Nordrum – et afsidesliggende sted omgivet af mørke skove og hængende tågebanker. Her er hemmeligheder om tågen, som kan bringe vores helte tættere på en løsning. Mens gruppen forsøger at finde ly og hvile, begynder natten at ånde dem i nakken.

Under stjernernes kolde skær og i skæret fra to måner mærkes en tiltagende uro. En beboer forsvinder i mørket. En skygge kalder. Og en ældgammel kvinde – måske en heks – bevæger sig mellem drøm og virkelighed. Nordrum har sine egne regler. Og dem, der ikke lytter, risikerer at blive glemt.

Efter nødlandingen i Brudringe-bjergene når heltene endelig frem til den frosne by Nordrum – et sted mærket af kulde, sorg og noget langt mere udefinerbart: stilheden efter tågen. Men byen har overlevet, og blandt ruinerne finder de ikke bare varme, men vidnesbyrd om, hvad tågen har gjort ved dem, der ikke kunne flygte.

Mens gruppen splittes for at hjælpe, undersøge og hvile, kastes en af dem ud i et ritual, der aldrig burde være nødvendigt – et helligt dampbad med mørkværn og guddommelige bønner. Midt i dampen, under de visnende guders blik, skal lyset kæmpe mod glemslens skygger.

Efter at have forladt Tikaloc i en luftballon, begiver vores helte sig nordpå – over landskaber indhyllet i tåge og mytisk mørke. Kursen er sat mod Brudringe Bjergene og det sted, hvor gnomerne engang indkapslede tågen. Men rejsen bliver alt andet end fredelig.

Et mareridt varsler uro i sjælen, og et uventet stormvejr truer med at kaste dem ud i intetheden. Uden varsel tvinges heltene ud i en kamp mod naturens rasen – og mod deres egne begrænsninger. Magien svigter, minder brænder, og gamle sår flås op.

Da ballonen endelig styrter ned, lander de i det frosne landskab ved kanten af verden – nær byen Nor’drum. Men intet er givet, og kulden, udmattelsen og ukendte kræfter truer med at knække dem, før de når frem. Spørgsmålet er ikke længere om de overlever. Det er, hvor meget de mister på vejen.

Den falske hydra er død, men Tuson hviler ikke. Minderne strømmer tilbage, sorgen hænger i luften, og mens nogle helte samles for at slikke deres sår, løfter byen sig igen. På dokken venter luftskibene – og med dem, nye valg.

Et hold drager mod månen for at hente sværdet, der kan presse tågen. Et andet bliver tilbage… men ikke for at hvile. For nu spores tågens oprindelse. Et gammelt kort, en gnomisk kapsel, og et bjerg i nord, hvor kulden skærer og svarene gemmer sig.

Gnufixia, Sonny, Sean, Alistair og Hellawig – B-holdet – har fået en ny mission. Tiden er knap, tågen bevæger sig, og kun én ting er sikkert: det her er ikke over.

En dør åbnes, og for første gang siden de bevægede sig ned under Tokaloc, står heltene samlet i det samme rum – Dorn, Kornstråle, Sonny, Malkon, Brious, Kælk og Gnufixia. Et rum, hvor minder bølger, blodet damper – og den falske hydra venter.

Kampen, der følger, er kaotisk, klaustrofobisk og knusende. For selv med syv mod én er det ikke nok, når fjenden har syv hoveder, evnen til at sløre sig selv i sindet – og til at vokse, hver gang man glemmer.

Men denne gang glemmer de ikke. Ikke allesammen. Og i skyggen af død og desperation, opstår heltemod, ofre… og måske – bare måske – en sejr.