Alohomora

Alohomora

By Harry PotterArtsBooks
Download on the App Store

Alohomora episodes

  • Bog 2, kapitel 14 - TEMA: Valg
    Skolelivet går sin vante gang på Hogwarts, og eleverne på 2. årgang skal så småt begynde at tage stilling til deres fremtid, for nu skal der vælges valgfag! Det viser sig at være mere end almindeligt svært, og oven i det hele må trioen også forholde sig til sagen om Hemmelighedernes Kammer, der stadig rumsterer. For var Hagrid den, der for 50 år siden åbnede kammeret og slap et monster løs på slottet? Og hvorfor er Romeo Gådes dagbog pludselig væk fra Harrys sovesal? Trioen er for alvor på dybt vand, for hvem skal de vælge at tro og mistro?

    Harry og Ron gør deres bedste for at undgå aktivt at vælge noget som helst, men da Hermione pludselig bliver offer for den mystiske angriber, tvinges drengene til at træde i karakter, og de vælger at tage en tur ned til Hagrids hytte - og det samme gør i øvrigt både Dumbledore, Ministeren for Magi og Lucius Malfoy! Hele kapitlet er således gennemsyret af valg, der skal træffes, og derfor læser vi kapitlet under netop dét tema. Vi kommer omkring følgende spørgsmål:
    • Hvordan håndterer eleverne valget af valgfag forskelligt?
    • Hvorfor vælger Ginny at stjæle Romeo Gådes dagbog tilbage?
    • Hvordan er Lucius Malfoys tiltaleformer afslørende for hans syn på både sig selv, Dumbledore, Cornelius Fudge og Hagrid?
    Lyt med, og bliv klogere på de mange valg, ikke-valg og fravalg i kapitlet!
    2 hr 4 min
  • Bog 2, kapitel 13 - LUMOS: Romeo Gådes dagbog
    I kapitel 13 i Harry Potter og hemmelighedernes kammer finder Harry 'den umådeligt hemmelige dagbog' på Hulkende Huldas toilet. Alene dén beskrivelse af dagbogen gør, at vi naturligvis må vie et Lumosafsnit til netop dagbogen, for hvad er det egentlig, der er så særligt ved den bog? I dagens Lumos forsøger vi at besvare dette spørgsmål, når vi kaster et tiltrængt lys over Romeo Gådes gamle dagbog.

    Vi følger dagbogens rejse, fra den erhverves af Romeo Gåde i en mugglerboghandel, til den ender sine dage i et meget magisk Hemmelighedernes Kammer, hvor den ødelægges af basiliskens gift.

    Herefter zoomer vi ind på dagbogens (magiske) egenskaber, især de egenskaber der knytter sig til det faktum, at den bærer på et minde om Romeo Gåde. Vi taler bl.a. om, hvordan man tilgår dagbogen, hvordan dens magt er utrolig diskret men meget virkningsfuld, og hvordan dens læser både mentalt og fysisk bliver suget ind i dagbogen - med fatale konsekvenser.

    Endelig taler vi også om, hvilken rolle minder spiller i den magiske verden, og i den forbindelse ser vi på, hvilken betydning minder generelt har for Harrys udvikling gennem serien.

    I Hedvigs hjørne diskuterer vi et spørgsmål fra Anna, som undrer sig over, hvilket objekt der oprindeligt skulle have indkapslet Voldemorts 7. horcrux (som jo så endte med at blive Harry).

    Hvis du er ligeså draget mod Romeo Gådes dagbog, som Harry (og vi) er, så lad dig suge ind i dagens episode!
    1 hr 37 min
  • Bog 2, kapitel 13 - TEMA: Usikkerhed
    At være en troldmand med muggleropvækst og gå på en kostskole for magikere er ikke altid let - og er man ovenikøbet 12 år og udsat for en Glitterik-arrangeret Valentinsdag med dværge, som iklædt tylskørter synger kærlighedsbudskaber om farven på ens øjne, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, at man nemt kan blive en smule usikker på både situationen og sig selv. Harry og karaktererne omkring ham emmer af usikkerhed i kapitlet, og netop derfor har vi valgt at læse det gennem temaet 'usikkerhed'.

    Vi kommer bl.a. omkring følgende spørgsmål:
    - Hvordan udstiller Glitterik sin usikkerhed og sin fordærvede moral i præsentationen af Valentinsdagens begivenheder?
    - På hvilken måde er det sungne kærlighedsbudskab, som Harry modtager, overraskende betydningsfuldt?
    - Hvorfor er Harry ikke mere usikker på, hvad Romeo Gådes dagbog mon kan finde på?

    Lyt med, når vi går bagom facaderne af selvsikkerhed og glitrende pink og afdækker den skrøbelige usikkerhed, der hviler hos både individerne og i fællesskabet på Hogwarts.
    1 hr 57 min
  • Bog 2, kapitel 12 - LUMOS: Fønixer
    I kapitel 12 møder vi verdens mest imponerende fugl, nemlig Dumbledores loyale kæledyr, Fawkes. Derfor taler vi i dette Lumos-afsnit om det fantastiske fjerklædte fabeldyr fønixen.

    I afsnittet taler vi først om fønixen som mytologisk væsen. Den har nemlig været kendt i både den klassiske mytologi og i kristendommen i flere tusinde år. Vi kommer blandt andet omkring fønixens sjældenhed, og det bliver tydeligt, at den er lidt mere sjælden end mange andre sjældne skabninger.
    Herefter giver vi velfortjent opmærksomhed til vores allesammens yndlingsfønix, Fawkes, og vi kortlægger i hvilke forbindelser, vi støder på ham i Harry Potter-serien, og hvilken betydning han har på disse tidspunkter.
    Endelig zoomer vi ind på Fawkes’ symbolske rolle i serien, og vi dykker blandt andet ned i hans tilknytning til Harry og Voldemort.

    I Hedwigs hjørne diskuterer vi en kommentar fra Sigrid, som har hørt vores samtaler om kapitel 9 i bog 2, og i den forbindelse har hun nogle interessante tilføjelser til vores snak om professor Binns og hans viden om Hemmelighedernes kammer.

    Hvis du - ligesom os - er brændt varm på fønixer og hemmelige kamre, kan du få luft under de rød-gyldne vinger i din lydapp nu!
    1 hr 6 min
  • Bog 2, kapitel 12 - TEMA: Sammenhold
    En skråsikker fordelingshat, en brændende fønix og et virvar af ubesvarede spørgsmål. Harry får sin sag for på Dumbledores kontor, hvor han er endt efter angrebene på Næsten Hovedløse Nick og Justin Finch-Fletchley. Han går derfra mere usikker end nogensinde før, og forvirringen er lige så stor hos resten af eleverne. Det er nu, at sammenholdet på Hogwarts skal stå sin prøve, og vi læser derfor kapitlet under dette tema.
    Vi diskuterer eksemplerne, hvor sammenholdet har svære kår: De forskellige huse positionerer sig over for hinanden, alle elever vil holde jul hjemme, og selv internt i Weasleyfamilien slår sammenholdet sprækker. Heldigvis er der også eksempler på det modsatte: Trioen rykker tæt sammen og trækker i arbejdstøjet, for polyjuiceeliksiren er klar, og Slytherins opholdsstue skal infiltreres, så den sande arvtager - måske - kan afsløres. Forklædt som Crabbe og Goyle får Harry og Ron overraskende informationer om både Hemmelighedernes kammer og Malfoys familie.

    I afsnittet kommer vi bl.a. omkring følgende spørgsmål: - Hvorfor bliver Harry efterladt alene på Dumbledores kontor?
    - Hvilken symbolsk værdi ligger der i de gaver, som Harry får til jul - og giver han overhovedet selv gaver?
    - Hvordan er forholdet egentlig mellem Draco og hans far?


    Lyt med, når vi dykker ned i sammenholdet - og manglen på samme - på Hogwarts!
    2 hr 4 min
  • Bog 2, kapitel 11 - LUMOS: Hogwarts' bibliotek og bøger
    I kapitel 11 befinder vi os kortvarigt på biblioteket på Hogwarts, da Harry møder en flok konspiratoriske Hufflepuffere netop der. Harry stormer hurtigt væk fra biblioteket, men vi bliver hængende og dedikerer dagens Lumos til biblioteket og til bøgernes verden.

    I afsnittet taler vi først og fremmest om, hvad biblioteket er for et sted, og hvad det repræsenterer. Vi kommer bl.a. ind på, hvilke bogafdelinger der findes (og ikke findes), og hvilke begivenheder der udspiller sig på biblioteket.
    Herefter koncentrerer vi os om bibliotekets ukronede dronninger, nemlig madam Pince og Hermione. Vi diskuterer, hvordan de to kan sammenlignes, men vi finder samtidig mange beviser for, at de også bliver hinandens kontraster i den måde, de hver især betragter bøger og deres indhold på.
    Til sidst hæver vi blikket fra biblioteket og taler om bøgernes symbolværdi i Harry Potter-universet generelt, for der er nemlig en klar sammenhæng mellem, hvor mange bøger du har, og hvordan du er som menneske!
    I Hedwigs hjørne diskuterer vi en kommentar fra Katrine, som har nogle spændende tanker om familien Weasleys forhold til genbrug, og hun kommer særligt ind på betydningen af det engelske udtryk "second hand".

    Så: Sæt dig godt til rette med dagens Lumos, lad dig føre ind i bøgernes magiske verden, og frem for alt: "sschyyy"….
    1 hr 23 min
  • Bog 2, kapitel 11 - TEMA: Oprør (med gæstevært Martin Bager Wulff)
    En mystisk fare lurer, og på Hogwarts har en anspændt stemning lagt sig som en dyne af tung vintersne over skolen. Nogle elever reagerer ved at rykke tættere sammen, nogle finder syndebukke, nogle sætter deres lid til mere eller mindre ildelugtende talismaner, og nogle forbereder sig til kamp mod den ukendte trussel ved at opsøge dueltræning. Oprøret ligger lige under overfladen i kapitlet, og derfor har vi valgt at læse det gennem temaet 'oprør'.

    I anledning af dagens tema gør vi oprør mod vores eget format og har således allieret os med multikunstner, kulturkonge og Harry Potter-entusiast Martin Bager Wulff, som vil bidrage med betragtninger, analyser og en ualmindeligt auditiv udgave af Binns' hjørne.

    Vi kommer bl.a. omkring følgende spørgsmål:
    - På hvilken måde er Hermione overraskende følelseskold i dette kapitel?
    - Er det Snape, der får Draco til at fremtrylle en slange, da han skal duellere mod Harry - og i så fald hvorfor?
    - Hvordan kommer den oprørte stemning til udtryk på forskellig vis - og er der et kollegierelateret mønster her?


    Lyt med, når vi dykker næsten hovedløst ned i en eliksir af svulmende, sitrende oprør!
    1 hr 58 min
  • Temaafsnit om kollegierne 1: Gryffindor
    Hvad har salamandere og sommer med Gryffindor-kollegiet at gøre? Hvilken symbolsk betydning har placeringen af kollegiets opholdsstue og sovesale? Og hvorfor er det lige, at karakterer som Neville Longbottom og Peter Pettigrew ender som gryffindorere? Dette er et par af de mange spørgsmål, som vi diskuterer i dette temaafsnit om Gryffindor-kollegiet.

    Afsnittet er det første ud af fire kollegie-afsnit, der alle udspringer af vores liveshow om Hogwarts' kollegier, som vi holdt til Magiske dage i Odense 2022. Efter vores mening havde vi her alt for kort tid til at tale om alt for meget, som oven i købet var alt, alt for spændende, og det råder vi nu bod på med ét afsnit pr. kollegie, som vi blive optaget og udgivet løbende gennem det næste stykke tid.

    De rødgyldne løver går selvfølgelig forrest i dette foretagende (som i alt andet), så derfor: Er du handlekraftig og tapper, og har du mod og løvehjerte, har vi verdens bedste afsnit til en rolig stund foran pejsen i opholdsstuen. Hils den fede dame. Kodeordet er "Gryffindor"!
    1 hr 51 min
  • Bog 2, kapitel 10 - LUMOS: Hospitalsfløjen
    I kapitel 10 tilbringer Harry endnu engang en nat i en hospitalsseng, fordi han efter Glitterik Smørhårs mislykkede besværgelse på Quidditchbanen skal gengro alle knoglerne i sin arm. Dette projekt får den altid dygtige madam Pomfrey ansvar for, og derfor er dagens Lumos-afsnit dedikeret til hende og hendes hospitalsfløj.

    I afsnittet taler vi lidt om, hvilken rolle sygdom spiller i den magiske verden for på den måde at forstå, hvilke rammer Hogwarts sygeplejerske opererer under: Kan magikere f.eks. blive ramt af muggler-sygdomme, kan en muggler blive syg af magiske sygdomme - og hvad med fusere? Herefter koncentrerer vi os om madam Pomfrey og hendes hospitalsfløj, og vi stiller skarpt på hendes person, hendes rolle på skolen og hendes syn på eleverne.

    I Hedwigs hjørne diskuterer vi et spørgsmål fra Sigrid, som igangsætter en diskussion om et af de store husalfespørgsmål: Hvad afgør, hvornår en husalf er fri - og i forlængelse heraf: Er der problemer forbundet med at lade sin husalf stå for tøjvask og opvask?
    1 hr 10 min
  • Bog 2, kapitel 10 - TEMA: Hemmeligheder
    Der er for alvor skruet op for hemmelighedskræmmeriet på Hogwarts, men hvem skjuler egentlig hvad og hvorfor? Glitterik Smørhår forsøger desperat at holde sine manglende tryllestavsevner hemmelige, men han ender alligevel med at få udført en ret så uheldig besværgelse på quidditchbanen. Trioen må snyde op til flere autoriteter, så de i al hemmelighed kan få adgang til opskriften på den komplicerede polyjuiceeliksir, Dobby kommer på besøg på Hogwarts for at afsløre et par af sine hemmeligheder, og så er der nyt i den mystiske sag om selveste Hemmelighedernes Kammer!

    Mange synes altså at gemme på en hemmelighed eller to, og derfor læser vi netop kapitlet under dette tema.

    Vi kommer bl.a. omkring følgende spørgsmål:
    - Hvorfor har Glitterik Smørhår mon en påfuglefjerpen?
    - Har den strikse bibliotekar, Madam Pince, sine egne hemmeligheder?
    - Hvilken symbolik ligger gemt i ingredienserne til polyjuiceeliksiren?

    Lyt med, når vi afdækker både store og små hemmeligheder!
    1 hr 41 min

About Alohomora

From the publisher's feed

ALOHOMORA er en spoilerspækket samtalepodcast for dig, der har læst Harry Potter-bøgerne en eller flere gange og hungrer efter mere bogmagi. Hver anden tirsdag låser vi op for bogserien ved at læse…

More shows like Alohomora

Stjerner og striber by DR

Stjerner og striber

10 Listeners