Bare Snak

Velkommen til Bare Snak Danmark rundt, hvor jeg, Mathias Broby Petersen, vil cykle landet tyndt for at lave podcast med sociale tilbud for udsatte borgere. Dette er den første af tre podcastepisoder, der vil give jer lidt kontekst af hvad turen kommer til at indebære. 

I denne episode taler jeg med seniorforsker Lars Fynbo, fra det nationale forsknings- og analysecenter Vive og ikke Fyn. Han arbejder indenfor udsatte socialgrupper, hovedsageligt ved at udføre kvalitative undersøgelser i form at interviews med disse mennesker. Han vil hjælpe mig med at forstå vigtigheden af sociale tilbud, og hvad det vil sige at være udsat borger. Håber det er meningsfyldt.

Jeg har altid på en eller anden måde gået rundt, og tænkt at aktier var for andre end mig. Det er noget, der er reserveret til de rige med villaer i Hasseris og ikke til en eller anden fritidsarbejdende ung person fra en middelklassefamilie.

Helle Snedker er kundedirektør og kapitalforvalter i Formuepleje, der arbejder med kapitalforvaltning for private investorer. Hun kommer fra et lille landsted på Samsø, hvor aktier ikke som sådan var det daglige middagssamtaleemne. Det virker på mange måder til at det stadivæk er sådan hun går til investeringer. Som hun siger, så er det ikke skåret i sten at hedgefund managers og businessfolk har de rigtige takes på investeringer. At investere er for alle. Hvad er det egentlig at investere, skal man lige have 150.000kr til at ligge for at komme igang og er det en elitær klub? Jeg tror at jeg gik ind til denne episode, for at få testet mine formodninger om investering. Det er ikke helt til at gøre sig klog på, men en ting, der er helt sikkert, er at man altid kan starte et sted.

Jeg har ofte tænkt på de der kaffevogne, der stort set findes overalt i det danske landskab. Det ser hyggeligt ud, men hvorfor findes de når vi har caféer, hvordan starter man det op og hvordan fungerer det?

Dorte er en ung kvinde, der har startet sin helt egen lille biks, Dortes kaffe, op efter at hun blev træt af at sidde derhjemme og søge arbejde med fuld coronakuller. Hendes biks fungerer egentlig meget som en mobil café, hvor folk kommer og får sig en snak med Dorte imens hun bikser deres kaffe sammen. Ligesom med pølsevognsejeren, så er det ligeså meget kaffen som hele oplevelsen ved at komme derhen. Når man står ude blandt folket, så er ens dagligdag defineret af absolut alle typer og mennesker. Det kan indebære fulde folk, der fortæller deres livshistorie, og fodboldhooligans til fodboldderby. Om hendes kristne opvækst har givet hende en positiv og medmenneskelighed aura, så er det en lille fortælling om en person der i corona ikke kunne få et job, og så valgte at starte sit eget foretagende op.

I denne Bare Snak sætter jeg mig ned med en af søjlerne indenfor dansk rap, der har været fast og evig relevant inventar i over 20 år.

Pede B, med det borgerlige navn Peter Bigaard, stammer oprindeligt fra Hellerup lidt nord for København. Hans barndom er ikke som sådan hård ud fra hans egne udtalelser, men man kan ikke høre hans musik uden at lægge mærke til, at der er foregået nogle trælse ting i hans opvækst. Om det så er personer, der er ude på at skade hans far eller at vokse op som ung purk ude på ballade. Han begyndte som ung dreng at rappe, og har igennem hans karriere udgivet over et dusin albums samt været kongen af MC Fight Night. Jeg tog ud til hans bungalow i Vanløse, og tager imellem en slow cooker og legetøj, en snak med Pede om hans karriere og status på rapverdenen. Nyd denne samtale med en dansk raplegende.

Vi har alle et indgående kendskab til arkitektur, om vi vil det eller ej. Langt størstedelen af os bor i noget og/eller bevæger os blandt forskellige konstruktioner. Allerede der har vi arkitektur inde i vores liv, og bliver påvirket af det. 

Søren Mølbak er en af dem der er bag denne påvirkning. Han er arkitekt MAA, direktør og partner hos PLH Arkitekter. Lidt naivt sagt, har han taget den mest stereotypiske vej til at blive arkitekt. Siden han var helt lille har han altid tegnet, og røg direkte ind på arkitektskolen på snit. Arkitektur er dog meget mere end, at bare kunne lide at tegne og så begynde at smide nogle konceptuelle bygninger op. Først og fremmest skal arkitektur både opfylde æstetiske, men også praktiske behov. Der skal findes en balance imellem, at det skal se pænt ud, men også være rart at bruge sin dagligdag i og omkring. Dertil kommer det, at det skal laves til en vis pris og tid, samt følge politiske ønsker, og de store samfundsmæssige behov. Vi bliver konstant nudged af arkitektur, og det har en dyb og underbevidst indvirkning på, hvordan vi fungerer som mennesker i et samfund.

Livet på borgen er på mange måder omhyllet af en vis grad af mystik og manglende forståelse af liver derinde, til trods for hvor folkelige de forsøger at være. 

At sidde i Folketinget er på papiret toppen af magten i Danmark. Officielt set kalder man det vist nok, den lovgivende magt. MF’er Niels Flemming Hansen er bl.a. transport- og forsvarsordfører hos Det Konservative Folkeparti, samt medlem af en bunke udvalg indenfor diverse områder. Det at sidde i Folketinget har, på trods af mystikken ved borgen, mange af de samme egenskaber som et “normalt” arbejde har. Det var netop dette maskinrum jeg gerne ville ind i, for grundlæggende handler et arbejde om at udrette noget, og få et eller andet til at ske. Det samme gælder for politikere. 

Død er lidt en mærkelig størrelse. Der er ikke noget der er mere sikkert i vores liv, end at vi bliver født og at vi dør. Alligevel finder vi det aldrig sådan rigtigt nødvendigt, at have med det at gøre og tale om det.

På Amager ligger bedemanden Drachmann begravelser, hvor Casper Drachmann driver sin forretning med hans kone. Ligesom i en række tidligere Bare Snak, har de med noget at gøre til daglig som de fleste (i dette tilfælde, heldigvis) ikke har. Der er utroligt mange ting en bedemand ser, som rigtigt mange ikke ser. Hvordan ser en død person ud? Hvad sker der med ens krop når man dør? Hvad skal der ordnes? Det er en dagligdag med livets hårde og brutale sandheder, hvilket jeg på mange måder finder fascinerende. Det er personer, der sørger for at træde ind når tingene er ovre, og stå overfor en situation de fleste er ukomfortable i.

Ligesom i episoden med gymnasieelev August Weiss, synes jeg det var interessant og essentielt, at snakke med to folkeskoleelever. 

For mit vedkommende er det vigtigt at se sit liv i kontekst, og aldrig glemme at vi ikke blot lever det der er vores liv ligenu men også det vores liv var for måske mange år siden, og det vores liv er mange år fremover. I et samfund er vi ikke kun os selv og vores umiddelbare omgangskreds, men også milliarder af andre mennesker, der hver især har deres individuelle livserfaring. Derfor var jeg interesseret i at tale med Mathilde og Sara, fordi hvad er det lige, der foregår i ens liv når man er 14 år gammel? 

Jeg vil godt sige tak for lån af søskende til Victor Sindbjerg og Laura Mortensen, og tak til Mathilde og Sara for at være åbne og gide at deltage i et eller andet tilfældigt podcast, hvor en eller anden tilsyneladende synes det er spændende at høre om deres 14-årige liv.

Jeg tror vi alle drømmer om at lande i noget, der føles helt rigtigt, på en organisk måde. Det der når man bare gør noget fordi det er sjovt, og man ikke har nogle store tanker omkring det.

Bianca Bates startede ud med at lave videoer i fritidsklubben Villa Fem hvor hun arbejdede som medhjælper, fordi det var en god og spændende aktivitet at lave med de unge. På den måde startede hun organisk ud, uden nogle store planer i tankerne. Hun redigerede videoerne i sin fritid, og lagde dem bagefter ud på fritidsklubbens YouTube-kanal. Fra denne simple start fortsatte hun med at lave videoerne, og startede efterfølgende sin egen YouTube-kanal “Kiddo TV” op, i 2019. Herfra har hun vokset sine videoideer helt op i skyerne, og har siden sommeren 2020 lavet serien “UN!K”, hvor hun har skrabet flere millioner visninger sammen.

Bianca har på sympatisk vis fundet et hul i børne TV markedet, og har skabt et virkelighedsnært og uduplikærbart koncept, der er større end de fleste serier produceret af store TV-kanaler og produktionsselskaber. Alt dette helt intuitivt og på egen hånd, i en alder af 24 år. 

Det kan tænkes at jeg er den eneste, men der gik mange år af min musikinteresse, før jeg indså hvilken rolle pladeselskaber spiller. Den vigtigste del af pladeselskabet, i hvert fald udadtil, er formentligt en A&R.

Denne rolle har Sascha Rosing fra Playground Music. Sascha er A&R og arbejder til dagligt sammen med kunstnere, og er bindeleddet mellem hvad vi ser og indtager som forbrugere, og kunstneren selv. Hun kommer selv fra en musisk baggrund, og har senere uddannet sig indenfor marketing. Disse to elementer er i virkeligheden nok den helt essentielle sammenkobling af kompetencer, som en A&R skal arbejde med. En A&R er den, der sørger for hvordan vi opfatter kunstneren, og burde derfor også være en større andel af hvordan vi vælger at anskue dem.