Efter valget i 1982 dannede Poul Schlüter en borgerlig regering med støtte fra Radikale Venstre – og ja, Fremskridtspartiet. Det skulle blive et årti med omfattende økonomiske reformer, der skulle få Danmark tilbage på rette kurs. Så måtte regeringen sluge fodnoter i udenrigspolitikken. Og hvor sommeren ’92 ikke kun stod på EM i fodbold, men også et dramatisk forløb om Danmarks forhold til EF/EU. 

Ved Folketingsvalget d. 4. december 1973 blev posen rystet godt og grundigt. Det såkaldte jordskredsvalg endte med markant tilbagegang til de fem partier, der var repræsenteret i folketinget før valget. Antallet af partier blev fordoblet, og Fremskridtspartiet, med en kontroversiel bornholmer i spidsen, bragede ind med 28 mandater. De efterfølgende år blev mindretalsregeringernes tid, og med færre mandater i ryggen måtte Radikale Venstre fægte sig frem i et tumultarisk politisk miljø. 

1968 blev året, hvor Radikale Venstre endnu gang skulle indtage statsministerposten. Denne gang med karismatiske Hilmar Baunsgaard. Det var i en tid, hvor Danmarks forhold til EF blev debatteret, og RKV-regeringen var i fremskredne forhandlinger med de nordiske lande om et stærkt udvidet økonomisk samarbejde. Finland takkede nej, og der blev i stedet indledt forhandlinger om optagelse i EF. Resultatet er velkendt, men det kom ikke uden gnidninger – hverken parlamentarisk eller internt i partiet. 

Bruddet med Venstre i 1905 havde i særdeleshed rod i en uenighed om forsvarspolitik. Dette blev endnu engang en varm politisk kartoffel i efterkrigsårene, hvor landets udenrigspolitiske placering var til debat. Der blev forhandlet om et nordisk forsvarsforbund, men i sidste ende tiltrådte Danmark NATO-samarbejdet. Radikale Venstre gik imod medlemskabet, og det skulle afføde en heftig debat i det kommende årti. 

Det var hårde år for verdensøkonomien i begyndelsen af 1930’erne. Thorvald Stauning og Peter Munch stod i spidsen for den socialdemokratiske-radikale regering, der skulle finde medicinen mod en arbejdsløshed på over 30%. Det affødte det ikoniske Kanslergadeforlig, som blev til i Staunings lejlighed – godt hjulpet på vej af en god flaske whisky. 

Men så kom krigen, og så kom tyskerne. En pardans med socialdemokraterne blev erstattet af en samlingsregering. Nu skulle Danmark styres sikkert gennem besættelsen. 

I dagene 20.-21. maj 1905 stiftes Det Radikale Venstre, der med Odense-programmet manifesterer sig som et socialliberalt parti. Der skulle kun gå fire år før Carl Theodor Zahle indtog statsministerposten og igen i perioden 1913-1920 ledes Danmark af en radikal-socialdemokratisk regering. Det blev begivenhedsrige år med 1. verdenskrig og en ny grundlov. Og så endte det hele med en krise, der kunne lugte af et statskup. Der er nok at tage fat på. 

Efter den gennemsete Grundlov fra 1866 udspillede der sig en kamp mellem Højre og Venstre om tolkningen af forfatningen. Venstre var dog også splittet i fløje internt, hvor politikeren Viggo Hørup i skarpe vendinger kritiserede den nationalt indstillede fløj, som søgte samarbejde med det moderate Højre. Hørup allierede sig med Brandes brødrene, og med det nystiftede Politiken som talerør blev Hørup leder af det europæiske Venstre. Med systemskiftet i 1901 sejrede Venstre i kampen mod Højre, men det betød også internt, at fløjene havde mistet en fælles fjende. Vejene måtte skilles – for vi skal dele os efter anskuelser. 

Jeg tror på, at det er vigtigt at kende sin historie og blive mindet om, hvem man står på skuldrene af. For selvom kampene ændrer sig, er det de grundlæggende værdier, der skaber et parti. Og et parti er og skal være mere end enkelt-personer.

Igennem en længere periode har jeg således sat en række vidende radikale stævne til samtaler om, hvad der har været med til at forme mit parti. Om vores ideologiske fundament og værdigrundlag. Om hvad vi kan lære af vores politiske forgængere. Og om principfastheden over for pragmatismen

Det er der kommet en podcast ud af: En radikal Fortælling.