FCMR Frederikshavn taleradio

FCMR Frederikshavn taleradio

By FCMR Frederikshavn taleradioSociety & CultureMusicHistoryMusic Interviews
Download on the App Store

FCMR Frederikshavn taleradio episodes

  • Jan Hammar Larsen om Englandskrigen m.v.

    Ugens gæst er museumsinspektør og marinarkæolog Jan Hammer Larsen, født og opvokset i Frederikshavn, nærmere betegnet i Tordenskjolds Hus i Fiskerklyngen. Han er i dag ansat ved Kystmuseet, som dækker Frederikshavn, Sæby og Skagen.
    ”Jeg har interesseret mig for historie siden jeg var dreng. Jeg tog på Universitet, læste historie, og fik arbejde på det daværende Bangsbo Museum, er nu på Kystmuseet”.
    Jan Hammer Larsen har boet i Strandby siden 1999, og har endvidere haft stor interesse i byens historie, som er knyttet tæt sammen med havets historie. Han er uddannet dykker og har stor interesse i skibsvrag og lignende. Primært er hans interesser i den maritime historie.
    Foredraget i dag handler om Napoleonskrigen, Englandskrigen eller Kanonbådskrigen fra 1807-14 set med lokale øjne. Englænderne tog den danske flåde i 1807 og det fik den konsekvens, at Danmark udrustede sig med kanonbåde og kaperskibe. Havområdet fra Hals til Fladstrand over Læsø, Strandby og Skagen blev meget vigtigt når kanonbådene og kaprene skulle angribe fjentlige skibe. Du kan høre hele den spændende historie i dette program.
    Hvad er forskellen på Strandby og Frederikshavn bliver Jan også spurgt om, du får hans synspunkt i denne snak.
    Jan Hammer Larsen er en glimrende foredragsholder, beskriver historien med lokalt perspektiv.
    For tilrettelæggelse Gitte Hansen
    1 hr 4 min
  • Interview med sygeplejerske Lene Holmberg

    Podcast gæst på Radio FCMR er sygeplejerske Lene Holmberg, der i dag er forankret i Ravnshøj vest for Frederikshavn med sin mand og to børn. Lene har tidligere været politisk aktiv som Kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd Kreds Nordjylland.
    Lene er opvokset på en gård i Ugilt mellem Sindal, Tårs og Hjørring, sammen med en søster og en bror. Hendes forældre blev skilt da hun var 14 år og var i konfirmationsalderen. Lene og søskende valgte at blive hos faderen, så Lene blev hurtigt ”en lille voksen”
    Lene Holmberg kom på realskole i Sindal, og efter et par år videre på gymnasium i Hjørring. Da hun skulle vælge karriere stod det mellem designer eller sygeplejerske. Hun fandt dog hurtigt ud af, at drømmen om at blive designer så svær ud, så hun satsede på det sikre, at blive sygeplejerske. Efter det obligatoriske år med erhvervsfagligt arbejde, som foregik i børnehaven “Ulvehaven” i Lendum, startede hun på Vendsyssel Sygeplejeskole i Hjørring. På det semester var der 255 ansøgere, men kun 30 kom ind.
    På et tidspunkt møder hun sin mand, og de faldt fuldstændig for et hus i Ravnshøj, hvor de også bor i dag.
    Hun blev færdig som sygeplejerske og brændte og brænder stadigvæk specielt for psykiatrien og det fagpolitiske.
    Drømmer tillige om engang at gå ind i lokalpolitik.
    Hvis du vil høre mere om Lene Holmberg og hendes mening om de udfordringer, som sygeplejerskerne står med i dag, så hør denne pod cast udsendelse på FCMR
    Studievært Gitte Hansen.
    1 hr 7 min
  • Interview med Ib Grønbech

    Hvorfor må jeg ik’ få Beatles-hår?
    Ugens podcast gæst er den velkendte nordjyske sanger og sangskriver Ib Grønbech
    Mange vil måske sammenligne ham med Niels Hausgaard, men hvad han selv mener om den parallel, det kan du høre i udsendelsen.
    Ib Grønbech blev født i 1955 og fik det borgerlige navn, Ib Jensen. I udsendelsen fortæller han om baggrunden for sit skifte til Grønbech. Hjembyen var Løkken og indtægterne fordelte sig på faderen, der fiskede, og moderen, der var hjemmegående med et bierhverv som gardinsyerske.
    Ib har en storebror og en lillesøster, og betegner hjemmet som et stille og roligt sted. De første år på kommuneskolen i Løkken var ikke gode år at tænke tilbage på. Familien flyttede i 1965 til Hirtshals, men der gik nogle få år inden han faldt til.
    Han kunne mærke, at han havde “en spillemand i maven”, og han blev medlem af et skole- og spejderorkester. Arbejdsmæssigt fik han arbejde på et røgeri i byen, og i november 1976 blev han soldat ved flyvevåbenet i Aalborg. Efter soldatertiden blev han ansat hos LJ Music i Hjørring, i et drømmejob som tekniker.
    Hvad musikken, familien og en kronisk sygdom derefter kommer til at betyde for ham, kan man høre når han er gæst i podcast udsendelsen på FCMR, hvor den lune Vendelbo med underspillet humor også deler ud af historien bag sin succes.
    1 hr 1 min
  • Interview med Peter Olsen (Slagter Peter)

    Flid og ærlighed er vejen til succes
    Emilievejens Slagterbutik har hen over en periode lavet generationsskifte. De nye ejere er to ansatte Thomas og Mark, men den tidligere ejer Peter Olsen er nu fritaget for ledelsesansvar, men er fortsat at finde i butikken, men i en mere tilbagetrukket rolle.
    Peter Olsen er selv vokset op på landet, og ofte hjalp han til med de mange gøremål, som i hverdagen var nødvendige. Husdyrholdet bestod af flere typer dyr, men han holdt sig ikke tilbage, når der skulle slagtes.
    Hans skolegang foregik de første syv år i Hørby, inden han fik de sidste par år i Dybvad. Derefter flyttede han på kollegie i Aalborg, hvor han gennemførte efg, inden han fik en elevplads i slagterafdelingen hos Schou Epa i Frederikshavn. Soldatertiden foregik hos kamptropperne i Viborg.
    Under uddannelsen havde han fået en god kontakt til slagterparret Knud og Ellinor på Emilievejens slagter, og det medførte senere en ansættelse hos dem. Sideløbende gennemførte Peter Olsen en eksamen som merkonom i personaleadministration.
    Tidligere var der 36 slagterbutikker i Frederikshavn by, og konkurrencen var stor. Derfor gjorde Knud ofte turen til svenskerbådene, hvor han fragtede svenskere til og fra forretningen på Emilievej.
    Peter Olsen fik mere og mere greb om butikken og dens mange kunder, og for 22 år siden overtog han den. Hans hustru Lone, var medhjælpende derhjemme med regnskaberne, og parret fik to børn, der idag er midt i tyverne.
    Hvilke drømme Peter og Lone har for fremtiden, med hensyn til familieliv, fritid og rejser, og hvorfor Peter vælger at sælge forretningen, kan du høre i denne podcast udsendelse, der er produceret af Gitte Hansen
    1 hr 5 min
  • Interview med musiker Sonny Møller

    Sangskriver, sanger og entertainer Sonny Møller er gæst hos Gitte Hansen.
    Sonny Møller er barnefødt i Frederikshavn, men bor i dag i Viborg. Han beskriver sig selv, som barn, at han var lidt af en rod. Han er opvokset i portnerboligen på Alpha Diesel og efter en uddannelse som skibsmontør på selv samme fabrik, rejste han til København og udlevede sin store interesse for musik og det fik ham til at drømme tanker om en karriere som musiker.
    Sonny Møller var opvokset i byen med de store værfter og de sorte fag. Han har to søskende, og skoletiden foregik på Munkebakkeskolen. Musikken har altid betydet meget for ham, og mange nye sange har han selv skrevet og komponeret.
    – Jeg ser ikke Frederikshavn som en kulturby. Men jeg kan drømme om, at Det musiske Hus kan finde plads til eks. fire sessioner om året, hvor man kan give scenen med fuld lyd og lys til de dygtige opkomlinge, jeg ved bor i Frederiks-havn kommune –
    – Det er drømmen som driver mig, og lige nu venter vi alle på bedre tider. Jeg har selv fået aflyst 40 jobs uden kompensation og det kan mærkes, men der er tid til at drømme og skrive nyt musik.
    Du kan høre meget mere om Sonny Møller i pod cast udsendelsen her.
    1 hr 3 min
  • Samtale med Leif Mikkelsen

    Samtale med Leif Mikkelsen tilrettelagt af Bettina Lyster for FCMR
    ”Et Godt Liv i Frederikshavn” Interview med Leif Mikkelsen 1.22
    Denne gang får du en herlig snak med Frederikshavneren Leif Mikkelsen, der har haft fodbold i blodet siden barndommen og blev kaldt ”Divisions Leif”. Hvorfor afsløres i udsendelsen.
    Han blev født den 18. oktober 1941, og voksede op i Niels Mørchs Gade. I udsendelsen fortæller han med et glimt i øjet om de mange minder om tiden i kvarteret.
    For Leif Mikkelsen var FfI som et andet hjem. Allerede som meget ung blev han fodboldtræner for et puslingehold og senere et juniorhold, og han havde sin gang på Stadion, når divisionsholdet spillede hjemme.
    Leif Mikkelsen blev tidligt medlem af fodboldklubben FfI, og gjorde fra 1975 lokalfodbolden gavn som fodbolddommer helt nøjagtigt i 4.533 kampe. Et uheld på fodboldbanen pinselørdag for nogle år siden, satte en stopper for den aktivitet, idet han skred på en våd bane, og kom til skade.
    Forældrene havde tillige kontakt til en af byens danseskoler, og de syntes det var en god ide, at han begyndte at danse der udover fodbolden. 24 gode år blev det til, inden han i stedet ville prøve kræfter med at spille golf.
    Hans arbejdsmæssige karriere startede i 1957 som arbejdsdreng i firmaet Viggo Asmussen, hvorefter han kom i lære samme sted. Efter et år som udlært blev han ansat på Frederikshavns Avis som typograf. Der var han i 10 år, hvorefter han skiftede til Walsted og Axelsen, inden han sluttede af med 18 gode år i firmaet Dafolo, hvor han både blev tillidsmand og bestyrelsesmedlem.
    Privat har han været gift med Lone siden 1967, og familien er vokset, så de idag også er oldeforældre. Fra 1973 fik de bolig i Kertemindegade, inden de for et par år siden flyttede i lejlighed på Hånbækvej.
    Leif Mikkelsen er en fremragende fortæller, og mange sjove oplevelser og anekdoter danner rammen i udsendelsen.
    Et stykke lokal kulturhistorie fra 30’erne op til i dag.
    1 hr 23 min
  • Interview med Ejvind Nielsen

    Dynamisk Frederikshavner og velkendt FFI topspiller ser tilbage.
    En aktiv frederikshavner er gæst, og han er kendt i mange sammenhænge, og det vil udsendelsen bære præg af. Gæsten er den 74-årige Ejvind Nielsen, der har boet hele sit liv i byen.
    Skoletiden foregik på Ørnevejens Skole med gode lærere, og et godt sammenhold blandt eleverne. Efter realeksamen kom han i lære i tre år, inden han i midten af tresserne gennemførte en handels gymnasieuddannelse, som var det første hold i byen. I sin fritid var det fodbold, og sammen med sine fodboldkammerater, blev han Jysk Mester i junior og ynglingeårgangene.
    Herefter var det militærtjeneste, som blev gennemført ved Dronningens Livregiment i Nørresundby.
    I udsendelsen fortæller Ejvind Nielsen om tiden på førsteholdet i FfI fra 1966 – 1977, hvor FFI rykkede fra 3. til 1. division. Senere blev han involveret i Dana Cup, det senere Cup no.1, som begge kom til at betyde meget for FfI og dens ungdomsafdeling. I 1977 stoppede han sin aktive fodboldkarriere som spiller og blev en del af FFI’s ledelse. Dette bl.a. på grund af øget ledelsesmæssig arbejdspres efter ansættelse i Dafolo i 1970 og HD studier i Aalborg.
    I 1989 tog han sin afsked og startede eget konsulentfirma, og kunderne var offentlige og private virksomheder i hele Danmark og i Norge. Hustruen Grethe blev ansat i firmaet ved årtusindskiftet.
    I midten af 1990erne truede værftslukning i Frederikshavn og han blev af byrådet involveret i hvad Frederikshavn så kunne leve af i fremtiden.
    – En af mange forskellige tiltag og handlinger, som senere viste sig at være utrolig vigtig var købet af Havnen fra staten. Ingen kunne på det tidspunkt vide hvad der senere ville ske, men heldigvis havde vi dengang fremsynede erhvervsfolk, turisme ideer, handelsinitiativer, kultur- og foreningstiltag og ikke mindst modige politikere som turde satse på købet af havnen og rigtig mange andre fremadrettede tiltag, fortæller Ejvind Nielsen i udsendelsen.
    Levende og interessant snak om livet i Frederikshavn igennem årtier.
    Ejvind er i øvrigt far til den lokale musiker Jesper Nielsen
    Udsendelsen er tilrettelagt af Gitte Hansen for FCMR.
    1 hr 30 min
  • Interview med Jesper Nielsen

    Jesper Nielsen fra Frederikshavn er podcast gæst, og han tager os med ind i en hans private univers og hans musikalske karriere.
    Han har haft en god barndom på Dybbølvej, hvor han voksede op i en kernefamilie, sammen med sin lidt ældre søster. I fritiden spillede han blandt andet tennis og fodbold, og skoletiden foregik på Håndbækskolen, hvor sprog havde hans store interesse.
    Efter Handelsskolen blev han ansat som bankelev i en lokal bank. Her abejdede han blandt andet som kunderådgiver, inden han blev ansat som marketingskonsulent i bankens hovedkontor.
    Hans far var en kendt lokal fodboldspiller, og hvem han er, får vi opklaret i programmet.
    Jesper Nielsen har også en musikalsk løbebane og har i mange år spillet i forskellige lokale orkestre, og har indspillet flere sange sammen med sit nuværende orkester Jesper Nielsen & The 300 miles. De har i øjeblikket succes med sangen Restless Heart.
    Jesper fortæller om sit personlige syn på mulighederne for lokalmusikken i Frederikshavn, hans musikalske drømme, og fortæller også om sit person-lige syn på Frederikshavn.
    1 hr 10 min
  • Interview med Hanne Bomholt

    Passion er drivkraften
    I dette Interview og snak mellem Bettina Lyster & Hanne Bomholt kan du møde Hanne Bomholt, der i sine første syv år boede med sine forældre i Give ved Billund. Herefter flyttede familien til Hadsund, hvorfra hun blev student, inden hun tog en tur til New York.
    I 1992 flyttede hun til Frederikshavn, og blev ansat i et laboratorium på en virksomhed i Hadsund, men har været uddannet social og sundhedsassistentsiden 2001. I 2014 uddannede hun sig til fodplejer, og det foregik i Viborg. Hendes hjerte ligger dog i arbejdet med terminalpatienter, og kontakten til de pårørende og senere også de efterladte.
    – Jeg synes, det er spændende at være med til det sidste, hvor man mærker at her kan du virkelig gøre en forskel fortæller Hanne Bomholt, der i udsendelsen også kommer ind på sine andre arbejdsopgaver.
    Hun fortæller også om sin passion for undervisning af elever, der er i gang med en uddannelse, og om de svære betingelser, som corona-tiden byder de ansatte.
    Hanne Bomholt kommer også ind på sit ophold i New York, som bragte hende i en situation, som har formet hende til den person hun er i dag.
    Hanne bor stadig i Strandby, er gift og har 2 børn, hvoraf Signe er flyttet hjemmefra, mens Frederik stadig bor hjemme. Hanne har i dag sin egen fodplejeklinik, som hun driver på fuld tid.
    studievært er Bettina Lyster, redigering Gitte Hansen
    1 hr 43 min
  • Inteview med Søren Berg Olesen

    I ugens udsendelse og tale-podcast på radio FCMR,kan man denne gang komme tæt på en af radioens medarbejdere. Det drejer sig om Søren Berg Olesen, der har været tilknyttet lokalradioerne i Frederikshavn siden slutningen af 80’erne.
    I dag er han tekniker og studievært på det ugentlige program Musik i Nordjylland, som sendes søndage fra klokken 18-19.
    De første radioår foregik som regel i samarbejde med en anden studievært og en tekniker; efterhånden fik Søren mere mod på selv at stå for hele forløbet.
    Søren Berg Olesen blev pensioneret for knap ti år siden, og ud over sit frivillige arbejde som stemme i radioen, er han også bestyrelsesmedlem i FCMR.
    Han er født og opvokset i Frederikshavn, dengang vandet gik helt op til Fiskerklyngen. Han havde tidligt flere job: Startede i 5 års alderen som mælkedreng, senere avisdreng ved Vendsyssel Tidende og cykelbud hos jernbanevognmanden. Fritiden blev brugt på fodbold om sommeren, blandt andre sammen med Harald Nielsen hjemme på Buhlsvej, og håndbold om vinteren. Han havde en god opvækst i en åben og socialt anlagt familie med fire drenge.
    Der er mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med Søren Berg Olesen, når han på en levende og interessant måde fortæller om sin opvækst, sit arbejdsliv og sin passion som frivillig medarbejder på Frederikshavn Cultur Og Musik Radio.
    For tilrettelæggelse og redigering Gitte Hansen for FCMR
    1 hr 1 min

About FCMR Frederikshavn taleradio

From the publisher's feed

en del af Vendsyssel FM

More shows like FCMR Frederikshavn taleradio

Sara & Monopolet - podcast by DR

Sara & Monopolet - podcast

69 Listeners

Sørine & Livskraften by Kristeligt Dagblad

Sørine & Livskraften

54 Listeners