Filmtoppen

Frank Darabont havde netop afsluttet supersuccesen The Shawshank Redemption og stod klar til at kaste sig over et nyt projekt. Hvad vælger man efter at have sejret kloden rundt med en Stephen King-adaption, hvor hovedpersonen spiller en indsat i et amerikansk fængsel - ja, så gentager man jo blot succesen med endnu en af slagsen. Denne gang i form af The Green Mile fra 1999 med Tom Hanks i rollen som Paul Edgecomb - verdens måske rareste og mest tålmodige fængselsvagt - og den fysisk store - men meget lille inden i - John Coffey spillet af Michael Clarke Duncan. The Green Mile er på mange måder overbevisende og flot, men måske er den også en kende naiv - eller hvad? Det er ihvertfald noget af det, vi undersøger og diskuterer i denne episode.

I 1998 blev Edward Norton Oscar-nomineret for sin præstation i American History X inistrueret af Tony Kaye. Filmen floppede i Box Office, men fik langsomt efter biografpremieren en bred fanbase og blev hyldet som en af 90'ernes vigtige film om nynazisme og racespændinger i USA. Inden hæder og Oscar-nominering, havde filmen haft en smertefuld tilblivelsesproces, hvor instruktør Tony Kaye blev underkendt i sin redigering og senere sagsøgte filmselslabet i raseri over behandlingen. Men dette til trods figurerer filmen i toppen af vores liste over de 100 bedste film på IMDb-listen, men holder den stadig her 26 år efter sin premiere?

I 1968 skulle Sergio Leone følge op på en af filmhistoriens mest succesfulde trilogier - Dollar-trilogien. Leone valgte at blive i både samme genre og med nogenlunde samme setup, men dog med den markante forskel, at plottet denne gang blev endnu mere mørk og beskidt end de tre elskede spaghetti-westerns. Clint Eastwood havde takket nej til atter engang at være tavs hævner i en Sergio Leone-film og valget faldt derfor på Charles Bronson, der i en verden af banditter og jernbaneudvidelser søger at gøre regnebrættet op bevæbnet med en seksløber - og en mundharmonika.

Det lå ikke just i kortene, at Alfred Hitchcocks film Psycho fra 1960 skulle blive hans allerstørste succes i karrieren. Hitchcock havde fx hyret Stefano, en meget ung og uerfaren manusforfatter, Hitchcock selv var som 60-årig selv, på papiret, med hastige skridt på vej mod pensionen og Psycho blev tilmed indspillet på lavbudget og uden farve. Det var næsten opskriften på en sikker katastrofe - bare ikke i hænderne på mesterinstruktøren Alfred Hitchcock. Psycho er innovativ på nærmest aller områder - selv indenfor for promoting - og står i dag som en skoleeksempel på, hvordan en spændingsfilm og et drama skal skrues sammen på film og inspirerede dermed mange nye og kommende instruktører.

Charlie Chaplin er nok mest kendt for sine komiske optrin i en lang og gloværdig stumfilmskarriere, men i 1931 skaber han på mange måder et ganske atypisk værk i skikkelse af Byens lys, der har dramaet i centrum af fortællingen mere end selve komikken. Men bare rolig, der er stadig masser af Chaplinsk gak og løjer, og han arbejder stadig med alle sine velkendte temaer. Byens lys er på mange måder Chaplins kunstneriske højdepunkt og en stædigt holden sig fast i stumfilmen og pantomimen som filmmediets raison d'etre. Vi kan allerede afsløre nu, at Martin og jeg ikke er helt enige omkring denne films kvaliteter.

Da Anden Verdenskrig rasede i Europa filmatiserede underholdningsinstruktør Michael Curtiz et skuespil om Rick, spillet af Humphrey Bogart, på Ricks Café i det neutrale Casablance, som var eneste vej ud af det krigshærgede Europa. Rick har en fornuftig business kørende lige indtil en gammel flamme, spillet af Ingrid Bergman, træder ind af døren og forandrer al ting. Casablanca er et vaskeægte Hollywood melodrama tilsat film noir og en dragende spøgelsesagtig stemning. Filmen er ofte kaldt en af verdens bedste - måske den bedste. Lyt med, når vi i denne episode anmelder en af de helt store filmklassikere.

Hvorfor rammer nogle film bare mere rent end andre? Hvad er det for en dynamik i medielandskabet, der gør, at visse typer film løfter sig fra velfugerende komedie til et folkekomediefænomen? Sådan en rejse tog filmen De Urørlige i 2011, da den var måske den mest hypede franske film, komedie og måske endda også biograffilm i almindelighed. Den succes havde instruktør-makkerskabet Olivier Nakache og Éric Toledano nok ikke regnet med. De urørlige er inspireret af dokumentaren A La Vie, A La Mort fra 2004, og skildrer både rørende, bittersødt og humorisktisk, hvordan det umage par, Phillipe spillet af Francois Cluzet og hans handicaphjælper Driss spillet af Omar Sy, finder hinanden i et smukt venskab gennem filmen.

Derudover kommer vi i denne episode med bud på vores top 3 over bedste folkekomedier gennem tiden.

Moderne Tider fra 1936 er en filmisk svanedans. Det er The Little Tramps sidste optræden på det hvide lærred, og så er det også en tydelig afslutning på stumfilms-æraen - især for Chaplin selv, der havde mere end svært ved at acceptere det nye tonemedie, og der sendes flere skarpe kritiske hilsner afsted, imod den nye trend, i filmen. Moderne Tider er skabt på social indignation og som en kritisk kommentar til gennem industrialerede samfund, hvor chefen kigger med, selv når man går på toilettet. Chaplin balancerer ofte på kanten mellem gal og genial, når vi anmelder ham her i Filmtoppen. Spørgsmålet er på hvilken side af stregen, han lander denne gang med filmen Moderne Tider.

I 2002 filmatiserede Roman Polanski Wadyzlaw Szpilmans roman Pianisten fra 1946. Filmen er et ganske personligt projekt, da Polanski selv har en baggrund i Holocaust, da hans mor forsvandt i Auschwitz og han og faren måtte flygte fra Krakow-ghettoen. Filmen blev et internationalt genenmbrud for Adrien Brody, som giver en Oscar-vindende præstation som Spzilman i et krigshærget Warszawa og blandt jødehadende nazister, hvor han er evigt på flugt og både dygtigt og heldigt forsøger at overleve. Filmen er bredt appellerende med et straight forward narrativ, der sikrede den flotte tal i box office samt en masse priser. Men fremstår filmen stadig som en perle her 22 år efter premieren?

I denne episode aktualitetsanmelder vi også: The Zone of Interest (2023).

I 2006 skabte gangsterfilmens grand old man, Martin Scorsese, endnu en film om psykopatiske gangtere. Denne gang var settingen i New York dog skiftet ud med Boston, irsk folkmusic og et plot fyldt med informanter, rats og meget mere. Her møder vi storspillende Jack Nicholson, Mark Whalberg og Leonardo DiCaprio samt et basalt spændende plot, hvor det gælder om ikke at blinke først for ellers er du afsløret. Spørgsmålet er dog, om filmen stadig holeder i dag, og om det virkelig kan være, at den er en af Scorseses allerbedste, da den figurerer her i starten af top 40.

Derudover aktualitetsanmelder vi Lærerværelset (2023).