
Sign up to save your podcasts
Or


Det første år med #metoo har budt på en lang række diskussioner om køn, sex, magtmisbrug og ligestilling. Filosofikum markerer 1-året for bevægelsen med en programrække, der kaster et kritisk og filosofisk blik på disse begreber.
Psykoanalysen er berømt og berygtet for at få alt til at handle om sex, og vi kunne derfor ikke afstå fra at vie endnu et afsnit til dette univers af begær, kastration og spaltede subjekter. I dette afsnit vil vi med lektor Lilian Munk Rösing diskutere sex, køn og kærlighed med udgangspunkt i psykoanalytikeren Jacques Lacans pessimistiske grundsætninger “Der findes ikke noget seksuelt forhold” og “Kvinden eksisterer ikke”.
(Det skema, vi taler om i afsnittet, kan findes på vores facebookside)
Filosofikum lader ikke julefreden sænke sig, men diskuterer i stedet værdien af krig, fjendskab og uenighed.
I samtale med Professor Christian Benne undersøger vi Nietzsches opfattelse af krig som en nødvendighed, som det der frembringer det nye.
I 1791 spredte Olympe de Gouges pamfletten ”Erklæring om kvindens og medborgerindens rettigheder”, hvori hun undrede sig over de revolutionæres patriarkalske syn på politik, regering og borgerskab. Med begrebet broderskab prædikede oplysningsmændene solidaritet, lighed og medborgerskab. Men for hvem? Hvilken form for fællesskab ligger der egentlig i broderskab? Og hvorfor blev det lige det begreb, der fik lov at fuldende den franske treklang?
Vi springer for en stund lighed over, og undersøger i selskab med lektor Sabrina Ebbersmeyer, hvordan vi kan forstå broderskabet dels som et nødvendigt solidaritetsprincip, dels som symbol på udelukkelsen af kvinder fra den politiske sfære.
Frihed, lighed, broderskab. Oplysningstænkernes ord gav ikke blot genlyd i de borgerlige revolutioner, men giver det stadig på tværs af det politiske spektrum i dag. Filosofikum vil i en ny programrække se nærmere på begreberne, som stort set alle i dag kan blive enige om at stå inde for — bare ikke om hvad de faktisk betyder.
I dette afsnit zoomer vi ind på den første del af treklangen, og taler med Frederik Stjernfelt, om hvad det var for en frihed, de revolutionære kæmpede for dengang — og hvad det er for en frihed, der værnes om i dag.
Spørgsmålet er blevet stillet mange gange: hvordan gik det til, at en reality stjerne blev valgt til det hvide hus?
I dette afsnit har vi besøg af lektor Mikkel Bolt, der mener, at USAs nye præsident må forstås som en del af en kontrarevolution, en protest mod protesterne. Med afsæt i filosoffer som Giorgio Agamben, Jacques Rancière og Louis Althusser ser Mikkel Bolt i Trump en ny form for facisme, der ikke blot vinder frem i USA, men lader til at være en indbygget del af nationaldemokratiet.
Der er efterhånden blevet talt og skrevet rigtig meget om det postfaktuelle samfund. Det seneste skud på stammen kommer fra filosofferne Dennett og Williamson, der mener, at det er poststrukturalisterne, der har banet vej for fake news, alternative facts og Trump.
I dette afsnit af Filosofikum har vi været i Århus, for at tale med Center for Vild Analyses Brian Benjamin Hansen om hvem disse poststrukturalister er, og hvorvidt anklagen fra Dennett og Williamson holder stik.
Find Filosofikum på Facebook
Filosofikum træder et skridt tilbage i mediestrømmen og sætter oprøret i perspektiv.
Med lektor i fransk ved Københavns Universitet Jørn Boisen diskuterer vi det klassiske værk 'Oprøreren' af Albert Camus, der beskæftiger sig med oprøret både filosofisk og litterært.
I disse juledage fejres Jesu fødsel, og i den anledning skal vi høre om Hannah Arendt, der har beskæftiget sig indgående med fødslen eller nataliteten, og med Jesus som en politisk figur.
I dette afsnit af Filosofikum kigger vi nærmere på Arendts tænkning i selskab med seniorforsker ved DIIS Robin May Schott. Vi kommer rundt om alt fra Arendts begreber om fødslen, politik, tilgivelse og ondskab — men også den aktuelle verdenssituation, der viser, i hvor høj Arendts tænkning til stadighed er relevant.
I dette afsnit af Filosofikum undersøger vi muligheden for at naturalisere fænomenologien og fænomenologisere naturvidenskaben. Skal vi tro sidste måneds gæster kan hjerneforskningen trods dens imponerende og vigtige resultater egentlig ikke fortælle os særligt meget om, hvordan vi som mennesker oplever verden.
Den filosofiske retning fænomenologi kan derfor med sine indgående analyser af subjektiviteten og verden sådan som den opleves fra et førstepersonsperspektiv, synes en oplagt samtalepartner. Og det er lige netop i dette krydsfelt, at det tværfaglige forskningscenter Center for Subjektivitetsforskning arbejder.
I selskab med leder og medgrundlægger af Center for Subjektivitetsforskning professor Dan Zahavi og post. doc. fra samme sted Kristian Moltke Martiny kigger vi nærmere på, hvad det er fænomenologien kan tilbyde naturvidenskaben, og hvad naturvidenskaben omvendt kan tilbyde fænomenologien.
From the publisher's feed

0 Listeners

0 Listeners

0 Listeners