I denne episode kan du høre direktør i Dansk Center for Familier & Sorg, Birgitte Sofia Horsten, tale om pårørendes store betydning for, hvordan forældre i sorg klarer sig i livet, efter det værst tænkelige er sket. Det er hårdt at se nogen, som vi holder af være i dyb sorg, og mange pårørende er i tvivl om, hvad de skal sige og hvad kan de gøre.

Sammen med Abelone Tholstrup Stein udfolder Birgitte Sofia Horsten emnet 'Pårørende og det gode netværk'. For iDansk Center for Familier & Sorg ved vi, at de forældre som har et godt netværk, bestående af mennesker som tør at stå ved siden af forældrene i deres sorg, er dem, der oftest klarer sig bedre i den hverdag, som nu eksisterer uden deres barn.

I afsnittet kan du høre Birgitte Sofia Horstens tale om, at døden er ikke et problem, som skal løses, men i stedet at døden er et vilkår, som forældrene skal lære at leve med – Og så får du hendes bedste råd til, hvordan du kan være en støtte for et menneske i sorg, lige når tragedien er sket og på lang sigt. Både gennem ord og handlinger, og uanset om du i en nær relation til forælderen eller ej.

I denne episode kan du høre psykolog og sorgforsker Mai-Britt Guldin tale med Abelone Tholstrup Stein om sorg, og om hvordan den påvirker forældre, som mister et barn, både fysisk og psykisk. For sorg er alvorlig, og den skal tages alvorligt. Forældrene har brug for at mærke, at den bliver anerkendt af både deres nærmeste og af de fagprofessionelle, og det har de, fordi sorgen er tæt forbundet med kærligheden til det barn, som de har mistet. En anerkendelse af sorgen er samtidig en anerkendelse af den betydning, som barnet har haft - og fortsætter med at have - for forældrene.

Mai-Britt Guldin taler også om, hvorfor det er så vigtigt, at den sørgende får mulighed for at tale om, hvad der fylder i sorgen. For det er her, der sker en proces hen mod at integrere sorgen i dagligdagen. Og det er essentielt, for forældre i sorg har netop brug for at finde ud af, hvordan de lever med den store smerte, og at vænne sig til livet og dets vilkår efter de har mistet.

I 2019 mistede Pernille Møller Jensen sit mellemste barn, Lasse. Han var 15 år, og havde fået konstateret leukæmi tre måneder tidligere. I denne episode kan du høre Pernille fortælle om sine oplevelser i perioden fra Lasse fik sin kræftdiagnose og frem til tiden umiddelbart efter hans død.

I en samtale med Abelone Tholstrup Stein deler Pernille de tanker og følelser, som fulgte med Lasses sygdom. Det er en beretning om, hvor svært det var at forstå, at en ellers frisk og helt almindelig teenager faktisk var alvorlig syg, og hvordan de sammen forsøgte at fastholde en så normal dagligdag som muligt med computerspil og besøg af de tætteste venner.

Pernille fortæller også om de hændelser, der i sidste ende førte til, at hun mistede Lasse, og hvordan hun oplevede dagene og ugerne efter. Der var alle de praktiske gøremål, som hun skulle forholde sig til, omgivelsernes måde at håndtere beskeden om Lasses død på og så var der Pernilles egne reaktioner: Den udeblivende søvn, den fysiske ubehag og tårer, der syntes uendelige, mens hun sad i sin sofa sammen med Lasses far.

Iværksætter Le Gammeltoft har to levende børn, men fem graviditeter bag sig.

Abelone Tholstrup Stein taler i dette afsnit med Le Gammeltoft om, hvilke følelser der knyttede sig til at miste tidligt i graviditeten: De bristede drømme, usikkerheden om fremtiden og uvisheden om hvorvidt ønsket om børn nogensinde ville blive virkelighed.

Le Gammeltoft er ifølge sig selv "en fikser", og den manglende kontrol over fremtiden betød en lang årrække præget af vrede og stress. Hun havde svært ved at være sårbar, og hun havde svært ved at tale om sorgen. Samtidig oplevede hun, at hverken sundhedspersonalet eller omgangskredsen anerkendte situationens alvor, og derfor fik sorgen ikke plads. Hverdagen og livet fortsatte som før, og Le Gammeltoft betalte prisen med et bristet parforhold og en opløsning af kernefamilien – endnu en sorg, der fulgte med de kaotiske år.

Med tiden indså hun, at sorgen ikke var noget, som hun kunne parkere med en forventning om, at den forsvandt af sig selv, og hun erkendte sit behov for at sige det højt. Og da hun først begyndte at tale om det, så erfarede Le Gammeltoft, at hun ikke var alene, og hun oplevede et fællesskab med andre i samme situation - Et fællesskab, hvor hun blev mødt i sin sorg, og det fik stor betydning for hende.

I 2017 bliver Kjeld Dollerup far til Aksel, som kom til verden, før han selv var klar til at leve i den.

I afsnit 8 tager Abelone Tholstrup Stein emnet "at handle" op. Hvad gør man, når man mister sit barn? Hvordan bearbejder man sin sorg, og hvordan har man sit barn med sig i livet efter døden? For Kjeld har det givet mening at påtage sig en aktiv og opsøgende rolle. I sin samtale med Abelone kommer Kjeld bl.a. ind på, hvordan han fandt et fællesskab gennem den årlige VENOtour - Et cykelløb hvor rytterne består af forældre, bedsteforældre og søskende til børn, som ikke længere trækker vejret.

Kjeld fortæller også om, hvordan en sorggruppe gav ham mulighed for at bearbejde sorgen sammen med sin kone, Helle, og det befriende i at møde andre forældre i sorg fra nærområdet.

Og sidst men ikke mindst taler Kjeld om, hvordan han bevidst sørger for, at Aksels søskende bliver inkluderet i hverdagens små ritualer. Sammen ser de på billeder af Aksel og tænder lys hos ham på kirkegården - Det er både en fin anledning for Kjeld til at tale om døden med sine øvrige børn, og en måde hvor de sammen holder fortællingen om Aksel i live.

En svær svangerskabsforgiftning betød, at Theodor blev født i starten af 30. graviditetsuge tilbage i 2016, og otte dage senere måtte Tobias Reeves og hans kone, Charlotte, sige farvel til deres nyfødte søn grundet komplikationer.

Episode 7 er Tobias Reeves' beretning om at blive far til Theodor, og den stolthed og uendelige kærlighed som han følte. Det er en beskrivelse af en mand i sorg, og en fortælling om hvordan omverdenen håndterede hans og Charlottes sorg forskelligt.

Sammen med Abelone Tholstrup Stein taler Tobias om at være i sorg, og om det følelsesregister som han pendulerede i, og til tider stadig gør. Det er en samtale om at føle vrede over livets banaliteter og omgivelsernes reaktioner, om at være kortluntet og om at råbe og skrige.

Tobias beskriver, hvordan omgivelserne havde større opmærksomhed på Charlotte, som en mor i sorg, end ham som far, og Tobias kommer ind på konkrete episoder, hvor han ikke blev mødt og forstået i sin sorg. Her fortæller han ærligt om, hvordan nogle mennesker – med deres velmenende ord men manglende forståelse – nærmest formåede at annullere de følelser og tanker, som han havde.

Hvad er sorg, og hvad gør den ved forældre, når de mister et barn/en ung? Er der forskellige former for sorg? Det er blot nogle af de spørgsmål, som Christian Busch, præst ved Rigshospitalet i København, reflekterer over i episode 6.

Abelone Tholstrup Stein dykker sammen med Christian Busch ned i sorgens karakter. Sorg kan tage mange former, fordi mennesker sørger forskelligt, men uanset om der er tale om sorg over et levet liv eller sorg over tabet af muligheden for et levet liv, så er det at miste sit barn ifølge Christian Busch en eksistentiel udfordring. Mange forældre oplever at miste sig selv, når de mister deres barn, fordi de ikke længere kan finde indhold, betydning og mening i livet. Det gør sorgen til et billede på den ultimative meningsløshed.

Samtidig er det et afsnit om håb, og om hvordan forældre gør den hårde fortælling til en kærlighedsfortælling. For som mennesker er vi de fortællinger, der kan fortælles om os, og efter 31 år som hospitalspræst har Christian Busch set, hvordan forældrenes fortællinger om og med barnet/den unge er med til at ændre sorgen over tid. Så selv når det opleves som om, at alt er mistet, så kan livet opstå igen – Og det er, som han selv siger: "Rart, bekræftende og det giver håb."

Da Pia Fjorback Hejler og Peter, Pias mand, erfarede, at de ventede et barn med kromosomfejl, valgte de at afbryde graviditeten.

Episode 5 handler om at træffe valg. Om at tage ansvar. Om at føle skyld. For når man ikke selv er helt sikker på, om man er blevet mor, så kan det være svært at anerkende sin egen sorg.

Pia fortæller ærligt om, hvordan hun omtalte om fødslen af datteren, Nanna, som en abort, og hvordan hun automatisk gik i handlemodus i tiden før og efter fødslen. Situationen virkede rationel, og som et rationelt menneske måtte Pia lære at lytte til sin intuition: Hvordan giver man sorgen plads, når man ikke selv er afklaret med, om man har fået en abort eller mistet et barn? Når man ikke helt føler, at man er blevet mor? For Pia mærkede jo både kærligheden og sorgen, da hun fik Nanna i sine arme efter fødslen.

Sorg er noget man arbejder med hele livet, og for Pia har der været en stor, personlig udvikling i at finde en plads til Nanna. På den måde bliver det også en samtale om, hvordan livets oplevelser og erfaringer former menneskers identiet. Også den identitet der ligger i at være mor, og som hos Pia først voksede frem med tiden.

Per Gottlieb og Pers kone, Michella, blev forældre til Filip i sommeren 2019. Filip var dødfødt, og grunden var en listeriainfektion, som udviklede sig så alvorligt, at Per også var tæt på at miste sin kone.

I fjerde afsnit taler Abelone Tholstrup Stein med Per om, hvordan han oplevede dagene omkring Filips fødsel. Her fortæller han om, hvordan situationens alvor betød, at der ikke var plads til ham, og at han på mange måder var en flue på væggen. For med en kone der var tæt på at dø, så fandt han det nødvendigt at iklæde sig en praktisk maske og fokusere mere på Michella end på sig selv.

Per fortæller også om, at han benyttede sig af de terapeutiske samtaler hos Dansk Center for Familier & Sorg i forbindelse med sin tilbagevenden til sit arbejde, og at det kom bag på ham, at han – trods stor erhvervserfaring – ikke længere kunne løse de arbejdsopgaver, som normalt sad på rygraden.

I 2008 mistede Daisy Løvendahl sin førstefødte, sønnen Gabriel, under fødslen, og her oplevede hun, at der var store forskelle på, hvordan hun og Ingvar, Daisys mand, reagerede. Det samme var tilfældet med deres nærmeste familie – Og de forskellige reaktionsmønstre har i høj grad været med til at forme relationerne efterfølgende. For forskellen på de, som kunne stå ved siden af Daisy i sorgen, og de som ikke kunne, har stadig stor betydning mange år senere.

Gennem sin samtale med Abelone Tholstrup Stein åbner Daisy også for de udfordringer eksterne relationer gav internt i parforholdet, og på den måde bliver det også et afsnit med fokus på at balancere hensynet til sig selv og hensynet til andre.