Kaffe & Ledelse

Skal der virkelig en leder til at godkende en tube tandpasta?

Anders Jerger fortæller om en medarbejder, der spørger om lov til at købe tandpasta til børn, som har glemt den på koloni. En lille situation, som åbner et større spørgsmål: Hvad har vi lært hinanden om, hvem der må træffe en beslutning?

I dette afsnit af Kaffe & Ledelse møder jeg Kristine Schroll, formand for Lederforeningen i BUPL, og Anders Jerger, dagtilbudsleder i Børnehuset Sjællandsbroen, til en samtale om tiden til at lede og det faglige råderum, vi både efterlyser og kan komme til at begrænse.

Anders har arbejdet med at give medarbejderne plads til at handle selv. Det kræver, at hans opbakning holder, også når en forælder er utilfreds. Kristine bringer ledernes egne vilkår ind: For hvor frit kan man lede, hvis man selv arbejder i et system, der taler om tillid og slår hårdt ned, når nogen begår en fejl?

Jeg bliver optaget af, hvor meget vi selv er viklet ind i det. Vi ønsker medarbejdere, der bruger deres dømmekraft. Men kan vi lade deres beslutning stå, når vi selv ville have valgt anderledes?

En samtale om pædagogisk faglighed, modet til at lede opad og alle de beslutninger, der ender på lederens bord.

Vi siger ”KL-drengene” med varme i stemmen. Lige indtil regnestykket rammer vores egen kommune.

Det er hypotesen, jeg tager med ind i dette afsnit af Kaffe & Ledelse, hvor jeg møder Kristian Vendelbo, administrerende direktør i KL, til en samtale om at samle 98 kommuner, hvis virkeligheder og behov langt fra er ens.

Vi taler om tilliden, der bliver sat på prøve, når et enigt byråd har fået budgettet på plads, og telefonen ringer fra KL med beskeden om, at tallene alligevel ikke går. Om at stå fast på sine værdier under pres og forstå en lokal frustration, selvom man ikke kan imødekomme den.

Vi vender også tilbage til coronatiden, hvor KL’s mails hjalp kommunerne gennem en ukendt hverdag. For hvornår bliver hjælpen så omfattende, at man vænner sig til at vente på svaret frem for selv at tage ansvaret?

Undervejs får vi både en kop kaffe med et råd, der har fulgt Kristian i 30 år, og historien om, hvorfor man skal være varsom med at kalde en islandsk hest for en pony.

En samtale om ledelse, fælles ansvar og alt det, der skal hænge sammen, når regnestykket møder virkeligheden.

Faglig ledelse rummer et uudnyttet potentiale, fordi vi taler for lidt om magt og loyalitet.

Det er hypotesen, jeg tager med ind i denne livedebat i Kaffe & Ledelse. Her møder jeg Anne Madsen, leder af Ungeenheden i Gladsaxe Kommune, Birgit Larsen, faglig koordinator i Jobcenter Køge Kommune, og Sif Ankjær Wolff, tillidsrepræsentant og børn- og ungerådgiver i specialrådgivningen i Frederiksberg Kommune.

Vi taler om, hvem der får lov til at definere god faglighed, og hvad der sker med magten, når vi kalder organisationen flad. Om loyaliteten over for borgeren, kollegerne og ledelsen, når hensynene trækker i hver sin retning. Og om at få frihed til at bruge sin dømmekraft efter mange år med faste krav og arbejdsgange.

For hvad fortæller stilheden på et møde? Er alle enige, eller har man lært, hvad det koster at sige noget?

Undervejs kommer en skarp refleksion fra salen: Hvordan skal en leder kunne reagere på problemerne, hvis ingen tør gøre opmærksom på dem? Det rejser spørgsmålet om, hvornår det mest loyale, man kan gøre, er at sige fra.

En samtale om magt, faglig integritet og det ansvar, der følger med at give plads til andres stemmer.

Dette er livedebat 2 afholdt til Dansk Socialrådgivernes faglige fællesskabsdag.

Fagligheden vakler, hvis ansvaret alene ender hos lederen.

Det er hypotesen, jeg tager med ind i denne livedebat i Kaffe & Ledelse. Her møder jeg Julie Manum, familiekonsulent i Frederiksberg Kommune, Monika Jasinska, faglig koordinator i Stofrådgivningen i Frederikssund Kommune, og Sille Kiær-Christensen, områdechef i Din Sociale Indgang, Børn og Unge i Københavns Kommune.

Vi taler om, hvad der sker, når regler og procedurer fylder så meget, at borgeren risikerer at blive sekundær. Om koordinatorens plads mellem kolleger og ledelse, og om hvem der egentlig skal tage ansvaret, når en vanskelig sag kalder på både faglig dømmekraft og en beslutning.

For hvordan skaber man plads til at tænke sammen i en hverdag, hvor dokumentationen, udskiftningen af kolleger og forventningerne fra mange sider presser sig på?

Og så bliver jeg selv udfordret. Da jeg efterspørger konkrete løsninger, stopper Julie mig: Har vi overhovedet undersøgt problemet godt nok til at begynde at løse det?

En samtale om fagligt fællesskab, tydeligt ansvar og viljen til at blive lidt længere i de spørgsmål, vi ellers har travlt med at besvare.

Gæster:

Stadsdirektør for Århus igennem de sidste 5 år, Martin Østergaard Christensen.

Stadsdirektør for Odense igennem de sidste 2 år, Eik Møller. 

Jeg kommer med en hypotese til dagens afsnit.

De sværeste problemer i en kommune tilhører ingen og skal alligevel løses af nogen. 

Mental mistrivsel. Arbejdskraftmangel. Borgernes forventningspres kontra ressourcer, Ulighed mellem boligområder. Klimaomstilling.

De problemstillinger, kommunerne bruger mest energi på, har det til fælles, at de ikke tilhører nogen. De ligger ikke i én forvaltning, kan ikke løses af ét budget alene og passer ikke ind i én mono faglig tænkning. De går på tværs af en organisation, der er bygget i søjler.

Reformerne lander på samme måde. Sundhed, ældre, beskæftigelse, folkeskole - hver med sin egen tidsplan, alle med krav om, at noget skal hænge sammen på tværs.

Og oven i det kommer teknologien. Kunstig intelligens, der bliver koblet til håbet om højere kvalitet og mindre administration, men hvor forventning og erfaring endnu ikke følges ad. Cybersikkerhed, der er rykket helt ind i topledelsens rum, fordi en teknisk beslutning hurtigt bliver et spørgsmål om drift, beredskab og politisk ansvar.

Det er dét, dette afsnit handler om. Hvordan man leder på tværs af en organisation, hvor det meste i dag er organiseret vertikalt.

Til det har jeg inviteret to, der sidder præcis dér, hvor trådene mødes i de 2 næststørste kommuner i Danmark.

Hvis vi vil frisætte medarbejderne, må vi først undersøge, hvad vi selv holder fast i som ledere.

Den tanke er omdrejningspunktet i dette afsnit af Kaffe & Ledelse, optaget på den sidste dag af min Masterclass i Frisat Ledelse med ledere og konsulenter fra Faxe Kommunes beskæftigelsesindsats. Med omkring bordet er Mia Westergaard, Britt Røpke, Lene Dahl, Louise Hallberg Friis Sørensen, Henriette Durup Johansen, Trine Lykke og Troels van Dijk.

Vi taler om at give slip på ansvaret for, at alting lykkes, og opdage, at kollegerne stadig har brug for noget af det, man forsøger at lægge fra sig. Om at finde sin egen stemme i ledergruppen, invitere andre ind i sit ledelsesrum og sige højt, når en opgave føles som noget, man står alene med.

Undervejs deler deltagerne den feedback, de netop har givet hinanden. Det bliver konkret: En kort besked kan skabe mere usikkerhed, end afsenderen aner. Hjælpsomhed kan tage overhånd. Og mange års samarbejde betyder ikke nødvendigvis, at man viser, hvem man er.

Kaffen er denne gang skiftet ud med Asti, og vi vender også tilbage til begyndelsens skepsis: Hvad var det egentlig, Troels havde meldt dem til?

En samtale om frisættelse, tillid og det arbejde med sig selv og hinanden, der følger med at ville lede anderledes.

Hvordan leder man en hel kommune, når blikket på én aldrig kun er fagligt?

I dette afsnit af Kaffe & Ledelse møder jeg Gladsaxes borgmester, Serdal Benli, til en samtale om politisk ledelse, dømmekraft og det særlige ansvar, der følger med at være den første borgmester i Danmark med ikkevestlig baggrund.

Vi taler om forventningerne, der følger med borgmesterkæden. Om at stå fast på sit politiske kompas og samtidig repræsentere en hel kommune. Om at skabe tillid i en organisation med 6.000 medarbejdere, samle syv partier og træffe beslutninger i en hverdag, hvor toget sjældent standser.

Og så taler vi om det ekstra blik. Den opmærksomhed, der betyder, at en fejl risikerer at blive læst som mere end en fejl, og at selv en flaske vin kan afsløre de forestillinger, andre allerede har gjort sig.

En samtale om ledelse, identitet og kunsten at være borgmester uden at blive reduceret til et symbol.

Fire sæsoner er afsluttet. Cirkusbygningen blev en finale. Samtalerne blev til bogen Ledelse mellem linjerne. Og nu begynder næste kapitel.

I dette introafsnit samler Ayhan Gormez trådene og sætter retningen for sæson 5. Forandring er blevet et grundvilkår i organisationer, men hvad sker der, når tempoet stiger, kravene vokser, og kapaciteten ikke følger med? Måske handler modstand mod forandring ikke altid om manglende vilje. Måske mangler der ganske enkelt plads.

Afsnittet bevæger sig ind i det spændingsfelt, som den nye sæson skal undersøge: mellem krav og kapacitet, mellem det vi siger højt, og det der foregår under overfladen.

Undervejs løftes også sløret for nogle af efterårets kommende samtaler, før afsnittet slutter med en oplæsning fra Ledelse mellem linjerne om frisættelse, magt og det, der opstår, når de formelle strukturer træder tilbage.

Velkommen til sæson 5 af Kaffe & Ledelse.

I dette sidste afsnit af Kaffe & Ledelse sæson 4 samler Ayhan Gormez trådene efter et år med store temaer og stærke samtaler – fra ledelse uden sikkerhedsnet til tro, tvivl og teater.

Han deler sine refleksioner efter sæsonfinalen i Cirkusbygningen, fortæller om de unge ledertalenter, der har gjort indtryk, og løfter sløret for, hvad der måske venter i sæson 5.

Et personligt og eftertænksomt afsnit om at give slip, finde ro – og få øje på nye veje i ledelse og i livet.

🎙️ Tro, Tvivl og Teater – Del 2 i Cirkusbygningen

Kan humor, krop og teater åbne nye veje for ledelse – og hvordan balancerer vi mellem tvivl og retning i en uforudsigelig verden?

I anden akt satte Omar Marzouk scenen med satire om klima, integration og humorens rolle i ledelse – en påmindelse om, at grin kan være livets balsam og et redskab til at tackle konflikter.

Debatten blev ført videre af Lisbeth Knudsen, Andrrew Ethen Elliot Mogensen, Hassan Preisler og Marie Storkholm, der diskuterede magtens former – fra kroppen, kunsten og institutionerne til sundhedsvæsenets hverdag. Publikum pegede på, at ledelse mister tillid, når ledere ikke tør tage ansvar, eller når systemet betyder mere end mennesket.

Senere trådte tre unge ledere – Leyla Eken, Nermina Klitgaard og Søren B. Sneftrup – frem på scenen med stærke personlige fortællinger om masker, tvivl, styrke og drømmen om et mere menneskeligt lederskab.

Til sidst samlede en afsluttende debat med Per Helge, Gülcan Güven Grud, Troels Gottlieb og Mads Langer trådene: Fra musikalske rytmer som metafor for ledelse til chancelighed, autenticitet og spørgsmålet om, hvorfor vi egentlig søger lederrollen.

En aften, hvor tvivlen blev vist frem som en styrke – og teatermasken blev brugt til at afsløre mennesket bag lederrollen.

Dette er del 2 af 2.