Kaffe & Ledelse

🎙️ Tro, Tvivl og Teater – Sæsonfinale i Cirkusbygningen

Hvordan ser fremtidens ledelse ud, når vi sætter mennesket før modellen – og tør invitere både tro og tvivl ind i lederrollen?

I denne sæsonfinale fra Cirkusbygningen tager vi dig med ind i en aften, hvor unge ledere; Anna Magda Andersen, Camilla Jane Standhart & Mehmet Han Anik, deler deres personlige fortællinger om at tro på sig selv, balancen mellem karriere og familieliv og frygten for ikke at blive taget seriøst.

Vi hører Mads Langer skabe en meditativ stemning med musik, og Henning Jensen udfolder, hvordan energi og kvantefysik kan bruges som metaforer for organisationer og ledelse.

I debatten møder du bl.a. Alex Vanopslagh, Christian Have, Morten Kirkskov og Ann-Christina Andreasen, der udfordrer gamle ledelsesidealer og diskuterer: Skal vi give slip på magten – eller på kontrollen? Skal vi skabe regler – eller kulturer?

Og til sidst træder tvivlen frem som en styrke: et vilkår, vi ikke skal skjule, men bruge som drivkraft for mere autentisk og bæredygtig ledelse. Tre unge ledere, Tenna Møller Næsager, Eluise Malling & Niclas Hansen satte ord på deres oplevelser i et iscenesat ”tvivlsmøde”.

Dette er del 1 af 2. 

Ledelse er ikke et regnestykke. Det er et menneskeligt drama.

I denne sæsonfinale tager jeg dig med ind i et af de mest markante skift i vores tid: færre unge vil lede. Undersøgelser viser, at antallet af ledere under 35 år er faldet markant de seneste ti år, og at mange unge forlader lederrollen tidligt. Samtidig ser vi en smallere fødekæde af unge talenter – især i den offentlige sektor.

For mig er det ikke bare en statistik, men et vigtigt spejl på, hvordan vi forstår og udøver ledelse i dag. Hvis ledelse opleves som kontrol, regneark og værktøjer, er det måske ikke så mærkeligt, at færre unge finder det meningsfuldt. Men hvis vi tør se ledelse som et menneskeligt drama, hvor følelser er drivkraften bag motivation, modstand og forandring – så åbner vi for en helt anden samtale.

Med denne sæsonfinale ønsker jeg at udforske netop det spændingsfelt: Hvad sker der, når færre unge vil lede? Hvilke følelser ligger under overfladen i vores ledelseskultur? Og hvordan kan vi skabe en form for ledelse, der igen opleves som meningsfuld – også for den næste generation?

https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/14288648/talentfulde-unge-fravaelger-en-lederkarriere-i-det-offentlige?lang=da

https://www.cphbusiness.dk/viden-og-inspiration/ny-forskning-derfor-vaelger-og-fravaelger-unge-ledervejen

Goffman, E. (1959). The Presentation of Self in Everyday Life. Garden City, NY: Doubleday.

Min gæst Tune Hein, fornyeligt stoppet hos Novo Nordisk, hvor Tune har arbejdet med upscaling og organisation. Er forfatter, foredragsholder og har mere end 20 års ledelseserfaring og i dag arbejder som konsulent/ledelsesrådigiver.

Ville du sætte dig ind i et fly, hvis Airbus havde afskaffet ledelse?

Det lyder karikeret – og det er det også for eksemplets skyld.

Vi befinder os i en tid, hvor fascinationen af ledelsesløse organisationer fylder mere og mere.

Vi taler om ansvar og medbestemmelse som idealer – og med god grund.

Det er ikke enten frisættelse eller fastlåsning. Det er vel en levende bevægelse i spændingsfeltet mellem frihed og ansvar, mellem individuel faglighed og fælles retning.

Men det bringer dog et andet spørgsmål op:

Måske fordi mange af os – ledere som medarbejdere – bærer på erfaringen med dårlig ledelse.

De oplevelser sætter sig. Ikke kun i os, men i den kollektive forestilling om, hvad ledelse er – og hvad den bør undgå at være.

Så når nogen taler varmt om at afskaffe ledelse, er det måske ikke, fordi vi ikke ønsker ledelse.

Måske ønsker vi bare noget andet, end det vi har oplevet.

Men i forsøget på at tage afstand risikerer vi at skubbe for langt.

Det er mine spørgsmål ind i dagens afsnit.

Min gæst er Morten Kirkskov, skuespilchef i det kgl. Teater, skuespiller, instruktør og forfatter.

Ledelse af kultur er ikke en særlig art af ledelse – det er en udvidelse mener jeg.

Den handler ikke kun om at gennemføre, men om at forløse. Ikke bare projekter, men mennesker. Ikke bare planer, men mening. I det krydsfelt, hvor kunstnerisk frihed møder institutionelt ansvar, forskydes selve logikken for, hvad ledelse er og kan være.

Her må man skabe rum for det, vi ikke vidste, vi havde brug for. Man kan ikke lede ud fra forudsigelighed alene – eller nøjes med KPI’er og tidsplaner. Det handler i højere grad om at lytte, mærke, vente. At have mod til at tøve, og evne til at holde rummet åbent, indtil det rigtige viser sig. Det er en ledelsesform, der kræver noget andet end kontrol – det kræver nærvær.

Og det mærkes tydeligt: Ledelse er altid en personlig snak mener min gæst.

Ikke en rolle, man tager på – men en samtale, man har med sig selv og sine omgivelser. Det handler ikke om at spørge hvem skal jeg være? – men om ærligt at undersøge hvem er jeg? Det kræver vedholdenhed og ærlighed. Og ikke mindst: at man ikke lader som om.

I stedet for klassiske hierarkier og magtpositioner, opstår der et behov for en rolig struktur – en slags indre stilladsering, der kan rumme det eksperimenterende og det uberegnelige. En struktur, der ikke kvæler, men holder. Erfaringerne opstår ikke som svar på en manual, men gennem det levede. Som min gæst nævnte i vores indledende samtale: learning by burning. Der er ingen garanti – kun mod.

Ofte viser det sig, at de gode beslutninger tager sig selv. Ikke fordi man trækker sig væk, men fordi man tør blive i processen længe nok til, at det rette kan folde sig ud. Det kræver rytmesans – ikke bare for tid, men for timing. Ikke bare i forhold til publikum, men i forhold til verden.

Ledelse i denne form er også en form for kuratering: af mennesker, af ord, af fortællinger, af samfund. Det etiske rum er ikke bare et spørgsmål om ansvar – det er et spørgsmål om relevans.

Hvad tør vi stille frem i lyset?

Ofte viser det sig, at de gode beslutninger tager sig selv. Ikke fordi man trækker sig væk, men fordi man tør blive i processen længe nok til, at det rette kan folde sig ud. Det kræver rytmesans – ikke bare for tid, men for timing. Ikke bare i forhold til publikum, men i forhold til verden.

Denne ledelse må leve med dobbeltheden. Den veksler konstant mellem at lede og lade sig lede. Mellem at have retning og give plads. Og midt i det hele må man kunne stå – ikke som ekspert, men som menneske. Som én, der ikke har regnet det hele ud, men som tør stå i det uvisse og alligevel tage ansvar.

Det en samtale værdig. Og i den går vi tættere på disse erfaringer. Ikke som teori, men som levet praksis. Og måske – som en påmindelse om, at sand ledelse ikke handler om at finde de rigtige svar, men om at stille sig til rådighed for det rigtige spørgsmål.

Mine gæster er:

Elisa Rimpler, Formand for BUPL – Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund. Fagpolitisk leder, forhandler og organisator. Arbejder på at gøre det mere attraktivt at blive pædagog. Havde valget mellem copenhell og dette afsnit – og dejligt at Elisa valgte dette afsnit.  

Gordon Ørskov Madsen, Formand for Danmarks Lærerforening. Har været knyttet til folkeskolen i snart 30 år, hvor Gordon ser folkeskolen som den væsentlige samfundsbærende institution. Brændende AGF-fan.

Dorthe Boe Danbjørg, politisk leder af Dansk Sygeplejeråd. Dorthe beskriver, hvordan hun med en fyldt kalender er blevet bedre til at prioritere. Hun oplever samtidig en ny erkendelse af behovet for tid uden planer – et skift for hende, der ellers har et stærkt planlægger-gen. 

Vi taler ofte om, at velfærdssamfundet hviler på stærke fagligheder som pædagoger, lærere, sygeplejersker, SOSU-assistenter og socialrådgivere og jeg kunne nævne flere. Professioner, som hver især løfter nogle af de mest komplekse, menneskenære opgaver i vores samfund.

Jeg oplever, at vi stadig behandler disse professioner som adskilte siloer, selvom deres opgaver i praksis krydser hinanden hele tiden. I barnets liv, i familiens møde med systemet, i skolen, på bostedet, i sundhedsplejen og på sygehuset. Vi taler om behovet for socialfaglige kompetencer, men hvordan ser vi egentlig på opgavernes kompleksitet – og på de systemer, der skal få det hele til at hænge sammen?

Vi står i en situation, hvor flere af de mest samfundsbærende professioner i stigende grad vender ryggen til deres fag. Ikke fordi de mangler kompetencer. Ikke fordi de ikke brænder for deres opgaver. Men fordi de ikke længere oplever, at deres faglighed får plads i hverdagen.

Når jeg ser på tallene, bliver det tydeligt, at noget fundamentalt er galt:

Taget fra en undersøgelse fra BUPL 2024, overvejer næsten hver anden pædagog at forlade faget, samtidig med at vi allerede mangler omkring 4.000 pædagoger (BUPL, 2024).

En statistik fra Arbejdsbevægelsens erhvervsråd (2024) siger, at hver fjerde nyuddannede lærer har forladt folkeskolen inden for de første fem år efter ansættelse (AE-rådet, 2024).

Ifølge en rundspørge i 2023 fra Dansk Socialrådgiverforening overvejer næsten halvdelen af socialrådgiverne på børne- og familieområdet at forlade området.  (DS, 2023).

Fra november 2021 til 2022 forlod 4.600 sygeplejersker det offentlige sygehusvæsen – svarende til 13,3% af arbejdsstyrken (DSR, 2023).

Samtidig vurderer Danske Professionshøjskoler, at vi i 2030 vil mangle over 35.000 lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere (DPH, 2023).

Der er noget, der ikke hænger sammen. Det handler ikke kun om løn og arbejdsvilkår – det handler også om mening, faglig stolthed og mulighed for at gøre det arbejde, man er uddannet til. Og det handler om samarbejde. Hvis vi skal lykkes med opgaverne, er vi nødt til at tænke langt mere tværfagligt – både i struktur og i kultur.

Derfor inviterer jeg til en samtale. Ikke for at pege fingre, men for at stille de svære spørgsmål.

Min ene gæst er Anne Bach Waagstein, Kommunikations- og bæredygtighedsdirektør i Forenet Kredit. Formand for Djøf Privat. Anne er værdidrevet, ambitiøs og stærkt optaget af forandringsledelse og arbejdsmiljø samt kultur.

Min anden gæst er Steen Vinderslev, Kommunaldirektør i Middelfart Kommune, Har været leder i 33 år. Formand for Djøf Offentlig. Steen er handlingsorienteret og efter eget udsagn, utålmodig. Optaget af at vi skal være en attraktiv arbejdsplads.

Diversitet er en af de mest omdiskuterede – og til tider udskældte – dagsordener i vores tid. Det, som nogle få år siden blev set som nødvendige skridt mod mere lige og inkluderende arbejdspladser, er nu for mange organisationer blevet en kommunikationsøvelse.

Diversitet handler i dag ikke kun om køn og etnicitet. Det handler også om alder, neurodivergens, baggrund og ikke mindst: Sektorskifte. Hvad sker der, når vi åbner op for lederroller for mennesker, der har bevæget sig mellem sektorer – fra offentlig til privat, fra akademia til erhverv, fra NGO’er til startups?

Og hvad sker der med ledelseskulturen, når flere typer af erfaringer og livsbaner får plads?

Midt i det her billede står fagforeningerne – og nogle af dem har i stigende grad rettet blikket mod ledelse. Mangler der noget i den kontekst og kunne det blive forædlet til det bedre?

Ledelse er væsentlig. For ledelse former trivsel. Ledelse skaber arbejdsmiljø. Og ledelse er en afgørende arena, hvis vi vil tage diversitet alvorligt. Her hviler legitimiteten for forandring.

I dette afsnit stiller jeg spørgsmål ved, hvordan vi som samfund og organisationer tør tænke nyt om, hvem der kan – og bør – være ledere. F.eks om praksiserfaring altid er det sikre valg i rekruttering? Og hvad skal der til, for at diversitet ikke bare bliver en ambition i en PowerPoint, men en reel styrke i praksis.

Det synes jeg er en kop kaffe værdig ☕️

Mine gæster er:

Leyla Eken, Senior manager AJ Vaccines. Leyla motiveres af samarbejde og skabe resultater sammen med andre. Leyla synes ikke altid det er let at være leder – især som kvinde, relativt ung og med en anden etnisk baggrund, der har gjort det nødvendigt at bevise sit værd mere end én gang.

Søren Sneftrup, Arbejdsmarkedschef i Randers Kommune. Søren handler, justerer og bygger undervejs i hans ledelse med en retfærdighedssøgende nysgerrighed. Er optaget af mennesker i alt hvad han gør imens han finder vej i uvisheden.

Nermina Klitgaard, leder af ydelsescentret Aarhus Kommune. Nermina værdsætter ordentlighed og mennesker omkring hende beskriver hende som empatisk og tillidsvækkende, som altid møder mennesker i øjenhøjde.

Ledere forventes at kunne skifte mellem disse udtryk. At være situationsbestemte. At kunne læse rummet, stemningen og opgaven. At vide hvornår man skal være nærværende og inkluderende – og hvornår man skal udøve sin positionsmagt med klarhed og konsekvens. Det kaldes fleksibilitet. Men det kan også opleves som et spænd, der slider. For hvornår er det egentlig én selv, der taler – og hvornår er det rollen?

Loyaliteten over for organisationen spiller en særlig rolle. Mange ledere føler sig forpligtede til at være loyale mod firmaets linjer – også når de privat eller professionelt er i tvivl. Og når ledelse samtidig kræver drift, KPI’er og kontrol, kan det være svært at få plads til det menneskelige – det, der ikke umiddelbart kan måles, men som er afgørende for at skabe bæredygtige relationer.

Nogle mestre rollen til perfektion. De taler flydende konsulentsprog, forhandler med girafmetodik og kender deres personlighedsprofil bedre end deres egne værdier. De er dygtige – og indimellem tvivlende. For under masken kan det være svært at mærke, hvor grænsen går mellem ægte ledelse og subtil manipulation. Hvornår bruger man indflydelse for at lede – og hvornår for at bevare kontrol?

I dette afsnit skal vi tale om tvivlen – det er del 2 i forberedelserne til sæsonafslutningen i Cirkusbygningen. Hvad sker der med tvivlen når scenen skrider?

Mine 3 gæster er:

Eluise Malling  - pt. Karrierepause og tidligere leder af stabsteam i en digitaliseringsafdeling. For Eluise er det særlig interessant at undersøge emotionel intelligens og medledelse.

Niclas Hansen, Sekretariatsleder i Røntgen og Scanning, Sygehus Lillebælt, er optaget af hvordan vi får den gode ledelse frem, såsom interaktionen mellem mennesker. Niclas reflektere allerbedst når han træner.

Tenna Møller Næsager, COO i Wally & Whiz, Trives i forandring og har svært ved, og øver sig på stilstand. Tennas fokus er den operationelle ledelse og har 2 køleskabe, et til mad og et til drikkevarer.

Der er øjeblikke, hvor gulvet under én skrider. Ikke med dramatik, men med en stille forskydning, der får én til at tvivle på, om man overhovedet står det rigtige sted. Tvivlen er ikke støj – den er ofte det klareste signal. Den opstår, når vi begynder at mærke, at det vi gør, ikke længere hænger sammen med det, vi tror på.

For nogle bliver det begyndelsen på et opgør. Et ærligt opgør med en ledelsesrolle, der engang virkede rigtig, men som i mødet med virkeligheden viste sig at kræve for meget – eller give for lidt.

Når man som leder vælger at træde væk, er det sjældent af mangel på ambition. Tværtimod. Det er ofte, fordi man har slået sig på noget grundlæggende. Fordi man ikke længere kunne genkende sig selv i den måde, ledelse skulle udøves på. Fordi systemet spiste idealerne, og man nægtede at lade det blive en vane.

Det kræver mod at vælge ledelse til. Men det kræver mindst lige så meget mod at vælge den fra. Ikke som et nederlag, men som en erkendelse: “Jeg kan ikke være en del af det her – ikke på de præmisser.” Det er en beslutning, der sjældent bliver hyldet, men som rummer en stærk integritet.

På den store klinge er det måske tid til at tage denne tvivl alvorligt. Ikke som noget, der skal fikses, men som noget, vi skal lytte til. Måske er det her, nye former for ledelse begynder at tage form – i erkendelsen af det, vi ikke vil gentage.

Mine 3 gæster er:

Camilla Jane Standhart - Funktionsleder på JAC i Gentofte Kommune, uddannet antropolog. Camilla gik ikke målrettet ind i ledelse. Interessen begyndte at spire, da hendes chef i et tidligere job talte til hendes evner om følgeskab.

Mehmet Han Anik, Teamleder for center for borgerservice og myndighed, Københavns Kommune, Mehmet har mange tanker om ledelse. For ham handler det om rumlighed og nærværende ledelse samt at stille krav til sine medarbejdere, men de skal også stille krav til ham.

Anna Magda Andersen, studerende på Roskilde Universitet, har været formand for pædagoguddannelsen i Absalon. Noget Anna markerer ift. ledelse er ledelse af frivillige. Har erfaret at unge frivillige er svære at få til at steppe op eller dukke op.

Dette er første afsnit i en serie på tre, hvor vi forbereder ni unges personlige fortællinger om tro, tvivl og teater som brændstof til sæsonfinalens afsluttende debat og refleksion. Tre unge i hver kategori – ni stemmer i alt – deler deres perspektiver, erfaringer og håb i mødet med ledelse, ansvar og ambition.

Samtalerne er ikke blot forberedelser; de er pejlemærker. Her kondensere vi sammen budskabet og søger den form, der både rummer autenticitet og gennemslagskraft – med øje for, hvordan kommende unge ledere kan tage ordet videre. Undervejs trækker vi tråde til deres egne historier, præferencer og ledelsesdrømme: Hvad tror de på? Hvad tvivler de på? Hvad håber de at kunne bidrage med?

Dette afsnit handler om troen. Afsnittet tvivl og afsnittet teater udkommer de næste 2 afsnit.

Tro er ikke forbeholdt kirkerum eller hellige skrifter. Tro er den indre stemme, der får os til at handle, også når vi er i tvivl. Den viser sig som en drift mod noget større – en idé, en vision, en fornemmelse af mening.

Når unge stiller sig frem og siger: “Jeg vil være leder”, er det ikke bare ambition. Det er en gestus – et vilkår, et kald, måske et håb om at kunne gøre noget anderledes. Noget bedre. Men hvor meget kan troen bære, når realiteterne støjer? Når man mærker tvivlen, trætheden eller følelsen af at stå alene i et system, der ikke altid belønner idealismen?

Vi ser det i tallene: Flere unge fravælger ledelse. Måske fordi de ser det, der foregår bag kulisserne. De ser, hvordan styring kan kvæle skøn, og hvordan formål nogle gange drukner i politik og præstationskrav. Samtidig længes de efter noget andet: frihed, fleksibilitet, faglig dybde – og et arbejdsliv med mening.

Måske er det her, troen skal genopfindes. Ikke som facade eller floskel, men som en levende kraft, der både rummer ambition og sårbarhed. En tro, hvor det er tilladt at tvivle – og alligevel blive stående.

For hvad vil det egentlig sige at tro på ledelse i dag?

Min gæst er Hassan Preisler, Radiovært, forfatter, dramatiker – uddannet skuespiller. Far til tre. Analyserende, mistænksom og fjendsk, men også tolerant, kærlig og hengiven. Hassan har i sin tid i de kreative fag haft en stor erfaring med uærlig, manipulerende, grænseoverskridende og forvirrende ledelsesformer.

Vi står midt i en ledelsesmæssig tektonisk forskydning. Magten har ikke forladt rummet – men den har skiftet form. Den er ikke længere kun forankret i titler, fakta eller strukturer. Den ligger i evnen til at påvirke følelser, skabe stemninger – og kontrollere fortællingen.

Jeg mener, at i dag former kommunikationen magten mere, end magten former kommunikationen.

Og det tvinger mig til at stille spørgsmålet:

Hvad sker der med vores ledelse, vores demokrati – når følelserne overtager styringen?

Det er ikke bare en sproglig catch fraise. Det er en bekymrende udvikling. Det er et skifte i magtstrategi. Hvor teknokratiet hviler på analyser og gennemarbejdet viden, rider emokratiet på bølger af mavefornemmelser, stemninger og følelser. Og i denne bevægelse bliver ledelse til noget andet end planlægning og ansvar. Det bliver iscenesættelse. Forførelse.

Det mener jeg og vil være mit approach ind i dagens samtale om magt ☕️🎙️

Er vi gået fra fakta til følelser

Det er ikke længere nok at have noget på hjerte – du skal føles som en, der har det. Fakta formidler ikke, medmindre de kan mærkes. Fornuft virker kun, hvis den rører os.

Det er her, den emotionelle taktik træder ind. Ikke som bevidst manipulation, men som ubevidst refleks. En leder, der står i modvind, vælger stemning frem for struktur:

"Jeg har en stærk fornemmelse af, at vi går en fantastisk tid i møde!"

Det lyder rart. Men det betyder intet. Og det efterlader medarbejderen i et limbo: en varm mavefornemmelse – og en kold, uklar fremtid.

Når storytelling, humor og håb bruges til at dække over fraværet af konkrete svar, bevæger vi os væk fra ansvarlig ledelse og ind i en form for følelsesledet skuespil. Det skaber engagement på kort sigt – men tomhed på lang.