VÆGGEN – et værk om at blive sig selv ved at læse og lade egne erfaringer spejles i andres. Suzanne Brøgger skaber forbindelser mellem de kunstnere, forfattere, musikere og filosoffer, der har inspireret hende igennem et helt liv. Der er danske forbilleder som Agnes Henningsen, Karen Blixen og Villy Sørensen og udenlandske som Henry Miller, Joan Didion, og Ursula K. Le Guin. Hun skriver også om den sumeriske gudinde Inana, der gør alt, hvad man ikke må, og intet af det, man skal.
Brøgger debuterede i 1973 med essaysamlingen FRI OS FRA KÆRLIGHEDEN, og siden har hun udgivet en lang række markante bøger, f.eks. KÆRLIGHEDENS VEJE
OG VILDVEJE (1975), CREME FRAICHE (1978) og JADEKATTEN (1997). Suzanne Brøgger har bl.a. modtaget Weekendavisens Litteraturpris, De Gyldne Laurbær, Holberg Medaljen, Søren Gyldendal Prisen og Rungstedlundprisen.