I min forelæsning vil jeg argumentere for, at vi med fordel kan betragte Norden som en blå, oceanisk region. Jeg vil diskutere, hvilke implikationer denne perspektiviske ændring fra grønt land til blåt hav potentielt har for vores forståelse af forholdet mellem mennesker, natur og samfund og af begreber som økologi, bæredygtighed, geografi og historie. Mere specifikt og med tanke på, at vi befinder os i en irreversibel overgang mellem den holocæne og den antropocæne epoke, vil jeg undersøge de mulige fordele ved, at vi litterater retter vores opmærksomhed mod vores blå litteraturhistorie.

I tidsmæssig forstand er menneskets evolutionære oprindelse – som alt liv i øvrigt – tæt forbundet med havet, men planeten som sådan kan også meget vel "ende med det," altså ende med havet, som kaptajn Nemo forestiller sig det i Jules Vernes undervandsklassiker. En tilsvarende idé finder vi hos Elizabeth DeLoughrey, når hun taler om havet som "vores forventelige skæbne." Ontologisk set indebærer overgangen til antropocæn, at planetens inderste mekanismer begynder at opføre sig mere ustabilt og kaotisk, og at vejrbegivenheder kan karakteriseres ved en øget uforudsigelighed og intensitet. Vi genkender her de kvaliteter, som vi også forbinder med havets måde at opføre sig på. Ocean literacy, havdannelse eller evnen til at læse og leve med havet, tilbyder os en genfortolkning af vores historiske eksistens og ruster os samtidig til en fremtid, der bliver mere våd og voldsom.

At læse blå litteratur, historisk såvel som nutidig, og at opnå indsigt i, hvordan forfattere fra Homer og Jens Munk til Kim Stanley Robinson og Siri Jacobsen har portrætteret og forestillet sig menneskelige "eksperimenter med at leve vådt", kan give os uvurderlig ÜberLebenswissen, Ottmar Ettes semantisk flertydige begreb, der betegner "viden om livet" og "viden om at leve", men som også kan betyde "viden om overlevelse".

Fra islændingesagaerne og de tidligt moderne navigatørers logbøger, fra nautiske romaner om sømænd om bord på sejlskibe og dampskibe og frem til nutidig klimafiktion, petrofiktion og spekulativ fiktion afslører de nordiske landes litteraturhistorie en farve, der er mere blå end de fleste andre regioners litteraturhistorier. Forelæsningens bærende idé er, at vi bør omfavne denne kendsgerning, for den muliggør en nødvendig og presserende gentænkning af menneskets plads i verden.

Bio

Søren Frank arbejder i skæringspunktet mellem litteraturanalyse, litteraturhistorie og litteraturteori med et primært fokus på romanens historie og romanteori. Han er ekspert i blå humaniora og forsker i forholdet mellem antropocæn og en blå litteraturhistorie.

Han er uddannet ph.d. i litteraturvidenskab fra Syddansk Universitet, har haft forskningsophold på Stanford University og været Senior Fellow ved Internationales Kolleg für Kulturtechnikforschung und Medienphilosophie (IKKM) på Bauhaus-Universität Weimar.

Søren Frank er tidligere professor i litteraturvidenskab på Syddansk Universitet og var formand for H.C. Andersen Litteraturprisens Advisory Board i 12 år. Han har modtaget Carlsbergfondets Semper Ardens-monografibevilling og er medlem af Academia Europaea.

Samtidig er Søren PI i ”The Coastal Anthropocene”, et forskningsprojekt finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond, og projektleder i ”CUHRE”, et elitecenter finansieret af SDU Climate Cluster.

Signe Gjessing har været tilknyttet NorS i to år som led i Velux Fondens pilotprojekt Writers-in-residence der skal fremme dialogen mellem humanvidenskab og kunstnerisk praksis og styrke dansk litteratur.

Modersmål-Prisen uddeles hvert år af Modersmål-Selskabet

Se også Bornholmsk Ordbogs hjemmeside

Signe Gjessing er tilknyttet NorS i to år som led i Velux Fondens pilotprojekt Writers-in-residence der skal fremme dialogen mellem humanvidenskab og kunstnerisk praksis og styrke dansk litteratur.