Marias Hjørne

Marias Hjørne

By Maria Louise Gejsing OlesenReligion & SpiritualityChristianity
Download on the App Store

Marias Hjørne episodes

  • #70 - Maria Louise Gejsing Olesen finder den sande kærlighed og fred i mødet med Jesus

    Maria lærte i en tidlig alder at bede fadervor, og hun har aldrig været i tvivl om, at Gud er virkelig; men det var ikke et kristent hjem, som Maria voksede op i, idet morens slægt havde stærke rødder i den spiritistiske tro. Maria lærte tidligt om reinkarnation, og at det var muligt at tage kontakt til den åndelige verden.

    Det betyder, at Maria i konfirmationsalderen både går til præst med klassen hos den lokale præst samtidig med, at hun også hver uge er hos sin mormor, hvor hun lærer den spiritistiske tro.

    Hun får således en sammenligningsgrundlag, og her oplever Maria, at Gudsbilledet i den spiritistiske tro er meget kærlig og åben modsat den Gud, som folkekirkepræsten fremstiller, hvor Gud virker hård og dømmende. Maria vælger derfor at blive spiritistisk velsignet sammen med sin fætter.

    Senere i livet er Marias lykkelig, da hun møder sin kommende ægtemand, og de bliver forældre til de skønneste tvillinger. Maria oplever en tryghed og kærlighed, som hun har længtes efter, men nogle tragiske begivenheder indtræffer, og det hele kulminerer med en grim og meget hård skilsmisse. Herefter bliver Maria fyldt med frygt, usikkerhed og angst, og på et tidspunkt flygter hun ind i New Age, da hun tror, at det er her, hun skal få den healing, som hun længes efter. Ligeledes har hun hele livet haft en søgen efter sandheden, og hun tror, at hun kan finde den i det alternative miljø. Maria udøver yoga, tager på enneagram-kurser, køber krystaller, læser englekort, tager på ayahuasca ophold mm. Især bliver Maria fanget af tantra, hvor hun også ender med at facilitere kurser og festivaler. 

    Maria forstår ikke, hvilke mørke åndelige kræfter, der står bag alle disse tilbud i det alternative, men hun kan mærke, at hun ikke opnår det, hun søger efter. Jo mere hun dykker ned i New Age, jo dårligere får hun det.

    På et tidspunkt, hvor Maria er meget ulykkelig og fyldt med skyld, får hun et billede, hvor hun får vist, at Jesus har taget alt skyld på korset. 

    Men den endelig opvågning sker først nogle år efter, hvor Gud viser Maria et skelsættende syn, som er fuldstændig transformerende, da Maria erkender, at Jesus er vejen, sandheden og livet.


    I dag lever Maria et liv, hvor hendes inderligste ønske er, at alle mennesker skal lære Jesus at kende, og her er Maria meget taknemmelig for, at Gud ledte hende til at starte podcasten “Marias Hjørne” op, hvor mennesker over hele Danmark hver uge deler deres vandring og liv med Gud.


    “Jeg er kommet for at bringe lys ind i denne mørke verden, så de, der tror på mig, ikke skal forblive i mørket”. John. 12:46


    “Han vil hjælpe forældre til at blive forsonet med deres børn og børn til at blive forsonet med deres forældre” Malakias 3:24


    “I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode.” Første Mosebog 50: 20


    “De, der sår under tårer, skal høste med jubel.” Sal. bog 126: 5


    “Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, der tilhører Jesus Kristus”. Romerbrevet 8: 1


    “„Jeg er Herren, og jeg helbreder jer.”” 2. Mosebog 15:26


    “Derpå sagde Herren: „Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?” Jeg svarede straks: „Herre, det vil jeg! Send mig!””

    Esajasʼ Bog 6:8 


    “De har besejret ham ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord.”

    Åbenbaringsbogen 12:10-11

    1 hr 17 min
  • #69 - Peter Skjold Petersen troede ikke på mirakler og helbredelser, før han selv blev guddommeligt helbredt

    Peter Skjold er vokset op i et kristent hjem i Sdr. Felding ved Vestjylland, hvor han ofte var med forældrene til møder i indre Mission. Det var et harmonisk hjem, hvor Peter oplevede stor tryghed. Og selv om han ikke delte sin tro på Gud med så mange, så var Peter ikke i tvivl om Guds eksistens. 


    I løbet af sin ungdom voksede Peter meget, og det gjorde, at han havde stærke smerter i sin ryg. Skolelægen konstaterede, at ryggen var skæv. Senere sagde den praktiserende læge det samme, og til session fik Peter samme besked - at hans ryg var skæv.

    Smerterne var så kraftige, at Peter flere dage i året ikke kunne komme ud af sengen. Det varede typisk 3-4 dage, før det blev bedre.


    En dag på arbejde hører Peter om Volvo-manden Hans Berntsen; om de vilde helbredelser, der skete på hans møder. Det var nyt for Peter, at bøn med håndspålæggelse kunne helbrede, så Peter var meget skeptisk.


    Men det ender med, at Peter deltager på et af møderne, og her ser han en masse helbredelser ske lige for øjnene af ham. Det ender med, at Peter går op til forbøn - men med en nagende tvivl. Hans Berntsen beder en kort bøn for Peter, og pludselig føler Peter sig 50 kg. lettere. Al stivhed og smerte forsvandt på et halvt sekund.


    Få dage efter mødet bliver Peter igen røntgenfotograferet, og her får han svaret, at ryggen er helt normal og perfekt. Og det bliver tydeligt for Peter og omgivelserne, at de har været vidne til et mirakel.


    Trods denne store Guddommelige indgriben i Peters liv, går der nogle år, før han træder ud i det kald, som Gud har til ham, da der stadig er en nagende tvivl i Peter om, hvorvidt det kun er nogle særlige, der har modtaget nådegaven til at lægge hænderne på syge.


    Men en dag ser han en YouTube-video med en amerikaner ved navn Pete Cabrera, som siger, at alle kristne kan bede for syge! Det gør, at Peter begynder at bede for mennesker omkring sig - på gaden, arbejdet, familien mm. Og med det samme ser Peter mirakler udspille sig for øjnene af ham. Langt over halvdelen af dem, han beder for, kan mærke en forskel eller bliver helt raske. 


    Og i dag er der ingen tvivl i Peters hjerte. Gud er den samme i går, i dag og i morgen, og Han ønsker at se alle mennesker i frihed. Peter har bedt for over tusind mennesker, og han har et inderligt ønske om, at alle mennesker skal vide, hvor elsket de er af Gud.


    “Jesus kaldte de tolv sammen og gav dem magt og myndighed over alle dæmoner og til at helbrede sygdomme.  Så sendte han dem ud for at prædike Guds rige og helbrede de syge” Luk. 9: 1-2


    “Helbred de syge i byen og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer.” 10: 9


    “De blev der i lang tid og forkyndte frimodigt i tillid til Herren, som bekræftede ordet om sin nåde ved de tegn og undere, der skete ved deres hænder” ApG. 14: 3


    “Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær!  Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet” Matt. 10: 7-8


    “Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår,  ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed! Amen.” Ef. 3: 20-21

    1 hr 28 min
  • #68 - Nickie Charlotte Boysen går fra at være biseksuel, blive gift med en kvinde til at opleve frihed i Jesus

    Nickie er vokset op i en kristen familie og har altid troet på Gud. Nickie har også rakt ud til Gud gennem sin barndom, når hun har stået i noget svært, men den dybere forståelse og tætte relation til Gud havde hun ikke på daværende tidspunkt.

    I løbet af sin opvækst kæmper Nickie med usikkerhed, og det bliver især udfordrende for hende, da hun i sin ungdom bliver forelsket i en pige. Hun forsøger at flygte fra disse følelser, først ved at tage til England og senere ved at træde ind i militæret.

    I militæret bliver Nickie mødt af en kultur med fester og alkohol, og det bliver også en måde, hvorpå Nickie kan dulme den indre smerte, hun mærker. I slutningen af militæret bevæger Nickie sig ind i det homoseksuelle miljø. Det er et stort skridt for Nickie, og hun er bekymret over forældrenes reaktion, men hun bliver kun mødt med accept.

    Jo dybere Nickie bevæger sig ind i det homoseksuelle miljø, jo mere har hun en oplevelse af at miste sig selv. Hun oplever en del hjertesorg, og dulmer det ved at kaste sig ud i forskellige forhold, da hun tror, at smerten, tomheden og længslen skal heales via mennesker. Midt i dette kaos er der en kristen veninde, som inviterer Nickie til en kristen camp, og Nickie har en fornemmelse af, at der er noget, der kalder, men samtidig er hun ikke klar, og kort tid efter indleder hun et forhold til en kvinde, som hun ender med at blive gift med. 

    Ægteskabet bliver dog opløst efter nogle år, hvilket er voldsomt for Nickie, men midt i smerten, hvor Nickie føler sig som en fiasko, begynder Gud på sin stille og tålmodige måde at kalde på hende.

    Nickie kunne mærke, at der var noget mere. Noget ægte. Hun begynder at få stærke oplevelser, hvor hun møder Gud på den nærværende og levende måde, som hun havde længtes efter. Nickie begynder at læse i Biblen, og det bliver livsforvandlende. I dag er Nickie overgivet til Jesus, og hun er gift med en kristen mand, og sammen lever de et liv centreret omkring Gud.


    “Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.  For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov.  Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet,  for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden”

    Romerbrevet 8:1-4


    “Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig”

    Galaterne 2:20


    “Han vil tørre hver tåre af deres øjne,

    og døden skal ikke være mere,

    ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.

    Thi det, der var før, er forsvundet.

    Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande”

    Åbenbaringen 21:4-5

    1 hr 19 min
  • #67 - Philip Brolund befries fra misbrug, selvmordstanker og kriminalitet og lever i dag kaldet som brændende evangelist fuldt ud

    Det var et kristent hjem, Philip voksede op i. Familien kom i apostolsk kirke Vejle, og Philip er kun 15 år, da han bliver døbt med Helligånden på Kolding stævnet. 

    Philip går på Kildevæld efterskole, og han har aldrig været i tvivl om, at Gud findes. Philip mærker meget tidligt et kald på at fortælle alle om Jesus. Han har et inderligt ønske om, at alle skal kende Gud; men i ungdomsårene bliver Philip også hårdt ramt af verden, og det resulterer i, at Philip kommer ned af en mørk vej med misbrug og kriminalitet.


    Efter et år i USA begynder Philip og hans lillebror at sælge stoffer, og de bliver en del af et undergrundsmiljø i Vejle. Da Philips daværende kæreste bliver gravid ser Philip en mulighed for at komme væk fra miljøet, og han flytter sammen med kæresten til Langeland. Her starter et nyt liv som familie, men Philip slipper ikke helt det tidligere miljø; og da han bliver skilt, ryger Philip ned i et dybt mørkt hul, hvor alkoholen og stofferne tager til, og han pines også af selvmordstanker. Han begynder også at søge ind i New Age og er bl.a. optaget af David Icke.


    Da Philip er i det dybeste hul råber han i desperation til Gud og beder Ham om at sende mennesker. Gud hører hans bøn og mange forskellige kristne begynder at dukke op i Philips liv på fuldstændig overnaturlig vis; og Philip ser og mærker virkelig Guds kraft ind i sit liv. 


    I dag er Philip lykkelig gift med Helga, og han lever som brændende evangelist. Philip ønsker at se samarbejdet mellem evangelister og kirkerne blive styrket.  Ligesom han har en drøm om at se kirkerne i tæt samarbejde og enhed, for som Philip siger, så har vi brug for hinanden, og Gud kan virkelig skabe vækkelse, når mennesker begynder at gå i takt.


    "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og lær dem at holde alt det, som jeg har befalet jer". Matthæus 28:19


    “Han løftede mig op fra afgrunden, op af den mudrede sump. Han stillede mig på et sikkert sted, gav mig fast grund under fødderne.”

    Salmernes Bog 40:3 


    “For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.”Matt. 19: 26

    1 hr 33 min
  • #66 - Mogens Frismodt er dyrlæge og ateist, men bliver nysgerrig på Gud, da han til et møde oplever mennesker, der handler på Guds ord

    Det er et kulturkristent hjem, som Mogens vokser op i, og han har absolut ingen planer om at følge Gud. Mogens læser meget gennem sin opvækst, og han forsøger også på et tidspunkt at læse Biblen, da han finder det interessant, at så mange mennesker er optaget af den; men Mogens forstår ikke, hvad han læser. Det undrer han sig over, da han ellers forstod alt den litteratur, som han kastede sig over.

    I voksenlivet fylder karrieren som dyrlæge meget. Mogens har visioner om at gøre det anderledes end normen på det tidspunkt, og det ender også med, at han er med til at starte et dyrehospital op. Mogens havde absolut ingen tanker om, at Gud skulle være med i hans liv. 


    Mogens går dog i en længere periode i folkekirken, da det er et ønske fra hustruen Birgit; og det er også hende, der en dag ønsker at gå til et møde med en vækkelsesprædikant. Mogens ender modvilligt med at tage med, og her ser han noget, som han ikke tidligere har oplevet i kristne sammenhænge. Han ser mennesker, der handler på ordet og hjælper hinanden på grund af Guds ord.

    Det vækker en nysgerrighed hos Mogens, og han tager efterfølgende med til et teltmøde, hvor han ender med at gå til forbøn. Her møder han Niels Vestergaard, som beder en frelser-bøn for Mogens. 


    Kort tid efter bliver Mogens også døbt med Helligånden, og derefter ændrer hans liv sig. Mogens og Birgit melder sig ud af folkekirken, da de længes efter en kirke med liv og handling. Efterfølgende spørger de Gud, hvad der skal ske, og Gud svarer med en hørbar stemme, at Han vil give dem en menighed i byen. Det bliver starten til “Varde Frikirke” som i 2008 blev fusioneret med Livets Kilde i Esbjerg.


    “Jesus svarede: „Jeg er Vejen og Sandheden og Livet. Ingen kan komme til Faderen uden gennem mig.”

    Johannesevangeliet 14:6 


    “Gud har gjort os til det, vi er. Vi er nye skabninger i Jesus Kristus, så vi kan gøre de gode gerninger, som Gud i forvejen har lagt til rette for os.”

    Efeserbrevet 2:10

    1 hr 19 min
  • #65 - Ruben Tychsen bevæger sig fra præstegerningen ud i et nyt afsnit i sit liv og tjeneste

    I løbet af Rubens opvækst var Gud en fuldstændig naturlig del af dagligdagen. Han er opvokset i Luthers Mission, og forældrene var viceværter i missionshuset. Ligeledes var de med til at starte kristen friskole op i Adsbøl, hvor Ruben gik hele skoletiden. Det var også naturligt med bøn, og familien oplevede på nært hold, hvor meget kraft, der er i bøn, når de bad for alle på gaden.


    Lige før Ruben starter på efterskole i Mariager, går han igennem et par år med mobning, og det gør, at han har en periode, hvor han har svært ved at agere socialt. Det påvirker ham stærkt, og Ruben erkender sin magtesløshed i situationen, hvilket gør, at han giver sit liv til Jesus.

    I ungdomsårene oplever Ruben også en fascination over den karismatiske bevægelse, og han kaster sig ud i kirkearbejde - både som teenage-leder og lovsangsleder. Han læser også en HF, hvor han får kontakt med et metal band. Medlemmerne er oprørske og kan nærmest kaldes satanister, men efter en kort tid giver de alle deres liv til Jesus. Herefter kommer Ruben med i banded og de fortsætter nu med at spille kristen metal. 

    Efter HF bliver Ruben  volontør i Frederiksværk, og det er her, han først gang får kaldet til at være præst; men tilbage i Åbenrå læser han først til ingeniør som en forberedelse til teologistudiet.

    I 2013 oplever både Ruben og hans kone Janni en kald til mission, men Ruben får tilbudt at blive præst i Apostolsk Kirke Odense, og derfor udskyder parret deres missionstur.

    Men i vinteren 2024 bliver det tydeligt for Ruben og Janni, at de skal af sted; og Gud tilrettelægger det hele, således at de fra sommeren 2025 kan træde ind i et nyt afsnit af deres liv og tjeneste. Det er nu tid til at leve deres kald til mission ud.


    Https://wearenomad.dk/stoette/ 


    “For hans værk er vi, skabt i Kristis Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.” Ef. 2, 10


    “Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag - det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.” Rom. 12, 1-2


    “Den må kun bruges af præsterne, og I må ikke fremstille salveolie efter samme opskrift til privat brug. Olien er særlig indviet.”

    2. Mosebog 30:32

    1 hr 13 min
  • RUNDBORD #6 - Kan vores tro holde gennem trængsler?

    I denne rundbordssamtale fik jeg besøg af nogle skønne søstre bestående af Diana Frederiksen, Heidi W. Rasmussen og Anette Bergen til en snak om prøvelser, trængsler og tro.

    De er alle tre nogle stærke bønnekrigere, som ved, hvordan det er at stå i “stormen”. I denne snakke deler vi alle fire meget åbent og personligt om vores egne erfaringer med trængsler og prøvelser. Det er forskelligt, hvad vi har oplevet, men en ting er vi enige om - Gud er altid trofast.


    Glæd jer til en stærk, rørende og personlig snak om at holde fast i troen uanset, hvad vi går igennem.


    Uddrag fra samtalen:


    Holder vi fast i Gud gennem prøvelser. 

    Der er ikke noget, der er så slemt, at det er værd at forlade troen for. 

    Uanset, hvad jeg går igennem, så stoler jeg på Gud. 

    Gud kan bære vores frustrationer og irritationer. 

    Der findes ikke mørke i Gud. 

    Jeg kunne flytte mit fokus fra sygdom til Gud. 

    Når vi frygter har vi kigget væk fra, hvem Gud er. 

    Løber vi væk fra Gud eller i armene på HAM. 

    Hjælpen er at hente hos Gud. 

    Stormen er fra verden ikke fra Gud. 

    Vi kan løbe fra stormen ind i Guds fred. 

    Hvad betyder det at være en kristen?

    Vi bliver stærkere i prøvelser og trængsler

    Gud ledte mig ud af smerten. 

    Gud har kun det bedste til os. 

    Man får ikke en sejr, hvis der ikke er en kamp. 

    Fjenden kæmper helt inde på kroppen af dig. 

    Der er kald til omvendelse - til at komme tilbage til Gud. 

    Menneskelig anerkendelse er ikke vigtig, når vi ved, hvem vi er i Kristus. 

    Vejen til helvede er brolagt med sårede kristne. 

    Vi skal have fokus på at høre Helligåndens stemme. 

    Guds plan for dig er et liv i frihed. 

    Vi kan ikke redde os selv. 

    Det handler ikke om, hvor stor din tro er. 

    Gud er lygten for din fod

    Det er Gud, der fylder os op. 

    Frygt er vantro. 

    Fællesskabet løfter, opmuntrer og giver styrke.

    2 hr 1 min
  • #64 - Jørn Hyldgaard har kæmpet med tvangshandlinger, angst og depression, men det kunne ikke stoppe Guds store planer for hans liv

    Jørn voksede op i en kristen bagerfamilie i Hjørring, hvor det var obligatorisk for alle fem børn at tage i kirke om søndagen, og Jørn havde da også overvejende gode oplevelser med at være en del af fællesskabet i frikirken Missionsforbundet, hvor familien kom.


    Men gennem sin opvækst er Jørn en del plaget af angst og tvangshandlinger og i løbet af ungdomsårene begynder Jørn at selvmedicinere med alkohol og stoffer. 


    Da Jørn på et tidspunkt flytter til Norge, går det helt galt, og han ender på gaden i Oslo. Her møder han en ukendt kristen, hvilket bliver et vendepunkt for Jørn.

    Tilbage i Danmark kommer han på Betesda, som er et kristent behandlingshjem i nærheden af Brande. Her får Jørn en ny chance, og det resulterer bl.a. i, at han bliver døbt med Helligånden, hvilket bliver fuldstændig epokegørende for Jørns kald og tjeneste som evangelist. Gud har bla givet Jørn en helt særlig gave i forhold til at bede for de syge. 


    Jørn har prædiket i mere end 55 lande, og har endvidere talt i stort set alle slags kirker i Danmark. Han har endvidere været med til at grundlægge menigheden “Troens Ord” i Brande, hvor han også i flere år fungerede som præst. Her har de sendt over 100 tons nødhjælp af sted til sultne og trængende i Øst-Europa.


    Omkring 2004 bliver Jørn psykisk syg. Det varer i seks år, hvor han ikke kan foretage sig ret meget, og på et tidspunkt får Jørn at vide, at han aldrig vil blive rask, da sygdommen er kronisk. Men Gud gør et mirakel i Jørns liv, og han vender tilbage som brændende evangelist.

    Jørn har bl.a. været med til at plante 33 menigheder i Vietnam, hvilket startede med, at han fik kontakt med en række kirker i Mekong Deltaet i Vietnam.

    Og kirker i nabolandene Cambodia og Laos er med i missionsarbejdet, som hedder “Go East”.


    I dag er Åbenkirke i Herning Jørns base, hvorudfra han arbejder i Danmark og udland. 


    Man kan læse mere om arbejdet og Jørn Hyldgaards tjeneste på hans hjemmeside: jornhyldgaard.dk.

    Derudover har DR-journalist Allan Høyer skrevet en bog om Jørns historie, som hedder “Hudløs”. Den er udkommet på forlaget Scandinavia.


    “Der er tre blivende fundamenter: tro, håb og kærlighed, men størst af dem er kærligheden.”

    1. Korinterbrev 13:13 


    “Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, der tilhører Jesus Kristus.”

    Romerbrevet 8:1

    1 hr 34 min
  • #63 - Søren Viftrup har et stort hjerte for at hjælpe mennesker i nød og blev tidlig kaldt til omsorgstjenesten

    Søren er yngste barn af en flok på seks. Han er også landmandssøn, og som barn var det helt naturligt at hjælpe til på gården i Tvis ved Holstebro, hvor Søren trådte sine barndoms sko. Ligeledes var troen en naturlig del af hverdagen, og Søren har aldrig tvivlet på Guds eksistens. Heller ikke da en stor tragedie indtrådte, hvor Søren mistede sine to storesøstre. I denne sorgens tid fandt Søren via troen styrken til at kunne være der for sine forældre med kærlighed og omsorg.

    Og netop omsorgsarbejdet blev Søren og hans hustru Bodil kaldt til tidligt i deres tjeneste. Søren har oprindelig en baggrund som landmåler, men oplevede tidligt, at han skulle arbejde med mennesker. Derfor blev Søren uddannet sygeplejerske, hvilket ledte til, at han blev plejehjemsleder og selvstændig konsulent.

    Senere bliver Søren kaldt til Vejle for at blive præst i Apostolsk Kirke. I begyndelsen var det som ulønnet præst, da der ikke var råd til løn, men efter fem år kunne han hellige sig præstetjenesten. Det blev til 24 år som præst i Kirkecentret. I denne periode var Søren også aktiv i hjælpeorganisationen “Aktive Kristnes Omsorgsarbejde”, som han stiftede i 1989. Aktiviteterne, der begyndte som hjælp til Rumænien, har bredt sig til humanitære og kirkelige projekter i Moldavien, Ungarn, Sri Lanka og Nepal. 

    Selv om Søren er stoppet som præst, er han fortsat meget aktiv i sit hjertebarn AKO, og han drømmer om at forynge visionen for det voksende arbejde, for Sørens hjerte brænder stadig for at hjælpe mennesker i nød, og han har været velsignet med at opleve, hvordan Gud gang på gang har lukket døre op for ham.


    “hvis I giver de sultne mad og hjælper dem, der er i vanskeligheder, så skal jeres lys skinne i mørket, og mørket omkring jer skal vige som ved højlys dag. Og jeg vil altid lede jer og mætte jer med gode gaver. Jeg vil styrke jeres helbred, så I bliver som en frugtbar have, som en kilde, der aldrig tørrer ud.”

    Esajasʼ Bog 58:10-11 


    “Alle kommer til at bøje knæ for ham i himlen og på jorden og under jorden. Og alle skal erklære til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!”

    Filipperbrevet 2:10-11 


    “Hvad I end gør, så læg hele jeres sjæl i det, som om det var Herren selv og ikke mennesker, I arbejdede for.”

    Kolossenserbrevet 3:23

    1 hr 51 min
  • #62 - Athalia Lauridsen er kun 12 år, da et syn med Jesus fuldstændig ændrer hendes liv, og hun begynder at se verden med Jesu´ øjne

    Athalia er vokset op i en kristen missionærfamilie, hvor Jesus altid har været i centrum. Der var mange rejser, konferencer mm., og Athalia har aldrig tvivlet på, at Gud var der; men har gennem opvæksten mærket et vist pres i forhold til at leve op sin baggrund. Forældrene mærkede tidligt et kraftig angreb på Athalias liv, og de har derfor bedt meget for hende.


    Athalia var ikke særlig gammel, da hun på grund af en traumatisk oplevelse, oplever, at drenge er mere spændende og har magten. Derfor vil Athalia gerne være en dreng, og da hun starter i skole, er det vigtigt for hende at være den sejeste og at have kontrollen. Derfor bliver hun en elev, der mobber de andre for at være frygtet og få respekt.


    Der sker noget skelsættende, da Athalia er 11; her vælger hun at blive døbt, og fire måneder efter tager hun på lejren ZEAL, hvor hun oplever, at alle bliver ramt af Gud. Det skaber en dyb længsel i Athalia og i løbet af lejren arbejder Gud med Ahtalias hjerte. Den sidste aften på lejren bliver hun bedt for af prædikanten Brent Kelley, og her får Athalia et billede, som ændrer alt. Hun har en følelse af at komme til kort med sig selv, og Jesus kommer kraftig ind i Ahtalias liv.


    Athalia begynder at se verden med Jesus´øjne, og hun bliver en kriger for Jesus og velsignet med en kæmpe frimodighed og en dyb længsel efter at lade sig lede af Guds vilje.


    Efter 3 år i stilhed i det skjulte rum kalder Gud Athalia til at træde ud og starte podcasten “Det Ka´ Noget”,  hvor Athalia, med stor åbenhed, ærlighed og indlevelse, taler med sine gæster om tro med udgangspunkt i forskellige emner.


    Kærligheden til Jesus lyser ud af Athalia, og hun inspirerer virkelig mennesker til at løbe i armene på Jesus.

    “Men de våben, som anvendes imod jer, vil ikke fungere, og de, der anklager jer, bliver selv dømt. Jeg vil selv forsvare mine tjenere og give dem oprejsning.”

    Esajasʼ Bog 54:17 


    “Kærligheden varer evigt. Profetier vil forsvinde, tungetale vil forstumme, og kundskabsord vil høre op.”

    1. Korinterbrev 13:8 


    “Herren jeres Gud er Gud over alle guder og Herre over alle herrer. Han er Gud den mægtige, der bør frygtes og æres. Han gør ikke forskel på folk og tager ikke imod bestikkelse.”

    5. Mosebog 10:17

    1 hr 32 min

About Marias Hjørne

From the publisher's feed

Livshistorier, der vidner om livet med Gud.