Da Heidi er på vej hjem fra arbejdet som frisør, ved hun ikke, at der lige om lidt vil der ske noget skæbnesvangert, som vil forandre hendes liv totalt.
Kort tid efter, at Heidi har sat sig ind i bilen, bliver hun påkørt af en skraldebil. Og herefter er der intet, der er, som det var tidligere.
Efter ulykken er Heidi fuldstændig invalideret af voldsomme smerter, og hun får følgende diagnoser PTSD, piskesmæld, plexus skade, angst og frossen skuldre.
Lægernes dom er, at det kun vil blive værre, og hun til sidst vil ende i en kørestol. Men samtidig med, at lægerne taler dette indover Heidi, lyder en stemme: “Sådan bliver dit liv ikke, sådan skal du ikke leve”.
Heidi ved, at det er Gud, der har talt til hende, og til trods for, at helbredet kun bliver værre og værre de kommende år, og Heidi er nødt til at ligge ned 10 timer om dagen, så holder hun fast i Guds løfte til hende.
Så selv om Heidis tilstand forværres og smerterne tager til, så bliver troen på Gud ikke mindre - tværtimod, så vokser tilliden til Gud. De mange timer, hvor Heidi ligger ned, bruger hun primært på at bede og søge Gud, og 12 år inde i sygdomsforløbet sker der noget. Heidi ser i et syn Jesus.
“Han løftede mig op fra afgrunden, op af den mudrede sump. Han stillede mig på et sikkert sted, gav mig fast grund under fødderne” (salme 40: 3)