
Sign up to save your podcasts
Or


Forældrene var missionærer, og Paul blev derfor født i Yunnan provinsen i Kina. Senere rejste familien til Tanzania i Østafrika, hvor Paul voksede op og gik på engelsk kostskole.
En stor tragedie indtræffer i Pauls liv, da han uventet mister sin far som 15 årig. Dette betyder, at Paul bliver kastet ud i fire års konflikt, hvor han begynder at tvivle på Gud. Ligeledes har Paul også svært ved at finde meningen og retningen for sit liv. Men en fuldstændig enestående oplevelse i naturen, hvor Paul oplever at stå i Guds store Katedral vender om på det hele. Efter det møde med Gud indser Paul, at der er en Skaber, at der ikke er noget, der er tilfældigt, og umiddelbart efter giver han sit liv til Jesus. Det bliver ikke bare en ny fødsel. Det giver også Paul en retning, noget at leve for, og kimen til kaldet som forkynder er lagt.
Efter denne stærke åbenbaring bliver det også klart for Paul, hvor vigtigt det er at finde den rette kvinde at gifte sig med.
Det brænder stærkt i Pauls hjerte for, at mennesker skal møde Gud; og Paul beder derfor i to år om, at Gud må lede ham til en kvinde, der har samme passion og mål.
Og det vidunderlige sker, at Paul i kirken møder en ung kvinde Ketty Gräs, som også er brændende evangelist, og i 1965 bliver det unge flammende par gift.
Og brænden for at bringe evangeliet ud har de bevaret gennem hele deres ægteskab. Ligeledes har det at plante nye kirker også altid har været Pauls store passion; og han tager derfor initiativ til at starte Pionermissionen i Danmark, som i årenes løb bærer stor frugt med 26 nye kirker.
Udover de mange initiativer Paul og Ketty har taget for at udbrede evangeliet i DK, så har de været præstepar i både Randers og Mariager, ligesom de også har undervist på Pinsevækkelsens højskole i Mariager. Derudover har Paul også været præst for de to menigheder: Vesterkirken i Stenum og Frikirken i Aalborg Øst, hvor både Ketty og Paul har gjort en stor forskel i lokalområdet.
Paul er en sand pionér, der aldrig har været bange for at prøve noget nyt, og som altid spejder efter nye områder at indtage. Paul har også altid haft et stort hjerte for at hjælpe andre i gang med tjeneste for Gud, og mange vil betragte ham som deres åndelige far og mentor.
Selv om Paul er stoppet som præst, så elsker han at dele sin tro. Det han har bl.a. gjort på Folkemødet på Bornholm, hvor han deltager i de offentlige diskussioner og meget gerne går i dialog med ikke-kristne. Det mærkes tydeligt, at Paul stadig har et stort brændende hjerte for at nå mennesker med evangeliet.
“Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift." Mattæus 6:33
“Vi ved at alle ting samvirker til gode for dem der elsker Gud." Rom. 8:28
Det er absolut ingen overdrivelse at sige, at Martins start på livet har været benhård. Martins mor var kun 16, da hun fik Martin, og udover et misbrug havde hun store psykiske udfordringer, så da Martin er spædbarn, smider moren ham i gulvet, hvorefter han bliver indlagt på hospitalet.
Efter udskrivelsen får Martins mormor plejetilladelse, og her bor han de første år.
Den voldsomme start på livet sætter nogle spor i Martin. Hans tanker er meget kaotiske og flyvske, og han får konstateret ADHD, da han starter i skole.
Martin besøger sin mor nogle gange efter skole, og her finder han hende fire gange, hvor hun har forsøgt at begå selvmord, hvilket hun efterfølgende bebrejder Martin for. Det gør, at Martin føler sig fuldstændig værdiløs.
I 3. klasse bliver Martin tvangsfjernet fra sin mormor og sendt på en lukket institution i Frederikshavn for utilpassede børn. Her er han i 3,5 år, og de metoder, der bliver brugt på stedet er ekstreme; under den sidste samtale med forstanderen får Martin af vide, at han er uden for pædagogisk rækkevidde, og at han kommer til at sidde i fængsel i resten af sit liv.
Martin kommer tilbage til sin mor, og det ser ud til, at pædagogen får ret. Martin søger anerkendelse og accept hos kammerater, der både stjæler, øver hærværk og vold. Kammeraterne giver ham det, han ikke fik hjemme.
Som 16-årig kommer Martin i fængsel for første gang. Senere får han 16 domme for vold, grov vold og mordforsøg, og han tilbringer mere end 10 år i fængsel. Selv rockerbanden Bandidos sætter Martin under skærpet tilsyn på grund af den voldelige adfærd. Både læger, pædagoger, psykiatere og kriminalforsorgen ser ham som et håbløst tilfælde.
Men Gud har ikke opgivet Martin. I 2011 kommer Martin i fængsel endnu engang. Her rækker han ud til et bandeexit-program, men også de opgiver at hjælpe Martin.
Efter det afslag begynder Martin at læse i Bibelen, og det bliver fuldstændig skelsættende for Martin.
Det er en usædvanlig start Oscar har haft på livet, idet han er født i Colombia, men blev adopteret af en dansk familie, da han var fire år gammel.
Det var meget turbulent for Oscar at komme til Danmark. Han kom til en mindre by og fik en overvældende opmærksomhed fra omgivelserne. Det har betydet, at Oscar altid har følt sig anderledes. Oscar blev envidere mobbet op gennem skoletiden, og var også ordblind, så det var både en kamp med det sociale og det boglige.
I ungdomsårene har Oscar en drøm om at blive VVS’er, og han begynder på Teknisk Skole. Her oplever han et stort nederlag; og den omgangskreds som Oscar har på skolen, trækker ham ud i misbrug, vold og kriminalitet.
Det hele kulminerer, da Oscar er tæt på at blive skudt, fordi han skylder penge.
Det bliver en opvågning for Oscar, og sammen med sin søster tager han i kirke, hvor han oplever at blive mødt med en åbenhed og kærlighed, som Oscar ikke tidligere havde oplevet i sit liv. Siden da har Oscar vandret med Gud. Det har ikke altid været en lige vej, men Oscar har oplevet Guds trofasthed gennem alle prøvelserne.
Sangen som Oscar henviser til i interviewet er: Cody Carnes - Too Good To Not Believe
“Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” Jeremias’ Bog 29:11
I denne rundbordssamtale sætter vi fokus på sundhed og balance i Kristi Legeme og i den forbindelse fik jeg besøg af Frank Ahlmann, Peter Tinggaard og Rasmus Kolding.
Det blev til en stærk, inspirerende og personlig om emnet.
Uddrag fra samtalen:
Alt, hvad der kommer fra Gud er sundt
Vi har alle fejlet, men Gud er ren
Sandheden er, at ingen af os er fuldkomne
Gudsfrygten fører blikket tilbage til Jesus
Vi har brug for at underlægge os Guds ord
Det handler om at tjene og elske hinanden
Nøgleordet i sundhed er ydmyghed
Sundhed er, at vi lever for andre
Vi har alle brug for en hyrde i vores liv
Vigtigt med trygge rammer i en menighed
Alt sker til opbyggelse
Vi skal kunne stole på hinanden
Det skal føles trygt at komme i en menighed
Vi skal investere i evangelisterne og arbejde sammen med hinanden i Kristi Legeme
Vi skal ikke se os som adskilt fra hinanden
Vi skal ikke være overmennesker, men åbne op for en mægtig Gud, der tugter os i kærlighed
Troen må komme til udtryk gennem vores liv og handlinger
Vi skal afspejle faderens hjerte
Vigtigt at være bevidst om, hvad Gud har kaldet os til hver i sær
Det er ikke vores styrke, det er Hans styrke
Vi har brug for forbilleder i kirken - mennesker, der går foran os
Vi skal have renses ud i det, der er usundt
Vi skal behandle mennesker unikt, som de er
Vi skal have nåde med hinanden
Vi skal kappes om at vise hinanden agtelse
Vores opgave er at være tro i det små
Gud har omsorg for hele mennesket, for hele legemet
Der hvor Helligånden er, er der frihed
Der hvor Guds folk kommer sammen er der liv og glæde
Esajas 6: 3
“De råbte til hinanden: “Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed!”
2. Korinterbrev 11:30
“Skal jeg endelig rose mig af noget, så lad mig rose mig af min magtesløshed.”
Therese oplever som barn en dyb længsel efter at have en personlig frelseshistorie. Men hun tvivler på, om hun er en rigtig kristen, og om hun er god nok.
Senere mærker Therese en undren over, at hun ikke hører Guds tydelige stemme, hvilket betyder, at Therese har en usikkerhed i forhold til sit kald. Her hjælper det hende at læse bogen “Just Do Something” af Kevin DeYoung. Bogen kaster lys på, at Gud gerne vil gå med, hvor vi vil - at det først og fremmest handler om hjertets indstilling. Og her mærker Therese tidligt en længsel efter at hjælpe udsatte familier.
Therese møder sin nuværende mand Rune, da de går på efterskole. På grund af deres kristne baggrund er de begge meget bevidste om, at de vil vente med sex til ægteskabet; men de bliver begge overrasket over den kamp det er - derfor er det Thereses ønske, at vi begynder at snakke mere om seksualitet i kirkerne.
Da Therese er færdig med gymnasiet tager hun sammen med Rune på bibelskole i Australien. Parret har haft en spændende vandring med Gud, som flere gange har ledt dem til udlandet, hvor Therese har kunne følge sit hjerte for udsatte familier. Det ledte dem bl.a. til Myanmar og Syd-Afrika.
Og de har også boet på Bornholm, hvor de var en del af en kirkeplantning ud fra Vineyard. Her oplevede de vigtigheden af, at kirkerne ikke bliver for højtidelige men åbner op for alle.
I dag er Therese ansat i Kirkecenteret Vejle, hvor hun bl.a. brænder for og har ansvaret for familienetværket, som er et socialt samvær og gratis aktiviteter for udsatte familier, som har brug for et frirum i hverdagen.
“Han, der kalder jer, er trofast. Han vil føre jer igennem til målet.”
1. Thessalonikerbrev 5:24
I over 42 år har Søren været involveret i arbejdet med misbrugere på Betesda, og han har været leder af det kristne rehabiliteringscenter i Karstoft i over 35 år - og på samme tid har Søren arbejdet som advokat.
Siden Søren gav sit liv til Jesus på en ungdomslejr, hvor han også mødte sin kone Tina, har Søren været overgivet til Gud, hvilket Søren selv betegner som “et forunderligt liv”.
Kaldet til at blive frivillig på Betesda kom efter, at Søren havde gennemgået en virkelig hård tid i militæret, hvor han oplevede meget mobning og pres på grund af troen på Gud; endvidere var der meget misbrug med alkohol, hash og stoffer. Det var et kæmpe chok for Søren og meget udfordrende, men én oplevelse var epokegørende. Søren førte en af misbrugerne til tro på Jesus, og Søren så, hvordan han blev fuldstændig fri.
Den begivenhed ændrede noget i Søren, og en aften, da han beder til Gud, har han et syn, hvor han ser indkørslen til Betesda, som Hansa og Niels Vestergaard havde startet i 1975. Søren henvender sig til forstanderparret med ordene “Jeg tror, Gud leder mig til at være frivillig hos jer”.
Det var i 1982, og Søren endte med at være frivillig i halvandet år.
I 1989 vender Søren tilbage til Betesda for at blive medarbejder, men efter kun et par måneder meddeler forstanderparret, at de vil stoppe, og Søren og hans hustru Tina bliver spurgt, om de vil overtage lederskabet.
Det er blevet til vilde, spændende, udfordrende, overraskende, vanskelige, intense, enestående og fantastiske år på Betesda, som har været fyldt med store åndelige oplevelser. Søren har set mange vidunderlige mirakler, og han har set så mange ødelagte og brudte mennesker få et helt nyt liv. Og det hele har været båret af kærligheden til Jesus: "At Jesus elsker mig, har motiveret mig. Den kærlighed ville jeg gerne give videre til dem, der ikke er ønskede”.
Hvis du vil vide mere om Betesda og fx se en række skønne vidnesbrd fra folk, der er blevet hjulpet, kan du finde dette på www.betesda.dk.
Det var et troende hjem, som Lars voksede op i, men i ungdomsårene begyndte Lars at tage afstand til troen. Lars var ikke i tvivl om, at Gud var virkelig, men han havde ikke lyst til at skulle følge og underordne sig Gud. Da Lars også var meget skoletræt, tager han på Apostolsk Ungdomsskole. Dette ophold skulle vise sig at blive skelsættende, for på en lejr bliver Lars og størstedelen af de andre elever mødt af Gud på fuldstændig livsforvandlende vis, og det ender med, at Lars giver sit liv til Jesus.
Det bliver starten på et spændende liv med Gud, hvor det vigtigste for Lars har været at følge Guds planer. Det bliver hurtigt tydeligt, at Gud har givet ham talenter inden for ledelse og at gribe mulighederne. Allerede som 19-årig bliver Lars ungdomsleder, og som 23-årig bliver han en del af ældsterådet.
Senere bliver Lars præst i Kristent Center Herning, hvor han efter 8-10 år begynder at drømme om at lave kirke med et missionalt fokus. Han slår sig sammen med Niels-Peter Hedegaard, og Åbenkirke ser lyset i starten af 2008.
Lars har også været med til at starte Frikirkenet.
I 2016 var Lars med i styrelsen for Himmelske Dage, som skulle foregå i Herning 2019. I den forbindelse bliver ideen til Det Himmelske Show i Jyske Bank Boxen født, og det ender med at blive Danmarkshistoriens største kristne indendørs event med 8.500 deltagere.
Kun et halvt år efter sidder Lars til et møde, hvor han bliver opmærksom på, at den Internationale Højskole i Kolding er lukningstruet. Under det møde sker der noget med Lars, idet han hører Gud sige, at Han ikke er færdig med skolen, og at Han vil bruge Lars. Det var på ingen måder det, Lars havde forestillet sig, at han skulle, men han vidste, at det var Ånden, der havde talt.
Da Lars startede som forstander på skolen var de 15 elever, men i marts 2025 rundede skolen, der skiftede navn til Acts Academy, en stor milepæl med 70 indskrevne elever.
Det er Lars drøm, at skolen runder 100 elever, og at den kan spille en afgørende rolle i træningen af den næste generation, så det de lærer på skolen kan omsættes til praksis - og eleverne på den måde bliver rustet i at sprede Guds rige til alle dele i samfundet
“Det står jo i skriften, at Gud sagde til ham: “Du skal blive far til mange folkeslag.” Abraham havde tillid til Gud, der giver nyt liv til det, som er dødt, og omtaler det, der endnu ikke findes, som om det allerede fandtes.” Romerbrevet 4: 17 (BHD)
“Og min Gud vil af sin herlige rigdom gennem Jesus Kristus give jer alt, hvad I har brug for.” Filliperbrevet 4:19
Da Peter først har overgivet sig til Gud uddanner han sig til frikirkepræst og er med til at oprette Jesus-kirken i Ringkøbing, hvor de laver nogle vilde ting - bl.a TV2 Zulu Åndernes Magt, som man kan se på Peters YouTube-kanal: Action Christianity. Det er fuldstændig fantastisk, hvad der sker i deres lille frikirke, men efter seks år lukker kirken, og det rammer Peter hårdt.
Peter føler sig afvist af Gud og skuffet over, at Gud ikke gjorde det, som Peter havde forventet. Midt i alt dette kæmper Peter med en pornoafhængighed, som ellers var stoppet 10 år tidligere. Peter forsøger at stoppe i egen kraft, men det ender med at fortsætte i 17 år, fordi der var nogle åndelige sandheder, som Peter ikke forstod.
Til sidst sætter Peter ægte kvalitetstid af til at søge Gud én til én, og her erkender han, at han må omvende sig fra gamle triggers af selvmedlidenhed.
Han oplever helbredelse ved at se Jesus på korset - hans blod - og lydighed.
Peter får en dyb erkendelse af, hvordan Jesus kunne have haft selvmedlidenhed, men det havde Han ikke. Det er det endegyldige bevis for Guds kærlighed til mennesker.
I dag oplever Peter, hvad han erfarede i starten af sit kristne liv - branden er tændt igen, og de sidste to år har han været i fuldtids-tjeneste for Gud. Han har endvidere et stort hjerte for at bede for mennesker og se dem komme ud i den sande frihed. Og der er to kapitler i Biblen, som har en helt særlig betydning for Peter: Mattæus 10 og Lukas 10.
“Jesus svarede: „Det vigtigste bud lyder således: ‚Israels folk, hør efter! Herren er vores Gud – Herren alene.
Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl, med alle dine tanker og al din styrke!’ Et andet bud lyder således: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’ Det er de to vigtigste bud.””
Markusevangeliet 12:29-31
I Peters barndom er Gud ikke en del af hverdagen. Peters mor var vokset op i en kristen familie, men hun havde taget afstand til troen, da hun havde oplevet hykleri og dobbeltmoral.
Peter oplevede selv sig , som på autopilot gennem livet. Konfirmation var bare endnu et fag på skemaet. Han stoppede aldrig op og reflekterede dybere over livet.
Men i gymnasiet får Peter en ven, som spørger ham: “Hvad tror du egentlig på Peter?”. Det spørgsmål får ham til at stoppe op, og en søgen efter sandheden begynder.
I denne søgen kommer Peter vidt omkring. Han studerer bl.a. New Age, hvor han dykker ned i diverse bøger, men læser også bogen om Keith Green, som var en musiker og hippie, der mødte Jesus og blev en personlig kristen.
Peter har en dyb længsel efter åndelige oplevelser med Gud, og han bliver også på et tidspunkt meget optaget af reinkarnation og nærdødsoplevelser. Med på sidelinjen er hele tiden Peters ven fra gymnasiet, som advarer Peter mod at bygge sin egen Gud, hvilket rammer Peter, da han mærker sandheden i det vennen siger.
I sommerferien, før det sidste år på gymnasiet, sker der noget skelsættende. Peter beslutter at tage en tur til et munkekloster i Taize (Sydfrankrig), hvor han erkender, at Gud har givet os den frie vilje, hvilket er essensen i kærlighed, da vi ikke kan have kærlighed uden fri vilje.
Men tilbage i Danmark er Peter stadig ikke overgivet til den kristne tro. Der er stadig noget, der mangler. Men et foredrag med Rolf Slot Henriksen bliver afgørende. Under foredraget nævner Rolf en bog, der vækker Peters interesse, og dagen efter låner Peter bogen “Tilbage fra i morgen” af George G. Ritchie.
Bogen ændrer alt for Peter. Det er som om et slør bliver fjernet fra hans øjne, og han forstår kernen i det krisne budskab.
Peter oplevede, at han bare kunne ånde ud og tage imod kærlighedsgaven.
“„Gud har givet mig al magt i himlen og på jorden,” sagde Jesus. „Gå derfor ud og gør mennesker fra alle folkeslag til mine disciple. Døb dem til at tilhøre Faderen og Sønnen og Helligånden, og lær dem at adlyde alt, hvad jeg har befalet jer. Og husk: Jeg er altid hos jer indtil verdens ende.””
Mattæusevangeliet 28:18-20
Jan voksede op i et hjem, hvor der med jævne mellemrum blev spillet “Ånden i glasset”, som er et brætspil, hvor man gennem stavelser med bogstaver og tal kunne tale med de afdøde. Jan var ikke særlig gammel, da han deltager i spillet sammen med familien; og som voksen fortsætter interessen for åndelig “tilstedeværelser”.
Da Jan som ung opsøger en clairvoyant, åbner han yderligere op for det alternative, og han begynder at tage alt til sig, som kan åbne op for den åndelige verden. Jan opdager på et tidspunkt, at han med kamera kan opfange ting, som øjet ikke kan se. Jan bliver også medlem af diverse fora på nettet, som primært frekventeres af såkaldte healere, clairvoyante og andre i det alternative segment.
Begivenhederne tager mere og mere fart, og til sidst er det så slemt, at Jan og hans familie konstant er plaget af en dæmonisk magt.
Som en sidste udvej påkalder Jan Gud, som han på det tidspunkt knap nok tror på; og i det øjeblik påbegyndes en rejse ud i friheden.
Jan har skrevet en bog om sin meget usædvanlige, men sande beretning om den kamp på liv og død, som han stod i. Titlen er “Besættelse og Befrielse”, og den er udgivet på forlaget Lohse.
“Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys” Joh. 8:12
“Når du kommer ind i det land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke lægge dig efter at gøre de afskyelige ting, som folkene dér gør. Hos dig må der ikke findes nogen, som lader sin søn eller datter gå igennem ilden, ingen, der driver spådomskunst eller trolddom, ingen, der tager varsler, ingen, der bruger magi, ingen, der udtaler besværgelser, spørger dødemanere eller sandsigere til råds eller søger orakel hos de døde. Herren afskyr enhver, som gør den slags, og på grund af den slags afskyeligheder vil Herren din Gud drive folkene bort foran dig. Udadlelig skal du være over for Herren din Gud.” Femte Mosebog 18: 9-13
“Vend dig om til mig, og bliv frelst, hele du vide jord! For jeg er Gud, der er ingen anden.” Esajas’ Bog 45, 22
From the publisher's feed