Luna er aldrig alene - hun er vokset op med en følgesvend, sin tvillingesøster, og nu bor hun med sin kæreste og deres mange kæledyr. I sin fritid søger hun også fællesskaberne på spejderlejre og i Cosplay-miljøet, for det fælles udgør hendes lykkeligste øjeblikke. Luna fortæller også om vigtigheden i at føle sig som en del af noget større, smerten i ikke at kunne opmuntre dem man elsker og om at være stoltest af, at træde ned for piedestalen, når nogle sætter hende op på den.

Det er virkelig vigtigt for Luca, at alle folk elsker ham. Han elsker at blive elsket, og intet siger tilvalg, som de to udstrakte arme fra han lillesøster, der vågnede, bange efter et mareridt. Hør Luca mindes dette og andre øjeblikke af sød sommervarme og at endnu engang gå på kompromis med sine grænser, fordi han er bange for at gøre andre kede af det.

Faust har altid været usikker over deres øjenbryn, så de barberede dem af. Faust har altid synes kønsopdeling var mærkelig, så de skiftede pronominer til non-binær. Faust har altid stillet spørgsmålstegn ved samfundets kasser, men det har ikke altid været nemt at falde uden for normen. Og nu reflekterer de over, hvornår udtrykket stopper og den rigtige Faust begynder.

Nikoline genlever det øjeblik, hun mister sin far som 18-årig. Men Nikoline mister ikke kun sin far den aften i Albertslund - hun mister ham hver gang det er hans fødselsdag, hver gang hun skal sætte en hylde op derhjemme og når ingen andre gider læse hendes bachelor-opgave igennem. Denne ene oplevelse flyder over i og gennemsyrer de andre af hendes livs øjeblikke.

I dag genlever Patrick sit eget liv, hvor en tyrkisk parfume dufter af minder med medmenneskelighed, hvor lykken er at gå tur med sin fritte og hvor han næsten måtte kappe båndet til sin far og skrev en sang om det, som ingen nogensinde har hørt (indtil nu).

Rasmus føler sig meget heldig over at leve det privilegerede liv han lever, som startede med et tidligt minde fra da han var bare 4 måneder gammel, og han for første gang kom til Danmark, hentet af sin adoptivfamilie. Lige siden da har han levet et liv med tømmermænds-fodbold med gutterne, førstepladsen i tegnekonkurrencer som barn, men også hvor han har pålagt sig selv den tunge byrde af at ville være den perfekte søn.

Læs lokalavisens dækning af plakatkonkurrencen: https://jv.dk/artikel/plakatkunst-i-børnehøjde?fbclid=IwAR1sWbZv0jhTUG4oHEUB6nZiF-kEUsSDCkahdtiiMJRwzVsHFN7TinRnOjg

Da Chili var bare 3 år gammel kom de til Hjørring, som flygtninge fra Congo. Alligevel var det først da de kom til det inkluderende og alsidige København, at de følte sig hjemme. Chili genkalder sig ensomheden ved at se ud som ingen andre i sin barndomsby, sine forældres voldelig skilsmisse og at ryste røv på Nevermind.

Det lyder som en røverhistorie. Men den er sand, og det er historien om Phanuels liv. I hans 23 år har de fleste autoritetsfigurer svigtet ham, misforstået ham og samfundet har straffet ham for at være anderledes. Alligevel har han lært, at være stolt af at falde uden for normen, i en kjole af 200 meters organza.

Phanuel i Askepot-kjolen: https://imgur.com/a/kAEJUEb

Josefine ser tilbage på sit liv igennem prismen af, at hun kunne dø i morgen. Her ser hun øjeblikke af lykke til et surprise party, af racisme i et Royal Copenhagen-udstillingsvindue, af fortrydelse i folkeskolen og varmen i at føle sig hjemme i “den kommunistiske ynglerede”.

Da Liv gik på højskole skulle hun skrive sin egen nekrolog. I dag skriver jeg også en over hendes liv, og så sammenligner vi de to, og mindes at være et blomsterbarn i barndoms-køkkener, at droppe ud af gymnasiet for at blive forfatter og at skrive sig ud af sorgen, over sin mors kræftdiagnose.