Noget andet

Fysik og erkendelsesteori

I fysikken hævder Epikur, at verden består af tomt rum og et ubegrænset antal atomer af et begrænset antal former. De har en naturlig bevægelse i én fælles retning; alle bevæger sig lige hurtigt, og de ville fortsætte "som regndråber", hvis ikke der ofte fandt en uforårsaget sideværts bevægelse sted, der medførte en serie sammenstød; derved sættes atomerne i en indbyrdes vibration, og til sidst dannes de ting, vi sanser. Universet er uendeligt og rummer uendelig mange verdener; guderne findes, men de har ikke skabt Universet og griber ikke ind i det. Menneskets "sjæl" er af atomer og er dermed en ting som alle andre.

For det første skulle filosoffer have viden om, hvordan verden er bygget op. De skulle have en fysik. Epikur mente (som Demokrit før ham), at verden var bygget op af atomer og tomt rum; den var ikke blevet skabt af guderne, men var opstået ved et tilfælde. Det var ikke så mærkeligt, som man skulle tro, for Epikur mente, at universet er uendeligt stort, og at der er uendeligt mange atomer i det uendelige tomme rum - og så ville det snarere være mærkeligt, at vores verden ikke var opstået, end at den er.

Atomerne bevæger sig, hvis ikke de standses, i en svimlende hurtig bevægelse nedad i universet, næsten som regndråber. Imidlertid har atomer også den egenskab undertiden at lave underlige 'spring' - man kan ikke forudsige hvornår, og man kan ikke forudsige hvor. Derfor er atomerne stødt ind i hinanden, og derved er komplicerede mønstre af kolliderende atomer opstået; sådanne mønstre vil så somme tider skabe mere konstante fænomener - som f. eks. vores verden.

Antallet af atomer er altså uendeligt stort - men ikke antallet af typer af atomer. Der er derfor grænser for, hvad der kan blive til i verden.

Verden består altså rent af stof ifølge Epikur. Der er ikke nogen idéer(som Platon talte om) eller andet ikke-stofligt, immaterielt, i verden. Epikur er benhård materialist. Atomerne kan man ganske vist ikke se - dem må man tænke sig til eksistensen af, ved at iagttage den fysiske verden, der omgiver os.

Til denne insisteren på verdens stoflighed svarer det, at Epikur kun vil anerkende sandheder, som vi kan nå til ved vore sanser. I erkendelsesteorien mente han derfor, at alle sansninger er "sande", dvs. at de er udtryk for noget, der virkelig finder sted. Al viden bygger på sansninger; fejl opstår kun ved, at man "føjer meninger" til de data, som sanserne viderebringer.

Mennesket er udstyret med en 'sjæl', dvs. med evnen til at sanse og tænke. Epikur har en detaljeret teori om, hvad en sjæl er - og den er netop en fysisk ting. Mennesker er ikke ens af naturen, dvs. fra fødslen ikke sammensat af atomer på præcis samme måde, og hvad miljø betyder for menneskers udvikling, er Epikur pinligt nøje klar over. Så i en vis forstand er mennesket evne til at sanse og tænke bare et særligt tilfælde under Epikurs fysiske teorier. Også den mærkelige evne til 'spring', atomerne har, findes i sjælens atomer - og i sidste ende, synes Epikur at mene, kan det uforudsigelige ved menneskets, dets frie vilje, henføres til, at der findes sådanne 'spring' sted inde i menneskene.

Etik og Nydelse

Epikur spørger først, hvad det er, der egentlig driver menneskene - ja, faktisk alle levende væsener.

Hans svar er nydelse, eller velvære. Epikur antager, at der findes en naturlig tilstand for mennesket, og at man kan registrere, om man befinder sig i den, ved at mærke efter, hvordan man har det. Hvis man føler velvære, er man på rette vej.

Mennesket kan skabe et liv i indre frihed, uafhængig af den ydre verden. Den frie vilje gør os i stand til at forme vores egen verden ved rationelt at undersøge vores begreber. Målet med det er at komme i forbindelse med menneskets egen natur og at leve uforstyrret med mindst mulig ubehag og smerte. Epikurs filosofi har derfor et praktisk sigte som en livskunst, og i de epikuræiske haver har eleverne formentlig arbejdet med sig selv og ikke kun med teorierne.[4]

Epikur mente, at mennesket søger nydelsen, og at man skal forsøge at undgå smerte. Det højeste gode er således et liv uden legemlig smerte og sjælelig angst. Smerte kan f.eks. være angst for guderne eller angst for døden.

Epikur mente, at den sande lykke findes i et stille, eftertænksomt liv hvor man passer sin have (deraf navnet på hans skole) i ro og fred.

Faktisk mener Epikur, at den optimale tilstand er den, hvor mennesket ikke føler nogen smerte. Kan man tilvejebringe en sådan tilstand, kan man altid variere lidt med lidt aktive fornøjelser. Fravær af smerte er den optimale nydelse, mener Epikur faktisk.

Han kalder denne form for nydelse for katastematisk velvære - velvære i stilstand - i modsætning til den kinetiske nydelse. Katastematisk nydelse kan defineres præcist, den er der kun én af; kinetiske nydelser er der uendeligt mange af. Og her viser Epikur sig alligevel lidt præget af det filosofiske miljø, han befinder sig i, og som han ellers for det meste er i opposition til. Det højeste, et menneske kan nå, er ophøjet stilstand og ro;

Den er meget nøjsom, og stræber efter fred og ro. Måske lidt mere fred og ro end de fleste moderne mennesker ville bryde sig om. Men den uhæmmede virketrang, det moderne menneske har, har jo også sine uheldige sider - stress og sammenbrud på det personlige plan, og overgreb på mennesker og natur på det samfundsmæssige plan. Epikur argumenterer for at orientere sig efter sine virkelige behov, ikke de socialt bestemte, imod jagten på overflødige nydelser, imod overflod i det hele taget.

Dannelse, religion og døden

Hvad menneskets natur angår, anerkender Epikur rent ud, at den kan være dårligt egnet til at få det godt. Der findes mennesker, Epikur simpelthen ikke kan nå med sin filosofi. Det er godt nok dem, der kunne få mest ud af den, men deres evne til at tænke er simpelthen for ringe - de kan ikke høre efter. Det er typer, der f. eks. er alt for offensive af natur. Eller man kan have en for kraftig seksual-trang. Men det er ikke den slags problemer, der er størst, mener Epikur.

Det er derimod den perversion, menneskets opvækst, dets miljø, bringer. De herskende værdier i samfundet finder Epikur simpelthen syge. Begær efter magt og rigdom er misforstået jagt på velvære, mener Epikur; man opnår jo ikke fred af det, bare evig jagt på yderligere magt og rigdom. Epikur tager afstand fra det traditionelle græske værdisystem. Han mener, at disse værdier i sidste ende er afledt af frygt, dels for døden, dels for guderne. Men da mennesket er en stoflig ting, og alt, hvad det er og kan, kommer af dets evne til at sanse som levende væsen, vil det ikke kunne føle eller tænke efter døden. Dén skal man altså ikke frygte. Og verden er jo opstået ved et tilfælde; guderne har ikke noget med den at gøre. Guderne blander sig ikke i menneskenes forhold, og er derfor ingen trussel. Guderne griber ikke ind i menneskets liv, så der er ingen grund til at frygte dem. Epikur betragtede religionen som en sygdom i sjælen forårsaget af menneskets frygt for døden og guderne.

For Epikur var døden ikke noget at frygte, for som han siger: "Når vi er, er døden ikke til stede, og når døden er, er vi ikke til stede" (Diogenes Laertios 122 ff). Døden er absolut, kun en opløsning af atomer, der er intet efter døden, og derfor er der heller ingen grund til frygt. "Når vi er, er døden ikke; når døden er, er vi ikke". Man skal i stedet koncentrere sin psykiske energi om det, man har ind­flydelse på.

Mennesket skal altså frigøre sig af dårligdomme i dets egen natur og i det omgivende samfund. Mennesket skal mærke efter i sig selv, hvordan det har det, og rette sig efter, hvornår det føler velvære, og hvornår det føler ubehag. Men det må ikke være tankeløst i dets måde at tilrettelægge sit liv på. Blot at jagte efter nydelser er et tegn på dumhed og vil på et eller andet tidspunkt måske endda få meget ubehagelige konsekvenser. Dyr søger også nydelse og velvære - de kan jo også sanse. Men i modsætning til dem kan mennesket som tænkende væsen sikre sig, at nydelsen og velværet varer ved, og at det ikke udvikler sig til noget ubehageligt.

Epikur tog imidlertid ikke kun afstand fra det konventionelle samfund. Han skabte sit eget. Epikurs skole havde til huse i hans have. Derfor blev hans skole opkaldt ”Haven” efter den have, han ejede i byen. Her slog hard-core elever af Epikur sig ned, dannede de tilsvarende små celler eller kollektiver, hvor de dyrkede deres filosofi i fællesskab. De kaldte det forhold, de havde til hinanden, for venskab. Medlemmerne af disse celler var naturligvis samlet omkring deres tilhørsforhold til Epikurs filosofi. De fleste epikuræere er anonyme, eller vi ved i hvert fald meget lidt om dem