I 1938 betyder 'Krystalnatten', at forfølgelsen af jøderne i Tyskland intensiveres.

Mange jøder forsøger at forlade Tyskland, men nabolandene - herunder Danmark - lukker grænserne for jødiske flygtninge. Man vil jo ikke ophidse den store nabo.

Én dansk kvinde - Thora Daugaard - kæmper indædt for at få regeringen til at åbne grænserne for de jødiske børn, så de kan komme i sikkerhed. Det ender med, at 320 børn og unge fra Tyskland - og de lande Tyskland har besat - kommer til Danmark, hvor de bliver sendt ud på gårdene som landbrugsmedhjælpere.

Nogle steder fungerer det godt. Andre steder mindre godt. Men i det mindste er de i sikkerhed. Indtil oktober 43, da besættelsesmagten iværksætter 'Jødeaktionen' i Danmark.

Det betyder koncentrationslejr for nogle af dem, men de fleste når at flygte til Sverige.

Hvis det var kommet til en folkeafstemning, dengang i 1534, hvor Danmark manglede en konge, så var Christian d. 2. blevet valgt.

Men nu var folkeafstemninger ikke indført. Det var adelen, der bestemte, og de ville hellere have Christian d. 3.

Men Christian d. 2. ville altså være konge igen - og derfor hyrede han en hærfører, en greve, og en ordentlig bunke lejesoldater, og så gik han ellers igang med at erobre landet tilbage.

Det endte i en borgerkrig. En blodig en af slagsen. Længe så det ud til, at Christian d. 2.s hær ville vinde. Men så nåede borgerkrigen til Fyn. Og her gjorde Christian d. 2.s lejesoldater en fejl. En alvorlig en.

De hærgede præstegården i Svanninge. Jamen, det gør man ikke ustraffet!

De stjal fedegrisen og drak præstens gode øl - foruden den vin, der var sat til side til nadver! Og så smadrede de resten, og tog præsten med sig for at torturere ham.

De skabte sig en bitter fjende.

Det er den historie, jeg fortæller i denne podcast.

Det krævede sin kvinde at insistere på at være kunstner tilbage omkring år 1900.

For - altså objektivt set, så havde mænd jo større hjerner end kvinder. Og mon ikke det betød, at mænd var bedre til det intellektuelle - som f.eks. at skabe kunst? Bevares, kvinder havde en naturlig evne for det dekorative - tænk bare på, hvordan de arrangerede deres hår - men når det kom til kunst, så var det noget andet!

Anna Syberg - født Hansen - voksede op i en malerfamilie i Faaborg som lillesøster til den anerkendte kunstmaler Peter Hansen. Og hun ville altså også male! Det blev til en lang kamp for anerkendelse - især i sin egen familie.

Jagtrejsen til Kenya begynder med skib fra Hamborg til Mombasa, og derfra med tog til Nairobi, hvor der skal købes jagtlicens. Dels 'Visitors full licence', dels 'Special license' - den sidste er for at kunne skyde de fredede dyr.

Og så skal der købes våben, og endelig skal Ivar Sporon Fiedler møde sit jagtselskab. Han har hjemmefra kontaktet en white hunter, Downey hedder han, der har hyret riffelbærere, konservator, kok, bærere - og har lejet telte og sørget for biler og kort over området.

Jagten på storvildt står på i 2 måneder. Ivar Sporon Fiedler får skudt flodhest og næsehorn og gepard og et stort antal zebraer og krokodiller - og så løver. Det sidste er det vigtigste, og det lykkes nytårsaftensdag - hele to store flotte hanløver.

Jagtrejsen til Kenya er beskrevet i bogen: I Afrikas klør.

Næste jagtrejse går til Canada, hvor Ivar Sporon Fiedler får skudt Elg og Wapitihjort.

Den sidste jagtrejse - den til Indien - bliver desværre afbrudt, inden Ivar får løsnet et eneste skud. Sygdom kommer i vejen, og Ivar og hans hustru haster hjem til Danmark, hvor Ivar Sporon Fiedler dør, 56 år gammel.

Men jagtbøgerne og jagthytten i Damsboskoven findes endnu, som et minde over en af provinsdanmarks mere aparte - men meget sympatiske - sønner.

Ivar Sporon Fiedler var 12 år gammel, da hans far forærede ham en luftbøsse - med strenge ordre om ikke at skyde på hønsene, kattene eller andre af gårdens dyr. Men der var også rigeligt andet at skyde på - småfugle ... og malkepigen!

Det tænkte Ivar på, da han stod overfor sit første næsehorn i 1933 på den afrikanske savanne. Et næsehorn ser meget dårligt. Men det har en glimrende lugtesans, og lige nu havde det fået færden af Ivar. Som et damplokomotiv kom det imod ham - men løb forbi! Hurra for dårligt syn!

Malkepigen havde ikke været svagtseende. Og da hun var færdig med ham, var det som om et næsehorn havde kørt ham over.

Ivar voksede op i en verden, hvor moderne opfindelser hele tiden gjorde livet sjovere for rigmænd. Flyvemaskiner, fotografiapparater, biler. Og som rigmandssøn levede han sine drømme ud. Især levede han sine jagtdrømme ud. I Nordnorge, i Afrika, i Canada.

Når han vendte hjem fra sine jagtrejser skrev han bøger om sine oplevelser, og Ivar Sporon Fiedler var meget respekteret i jagtkredse i Danmark.

Dette første afsnit fortæller om ungdommen. 

Efter tre rejser til Kina vender Poul Jakobsen hjem til Faaborg, hvor han tager borgerskab som købmand - til stor bekymring for byens øvrige handlende.

Poul Jakobsen er jo af bondeslægt, og det viser sig hurtigt, at bønderne meget gerne vil handle med ham - og pigerne synes også, at han er sød. Og snart bliver Poul Kinafarer gift med Mette Marie - datter af Storm ude fra Høbbet. Egnens rigeste bonde. Svigerfar putter lidt penge i sønnens forretning, og hurtigt vokser Poul Kinafarers købmandsforretning, så han får egen købmandsgård med stuehus ud til torvet - og kanap og det hele.

Der er told på alle varer, der bringes ind i Faaborg. Særlig stor er tolden på tobak, fransk brændevin og salt. Men der er jo vand hele vejen rundt om Fyn og mange små, hemmelige havne, hvor skibe kan ankre op og læsse noget af lasten af, som så kan blive smuglet ind i byen via 'Jomfrustræde', eller ind over de lave havemure i Grønnegade.

Men skulle en tolder komme på kontrolbesøg på Kinafarers købmandsgård, så vil han finde alt i skønneste orden. Der er betalt told af alle varer. Kinafarer er en ærlig mand - med en hemmelig kælder.

Den tidligere fæstebonde Poul Jakobsen har nu fået så meget sømandserfaring, at han har erfaring nok til at søge stilling på en Kinafarer - et skib, som Asiatisk Kompagni sender til Kina for at købe te, silke, porcelæn, rattan og 'kineserier'.

Poul Jakobsen foretager i alt 3 kinarejser. På den første rejse stifter han bekendskab med vintersejlads på Nordatlanten. Han oplever at blive udiset fra Københavns havn, at gennemleve vinterstorme på turen rundt om Skotland, at nå til Tenerife og fylde munden med frugter, han ikke kender navnet på, men som smager sødt og syrligt, og han oplever for første gang passatvinden, der skubber skibet blidt ned langs Afrikas kyst. Herfra er det monsunen, der blæser dem til Kina - eller ikke rigtig til Kina, men til 'Den Danske Ø' ud for Canton. Længere vil Kineserne ikke tillade disse europæere at komme.

Poul køber te og silke for sine sparepenge, og da han kommer hjem, tjener han godt på at sælge varerne igen.

Efter tre rejser - der hver varer 1,5 år - vender han tilbage til Faaborg. Hans agt er at slå sig op som handelsmand.

Fortællingen om Poul Jakobsen 'Kinafarer' er fortællingen om social mobilitet, om en bonde, der tager til søs - helt til Kina - udvikler et handelstalent ud over det sædvanlige, vender hjem til provinsbyen og gifter sig med byens bedste hug - og bliver byens største og mest pengestærke købmand. Og så i 1700-tallet, hvor den slags slet ikke burde kunne lade sig gøre. Dengang hvor skomager skulle blive ved sin læst, og bønder ikke havde forstand på agurkesalat.

I den første del fortæller Esther Rützou om tiden før rejserne. Om hvad det er i tiden, der gør det muligt for 17-årige Poul at få fripas. Stavnsbåndet er lige blevet indført, og derfor er det nødvendigt at få sin herremands tilladelse, hvis man vil forlade godset. Det får Poul - dels fordi hans herremand selv er self made og måske har kunnet genkende noget af sin egen energi i den unge bonde og dels fordi der meget belejligt er krise i landbruget. Englænderne er begyndt at blande sig i kornhandlen. Det har betydning for priserne. Herremanden kan faktisk godt undvære en bonde lige i disse år.

Gården, som Poul Jakobsen voksede op på, findes i øvrigt endnu i Svanninge ved Faaborg. Dengang hvor Poul levede hed gården 'Dalkildgård'. Nu hedder den 'Gammelstrand' og er en smuk, stor firlænget bindingsværksgård. Pouls far har ikke hørt til de fattigste fæstebønder.