I Danmark er man uskyldig indtil det modsatte er bevist. Men kan der være faktorer i en retssag, der ophæver denne ret – f.eks. hvis tiltaltes handlinger beror på en situation, hvor skyld er målet i sig selv?

Den verserende bandekonflikt rejser endnu en gang spørgsmålet om, hvordan Danmark som retssamfund skal sikre, at også bandemedlemmer får en retfærdig rettergang, når skyderier og utryghed påvirker borgerne, og når retsfølelsen på ny skal spejles i retspolitikken. For kan dommere og nævninge adskille deres personlige holdninger og følelser, og udelukkende tage stilling til strafudmåling og skyldsspørgsmål ud fra objektive vurderinger?