”Det er jo ikke sikkert, den var sendt os som et selvrealiseringsprojekt, Coronatiden”, siger Lotte Lyngby (1968) henimod slutningen af vores halve time lange samtale til dette afsnit af Berørth.

Denne enkle sætning vendte for mig det meste af de seneste to år på hovedet. For hvorfor fik jeg ikke lige ordnet haven, fikset kælderen eller forsøgt mig med en digtsamling? For ikke at sige at få ringet til de venner, jeg ikke fik lov at se? Der er da for dårligt …

Lotte Lyngby har skrevet flere bøger om at leve et liv i vores tid. En af dem handler om stress, og forbavsende meget er relevant for os (i hvert fald for mig) netop dette forår. Hvordan leve med alt det, jeg ikke fik nået de forgangne to år?

At lytte til Lotte Lyngby lærte mig, hvordan jeg kan komme i gang. Udover at være forfatter, er hun erfaren sognepræst, nu i Sønderholm og Frejlev kirke, og har selv været sygemeldt to gange med stress og har derfor undersøgt både skammen, uroen og den nødvendige egen-tilgivelse, når man skuffer sig selv.

”Skuf tappert,” lyder et af hendes råd. Det vil jeg prøve at følge. Hvad med dig?