William Blake er en, der skal læses hele livet, mener Niels Brunse, hvis næsten 30 år gamle oversættelse af ”Ægteskab mellem Himmel og Helvede” fra 1995 er blevet udgivet igen. Blake er især god at læse, når der er voldsom uro i verden, fordi han ser noget godt i selve energien, selv om den er ond.
Digteren, tegneren og mystikeren Blake levede selv i London midt under den voldsomme industrialisering for 250 år med de fabrikker, han døbte The Satanic Mills. Han så fattigdommen og udnyttelsen af mennesker, men også fremdrift og hele to revolutioner, den franske og amerikanske.
I min samtale med Niels Brunse, den kendte oversætter, der blandt andet har oversat alle Shakespeares værker, lærte jeg, hvordan Blake ser stilstand som helvede - som en dam med stillestående, rådnende vand - hvorfor han plæderer for netop et ægteskab mellem himmel og helvede.
Allerede som barn havde han mystiske oplevelser og dermed et evigt håb om paradis. Det sætter han op overfor det rå liv, han ser udfolde sig på så sublim vis, at hans værker bliver ved at være aktuelle. Han har en utopi, et sprog og en vildskab, der siden har tiltalt mange andre kunstnere – som 1960ernes The Doors, danske The William Blakes og britiske Benjamin Britten.

Hvad gør mystikere ved vores hverdagsliv?
Berørths nye serie går tæt på kendte og ukendte mystikere, der igen og igen dukker op som betydningsfulde figurer i manges daglige liv. Hvorfor?
Den første, I skal høre om, var af svensk adelsslægt. Hans far var statsminister. Han fik ingen børn, blev ikke gift, blev selv minister og var ved sin pludselige død i 1961 i et mistænkeligt flystyrt over Nordrhodesia, nu Zambia, generalsekretær for FN. Han dannede de blå baretter, FNs fredsbevarende styrke, arbejdede med præventivt diplomati i den israelsk-arabiske konflikt, håndterede Suezkrisen i ´56, den dybt problematiske afkolonisering af Afrika og talte ofte de store nationer midt imod med en magt, han foldede ud som en selvfølgelighed.
Dag Hammarskjöld er en legende.
En helt, en statsmand, et mysterium.
Storfilmen om ham instrueret af Per Fly og med Mikael Persbrandt i hovedrollen har premiere i Sverige julen 2023 og i Danmark april 2024.
Samtidig udkommer en nyoversættelse af "Vejmærker", hans tekster om samtaler med Gud.
Dem er Peter Højlund Franklin medforfatter til en bog om, "Den længste rejse". Efter at have været skoleleder i mange år er han netop sammen med sin hustru, Louise, blevet forstander på Løgumkloster Refugium.
Hvad er Dag Hammarskjöld for ham?
Læs også artikel på www.POV.international

Måske er det Gud, måske er det noget andet?
Ingen kan helt igennem forklare, hvorfor troende er meget sundere end dem, der ikke tror.
Uanset, hvordan man vender og drejer al den forskning, som i de seneste år er vokset ekspotentielt, så kan man ikke forklare hele den store forskel, der er på folks helbred alt efter, om de er troende eller ej.
”Vi kan i dag forklare 75 til 80 procent af de troendes bedre helbred ud fra nogle andre årsager end lige deres tro. For eksempel, at det er godt for helbredet at have gode sociale relationer som i en menighed og at leve sundt, som nogle troende gør, uden blandt andet alkohol og tobak. Men, der er stadigvæk en effekt på omkring 20 eller 25 procent, som vi ikke kan forklare,” erkender læge og ph.D. studerende Tobias Anker Stripp.
Han er forsker, ansat på Syddansk Universitet for at samle så megen viden som muligt om folks åndelige og eksistentielle helbred og dets sammenhæng med det fysiske af slagsen. Han sidder på Forskningsenheden for Almen Praksis, hvor de skal forske i alles helt almindelige hverdagshelbred og holde overblikket over den internationale forskning på feltet.
Når man gør det, dukker der store overraskelser op. Som de 20 til 25 procent af de troendes bedre helbred, som forskere kloden over ikke kan forklare. Kan det være Gud, der holder hånden over dem, siden de er uforklarligt mindre syge?
”Det kan i hvert fald være en forklaring, når vi nu ikke kan forklare det med videnskab. Men måske bliver vi klogere, end vi er i dag,” siger Tobias Anker Stripp.

Alt det der med at holde sig i form som 60-årig er fint nok, men det mest afgørende er at holde op med at være en kedelig og superfornuftig voksen. I stedet bør vi blive godt og grundig barnagtige, fjollede og forundrede, mener den erfarne sjælesørger og præst, svenske Britta Hermansson, der opfordrer os til at ”gå fra naivitet til naivitet”.
Hendes bror druknede, da han var to og et halvt år. Hun blev født lige efter. Hendes mor var klædt i sort under graviditeten. Måske er det derfor? Hun tror det ikke. For gennem hele sit liv som populær foredragsholder og forfatter og samtalepartner for tusindvis som præst overalt i Sverige, har hun mødt det igen og igen.
”Vi voksne er alt for alvorlige, triste og mistænksomme,” siger Britta Hermansson.
”Det skal vi holde op med. Det er det, der er opgaven for os omkring de 60: At vi skal blive som børn igen.”
Da jeg spurgte hende, som jeg altid spørger om i Berørth, hvornår hun senest var blevet berørt af Gud, svarede hun (på sit smukke svenske, som kan forstås, om man lytter stille), at hun mindedes hun påskemorgen, hvor hun sad på Peterspladsen i Rom sammen med 100.000 andre og egentlig syntes, det var for stort et spektakel med for megen uro og stads - men så lød kørsangen - korsangen i højttalerne …

I min serie af trossamtaler 2.0. går vi længere end de fleste. Vi taler ikke bare om at tro, men om konsekvenserne. For det er vel ikke bare ord?
En af dem, der har ændret sig selv og andre, er Ulrik Nissen, dr. theol., Aarhus Universitet og professor i teologisk etik i Oslo på Menighetsfakultetet.
I sin nyeste bog, "Kærlighedens Ansvar" spørger han som det allerførste: "Er kristne bedre end andre mennesker?"
Det får han lov at svare på. Det lover jeg jer. Og så får han også lov at argumentere for, hvorfor han mener, man som kristen bør blive vegetar...

Det er i fortællingen, kraften ligger, mener Doris Ottesen, der kalder sig selv en "forbenet inkarnist". For hende er Gud knap nødvendig. Fortællingen om manden, der gik på jorden en gang, rækker.
Kan man sige sådan, når man er præst?
Hun kan.
Doris Ottesen har været præst og siden forsket i og skrevet dybtgående værker om netop de store nordiske fortællere, der også betyder så meget for mig. De kan få min verden til at hænge sammen som nordisk kvinde for hvem, kristendommen betyder så meget – især Kerstin Ekman - hende taler vi også om. Det kan vi slet ikke lade være med…
Doris Ottesen har netop skrevet bogen ”Tro er liv” om sit eget livsforløb, der er en direkte konsekvens af hendes tro. Hendes liv er stort set modsat mit, hun er vokset op på landet i en troende familie, og det gør det så berigende at tale med hende. For der er skæringspunkter, hvor vi kommer fra hver sin verden, så at sige, men indimellem står helt samme sted.
Det rykker rundt på fordomme og skråsikkerhed, når jeg oplever stærkt fællesskab med mennesker, der lever et helt andet liv end mit – og som ser oplevelser som mine som fortællinger – ja, som eventyr – uden at det forklejner dem.
Hvordan kan det nu ske?

I dag er det lettere end i mange år at tale åbent om, at man er troende. Det er godt, mener jeg. Samtale er altid godt.
Men i min serie trossamtaler 2.0. går vi et skridt videre.
I den vil du møde nogle af de klogeste og mest vedkommende mennesker fra ind- og udland, som alle har fået mig til at ændre noget i mit liv – blot ved at dele det, de ved og har gjort.
En af dem er Sørine Gotfredsen, præst i Jesuskirken, som i mange år har været en af de præster, jeg har læst og lyttet til – og som snart sommeren 2023 udgiver endnu en af de bøger, jeg ved, jeg vil læse. Den handler om livskraft.
Det taler vi om, men først og fremmest taler vi om, at tro tvinger en til kontroltab. Og det er svært for mange.
Også for Sørine Gotfredsen.

Det er godt, at flere end før nu taler om tro, men for mig er tiden kommet til næste skridt.
Nu vil jeg høre mere om, hvad konsekvensen af troen er.
Med andre ord: Jeg tror og so what?
Derfor sætter jeg nu gang i en ny generation af samtaler om, hvad troen egentlig gør ved vores liv.
En af mine trossamtaler generation 2.0. må og skal handle om naturen.
Den kan kun reddes, hvis vi lægger tro ind i vores forhold til den. Vi må og skal holde naturen for hellig – præcis som de store, oprindelige religioner altid har gjort det.
Det mener en af verdens internationale stjerner udi visdom og viden om mennesker og vores historie med hinanden, Karen Armstrong – som gav sit eneste interview til et dansk medie til Berørth.Hun har netop udgivet ”Naturens hellige kraft – hvordan vi kan genskabe vores bånd til den naturlige verden”, Kristeligt Dagblads forlag.
Den blev udnævnt af The New Yorker som en af de bedste bøger i 2022. Hendes 30 bøger om de store religioner er oversat til 45 sprog. På dansk “Sagen Gud”, “Mytens historie”, “Jerusalem”, ”Muhammed – en biografi”.
Hun er æresdoktor ved flere universiteter, har en OBE, The Most Excellent Order of the British Empire, og har modtaget en lang række priser, blandt andet den spanske Prins af Asturias-prisen, 2017, den svenske Nationalencyklopedin-pris, 2011, Freedom of Worship Award fra The Roosevelt Institute, 2008. Efter at have fået TED Prize, 2008, stiftede hun www.CharterForCompassion.org
I dag bor hun alene i London. Som ung var hun nonne 1962-1969, og er født 14. november 1944 i Worcestershire, England.Find hendes bøger i alle boghandlere og online. Køb den nyeste her hos forlaget.
Hun taler også om bogen ”the Cloud of Unknowing”, der fås på dansk som ”Uvidenhedens sky” her.
Læs mit interview med Karen Armstrong på www.POV.international her

Møder med altet, en overjordisk kraft, med engle eller med Gud er principielt uønskede for alle ledere med magt, både de religiøse og sekulære. Når mennesker mærker en direkte kontakt med det guddommelige eller tænker sig til, at den er der og giver dem betydning, mister ledere deres magt over dem.
I dette afsnit taler jeg i Oslo med Safet Bektovic, forskeren, der kæder Søren Kierkegaard sammen med muslimsk mystik og almindelige menneskers mylder af religiøse erfaringer.

Lige inden, Michael Sørensen og hans kone, Anne Nøhr, skulle flytte, tog hans hovedpine og glemsomhed til. Som skoleleder på Gammel Hasseris Skole i Aalborg hørte stress ind imellem til jobbet, men det blev værre. Meget værre.
Han døde. Næsten.
I dag lever han et roligt liv i deres lille, sortmalede træhus ved Limfjorden. Men han lever med en stor længsel. En længsel, jeg genkender. En længsel, mange med nærdødsoplevelser og store sorger lever med. Længslen efter døden.

Find Michael Sørensen på instagram hjernemichael.dk