Berørth

”Det er jo ikke sikkert, den var sendt os som et selvrealiseringsprojekt, Coronatiden”, siger Lotte Lyngby (1968) henimod slutningen af vores halve time lange samtale til dette afsnit af Berørth.

Denne enkle sætning vendte for mig det meste af de seneste to år på hovedet. For hvorfor fik jeg ikke lige ordnet haven, fikset kælderen eller forsøgt mig med en digtsamling? For ikke at sige at få ringet til de venner, jeg ikke fik lov at se? Der er da for dårligt …

Lotte Lyngby har skrevet flere bøger om at leve et liv i vores tid. En af dem handler om stress, og forbavsende meget er relevant for os (i hvert fald for mig) netop dette forår. Hvordan leve med alt det, jeg ikke fik nået de forgangne to år?

At lytte til Lotte Lyngby lærte mig, hvordan jeg kan komme i gang. Udover at være forfatter, er hun erfaren sognepræst, nu i Sønderholm og Frejlev kirke, og har selv været sygemeldt to gange med stress og har derfor undersøgt både skammen, uroen og den nødvendige egen-tilgivelse, når man skuffer sig selv.

”Skuf tappert,” lyder et af hendes råd. Det vil jeg prøve at følge. Hvad med dig?

Hvad mon det kan betyde for mig, mit helbred, dit helbred, for vores sidste stund her på jorden, at vi taler med hinanden om, hvad vi tænker og tror?

Dette afsnit af Berørth har lært mig at det ikke blot gør godt for min egen krop og psyke, men i høj grad også for samfundsøkonomien - selv om det lyder lidt vildt - at vi vover at tale om døden, om tvivl, om troen, om alt det svære, vi går og tumler med.

Ikke alene kan vi trøste og hjælpe hinanden, vi kan også spare samfundet og dermed os selv for mange millioner af kroner ved at mindske den nervøsitet, uro og angst, mange af os har ved tanken om døden.

Netop nu er et stort forskningsprojekt i gang i Danmark, det første af sin art, om sammenhængen mellem tro og helbred. Det er ledet af professor mso Niels Christian Hvidt, Forskningsenheden for Almen Praksis, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet, Odense.

Jeg talte med Niels Christian Hvidt i to omgange.
Denne første del koncentrerer sig om hans faglige virke, den anden del er hans personlige beretning om at køre galt på mountainbike og brække nakken. Han er kommet sig, men oplevelsen har sat dybe spor.

Det er muligt, at der ikke er mange andre, der har det sådan, men indimellem længes jeg efter at gå i kloster. Også selv om jeg er gift har børn og barnebarn.
I denne udgave af taler jeg med Søster Christiane fra Nordsjælland. Hun har altid villet været nonne og er leder af et kloster i det gamle Østtyskland, Kloster Helfta i Lutherstadt Eisleben.
Hende har jeg talt med flere gange, og har også besøgt klostret, for hun har en formidabel evne til at forstå, hvad man spørger om, når man står udenfor klostrets mure og banker på.

Man kan bo på det genopbyggede kloster i kortere eller længere tid eller blot kigge ind til en kop kaffe i caféen, hvis man er på besøg i Leipzig nær ved eller på rejse i Martin Luthers fodspor. Han er født i landsbyen nær klostret.

Forholdet til Gud fylder for nogle så meget, at de går i kloster.

Det gjorde Helene Hägglund allerede som 16-årig i Grenå. Men først, da hun forlod klosteret og sad med en forbudt smøg på en bænk i Göteborg, mødte hun den Gud, hun havde længtes efter. Men hvorfor ikke bare opgive ham? Hvorfor blive ved at tro, når hun kalder klostret en sekt? Og hvad har det at gøre med at være en moderne kvinde, studerende, gift og mor til to?

Helene Hägglund er født i Danmark 1972 og har i sit liv prøvet mere end de fleste – og lærer i al fald mig, at værdien af det, man tror på, kan være stor, så stor, at prisen bliver høj – men alligevel værd at betale. Efter den samtale, I nu skal høre, som varer en halv times tid, tror jeg, at også I vil være meget klogere på, hvor meget man som menneske kan rumme. Og, hvad der er værd at bruge som pejlemærke i sit liv.
Læs også Helene Hägglunds bog ”Nonne tur-retur, magt og afmagt bag klostermurene”, Kristeligt Dagblads Forlag, 2009.

Snart er det jul. Hvad fejrer vi?

Et barn, der fødes.

Jovist, men ikke bare ét barn.

Jesus er i følge kristendommen Guds barn, men det er alle andre ifølge den tro også. Så vi fejrer alle børn. Inklusiv os selv. Vi er også født. Både mænd og kvinder og alle andre.

Hvad nu, hvis vi en lille stund tager den tros historie til os og bare hører efter og derpå lytter til, hvad den fortælling fortæller os? Man behøver ikke tro på jomfrufødsel og det guddommelige faderskab for at kunne inspireres og måske endog blive klogere på det mærkelige fænomen, der hedder, at vi føder børn, at vi alle er født, og at netop det faktum er begyndelsen på den religion, der dominerer i vores land.

Det har jeg valgt at tale med præsten Ingrid Ribe-Nyhus i Oslo om. Hun har viden til at brede sine tanker og fødselserfaring ud til almen glæde. Og nej, det er ikke en samtale, der kun er relevant for kvinder, der har født eller skal føde. Mænd er også født. Måske har netop de, der ikke selv har født fysisk brug for at lytte og læse om det mirakuløse i, at et barn kan komme til verden. De af os, der selv har erfaret det, ved det jo. Ikke alle fødsler er fabelagtige, men alle mennesker, der lever - uanset køn - er kommet til verden. Det i sig selv er et mirakel. Og de har haft brug for en kvindes krop for at komme hertil. Alle har været båret ind i livet af krop, som Maria bar Jesus. Det er da fascinerende og værd at fejre.

Dropindåb bliver stadig mere populært og for sognepræst Annette Molin Brautsch på Frederiksberg bliver det ved at være bevægende, fordi det er en handling, der betyder noget for den, der kommer til kirken for at blive døbt, uanset alder. Det er en gave, mener hun, en julegave, en genfødsel, som hun kalder dåben, som også julen er en fejring af en fødsel af et barn, af alle børn, af alle mennesker, men midt om natten, når hun sidder med det spæde barn, kommer noget andet på besøg. Hvad?

Hør Annette Molin Brautsch tale om hvad det at være troende og teolog gøre ved det at være gravid og få og have børn – når nu kernefortællingen i kristendommen netop er en fødsel.

Det er ikke den vinkel, der oftest tales om, når vi taler tro, men her til jul og midt i en samfundsdebat om moderskabet får Annette Molin Brautsch understreget, at det ikke er den enkelte af os, der kan planlægge at få et barn, som så er vores projekt eller ejendom, nej, børnene er sig selv og samtidig en del af den store menneskehed, som vi også selv er det.

Det minder julens fortælling om Josefs delte faderskab med Gud, Marias moderskab og Jesu fødsel os om. Som vi også kan mindes vores egen skrøbelighed og dødelighed når vi som Annette Molin Brautsch husker tilbage på at sidde med et nyfødt barn midt om natten – alene i mørket.

I dette afsnit af Berørth er jeg i selveste Saint Pauls Cathedral hos en af Englands flittigst benyttede debattører. Paula Gooder hedder hun, er teolog og var i 10 år medlem af General Synod of the Church of England, derefter siden 2011 medlem af The Anglican–Roman Catholic International Commission. Efter at have haft job i blandt andet det britiske bibelselskab, er hun nu ansvarlig for indholdet af de kurser og andet, som man kan tage inde i den kendte katedral.

Gennem de senere år har hun skrevet en række bøger, der har sat dagsordener – især om det faktum, at vi har kroppe. Det lyder som en selvfølge, men hun mener, at både kirken og den spirituelle verden har glemt det, selv om det står sort på hvidt i Bibelen gang på gang hos især Paulus, der ofte kaldes kristendommens skaber, dens første teolog.

Da hun i 2016 udgav bogen med den enkle titel ”Krop” (Body: Biblical spirituality for the whole person), blev den - til hendes store overraskelse – umiddelbart mødt med rungende tavshed.

"Netop tavshed er et af de mest effektive undertrykkelsesmidler," understreger hun, der ikke var vant til at blive overhørt og derfor analyserede omgivelsernes reaktioner til bunds.

Hun fandt frem til, at det i høj grad handlede om en massiv kropsforskrækkelse, som blev forstærket af, at det netop var en kvinde, der skrev om erfaringer med sin kvindekrop. Måske var det endog også omvendt. At det handlede om en modstand mod kvindelige stemmer og fordi, kvinders kroppe blander sig mere i deres liv og tro, så kunne en affejning af kroppens betydning holde kvinderne ude.

"Jeg skrev om at være et menneske, der ventede et barn, om den mest legemliggjorte, åndelige oplevelse, man nogensinde kan få, og jeg indså, at mit åndelige liv var tæt forbundet med min krop. Det er jeg ikke alene om, det ved jeg godt, men jeg fandt ud af, at der faktisk ikke var nogen, der havde skrevet om, at selveste Paulus mente det samme. Det var reelt blevet fortiet," siger Paula Gooder. Men hvad så nu?

Joel Halldorf er en klog, kvik, livlig, goodlooking familiefar, der gennem de seneste år har bakset og bokset med alt og alle og skrevet og talt om Gud og Fanden de mest ustyrlige svenske steder. Og haft succes med det.

Fra de litterært bonede gulve til de hvide striber på grønsværen taler svenskere om hans bøger fra de pæne forlag og hans klummer i den nedre del af det svenske mediebillede, Expressen, og for nylig nyhedsbrevet Valv. Som en komet fra det ydre rum er han landet midt i en svær tid i broderlandet, der hektisk leder efter pejlemærker i en tid med hårdttonede debatter om indvandring og islam. Lyder det genkendeligt?

I Sverige er troen på nogle måder tydeligere end i Danmark. Svenske Kyrkan blev ved årstusindskiftet løst fra det bånd til staten, som den danske folkekirke har, og skal nu gøre sig synlig for svenskerne på en mere aktiv måde end før. Samtidig er både den nyere tværkirkelige pilgrims- og kristne meditationsbevægelse vandret ind i flere moderne menneskers liv, ligesom pinsebevægelsen, som Joel Halldorf er født ind i, er kommet frem i mere nutidige udlægninger med popmusik til megagudstjenester og religiøs tungetale i offentlige rum.

Midt i alt dette lander Joel Halldorfs bøger med tidsbetegnende titler som ”Gud: Återkomsten” og ”Gud: Jakten” på de neonfarvede omslag og insisterer på, at vi pinedød skal tale om Gud meget og mere, men på en helt anden måde end før.

Ikke for at overbevise hinanden om en tro, men for at forstå hinanden bedre. Forstå, at tro er helt almindeligt og hverdagsagtigt og ikke en akademisk disciplin, der skal argumenteres for som til et Ph.D-forsvar eller et partiprogram, der skal stemmes om.

Hvorfor vil Isabella Arendt, der leder et parti med kristendom i sit navn, gerne tale om at have skåret i sig selv, men ikke om sin tro, selv om alle mulige andre taler om den nu om stunder? "Det er for privat," svarer hun helt kort, men er det svar nok?

Hør hendes argumenter for varsomhed og privatliv, sex og fred og ro, og hør modsvar fra den svenske debattør Joel Halldorf, der mener, kristne i offentlige hverv er forpligtede tale om deres private tro. Vi er ved at miste sproget for troen, så vi skal alle sige mere, siger han.

I dette afsnit af Berørth taler jeg engelsk på en ikke supergod zoom-forbindelse på grund af rejserestriktioner med professor, PhD Joan Taylor, King's College London, institut for teologi og religion. Hun er en af dem i verden, der ved mest om den Jesus, der levede, og hvilken sammenhæng, hans liv har med den kristendom, vores og mange andre landes love og kulturer bygger på.

Jeg har i flere år ønsket at tale med hende, faktisk siden hun som arkæolog i 2018 skrev bogen, der i min oversættelse hedder ”Hvordan så Jesus egentlig ud”. Nu, jeg har talt med hende, forstår jeg, hvorfor det betyder noget at vide så meget som muligt om, hvordan Jesus rent faktisk levede – og så ud.

For han var ikke noget at skrive hjem om, som Joan Taylor siger – og han levede, som han prædikede, fattigt og blandt de udstødte – og han respekterede kvinder og lod dem lede andre og udlægge teksterne.

Det er voldsom viden, Joan Taylor henter frem, og det gør hun endda fra en af de største kritikere af kristendommen, den græske filosof fra det andet århundrede, Celsus. Han hånede Jesus for hans omgang med kvinder. De prædikede endda, skrev han.

At lytte til Joan Taylor er at få afdækket, at kristendommen i sin kerne ser kønnene som ligeværdige, men, da den bliver statsreligion, bliver den lige så patriarkalsk som den daværende romerske magt.

Skyd skylden på Kejser Konstantin, lyder det fra Joan Taylor, som opfordrer til, at vi i dag læser skrifterne på ny – også dem, der ikke kom med i Bibelen – Thomas- og Maria-evangelierne blandt andet – for så kan vi se en anden måde at være Jesus-tro på, som kan inspirere alle i dag.

For jo, hun er troende, Joan Taylor, (og halvt dansk – og har skrevet om Cecilie Hertz, sin oldemors søster, i “Livserindringer - Memories of My Life: A Woman's Life in 19th-Century Denmark”, 2009). Hun er kristen og anerkender fuldt ud, at man (som jeg har haft) kan have mødes med en Jesus, der ser anderledes ud end hendes arkæologiske fakta, fordi han netop er Guds søn og kan vise sig som hvad som helst også så ikke engang Maria Magdalene kunne genkende ham, som det fortælles i Bibelen.

Nogle vil nok blive provokeret af hendes udsagn, men det er vel også sundt nok at blive?