Syrenparkens Stemmer

I dette afsnit fortæller jeg om min tid som frivillig på Syrenparken. Hvordan det er at være frivillig. De bedste oplevelser og hvorfor det giver så meget at være frivillig. Jeg taler ind i den rejse jeg har været på igennem podcasten og hvordan podcasten blev en realitet. Om det kæmpe tværfaglige samarbejde der har været for at få podcasten til at lykkes og hvad podcasten er og bliver brugt til.

Det er med vemod, at dette er sidste afsnit med mig som vært i Syrenparkens Stemmer.

Jeg håber du har nydt at lytte med og komme med ind i dagligdagen på et socialpsykiatrisk botilbud for voksne.

Del gerne podcasten i dit netværk, måske den kan gavne andre og samtidig være med til at nedbryde flere fordomme og tabuer inden for psykiatri.

Som lovet deler jeg diverse links i forhold til uddannelse og hvordan du kan blive frivillig på Syrenparken.

Link til Syrenparkens hjemmeside: https://socialcenterlillebaelt.dk/afdelinger/syrenparken
Er du interesseret i at blive socialpædagog: https://sl.dk/faa-svar/uddannelse
eller
Sosuassistent: https://www.via.dk/uddannelser/ergoterapeut
Peermedarbejder: https://www.fagperson.psykiatrien.rm.dk/uddannelse/faggrupper/peer-medarbejder/
Sygeplejerske i psykiatrien: https://psykiatrienisyddanmark.dk/job-og-karriere/karriere-i-psykiatrien/sygeplejerske
Om LA2: https://sopra.dk/la2-uddannelse/
Hvis du er blevet nysgerrig på at være frivillig, så kig med her: https://socialcenterlillebaelt.dk/afdelinger/syrenparken/frivillighed-og-medborgerskab-pa-syrenparken

Del gerne i dit netværk og gør en forskel.

Linette er uddannet socialpædagog fra 2020 og frivillighedskoordinator. Linette har gået på Diakonhøjskolen, som har et kristent islæt. Her har de talt meget ind i hvordan man møder mennesker ligeværdigt. Selvom man står i en asymmetrisk magtsituation. Der kan være brug for at nogle en gang imellem bære håbet for en.

Valget faldt på socialpsykiatrien på baggrund af personlig erfaring om det at være pårørende. Lige som så mange andre på Syrenparken har Linette derved også en bagved liggende motivation for at gå ind i arbejde i psykiatrien. Drivkraften for hendes, er samtidig at understøtte mennesker der har det enormt svært i deres liv og hjælper mennesker videre. Det ses ofte, at den gruppe af mennesker bliver tabt i samfundet og er en overset befolkningsgruppe, der ofte kan blive ladt alene. At være brobygger imellem institutionslivet og civilsamfundet.

Reelt set bliver man ikke klædt på til at arbejde i socialpsykiatrien når man uddanner sig til socialpædagog. Vi møder mennesker i øjenhøjde og er med til at bygge og skabe relationer, som er en stor del Linettes arbejde.

En god dag for Linette kan være at have haft nogle gode dybe samtaler med borgerne samt at være kommet udenfor og bevæget sig. Det at mærke ind i borgernes behov og tilrettelægge ud fra dagsformen tiltaler hende rigtig meget. Det giver en uforudsigelighed og en dynamik i hverdagen.

For hvad gør man når en borger ikke nødvendigvis er så motiveret? En af de metoder Linette ynder at bruge er sansestimulering via ball sticks eller nadabehandlinger. Det giver en tilstedeværelse i kroppen – frem for hovedet. Alt for at afhjælpe og berolige nervesystemet.

Alle borgerne kommer med hver deres historie og derfor er det også individuelt hvad de har brug for. Hvad der virker for dem. Det der virker den ene dag, virker nødvendigvis ikke den næste dag.

Der er stor aldersspredning som giver forskellige erfaringer – for borgerne kan stadig spejle sig i hinanden. Bl.a de sociale kontekster er ens. Syrenparken afspejler derfor meget godt samfundet.

I Linettes enhed er der 14 borgere tilknyttet med 3 teams, hvor der er 5 personaler i hvert team. Her i er der 1-2 personaler der har ansvaret for mål, delmål og risikoprofiler i teamet. Det giver et ret godt overblik, at der er nogle der har det overordnede overblik i forhold til f.eks dokumentationskrav.

Delmålene er en overskuelig måde hvor på der kan følges op på om barren er blevet sat for højt eller for lavt ifht borgerens udvikling. Målene er lavet i samarbejde med den enkelte borger samt den kommune der er tilknyttet. I nogle tilfælde kan borgeren godt føle delmålene som et krav fra samfundets side. Det kan give nogle udfordringer, som personalet er opmærksomme på. Hvordan de taler om de forskellige mål uden at det skal føles som deciderede krav.

At kunne sætte realistiske krav, som omdannes til succes historier. Igen at understøttet borger i det der betyder noget for den enkelte at kunne mestre. Nogle gange kan tingene være sværere end forventet og derfor er der brug for, at kunne genkalde det der gik godt i processen. At arbejde ud fra et tværfagligt perspektiv, omkring delmål og mål gavner det store hele, i og med, at alle arbejder ud fra en fælles motivation for den enkelte borger. Det skaber en dynamisk struktur i hverdagen. Samtidig kan det tværfaglige arbejde skabe sparre på tværs af hinandens kompetencer, der skaber en samhørighed og fælles forståelse for hinanden som kollegaer.

”Det gør at vi kommer hele vejen rundt om mennesket”

Det at fremkalde det hele menneske igen, igennem bevidstgørelse af kroppen og sanseapparatet. Nogle gange er der behov for, at udlåne sit eget nervesystem og vise roen ved spejling. At skabe ro i det kaotiske. Vi er ikke farlige og er også bare mennesker. Det er mennesker hvis barndom og nervesystem har været på overarbejde i mange år. Det bidrag som borgerne på Syrenparken er med til at vise, er en overbelastning af et nervesystem der siger fra. De er med til at vise hvordan et belastet mentalt sind ser ud når der ikke er blevet taget hånd om det. Når forståelsen for det mentale ikke har været tilstede.

Borgerne er med til at vise hvordan det følelsesmæssigt ser ud, når der er kaos på indersiden. De er med til at spejle det følelsesmæssige, som så mange af tager afstand fra. Det har ikke været italesat før nu, hvor flere og flere mennesker bukker under for bl.a stress og depression.

Det giver enormt god mening for Linette, at der kommer frivillige på Syrenparken og hun var derfor heller ikke mange sekunder om at sige ja til posten som frivillighedskoordinator også.

Der har været flere tiltag på Syrenparken med at invitere den almene lokalbefolkning ind og blive klogere på hvad et socialpsykiatrisk botilbud er for en størrelse, bl.a ved den årlige affaldsindsamlingen som Danmarks Naturfredningsforeningen er garant for.

For Linette giver det hende rigtig meget energi at kunne understøtte det frivillige arbejde på Syrenparken. Det er med til at udviske den ulige magtrelation der er imellem borger og personale. Det giver samtidig borgerne mulighed for at skabe nye kontakter ud i det civile liv igen. Mange af borgerne har desværre et meget begrænset netværk og det er derfor også en af de helt store temaer, der bliver arbejdet med på Syrenparken. At opbygge nye netværker og relationer. Det at lave et scene skifte i hverdagen.

En af de allerseneste tiltag er et samarbejde med Fredericias Idrætsforening. Et tiltag som på sigt gerne skulle munde ud i, at det ikke er personalestyret, men det styres af idrætsforeningen. Også så der er flere tilbud til borgerne om en så naturlig hverdag som muligt, også uden om personalet. At få et frirum fra hverdagens udfordringer. Ydermere har Røde Kors været på besøg og fortalt om deres muligheder og arbejde. Det at borgerne kan komme hjem og fortælle om gode oplevelser uden for Syrenparken.

Skabe de små og store succeser og se julelysene stråle i borgernes øjne, det er noget som Linette i den grad brænder for i hendes arbejde som socialpædagog.

Er du blevet nysgerrig på Syrenparken så se med her: https://socialcenterlillebaelt.dk/afdelinger/syrenparken

Har du interesse i uddannelsen som socialpædagog - så se med her: https://www.diakonhojskolen.dk/uddannelser/diakoni-og-socialpaedagogik

Her kan du læse mere om nada:
https://nada-danmark.dk/nada/om-nada-bjaelken/ eller lyttet til afsnit 22 hvor Tina fortæller om nada.

Hvordan får man serveret mad ud fra de gode kostråd når hovedparten af dine kunder er meget traditionelt drevet. Jeg har Ernærings – og Husholdningsøkonom Anette med i dagens afsnit. Hun har været på Syrenparken i 15 år og elsker at gøre en forskel i andre menneskers liv. Det stråler ud af hende. Hun fortæller om rejsen på Syrenparken og hvilke skønne udfordringer hun har i hverdagen. Hvordan hun hjælper borgerne og serverer Godhedskage på en mandag. Anette blev uddannet tilbage i 1992. Der er sket rigtig meget på uddannelse siden, hvor det er blevet mere specialiseret.

Suppe er en af favoritterne, da maden gerne må være både blød og nem at tygge. Det må ikke blive for alternativ så de ender med at vælge det fra.

Hun startede i atriumgården hvor der blev søgt en rollemodel til de 6 borgere der dengang var på stedet. Funktionsbeskrivelsen passede super godt til hende. Hun har før arbejdet med sent udviklede unge på en institution i Vejle. Fra 2008 – 2015 kom der mere borgerinddragelse.

Cafeen hvor Anette arbejder er en fritvalgs ordning på Syrenparken og pt er der 25 borgere med. Borgerne kan blive inspireret fra cafeen og får den hjælp de har behov for så de bliver mere selvhjulpen.

Det kan være svært for de ældre borgere at blive mere selvhjulpen, da de er mere traditionelt indstillet på måden at leve på. Flere af de unge har det fint med koldt mad til alle måltider og det er ernæringsmæssigt fint på højde med kost anbefalingerne. Det er fantastisk at have det arbejde og Anettes fornemmeste opgave er at udforske deres smagsløg.

I 2015 blev Syrenparken bygget om og der kom en mere recovery/rehabilitering baseret tilgang til borgerne og måden at arbejde på. Anette er taknemmelig for det hun kan bidrage med igennem cafeen. Udover madlavningen kan hun lægge et øre til. At få en uforpligtende snak over grøntsagerne. Det er et kæmpe frirum og det gør enormt stort indtryk på hende, at kunne dele livshistorier med borgerne.

I dagens afsnit har jeg besøg af Peer medarbejder, Sabrina. Hun har været på Syrenparken i ca 2 år og fortæller om hendes egen baggrund med bl.a en bipolar lidelse. Et forløb i Vejle Kommune fik Sabrina på rette køl igen. Der var kravs frihed og det lettede det pres som samfundet havde sat op for hende.

Hun er glad for at være landet på Syrenparken og at hun nu kan bidrage med hendes egne levede erfaringer.

Det at have en fælles forståelse for hinanden og ikke altid behøver at spørge ind. Blot at være og støtte op om den enkelte. Samt at være en inspiration for andre og være med til at finde motivationen frem i det enkelte menneske, glæder Sabrina.

Måske personen blot er gået i stå og har svært ved selv af finde motivationen igen.

Sabrina er meget kreativ og laver bl.a papirblomster som også blev den indgangsvinkel hun brugte da hun startede på Syrenparken. Det gav anledning til nogle uforpligtende snakke. En nysgerrighed fra beboerne og en ro for Sabrina i at lave noget velkendt. Herudover har hun haft gang i S og Monopolet på Syrenparken. Hun lavede en masse kort med spørgsmål. Bl.a Hvad er den værste gave du har fået? En veksling imellem sjove og dybe spørgsmål.

En dejlig uforpligtende måde at snakke sammen på. For, hvordan invitere vi egentlig ind til fællesskab? Sabrina sætter sig som regel blot i fælles området. Det spontane kan mange gange blive den største succes. For der kender den enkelte sit eget overskud på tidspunktet. I nuet. Det at have lovet noget, man lige pludselig ikke kan overholde er svært. Udfordringer ved at lave noget fast, kan være, at det giver et pres omkring forventninger. Samt antallet af personer der dukker op.

Sabrina har været på et frivilligt Peer Mentor kursus igennem kommunen.

At vælge socialpsykiatrien frem for lokalpsykiatri var klart det bedste valg for Sabrina hvor der bliver dannet tættere relationer og der er længere varende forløb. Samtidig med at der var en af borger med til ansættelsessamtalen.

Det er et vigtigt arbejde Peer medarbejderen laver – som er ligeværdig – de ved hvilket pres der kan være fra forskellige sider. Det er ekstremt svært at stå alene i systemet. Det er et stort pres at stå alene. Både i den behandling man får tilbudt men også samtaler med jobcentret etc.

Sabrina hjælper med støtte til at borgerne, så de kan sætte egne ord på deres behov og drømme igennem forskellige statements. Så borgen får støtte til det de egentlig har brug for. At finde ind til kernen, af deres behov.

Det har været lidt af et afsavn for Sabrina at have været inde i systemet i så mange år - næsten 10 år – man er ikke rigtig samme sted som dem man gik i folkeskolen med. Så det at få lov til at bidrage som Peer medarbejder giver et håb om at det ikke har været spildt at være nået så langt i sin proces og kan være med til at hjælpe den anden vej. Sabrina hjælper bl.a med:

1. Social aktivitet - at opbygge social relationer, venskaber og nye bånd
2. Praktisk færdigheder

Sabrina har taget kurset som inddragelses facilitator, som gavner hende i hendes arbejder på Syrenparken.

Hun fortæller om, at det er vigtigt at huske hvor man selv har været – at det der nu føles nemt for en, kan være svært for borgeren der er igennem det. Der er mange processer på vejen hen til recovery. Jeg har udviklet mig selv meget og jeg er ikke så ked af min fortid mere. Det at jeg faktisk er lykkedes.

Hun drømme om et flexjob og være med til at gøre en endnu større forskel.

Starten var præget af usikkerhed og manglende selvværd. Det er kommet lidt bag på Sabrina, at det tager forholdsvis lang tid/længere tid end forventet at skabe tillid og knytte bånd til andre. Sabrina fik også en øjenåbner over for sig selv og sin egen proces. Hun var glad på arbejdet men var trist når hun kom hjem. Så der var tid til selvrefleksion. Var der noget hun ikke havde fået øje på hos sig selv. Det var interessant at finde ud af, at der stadig var ting der prægede hverdagen, selvom det store step med at få et Peer arbejde var et kæmpe skridt ind i recovery, var der stadig noget der hang fast. Det er en kæmpe fordel ikke at være en del af at skrive journal, da det giver en større tryghed for borgerne at der er et tillidsfuldt rum der ikke bliver skrevet ned på papir, som andre har adgang til. Det kan godt virke som, at der er for meget der bliver analyseret på. Det stiller nogle høje krav og forventninger til borgerne på botilbud.

Er du nysgerrig på Syrenparken kan du kigge her: https://socialcenterlillebaelt.dk/afdelinger/syrenparken

Vil du læse med om hvad en Peer medarber er og kan, så læs med her: https://psykinfo.regionsyddanmark.dk/uddannelse-og-arbejdsmarked

Søren Holmgren gæster Syrenparken med sit foredrag. Hvordan motiveres vi som mennesker selvom livet giver os udfordringer.

Søren fik at vide som 17-årig at han ville blive blind. På daværende tidspunkt havde han kun 5 % af sit syn tilbage. Det blev en form for lettelse for Søren, at få vished for hvorfor han havde kørt ind i parkerede biler og i grøften på sin cykel. Der var en forklaring på det.

En dag tager Søren en drastisk beslutning, der ændre hele hans liv: Han tager beslutningen om at få det bedste ud af det han kan og ikke fokuserer på det han ikke kan.

Søren fandt fællesskab med ligesindede, et sted han følte sig som en del af et fællesskab. Der skulle ikke forklares. Du skulle bare være. Det gav ham håb, mod og optimisme. Han fandt ind i sporten goalball. En sportsgren for blinde. Han ender med at blive dobbelt OL vinder.

Søren kom med i et program som rollemodel for blinde børn og deres forældre. Det indgav til håb og troen for fremtiden – både for børnene og forældrene. Det giver stor motivation for Søren at være med til at skabe et håb for fremtiden.

Hvad er det gode ved, at være blevet blind? Jeg dristede mig til at stille Søren spørgsmålet. Det er en stor del af hans identitet og det han fortæller om. Det er en del af Sørens brand – at være blind. Mange lader sig snyde af det de ser.

En af Søren´s motivationer for sig selv er, at han har en indre mental måltavle hvor han giver sig selv point. Han acceptere de livsvilkår han er havnet i.

Peer medarbejderne på Syrenparken er også rollemodeller for borgerne. Det bliver et mere troværdigt billede af, at tingene rent faktisk kan lade sig gøre.

Søren kan godt blive bange for at det lyder som om det har været nemt det han har været igennem og det har det på ingen måde været. Det er et kæmpe arbejde at komme igennem. Der er sorg og vrede gemt dybt inde. Søren har ikke lyst til at blive set som en jubel optimist der ikke har øjet på bolden.

Det der virkede for Søren var, at han ikke sammenlignede sig med andre. At fejre de små successer i livet. Hvad kan jeg? Hvad er værdifuldt for mig at kunne ud fra de muligheder jeg har? At kunne fokusere på de gode historier i hverdagen og gøre det der gør en glad.

Er du blevet nysgerrig på Søren kan du finde hans hjemmeside her: https://www.itoi.dk/

Vil du vide mere om goalball kan du finde det her: https://parasport.dk/idraetter/goalball/

Er du nysgerrig på Peers, så kig med her: https://peerpartnerskabet.dk/

Det er et år siden Syrenparkens Stemmer udkom for første gang. Det har været en kæmpe rejse for mig som vært at komme ind bag dørene på et socialpsykiatrisk botilbud for voksne.

Jeg taler ind i hvordan det er for mig at være frivillig og føle sig som en del af Syrenparken igennem det seneste år.

Jeg reflektere over hvad podcasten har givet mig af indsigt ind i psykiatrien og den læring det har været. Jeg er stolt og taknemmelig for, at podcasten blev en mulighed og jeg kan bidrage med at få psykiatrien stemmer ud i det offentlige rum.

Jeg har oplevet rigtig meget igennem det seneste år med podcasten og på Syrenparken. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi drømt om hvad det har givet Syrenparken og andre - og ikke mindst mig selv.

Jeg kan klart anbefale at blive frivillig på den ene eller anden måde for det giver så meget til én som menneske at kunne gøre så lille en forskel og mærke at man får så meget tilbage.

Jeg taler ind i den passion, viljestyrke og åbenhed jeg har mærke på Syrenparken og hvad den gør for fælleskabet, værdigheden og sammenholdet på stedet.

Jeg har været med til Affaldsindsamling og Sommerfest - og snart til Julearrangement, som er nogle af de tiltag der er vigtige for alle på stedet for at sætte udfordringerne lidt til side. For det at leve med psykiske udfordringer er et 24 timers arbejde - og de knokler og laver kvantespring på stedet. Det er imponerende at se og være vidne til.

Jeg oplever at flere og flere tager modet til at få en medmenneskelig samtale når jeg er på Syrenparken og jeg går altid derfra med en glæde og energi.

Jeg håber at jeg med denne podcast er med til at nedbryde fordomme og tabuer indenfor psykiatri ved at fortælle de gode historier - så vi kan få mange flere af dem i vores fremtid.

Er du blevet nysgerrig på at vide mere omkring Syrenparken så følg linket til deres hjemmeside her: https://socialcenterlillebaelt.dk/wm425976

Dennis er flyttet for sig selv og trives super godt i de nye omgivelser og det har givet ham en frihed og forståelse for livet uden for Syrenparken.

Dennis havde svært ved at indgå nye bekendtskaber og det er en af de store udfordringer han har taget op med god succes. Han er med i et aktivitets hus hvor han kommer dagligt sammen med han nye kammerat som han er flyttet sammen med i et fællesskab.

Har mødt en masse nye mennesker – som han ikke nødvendigvis havde mødt hvis aktivitetshuset ikke havde været der.

Dennis kan godt lide strukturen i hans hverdag og det er skønt med kammeraten, at de sammen kan hanke op i hinanden og komme afsted til aktivitetshuset hvis en af dem har en knap så god dag.

Der er kommet en stor glæde ind i hans liv og det ansvar det er at flytte for sig selv. Følelsen af lyst og ikke som sure pligter.

De daglige pligter og gøremål i lejligheden er en god moralsk opbakning til at få strukturen ind i hverdagen og den giver en god følelse af eget ansvar og forpligtigelse overfor sig selv.

Det har givet en større anerkendelse overfor sig selv.

Det har selvfølgelig været en forandring at skulle stå for alt selv – men det er gået super godt.

Ærlighed og åbenhed og at tingene ikke bliver pakket ind er nogle af de ting Dennis virkelig sætter pris på når han er sammen med andre mennesker – og også en af de ting der har haft stor betydning for ham på Syrenparken.

Det at være flyttet fra Syrenparken har også gjort at fordomme og tabuer er væk og det er så dejligt befriende for Dennis, at få lov til blot at være Dennis.

Det at man ikke skal frygte at mennesker lurer efter en som tilfældet var på Syrenparken er dejlig befriende.

Efter medicinen er sluppet har Dennis fået sin selvkontrol tilbage. Fortiden var lidt at stirre med en tom skal, ind i væggen. Det er som Dennis udtrykker det – dejligt befriende.

Det som Dennis troede var den største udfordringer – har været super positivt og noget nemmere end frygtet.

Er blevet så meget bedre til nye bekendtskaber – og det har været en af de helt store udfordringer førhen.

Er du blevet nysgerrig på at vide mere omkring Syrenparken så følg linket til deres hjemmeside her: https://socialcenterlillebaelt.dk/wm425976

I denne episode taler jeg med Social- og Sundhedsasistent Tina omkring nadabehandling og hvilken gavnlig effekt det har på borgerne. Nada er øreakupunktur og har en del funktioner ifht de punkter hvor der bl.a kan sættes nåle.

Vi snakker ind i hvad nada kan og hvor de forskellige punkter sidder. Hvordan nadaen både kan være forebyggende eller en hurtig løsning frem for psykofarmaka.

Nada har været en del af psykiatrien i over 20 år og det har store positive funktioner for borgerne og har nedbragt brugen af psykofarmaka - ikke mindst pn- medicin.

(der kommer mere tekst senere)

Er du blevet nysgerrig på at vide mere omkring Syrenparken så følg linket til deres hjemmeside her: https://socialcenterlillebaelt.dk/wm425976

Er du nysgerrig på nadabehandling kan du følge dette link:
https://nada-danmark.dk/nada/om-nada-bjaelken/

Eller det at være Sosu- assistent: https://www.ug.dk/uddannelser/erhvervsuddannelser/omsorgsundhedogpaedagogik/social-og-sundhedsassistent

Sidste del af vores miniserie omkring stigmatisering. Vi har været godt omkring psykiatrien. I dette afsnit taler vi om vores fælles ansvar og håbet for en lysere fremtid inden for psykiatrien.

Er der nogen som har skylden for episoden og for det der sker i psykiatrien eller er det et fælles ansvar?

Psykisk sygdom var langt svære at tale om tilbage i tiden – der blev man tysset på – hvor der i dag er en langt større åbenhed over for det at have en psykisk diagnose.

Det kræver stadig ekspetionelt meget at bede om hjælp når man har det psykisk svært - især når man frygter.

Kommentarer og overskrifter går ind og rammer en og man bliver ked af det. Det føles som om vi alle bliver sat ned i den samme kasse.

Medicinen som personen var på – har Giuseppe selv taget og det har virket efter hensigterne for ham. Han føler sig heldig og priviligeret for han har altid kunne skelne imellem hvad der var virkelighed.

Alle menneskeliv er ligeværdige.


Der kom mange spørgsmål op:

•Bliver mennesker nu bange for mig når de høre min diagnose
•Tør vi tale medicin
•Større berøringsangst
• Hvordan kommer min hverdag til at se ud fremadrettet – både personlig og
professionelt

Folk skal ikke være bange for andre blot fordi de har en diagnose - alle mennesker kan handle i affekt.

Når sådanne hændelser bliver slået så stor op – ender man med at blive frygtsom – mennesker går hen og bliver decideret bange. Vi taler om vores fælles ansvar og om mediers rolle i det store perspektiv.

Tingene bliver frygtbaseret og man bliver som menneske i tvivl om hvad man tør eller kan tillade sig at sige.

Det er lidt samme tendens der sker når der skrives om den etniske dansker – det er yderst sjældent der bliver skrevet om en alm dansk hvid – her sælger historien ikke.

Medierne har en stor rolle i hvad der bliver slået op – måske er de ikke helt klar over hvilken affekt det har langt ud over deres læsere

Medierne er med til at starte op på en debat – der er blot mange måder at starte debatten på!

Det ender med at de fordomme mennesker har i forvejen ifht psykistrien blot bliver forstærket.

Det kan være til at forværre hele situationen for de mennesker der har psykiske udfordringer hvis de bliver tysset på eller bliver bange for at sige tingene højt – det bliver frygten for at blive kigget ned på. Ting man brænder inde med bliver kun forværret.

Overskrifterne har en ret stor effekt på en ret stor del af Danmarks befolkning.

Giuseppe oplevede at få rigtig mange private beskeder i dagene efter episoden i Field´s –
•Hvad gør vi nu?
•Hvordan forholder vi os?

Jeg følte lidt jeg skulle være en ekspert på området – og det er jeg overhovedet ikke.

Det at vende bølgen til det positive islæt fremfor at bibringe det helt forfærdelige med at udstille et andet menneske.

Det arbejde der er lagt inde i En Af Os – indenfor de sidste 10-11 år - der føltes det som at blive banket 3 skridt tilbage.

Giuseppe oplevede for nyligt en dame der skulle have fornyet sin recept – hun kigger sig omkring – og fortæller lavmælt at hun skal hente sin medicin - hun virkede bange for at sige det højt.

Kroppen registrere at man er bange – at det føles utryg at skulle undertrykke sig selv – ved ikke at kunne sige ting højt. Igen at blive tysset på.

Det er en dårlig spiral at komme ind i – det kan have taget utrolig lang tid at tage springet til at bede om hjælp – og hvis låget så bliver smække i foran næsen på en – så er der måske lang vej til næste forsøg.

Du er ikke kun din diagnose – hverken indefra eller udefra.

Som En Af Os ambassadører er det vigtigste at vi tør at stå frem og fortælle om vores historie. Vi er med til at skabe håb og drømme for fremtiden.

Vi skal have fjernet berøringsangsten – og lade være med at lægge låg på og tysse af folk – af mennesker og hinanden.

En anbefaling hvis man har nogle spørgsmål indenfor psykiatri ville være at kigge i retning af PsykInfo eller Bedre Psykiatri.

Er du blevet nysgerrig på at vide mere omkring Syrenparken så følg linket til deres hjemmeside her: https://socialcenterlillebaelt.dk/wm425976

Vil du vide mere om PsykInfo og deres Telefonrådgivning kan du gå ind på deres hjemmeside via dette link:
https://psykinfo.regionsyddanmark.dk/radgivning-om-psykisk-sygdom/telefonradgivning

eller

Bedre Psykiatri: https://bedrepsykiatri.dk/hjaelp-og-raadgivning/

Camilla sætter ord på hvilken affekt det har haft på hende med hændelsen i Field´s! – og vi sammen får belyst tabuer og fordomme i vores samfund omkring psykiatri og almindelige mennesker med psykiske udfordringer i dagligdagen.

Jeg har haft fornemmelsen at der blev set mere positivt på psykiatrien og det med at vi blev betragtet som ligeværdige mennesker.

Jeg havde fornemmelsen af at der var styr på det – og begyndte at gøre psykisk syge til mennesker som andre blot med udfordringer.

Jeg bliver ked af det vores vegne – inden i mig selv bliver jeg træt af at det er sket – af situationen.

At psykiske syge også kan blive raske og leve med deres psykiske sygdom. De kan godt blive forældre og bo for sig selv. Det er ikke kun psykisk syge der bor på bosteder, de bor også i huse og lejligheder og har en helt almindelig hver dag som alle andre mennesker.

Liv er nuancerede og forskellige – vi putter forskellige ting ind i vores hverdage – at se forskelligheden i mennesker.

Jeg vil gerne være med til at belyse, at vi er forskellige som mennesker og vi har forskellige behov og udfordringer.

- nogle lider af højdeskræk
Der er forskellige ting der kan udfordre os som mennesker.

Det der har forandret mig i forhold episoden i Field´s er nok mest af alt min egen tankegang.

Camilla sætter også ord på hvilke tanker hun havde inden hun sagde ja tak til at medvirke i denne miniserie.

- om jeg ikke kunne få sagt det jeg gerne vil sige og få hjulpet alle andre som har problemer og det håber at jeg kan ved at få sagt at psykisk syge også bare er mennesker, bare med udfordringer.

Jeg håber ihvertfald at jeg kan være med til at gøre en forskel når jeg er med til at fortælle min historie her i podcasten.

Den var en svær beslutning at medvirke - for emnet er sårbart - men hun vidste også at hun ville være stolt af sig selv bagefter. Med hendes historie har hunhjulpet andre og hjælper andre.

Hun er med til at kaste lyse emnet op for samfundet også. Hun er med til at løfte. En del af det at være ligeværdig og en del af samfundet.

Hvor var vendepunktet for Camilla – hvad har virket i hendes proces?

Det går super meget fremad i Camillas proces og hun er tæt på at skal ud og bo for sig selv.

Det der gjorde forskellen for hende var, at der var en som sagde direkte til hende ”At nu skal du ikke være svingdørspatient mere”. Du skal ikke rende ind og ud af sygehuset, vi skal simpelthen have fundet en løsning på det her, og gik ind og tog hånd om det.

Det håber jeg også man kan gøre for alle andre – finde vejen frem! For jeg er sikker på at der er en vej frem for alle, til at få så normalt liv som muligt.

Personligt er jeg der hvor jeg kan begynde at leve et godt liv med nogle gode redskaber i bagagen. At komme videre i livet.

Der er meget fokus på DEM og OS i forskellige samfundsgrupper. Det ender med at vi distancere os fra hinanden.

Ja, det er hårdt som psykisk syg at blive placeret i en gruppe og jeg ønsker ikke den distance imellem os. At det er lige så naturligt at være psykisk udfordret. At det ikke har betydning om man er psykisk syg og bliver set med forkerte briller.

Jeg er velfungerende lige som alle andre jeg har blot nogle udfordringer. Andre mennesker har også udfordringer – og det er vigtigt også at huske på!

Det at sætte den rette fokus og gøre Psykiatrien til en del af Danmark – så bliver jeg rigtig glad.