I disse tider, hvor bilerne kan køre hurtigt og chaufførerne taler i telefon uden ledning i, synes tålmodighed at være blevet et tabt håndværk. Men trafikken er, som enhver dannet omgang, et fællesskab. Den kræver hensyn, rytme og en vis fornemmelse for takt.

Der findes næppe noget mere usømmeligt end synet af en engangskop, henslængt i grøften efter en såkaldt “to go”-drik.

Hvorledes det er kommet dertil, at man anser det for passende at kaste sit affald fra sig i Guds frie natur, er et mysterium, som enhver dannet sjæl bør tage sig i agt for.

Dog, den der tager sit affald med sig, og måske endog samler lidt op efter andre, udviser elskværdighed og et godt hjerte. Man viser, at man forstår, at pligter er en lykke – ikke en byrde.

Det er en smal sag at kommunikere med al det moderne grej, vi omgiver os med. Men hvor ligger det ægte engagement? I nogle Snaps, når vi ringer – eller når vi mødes, sådan rigtigt? De vil sammen med mig erkende, at det spørgsmål er yderst nemt at svare på, når de har hørt udsendelsen.

Det er en højst udbredt skik i vor tid at tale, før den anden er færdig. Nogle gør det endog med en sådan iver, at man kunne tro, de frygter, at deres tanker fordamper, hvis de ikke straks udtales.

Dog må det siges: Den, der ikke evner at tie, mens et andet menneske taler, viser en mangel på takt og opdragelse, som i de dannede kredse vil blive bemærket med harme.

Den, der ønsker at være en god samtalepartner – og dermed en god ven – bør vise agt på sin medtaler. At lytte tålmodigt er et tegn på respekt, men også på intelligens. For kun den, der hører, hvad der bliver sagt, kan svare med fornuft.

Som dannet menneske er det vigtigt at erindre sig selv om, hvor uhøfligt det er at ytre sig negativt om medborgere, der ikke er til stede. Om det så er i skrift eller tale. Det bør vi på det bestemteste afholde os fra.

Der tales så meget i vore dage om selvudvikling, effektivitet og nye teknologiske vidundere. Men man glemmer let, at mennesket, trods al sin fremgang, stadig behøver det samme som for hundrede år siden – et ægte venskab.

Et venskab er ikke noget, man blot har. Det skal passes som en have – med opmærksomhed, tålmodighed og en vis elskværdig flid.

Den, der vil være en god ven, må interessere sig for mere end sig selv. Man må lytte, vise hensyn og udvise den høflighed, som forener mennesker i stedet for at adskille dem.

Derfor, kære tilhører: Læg Deres redskaber, Deres telefon uden ledning i, til side et øjeblik – og kom med på en lille dannelsesrejse i venskabets kunst.

For at være en endnu bedre ven, må vi være... venlige. Det er ganske simpelt. Og at holde døren for andre giver måske ikke nye venskaber direkte. Men undervurdér ikke virkningen.