Egentlig ville Ernest Ryu gerne skrive ChatGPT på som medforfatter til sin nyeste forskningsartikel.

For matematikeren er ikke i tvivl om den betydning, chatbotten har for, at han en sen aften i oktober, efter tre dages intenst skriveri frem og tilbage, fik løst et 42 år gammelt matematisk problem.

"Hvis ChatGPT havde været et menneske, ville jeg havde ladet den blive hovedforfatter på artiklen," siger Ernest Ryu, der er adjunkt i matematik på UCLA i Californien, til Videnskab.dk.

Men som han også bemærker, skriver han jo heller ikke Microsoft Word på som forfatter, selvom han har brugt det til at skrive i.

"Så jeg tænkte: 'Ok, lad os gøre det på den klassiske måde, og så gør jeg det til gengæld til en central pointe, at opdagelsen skete med ChatGPT'."

Derfor står der også i artiklens titel, at den handler om et "AI-assisteret bevis". Ifølge Ernest Ryu er det et varsel om helt nye tider i matematikfaget. Mere om det lige om lidt.

Men først: Hvad er det mere præcist for at matematik-problem, som Ernest Ryu (med ChatGPT) har løst og bevist?

Problemet findes indenfor det område i matematik, der hedder 'optimering'. Her forsøger matematikere at finde den bedste løsning på et problem under nogle betingelser. Det kan være at maksimere profit eller minimere omkostninger.

En af hjørnestenene inden for feltet er en metode, som den russiske matematiker Yurii Nesterov kom op med i 1983, og som gør beregninger hurtigere.

Nesterovs metode er blevet brugt til flere ting. For eksempel bliver den brugt til at skabe billeder på baggrund af CT- og MR-skanninger.

Men der var ét problem:

Man har kunnet se, at metoden kunne nå frem til gode resultater. Man vidste bare ikke, hvorfor den virkede så godt. Der manglede med andre ord et teoretisk bevis, en forklaring på metoden.

I 42 år har matematikere forgæves forsøgt at lukke dette hul.

Ernest Ryu havde selv tidligere prøvet at løse problemet i 2023, også ved hjælp af en chatbot, men uden held. Over tre aftener i oktober, da hans søn var lagt i seng, prøvede han påny at løse problemet, og så kom der skub i tingene.

ChatGPT løste ikke problemet for ham, men den foreslog ideer og mulige retninger og kunne afvise dårlige idéer hurtigt.

"Hvis jeg kan udelukke en tilgang på fem minutter ved hjælp af ChatGPT har jeg sparet to timer af min tid," siger han.

Desuden kom ChatGPT frem til noget, der ikke var faldet Ernest Ryu ind.

"Meget ofte ville jeg tænke: 'Hov, den tilgang havde jeg ikke tænkt på, lad mig udforske det'."

Martin S. Andersen, lektor ved DTU Compute, har arbejdet med feltet optimering i godt 20 år og har blandt andet skrevet en lærebog om emnet.

Han havde godt set Ernest Ryus resultat, da forskningsartiklen kom ud, og har også selv studset over det teoretiske hul i metoden, som amerikaneren altså nu har lukket.

"Jeg har altid tænkt, at det var lidt sjovt, at man ikke kunne påvise det," siger Martin S. Andersen.

Han kalder det et "spændende" og "helt reelt" resultat, men forklarer, at det mest interessante ligger et andet sted end selve opdagelsen.

"Gennembruddet er måske mere, at han nu har fundet en teknik, hvor man kan vise det her. Den kan formentlig bruges i andre sammenhænge også, hvor man står med lignende problemer," siger Martin S. Andersen.

Ernest Ryu fremhæver, at fordelen ved ChatGPT særligt er dens evne til at kombinere ting fra flere felter. Det stemmer overens med Martin S. Andersens egne erfaringer på området. Han sammenligner det med en avanceret Google-søgning, hvor det kan være svært at søge på et matematisk resultat.

"For hvad skal man lige søge på? ChatGPT er lidt Google på steroider," siger Martin S. Andersen.

Ernest Ryu skriver i sin artikel, at cirka 80 procent af ChatGPT's forslag var ukorrekte, men værdien af de resterende 20 procent gør, at værktøjet samlet set er en gevinst for ham alligevel.

Og hvis han selv prøvede at finde løsningen, ville han også ofte prøve tilgange, der viste sig at være forkerte, så på den måde er hans arbejdsgange med eller uden ChatGPT i...

"Jeg er genderarkæolog og feminist. Jeg er egentlig blevet frarådet at beskrive mig selv sådan. Længe undlod jeg det også, men nu er jeg blevet mere modig".

Ordene kommer fra Katrine Balsgaard Juul.

Hun står foran cirka 200 mennesker, der er mødt op til konferencen Kend din Arkæologihistorie på Københavns Universitet for at tale om kvinders rolle i arkæologihistorien.

En rolle, der altid er blevet nedtonet eller har været nærmest usynlig, trods betydningsfulde bidrag.

Katrine Balsgaard forsker i "arkæologiens glemte mødre", som hun kalder dem. Og der er nok at tage af.

Hun og flere andre oplægsholdere nævner i flæng kvinder, der er blevet kaldt amatører, er blevet nægtet optagelse i fornemme fællesskaber for arkæologer og som ikke har måtte komme med på udgravninger "fordi de næppe ville kunne holde til det fysisk".

Antagelser om kvinder, der nok for mange føles forældede. Men som faktisk stadig spøger i dag.

"Jeg har oplevet at få personlige kommentarer fra en leder i den arkæologiske verden, der har betvivlet mine evner som arkæolog og forsker, fordi jeg har rød neglelak på og bruger mig selv til at formidle mine forskningsprojekter på sociale medier. Det er ikke okay," fortæller Katrine Balsgaard Juul, der forsker i arkæologihistorie på Horsens Museum, under sit oplæg.

"Derfor er der stadig brug for, at vi taler om køn i dag".

Med i salen og senere fra talerstolen er også Danmarks første kvindelige arkæologiprofessor, Else Roesdahl.

"Jeg blev den første danske kvindelige arkæologiprofessor i 1996. Det tænkte jeg ikke så meget over dengang. Men egentlig er det jo ret interessant," siger hun under et oplæg.

Else Roesdahl har både været ansat på Nationalmuseet og på Aarhus Universitet. I dag er hun 83 år gammel og pensioneret, men bidrager stadig til forskningspublikationer med jævne mellemrum.

Hun husker ikke at have været blevet diskrimineret på grund af sit køn. Men hun peger på, at tidsånden "ikke var til professionelle kvinder":

"I kulturen var der fokus på, at mænd var aktive i akademia, og kvinder skulle være venlige og milde. Jeg var ikke mild, jeg var stædig," siger hun og griner sammen med publikum.

Hun fortæller videre, hvordan hun var ret optaget af at kunne det samme som mænd - også fysisk:

"Jeg ville også kunne bestå 'trillebørsprøven', hvor man balancerer en tungt læsset trillebør på en planke ved en udgravning," siger hun, og der bliver nikket ivrigt fra flere af de fremmødte fagfæller i salen på Københavns Universitet.

Else Roesdahl har blandt andet kunne bidrage med et andet blik på arkæologien end hendes mandlige kolleger.

"Jeg havde øje for ting, som mænd ikke så. Jeg fik identificeret flere kvinder og børn på udgravninger - blandt andet på vikingeborgen Fyrkat ved Hobro. Og jeg introducerede også møbler og husbrug som et tema i arkæologien," siger hun.

Hun arbejdede flittigt og var ikke en del af mændenes "ha-ha-broderskaber," hvor man bakkede hinanden op og havde en særlig jargon, siger hun:

"Mine kvindelige kolleger og jeg har skullet kæmpe hårdere end mænd for at få anerkendelse og jobs. Men jeg håber og tror på, at vi er kommet til et sted med mere ligestilling i dag."

For Katrine Balsgaard Juul er det blevet en mærkesag at lave en mere realistisk og hel fortælling om de personer, der har formet vores danske arkæologihistorie.

"Det er vigtigt at tale om de glemte kvinder, for vi er rollemodeller for hinanden. Hvis flere kvinder bliver skrevet frem i historien, vil flere andre turde gå i deres fodspor," siger hun og tilføjer:

"Else og de øvrige foredragsholdere er enormt inspirerende, fordi de gør det naturligt, at kvinder er en del af den arkæologiske forskning, formidling og feltarkæologi. Vi har brug for flere forbilleder - også 150 år efter kvinder fik adgang til universitetet i Danmark," siger hun.

Danske patienter med PTSD, som får terapi med stoffet MDMA på et dansk universitetshospital.

Det er et af scenarierne i et nyt dansk forskningsprojekt, som netop har fået økonomisk støtte.

Danmarks Frie Forskningsfond har bevilget i alt 5.816.705 kroner til projektet, blandt andet fordi mange patienter ikke har gavn af de nuværende behandlinger af PTSD.

Det meddeler Aalborg Universitetshospital i en pressemeddelelse.

I de senere år har flere og flere forskere undersøgt, om potente og psykedeliske stoffer som psilocybin, MDMA og LSD kan virke som terapeutiske redskaber for patienter med psykiske lidelser.

Terapi med MDMA har især vist sig at have lovende effekt i behandlingen af PTSD.

Det viser flere af de foreløbige forsøg, som blandt andet har ført til en anmodning om at få behandlingen godkendt i USA - en anmodning, som dog i første omgang blev afvist.

Nu begynder der så en proces i Danmark, der på sigt kan lede til en lignende anmodning.

Pengene til projektet går blandt andet til at udføre det hidtil første randomiserede og kontrollerede forsøg med MDMA-terapi i Danmark.

Her er de foreløbige detaljer om forsøget:

I alt 80 deltagere i alderen 18 til 50 år, som har haft en PTSD-diagnose i mindre end 10 år, bliver fordelt i to lige store grupper.

Gruppe 1 får MDMA samt terapeutstyret traumebearbejdning.

Gruppe 2 får MDMA samt musikledsaget afslapning uden psykoterapi.

Alle deltagere får tre MDMA-sessioner (80 mg i første session, 120 mg de to næste sessioner, + halv booster efter 90-120 min) samt forberedende- og integrerende samtaler; kun gruppe 1 arbejder aktivt med traumeminder.

Hovedmålet med forsøget er at undersøge ændringer i symptomer på PTSD otte uger efter forsøgets start, lyder det fra universitetshospitalet.

"Derudover undersøges livskvalitet, rusmiddelbrug, selvmordstanker og funktionsniveau op til seks måneder og suppleres af interviews om oplevelser og forventninger."

Officielt er det professor og ledende overlæge ved Aalborg Universitetshospital, René Ernst Nielsen, som har modtaget bevillingen til at lede projektet.

Derudover medvirker blandt andre:

Sidsel Karsberg, psykolog og lektor ved Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet

Margit Anne Petersen, antropolog og lektor ved Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet

En vikingegrav fra det 9. århundrede er fundet i Norge, hvor arkæologer fandt resterne af en vikingekvinde, hvis mund var dækket til af to store kammuslingeskaller.

Det har overrasket arkæologer bag fundet, skriver NTNU Vitenskapsmuseet i en pressemeddelelse.

Fundet blev gjort, da en metaldetektor begyndte at give lyd fra sig på en mark i den midtvestlige del af Norge - nærmere bestemt i den lille kommune Ørland.

Men da arkæologerne kom, fandt de mere end blot gamle metaldåser og tabte nøgler.

Arkæologerne fandt en vikingegrav.

"Vikingetidsgraven indeholder, hvad vi mener er en kvinde, begravet med typisk vikingetidstøj og smykker fra det 9. århundrede," siger én af forskerne bag udgravningen, Raymond Sauvage, i pressemeddelelsen.

"Det tyder på, at hun var en fri og sandsynligvis gift kvinde, måske husmor på gården," siger forskeren, der er tilknyttet Institut for Arkæologi og Kulturhistorie på museet.

Foruden de jordiske rester af vikingekvinden med kammuslingeskallerne fandt forskerne flere smykker.

Smykkerne består af to ovale brocher, der fastgjorde stropperne til vikingekjolen, samt et lille ringspænde.

Alligevel var det de to kammuslingeskaller, der skabte forundring blandt arkæologerne.

"Det er en praksis, der ikke tidligere er kendt fra førkristne grave i Norge. Vi ved endnu ikke, hvad symbolikken betyder," uddyber Raymond Sauvage i pressemeddelelsen.

Muslingeskallerne lå med den buede side udad, så de delvist dækkede munden. Langs graven fandt forskerne også små fugleknogler, der formentlig stammede fra fuglevinger.

Arkæologerne har gravet i hemmelighed, fordi de vurderede, at fundet var så betydningsfuldt, fremgår det af pressemeddelelsen.

Sommeren er et minde blot, uret er stillet tilbage, og vinteren nærmer sig med hastige skridt. Mange af os forbereder os med gru på korte dage, koldere vejr og en tilstand, som ofte bliver kaldt vinterdepression eller 'vintertristhed'.

Men de årstidsbestemte, sæsonbetingede forandringer er mere end blot en midlertidig gene. De kan påvirke både energiniveauet, humøret og de daglige rutiner.

Vinterdepression eller 'seasonal affective disorder' (SAD) er en sæsonbetinget affektiv lidelse, hvor depressive symptomer bliver forværret i efterårs- og vintermånederne, mens 'vintertungsind' er et mildere og midlertidigt fald i humøret.

Den præcise årsag til SAD er stadig uklar, men lidelsen menes at hænge sammen med mindre eksponering for naturligt lys i de mørke måneder, hvilket kan forstyrre kroppens døgnrytme.

Mindre lys påvirker hjernens kemi ved at reducere niveauet af serotonin - et signalstof, der regulerer humør, søvn og appetit - samtidig med at melatonin-niveauet forbliver forhøjet i dagtimerne, hvilket kan føre til træthed og sløvhed.

Den gode nyhed er, at vinteren med bevidste valg og forskningsbaserede metoder kan blive en tid med mening, nærvær og endda glæde. Som klinisk socialrådgiver og terapeut i mental sundhed, præsenterer jeg her fire tilgange, som både forskning og min praksis viser kan gøre vinteren mere overkommelig:

Vinteren kan få os til at føle os træge og uinspirerede, men små, bevidste rutiner kan gøre en stor forskel.

Forskning i adfærdspsykologi viser, at strukturerede aktiviteter - selv ganske enkle - kan øge motivationen. Prøv at planlægge ugentlige ritualer som en kaffe-aftale med en ven, et besøg på biblioteket eller en yndlingsserie, som kan fungere som faste holdepunkter, når energien er lav.

Se på din egen tid med samme respekt, som du giver andres, og planlæg kvalitetsstunder med dig selv.

Et nyttigt værktøj er 'body doubling', hvor man udfører opgaver med en anden person, enten fysisk eller virtuelt. Det kan være at se den samme film fra hver sin lokation, tale i telefon, mens man lægger tøj sammen, eller arbejde sammen på en café.

Fælles rutiner skaber både ansvarsfølelse og samhørighed.

Strukturerede sociale rutiner er en del af kognitiv adfærdsterapi, en metode der bruges til behandling af SAD og vintertristhed, og som har vist sig at kunne forebygge tilbagefald i depression.

Når temperaturen falder, er det fristende at blive indenfor, men selv kort tid udendørs i kulden har reelle fordele.

Eksponering for naturligt lys hjælper selv på overskyede dage med at regulere døgnrytmen, forbedre søvnen og stabilisere humøret. Sigt efter mindst 10 minutter udendørs om dagen. En rask gåtur, lidt skøjteløb eller blot at stå udenfor kan lette mentalt.

Hvis du oplever depressive symptomer, så tal med din læge om lysbehandling. Kliniske studier viser, at lysbehandling er én af de mest effektive metoder til behandling af SAD.

Prøv at se sneen som en invitation frem for en hindring. Aktiviteter kan være en vinterpicnic, at gå på jagt efter grankogler, lave 'sneengle' i den nyfaldne sne eller mere stille sysler som at kigge på fugle, fotografering eller en vandretur. For personer, der gerne vil have lidt spænding, kan vintersport som snowboarding også give et energiboost.

Glæde bliver ofte betragtet som en egenskab, nogle mennesker bare har, men vi kan faktisk dyrke glæde bevidst. Små handlinger, hvor vi nyder og værdsætter øjeblikket, kan gradvist omprogrammere hjernen til en mere positiv tilstand.

En måde at fremme glæde på er ved at finde aktiviteter, der skaber 'flow', som er et begreb forskere bruger om de øjeblikke, hvor vi er helt opslugt af en aktivitet, og alt andet træder i baggrunden.

Flow opstår, når udfordring og færdigheder er i perfekt balance; når en aktivitet optager os, men at den ikke er så svær, at den bliver overvældende. Det træner hjernens kredsløb for positive følelser og styrker forbindelserne til opmærksomhed, motivation og kreativitet.

Hvilke aktiviteter, der skaber flow, varierer fr...

Hvorfor forsvandt neandertalerne og denisova-mennesket?

Spørgsmålet er stort og teorierne mange.

Populære bud er voldsomme klimaforandringer og benhård konkurrence med Homo sapiens om føde og bopladser.

En tredje teori peger på indavl og ringe genetisk variation. Her kan en af flere årsager være, at især neandertalere ofte levede i små isolerede grupper og ikke kommunikerede med omverdenen.

Nu kan et internationalt forskerhold føje nyt til sidstnævnte.

I et studie, der for nylig blev udgivet i tidsskriftet Science Advances, lyder det, at blyforgiftning kan have svækket neandertalere og denisova-menneskers evne til at tale og kommunikere med hinanden.

Det kan have givet Homo sapiens en evolutionær fordel og medvirket til de to andre arters undergang for mellem 30.000 og 40.000 år siden.

Den nye hypotese bygger på to centrale fund:

Blyforgiftning er ikke kun et moderne fænomen, der tilskrives menneskelig forurening. Det kan spores omkring to millioner år tilbage i tiden.

Homo sapiens er udstyret med en genmutation, der gør vores hjerner mindre sårbare over for bly i miljøet.

"Vores studie viser, at blyforgiftning var udbredt blandt tidlig Homo sapiens, neandertalere og en række fortidsmennesker og -aber længe før den industrielle revolution," siger Renaud Joannes-Boyau, professor i geokronologi og geokemi ved Southern Cross University i Australien og hovedforfatter til det nye studie, til Videnskab.dk.

"Dermed kan vores forfædres hjerner have udviklet sig under påvirkning af et potent giftigt metal, som muligvis har formet deres sociale adfærd og kognitive evner over årtusinder."

Bly er et giftigt tungmetal, der selv i meget små mængder kan have sundhedsskadelige effekter - især hos børn, der optager bly mere effektivt end voksne. Flere studier viser, at bly kan hæmme børns indlæring og hukommelse.

Blyforgiftning anses traditionelt som et relativt moderne fænomen. Romerne var de første storforbrugere af metallet, der indgik i alt fra vandrør til våben. Siden har moderne minedrift og ikke mindst blyholdig benzin og maling forgiftet millioner af mennesker.

At blyforgiftning også var et tema i stenalderen er en ny erkendelse.

Forskerne bag det nye studie gjorde den overraskende opdagelse, da de analyserede 51 fossile tænder fra flere primater og en række arter på menneskets direkte udviklingslinje.

De blyforgiftede bisser kommer blandt andet fra 100.000 år gamle rester af Homo sapiens og 250.000 år gamle neandertalere. Højest var blykoncentrationen hos 1,8 millioner år gamle tænder fra kæmpeaben Gigantopithecus blacki.

Blyet formodes at stamme fra naturlige kilder som vulkansk aske, mineralholdig jord og forurenet grundvand.

Herfra satte forskerne sig for at undersøge, hvordan den tidlige blyforgiftning kan have påvirket udviklingen af datidens hjerner. I studiets anden halvdel stiller de skarpt på Homo sapiens, neandertalere og denisova-mennesket.

I laboratoriet udstyrede forskerne såkaldte hjerne-organoider - små 3D-modeller af hjernen, der dyrkes fra stamceller - med to forskellige versioner af genet NOVA1. Genet har stor betydning for udviklingen af den menneskelige hjerne, ligesom det er kendt for at spille en rolle for hjernens reaktion på blyforgiftning.

Halvdelen af hjernemodellerne bar den moderne udgave af genet, som findes hos Homo sapiens, mens den anden fik en ældre udgave, der fandtes hos neandertalere og denisova-mennesket.

De to versioner er næsten identiske, men varierer med en enkelt genmutation.

I kontrollerede forsøg blev organoiderne udsat for små, realistiske mængder bly. Eksperimentet viste, at begge udgaver af minihjernerne blev stressede af blyforgiftningen, men at Homo sapiens-organoiderne var mere stabile.

"Kort sagt ser Homo sapiens ud til at have udviklet et lidt mere modstandsdygtigt neuralt system over for miljøgifte som bly. Det er en hidtil ukendt faktor, der muligvis har været med til at forme vores biologi," siger Renaud Joannes-Boyau.

I Homo sapiens-organoiderne var det især hjerneområder med ...

Da Apollo 8 juleaften 1968 tog det første billede af Jorden set fra Månen, så vi en blå planet med hvide skyer - en oase i det mørke rum.

Billedet fik navnet 'Earthrise' og blev hurtigt et af rumalderens mest ikoniske billeder, som var med til at skabe en større bevidsthed om, at vi skulle passe godt på vores planet.

I dag har vi fundet over 6.000 exoplaneter (planeter, der kredser om en anden stjerne end Solen), men ingen, der ligner Jorden godt nok til at blive kaldt 'Jord 2.0'.

Og selv om det understreger, at Jorden er noget særligt, så har det desværre ikke forhindret os i at skabe klimaproblemer, som måske vil føre til, at vores planet inden for en overskuelig tid ikke længere kan betegnes som en oase for os mennesker.

I virkeligheden er den blå Jord bare en fase i Jordens lange liv - der har været perioder, hvor vi slet ikke ville kunne genkende vores planet:

På nogle tidspunkter har Jorden været helt dækket af is, lige fra polerne til ækvator. På andre tidspunkter har Jorden været helt indhyllet i skyer. Og de største forandringer i Jordens liv ligger endda forude.

Lige nu har Jorden et klima og en atmosfære, som gør det muligt at bo og leve mange steder på planeten. Men sådan har det ikke altid været.

Gennem store dele af Jordens 4,6 milliarder år lange liv har den ikke, set fra vores synspunkt, været beboelig, og vi kan forudse en fremtid, hvor Jorden ikke bare bliver ubeboelig for os, men hvor selve livet på Jorden vil forsvinde.

For at vi kan bo på Jorden, skal en række krav være opfyldt. De vigtigste er:

En atmosfære, der indeholder ilt og kun meget lidt CO2

Et klima, der hverken er for koldt eller for varmt

Mulighed for at skaffe mad i form af planter og kød

Disse ganske elementære krav betyder, at Jorden de første par milliarder år efter dannelsen har været ubeboelig.

Ganske vist kom livet til Jorden tidligt, men den fotosyntese, som fyldte atmosfæren med ilt, kom først for 2,3 milliarder år siden, altså da Jorden var halvt så gammel som nu.

Og det har taget tid for atmosfæren at blive iltrig, for i begyndelsen gik ilten i kemisk forbindelse med mineraler i klipper, og iltindholdet i Jordens atmosfære har også varieret gennem tiden, men er nu stabiliseret på 21procent - men det er altså noget, som er kommet sent i Jordens historie.

Der var dog et andet problem, nemlig, at atmosfæren dengang indeholdt meget mere CO2 end i dag, hvor koncentrationen er cirka 0,04 procent, hvilket faktisk gør CO2 til en ret sjælden luftart. Men i lange perioder har koncentrationen været helt oppe på 0,5 procent hvilket vi ikke kan tåle i længere tid.

Hvis vi kunne besøge Jorden for bare 3 milliarder år siden, ville vi slet ikke kunne genkende den.

Kontinenterne ville være fuldstændig øde, helt uden planter og dyr.

Der ville være masser af encellet liv i havene, men ikke liv, som producerede ilt. I stedet ville vi opleve en metanholdig atmosfære og en måske orange himmel.

Vi kunne kun gå rundt iført rumdragter, og det ville nok være en god i de at tage en madpakke med, da der hverken fandtes dyr eller planter.

Vi kunne jo så rejse frem i tiden, efter at livet opfandt fotosyntesen, så atmosfæren begyndte at fyldes med liv.

Men i lang tid efter ville der være for lidt ilt til, at vi kunne trække vejret, og så ville vi også opdage en anden ting:

At Jorden kunne skifte mellem to tilstande, som man passende kunne kalde drivhus-Jord og ishus-Jord.

En ting er de menneskeskabte klimaændringer, som er meget hurtige, en anden ting er de mere langsomme, men lige så voldsomme klimaændringer, som naturen selv sørger for.

CO2 er stadig den vigtigste gas, men andre gasser som metan har også spillet en rolle.

Mængden af disse gasser kan øges ved vulkansk virksomhed, mens dannelsen af bjergkæder, som kan binde CO2, kan minske koncentrationen.

Jordens bane og udstrålingen fra Solen er heller ikke helt konstant, men kan variere over lange tidsrum.

Problemet er komplekst, men man mener at have identificeret to yderpunkter af Jordens klima:

Det meste a...

Mia ligger under de blå uv-rør og tænker på nytårsaften. Den 21-årige er en af de danske unge, der går i solarium 3 gange om ugen for at få den perfekte, brune glød.

"Det giver selvtillid. Man synes, man er pænere, hvis man er brun," har hun forklaret til TV 2 Fyn.

Det er ikke usandsynligt, at du kan identificere dig med Mia eller kender nogen, der kan. For andelen af unge, der går i solarium, er igen begyndt at stige.

Ikke mindst derfor er det vigtigt at vide, at skader i huden efter solariebrug ikke er som en tatovering, der dukker op med det samme. De udvikler sig som et polaroidbillede i slowmotion.

De første, små tegn bliver dog allerede synlige efter seks måneders jævnlig brug af solarium. Og på den lange bane øger man risikoen for at få kræft.

Når det handler om udseendet, påvirker solarium først og fremmest hudens spændstighed - det, der også hedder elasticitet.

De første tegn kommer som sagt allerede efter 6-12 måneder med regelmæssig solariebrug: Din hud mister sin spændstighed, selvom du ikke kan se det endnu.

Hvor ofte skal man så gå i solariet, for at det er regelmæssigt? Det er ikke helt simpelt at svare på. De fleste studier sammenligner mennesker, der går i solarie under eller over ti gange om året.

Men man skal passe på med at sætte præcise tal på, fordi der er så mange forskellige måder at tage sol på. Det handler jo også om styrke og tid.

Som hudlæge tør jeg dog for egen regning sige, at hvis du går i sol oftere end en gang om måneden, kan det kaldes jævnligt.

Efter et til to år med jævnlig solariebrug begynder de første fine linjer at dukke op omkring øjnene og munden. Man kalder dem smilerynker, men de går ikke væk, når du ikke smiler. Det er permanente rynker, som skyldes kollagennedbrydning, og at vævet stivner af uv-strålingen, i den facon den holdes i.

Mængden af solarie er direkte forbundet med hudens spændstighed - det viste man for snart 30 år siden!

Et sjovt studie viser, at hvis man lader en bold falde ind mod kinden på en ung kvinde i 20'erne, så bouncer den mere tilbage, end hvis man gør det samme mod kinden på en kvinde i 50'erne.

Studiet viser at kvinders kinder mister 25 procent af hudens 'bounce' på 30 år, og det illustrerer således, hvad der sker med huden, når den ældes - blandt andet, fordi den har været udsat for uv-stråling.

Elasticiteten/spændstigheden er kun en af mange forandringer, der sker i huden, når den bliver ramt af uv-stråler.

Den bliver også mere rynket, rødmosset, brun-plettet, uens farvet, og der opstår karsprængninger med synlige netværk af små, røde blodkar. Og solarium speeder processen dramatisk op!

Nu bliver det lidt teknisk, men lad mig forklare, hvorfor skaderne er permanente.

Når uv-stråler rammer din hud, sker der en molekylær reaktion. Inden for få minutter aktiverer uv-fotoner noget, der hedder matrix metalloproteinaser (MMP'er).

Forestil dig et nedrivningshold, der ødelægger stilladset i din hud - eller spiser dit huds byggeklodser som mikroskopiske Pac-Man'er.

Antallet af MMP'er kan fordobles eller ti-dobles i løbet af 24 timer efter én uv-session - uafhængigt af om det er sol eller solarie.

MMP'erne spiser bogstaveligt talt dit kollagen og elastin, som er de proteiner, der holder din hud stram og ungdommelig. Niveauet forbliver højt i en uge, så hvis man går i solarie ofte, når niveauet ikke at falde igen.

Samtidig går kollagenproduktionen i stå i samme periode. Kollagen har en halveringstid på 15 år og de aktive kollagen-strukturer på 17 år, hvilket betyder, at ødelagte kollagen-dele ophobes i årtier.

Imens undertrykkes de gener, der bruges til at danne ny kollagen og dermed også produktionen af nye kollagen-proteiner.

Og med øget nedbrud og formindsket produktion… Så kommer rynkerne!

Der er faktisk skrevet en videnskabelige artikel om personer, som har været udsat for sol på den ene side af ansigtet (for eksempel buschauffører, lærer, butiksassistenter og så videre). De har markant flere rynker på den side der fik sol, end den der ikke fik!

Efter tre til...

Kan musik skabt af kunstig intelligens erstatte menneskabt musik? Og er vores hjerner virkelig til fals for den?

Det spørgsmål er hyperaktuelt lige nu. Dels fordi den danske musikrettighedsorganisation KODA har lagt sag an mod den amerikanske musiktjeneste Suno, der producerer sange ved brug af kunstig intelligens. Anklagen lyder på rettighedstyveri.

Dels er AI-sange begyndt at optræde på diverse hitlister. For eksempel 'Hardt å føle og umulig å si', som for nylig toppede hitlisten på Spotify over mest delte sange i Norge.

I boksen nedenfor kan du læse min vurdering af sangen.

Og i resten af artiklen forsøger jeg som hjerneforsker og musiker at give et svar på, hvordan denne udvikling stiller musik skabt af mennesker.

For at svare på, om vores hjerner køber ind på AI-musik, er man nødt til at forstå både teknologien bag AI-musik, men også hvordan den menneskelige hjerne opfatter og skaber musik.

Begge dele handler i høj grad om statistisk læring og 'predictive coding', der lidt løst kan oversættes til 'forudsigelsesbaseret kodning'.

Statistisk læring går grundlæggende ud på, at vi ubevidst lærer, hvordan musik er skruet sammen, ved at lytte til en hel masse forskellig musik. Derefter kan vi skabe musik, som ligner, men alligevel ikke er det samme. Samme princip gør sig i øvrigt også gældende, når vi lærer sprog.

På samme måde bruger computeren statistiske modeller til at forstå regelmæssigheder i data ud fra en meget stor mængde af data - for eksempel en hel masse sange.

Computeren genererer herefter ny musik ved at samkøre moduler, der er ansvarlige for musikteoretiske regelmæssigheder, instrumentering, vokal og struktur.

Det kan for eksempel være ved at sørge for, at rækkefølgen af akkorder passer til en given musikalsk stil.

Statistisk læring ligger ligeledes til grund for den måde, programmerne sammensætter teksten og producerer musikken med instrumenter, vokal og så videre - og sætter det hele sammen på en meningsfyldt måde til sidst.

En af de vigtigste ingredienser i menneskeskabt musik er at balancere kompleksiteten.

Den rigtige balance mellem forudsigelighed og afvigelser gør hjernen interesseret og kan påvirke både følelser og vores nydelse af musikken.

Det gælder for eksempel for rytmik, hvor den rette balance mellem at kunne finde de fire slag i takten og samtidig blive udfordret gør, at vi får lyst til at bevæge os og føler nydelse derved.

Det er computeren rigtig god til at efterligne, idet den kan bruge statistikken til at ramme et gennemsnit mellem forudsigelighed og nyhed.

Så langt ligner processerne for menneskeskabt musik og AI-musik altså hinanden - med den forskel, at computeren kan bygge sine sange på mange flere stykker musik, end det er muligt for et enkelt menneske at lytte til i et helt liv.

Det burde jo give en konkurrencefordel til computeren.

Alligevel mener jeg som hjerneforsker og musiker, at der er et punkt, hvor AI-musik vil have svært ved at udfordre menneskeskabt musik, både på den korte og den lange bane.

Forskningen i musik og hjerne peger på en del forskellige veje, ad hvilke musik kan påvirke menneskelige følelser.

En af disse kaldes for emotionel smitte, og kan kort sagt beskrives som den fornemmelse, vi indimellem får, når vi lytter til et stykke musik og tænker: "Jeg ved præcis, hvordan kunstneren føler lige nu".

Det involverer en lang række dele af hjernen, der blandt andet handler om at integrere og oversætte andres handlinger og følelser til os selv.

Emotionel smitte kræver, at vi oplever en intention bag musikken - det, som kunstneren vil os med sin musik - og at den intention kommer fra et andet menneske.

Det sker i højere grad i en kontekst, hvor kunstneren føles nærværende, som for eksempel ved livemusik. Og her er vi inde ved kernen af, hvad musik er, og hvorfor vi har den.

Hvis der er en evolutionær grund til, at vi har musik, vil de fleste forskere pege på, at det er dens evne til at kommunikere følelser mellem mennesker, ligesom når vi sidder til en koncert og har fornemme...

I over 100 år har kulturhistorikere troet, at danskerne lærte at bygge med mursten af håndværkere fra Norditalien i 1100-tallet. Men den forklaring holder ikke, tyder et nyt studie på.

Det skriver Syddansk Universitet (SDU) i en pressemeddelelse.

Forskerne, der blandt andet kommer fra SDU, har undersøgt mursten fra fire middelalderkirker:

To i Danmark - Sct. Bendts Kirke i Ringsted og Sorø Klosterkirke

To i Italien - Abbazia di Chiaravalle og Abbazia del Cerreto i Lombardiet syd for Milano.

I alt blev 305 murstensprøver analyseret ved hjælp af særlige metoder, der bruges til at bestemme alder på brændte materialer.

Resultaterne viste, at der ikke var tegn på, at de danske mursten blev fremstillet af italienske håndværkere. I stedet kom de fra Tyskland.

"Hvis italienske håndværkere havde stået bag, ville man forvente visse tekniske detaljer," siger Kaare Lund Rasmussen, professor emeritus og forsker i arkæometri ved SDU, i pressemeddelelsen.

Han tilføjer som eksempel, at de italienske kirker har smalle fuger mellem murstenene, mens de danske har langt bredere fuger. Du kan se forskellen her:

Studiet udfordrer også dateringen af de italienske kirkers opførsel i forhold til de danske. Ifølge pressemeddelelsen viser kemiske analyser, at kirken Abbazia del Cerreto er betydeligt ældre end tidligere antaget, mens kirken Abbazia di Chiaravalle er omkring 75 år yngre end de danske kirker.

"Det kan ikke have været de samme bygmestre. De ville jo have været for gamle og måske endda døde, da arbejdet i Danmark gik i gang," siger medforfatter på studiet Thomas Bertelsen, der er leder af kulturarv fra Over Byen Arkitekter til pressemeddelelsen.

I stedet for en direkte forbindelse mellem Italien og Danmark mener forskerne at sporene peger på, at viden om murstensbyggeriet kom via cisterciensernes klosternetværk og sandsynligvis gjorde stop i Tyskland, før det nåede til Danmark.